Jægeren og de som jages / Susanne Christensen

/ Johannes Fijt «Still Life With Hare and Game-Birds / Wikimedia C

Det er ham med geværet, som braser gennem underskoven. Han er ikke til at tage fejl af, han er jægeren.

At posere stolt med sit bytte på sociale medier vækker en bølge af harme, og det er forståeligt nok, men det er muligvis urimeligt at hævde at jægeren per definition er en fjende af naturen. Ofte forstår han naturen bedre – men måske på en mere nøgtern måde – end de følelsesstærke masser. Han vil argumentere for at han jager til naturens bedste. I den såkaldte byjungle mener vi også, at det er tydeligt, hvem som gør skade på planeten. Det er the 1%, som stadig insisterer på, at vi skal løse alle kriser ved at skrue tempoet op og producere mere. Det er the 1%, som har låst kontrolpanelerne fast mod en abstrakt forestilling om endeløs økonomisk vækst. Vi peger på the 1% og siger «Der er han, det er ham!» Han nikker og smiler et ræveagtigt smil og siger «Ja, det er mig, jeg har magt!», og vi råber «Af med hovedet, ned med ham!»

            Gid det var så enkelt, for det kan virke som om et forvirringsspil er i gang, hvor de kropsnære medier tryller for os i en sådan grad, at vi har svært ved at stå sammen i en flok og pege på magten og faktisk pege i samme retning. I psykologisk forstand er vi blevet skrællet ned, vi er blevet så tyndhudede, at vi er blevet til rystende kaniner, alt vi kan er at stampe i jorden og flygte panikslagent i alle retninger. Der er en gældende orden, og der er de, som flygter, de som må lægge deres vaner om, for at nogle andre kan bevare følelsen af tryghed og stabilitet i deres liv. Både mennesker og dyr må lægge deres vaner om og flygte fra de menneskeskabte klimaforandringer. Tempoet er så højt nu, at det ligner et kollaps.

            Strømmen af artikler, som dokumenterer kollapset, er konstant. På en tilfældig dag, søndag den 10. februar, læste jeg to artikler om dyr, som forsøger at tilpasse sig. På den russiske ø Novaja Zemlja i det Arktiske Hav har man indført undtagelsestilstand eftersom bosætningen Belusja Guba er blevet invaderet af over 50 isbjørne. Havet er ikke frosset til som sædvanligt denne vinter, så deres muligheder for at jage sæler er blevet stærkt begrænset. Derfor må de opføre sig opportunistisk, ændre på deres vaner og søge til bosætninger for at finde mad.

Vi kan risikere, at de summende, kravlende og krybende sommerdage er forbi, og ironien er, at store væsner er bundet til små væsners skæbne.

            Mindre dyr, som er sværere at skaffe sig et statistisk overblik over, – insekterne – er i gang med at forlade verden, mens vi har travlt med andre ting. Globalt er 80% af insekters biomasse forsvundet indenfor de seneste 25 – 30 år. Forskeren Francisco Sánchez-Bayo opsummerer i avisen The Guardian: «It is very rapid. In 10 years you will have a quarter less, in 50 years only half left and in 100 years you will have none.» Insekterne bidrager som bestøvere og som føde for andre dyr, og eftersom økosystemerne eksisterer i indbyrdes afhængighed og balance, kan et insektkollaps være katastrofalt. Årsagerne er flere, men Sánchez-Bayo nævner blandt andet industrialiseret landbrug og klimaforandringer. Vi kan risikere, at de summende, kravlende og krybende sommerdage er forbi, og ironien er, at store væsner er bundet til små væsners skæbne.

            De små væsner og de væsner som flygter, deres skæbne er den samme som alt, hvad manden elsker, som splittes i behagende fantasibilleder og noget mere komplekst og truende, som stødes bort. Vores kærlighed til handicappede katte og hunde er grænseløs, vi forvandler dem til grumpy lolcatz og -dogz på Instagram. Vi ler og græder af det essentielt søde, vi forstærker det og vælter os i dets visuelle udtryk. Tiggende dyreøjne photoshoppes til endeløse mørke dyb, og alt hvad de kære små gør er kilde til evig begejstring og lukrativ virksomhed på YouTube. Det er tydeligvis skadeligt både at underelske og at overelske. Det er imidlertid ikke til at overse, at vi er på et tragisk tidspunkt i historien, hvor de bølger af følelser, som vi sender ud, alt for sjældent har ordentlig kontakt til videnskab, fakta og vilje til forandring. Instagramkæledyret er det nye sokkedyr, en maske – sokken – som sættes på hånden, og adresserer mennesket, gerne med en moralsk opsang, en symbolsk iscenesættelse af menneskelivets utilstrækkeligheder. Det fremmede som du selv iscenesætter som antagonistisk: Dette er en fabel, det er præcis, hvad en fabel gør. 

