Der er en fremtid at tage vare på efter pandemien

Essay: Jørgen Steen Nielsen. Illustrasjon: Jesse Jacob //

En dag – snart – får vi vores liv tilbage. Om nogle måneder vil pandemien have raset ud og mistet kraft, vi vil have opbygget mærkbar immunitet, og samfundet vil slutte en slags fred med virussen som endnu en ubehagelig, men håndterbar besværlighed som de influenzabølger, vi kender, og med faste mellemrum hjemsøges af.

Når denne dag kommer, vil vi igen kunne bevæge os frygtløst ud i gaderne. Vi vil kunne mødes på cafeerne, til fødselsdagene, i kantinerne, på skovturene. Vi vil kunne give hinanden hånden, kramme og