 

Susanne O_Coelho_Branco_tocando_seu_trompete

/Fra Alice in Wonderland/ Wikimedia.org

 

            Isbjørnen dukker op med solbriller på og taler som en gangster fra Bronx: «Ja, vi kommer ind i byen? Det er klart vi gør, der er ikke andre muligheder for at finde føde. Vi ser med stor interesse på dine børn, som leger i sneen, og lurer på, hvordan de mon smager!» Biernes stemmer er som hvid støj, de er ikke så nemme at gøre nuttede. De svæver sammen og danner et ansigt, som konstant ændrer udtryk, a face from the ancient gallery, som synger og summer: «Under den sjette masseudryddelse er det store væsen bundet fatalt til det lille væsen!» Billederne er fjollede, men hvordan skal vi ellers bringe dyrene ind i samtalen? Den amerikanske biolog og teoretiker Donna Haraway er en af de få, som maner konstruktive billeder frem af, hvordan dyr og mennesker kan arbejde i forlængelse af hinanden, billeder som også har en poetisk kvalitet. Førerhunden og brevduen bliver vores kybernetiske sanseforlængelse, sammen med dem laver vi string figures, vi spænder tråde ud mellem os som danner mønstre. Sådan arbejder vi sammen.

Adams’ roman er et godt eksempel på skønlitteratur, som bruger fablens form, men samtidig undgår at lefle for naturromantikken.

            Hvordan kan vi tale med dyrets stemme uden at iscenesætte det ud fra vores behag og sentimentale følelser? En kunstner, som klarer at ivaretage dyrets radikale anderledeshed, dets undertrykkelse og samtidig dets monumentale overlegenhed, kunne være den japanske støjkunstner Merzbow, som skaber ekstreme støjtornadoer, som det menneskelige øre knapt kan udholde. Midt i et langt større og mørkere ocean af ikke-organiserede lyde danner symfonien og popsangen små oaser af menneskelig orden, men det er ikke her vi finder Merzbow. Hos ham følges kunsten og politikken ad, hans udgivelser har titler som Frog (2001) og Bloody Sea (2006), og han optræder med sine computere dækket af klistermærker med slagord som «Fur is dead» og «Meat is murder.» Det er i det khtoniske støjhav, at vi kan påstå, at vi medierer dyrenes mest subversive stemmer.

            Et andet eksempel er det britiske punkband Fall of Efrafa, som i deres trilogi The Warren of Snares (2006–2009) tager udgangspunkt i det kaninunivers, som forfatteren Richard Adams (1920–2016) digtede op i succesromanen Watership Down fra 1972. Adams’ roman er et godt eksempel på skønlitteratur, som bruger fablens form, men samtidig undgår at lefle for naturromantikken. Kort fortalt drejer det sig om en flok kaniner ledet af Hazel og hans synske bror Fiver. De flygter fra kolonien Sandleford på foranledning af Fiver, som har haft en vision om dens undergang. Udbryderkaninerne må gå meget igennem på deres rejse gennem forskellige mulige samfundsformer, repræsenteret af de kolonier, som de træffer på vejen, før de selv er i stand til at etablere et samfund efter deres egne hoveder. Det mest grusomme eksempel er kolonien Efrafa, som ledes diktatorisk af den udyriske førerkanin General Woundwort. Her er kort sagt en masse godt materiale at tage fat i for et antifascistisk punkband.

            Det kan virke som om fabelen altid har eksisteret, i hvert fald er den dokumenteret helt fra Æsops tid i midten af det sjette århundrede f. Kr. Vi kender også franske Jean de la Fountaine (1621–1695) og den danske eventyrmester H.C. Andersen (1805–1875). De fleste har stødt på hesten Black Beauty (Anna Sewell), hunden Buck og ulven White Fang (Jack London), mågen Jonathan Livingston Seagull (Richard Bach) og de oprørske trævæsner enterne i Tolkiens The Lord of the Rings. Dette er litteratur som kan passere som børne- eller ungdomslitteratur, men med det universelle tema om frihed i bunden. George Orwells Animal Farm(1945), som er en allegori over den russiske revolution, tager det et skridt videre, og Franz Kafkas fortællinger om biller og mulvarper mindes jeg som skrækindjagende. Der er intet nuttet over det greb, som den russiske teoretiker Victor Shklovsky (1893–1984) kaldte ostranenie, fremmedgøring. Hans kroneksempel stammer netop fra Lev Tolstojs fabel om den gamle hest Kholstomer. 

Det er imidlertid heftigt at læse om flugten fra et samfund, som snart skal ødelægges af mennesker, og det er heftigt at følge udbryderkaninernes søgen efter en friere måde at definere et samfund på.

            Hvordan trække dyrenes og naturens stemmer ind i litterære tekster? Den danske forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen har netop forsøgt det i Havbrevene (Lindhardt og Ringhof, 2018), hvor Middelhavet og Atlanterhavet skriver breve til hinanden i et poetisk sprog, men ikke uden at kommentere de mange flygtninge som er druknet på deres færd fra Nordafrika til Europa. Fabelen kan godt bide fra sig, og blive til noget mere end en evig lolcatzfest. Føromtalte Watership Down var sikkert den første voksenbog, jeg læste. At kalde en bog, hvor kaniner konverserer med hinanden, en voksenbog er måske at stramme den lidt. Det er imidlertid heftigt at læse om flugten fra et samfund, som snart skal ødelægges af mennesker, og det er heftigt at følge udbryderkaninernes søgen efter en friere måde at definere et samfund på. Her er Fivers forudanelser parret med en intuitiv forståelse af menneskelige koncepter, også de mere konstruktive som kan hjælpe kaninerne i deres færd. På samme måde oplevede jeg ved læsningen den første intuitive forståelse af, hvordan de voksne havde arrangeret verden, før jeg kom til. Jeg var uden tvivl så sur som Greta Thunberg, når jeg forstod, at de havde opfundet krig, vold, diktatur og ondskab mod dyr.

            Watership Down ligger nu på Netflix i en computeranimeret udgave, men animationsfilmen fra 1978 er nok en del mere radikal. I Adams’ roman har kaninerne et eget sprog og en egen mytologi, og de mytologiske indslag er tegnet i en helt anden stil end de forholdsvist idylliske britiske landskaber. Mest skrækindjagende er billederne af Fivers dommedagsvision, hvor solnedgangen forvandles foran hans øjne: «Hazel, look … the field … the field … it’s covered with blood!» Da udbryderkaninerne allerede er langt borte dukker en udmattet og skadet kanin op fra Sandleford, det er Holly som fortæller om koloniens undergang, iværksat af gravemaskiner som det første skridt i opførelsen af nye menneskeboliger. Hollys beretning illustreres af abstrakte kaniner med røde øjne, som trænger sig sammen og dør i gangene under jorden. Ikke alene præsenterede Watership Down mig for ideen om forskellige samfundsformer, men også for et opbrudt, modernistisk billedsprog, som virkede som et voldsomt realismebrud. Det lille væsen, barnet som læste, forstod sin egen lighed med dyrene, og det var ikke en indsigt som var barnlig, som skulle vokses fra. Det var ingen skadelig uskyld, som skulle formes til voksen kynisme. Det var hjertet, og hjertet blev ved med at være hjerte.

 

 

//

Klimaaksjonen har invitert en rekke forfattere til å skrive om flyktningens redselsfulle livssituasjon under de pågående klimaomveltningene. Mens flyktningene telles og interneres i leirer, forsvinner dette faktum fra offentligheten: I løpet av kort tid vil de voldsomme naturendringene sende stadig flere mennesker på flukt. Solidaritet og omsorg i denne fasen vil kreve uortodokse løsningsforsøk, men også en pro-aktiv offentlighet. «Flyktningkrisen» i 2015 var kun en øvelse på det vi har i vente, slik vi ser det. Murer og nye jerntepper slamrer ned foran øynene på oss. Piggtråd har enda en gang blitt et symbol for den europeiske festningen og fremmedfrykten besvares med falske løfter om trygghet. Begrepet «politisk» blir igjen redusert til «politi».

Klimaaksjonen takker Bergesenstiftelsen for honorarstøtte til denne teksten. 

 

//

Tidligere dikt og tekster om flyktningen på nettsiden:

Andreas Eckhardt-Læssøe: Om at samle sig og samle sammen

Göran Sonnevi: Tre dikt

Wera Sæther: Vannet

Madame Nielsen: Slovenia – Østerrike

Thomas Hylland Eriksen / Arne Johan Vetlesen: Klimaflukt som moralsk utfordring

Herta Müller: Nachts, wenn die Zäune wandern

Redaksjonell kommentar: Uskyldige menneskers flukt fra klimaødeleggelse 

Inger Elisabeth Hansen: Å resirkulere lengselen

Frode Grytten: Tusener seglar igjen

Gunnar Wærness: Venn med alle, III

 

 

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Blogg på WordPress.com.

opp ↑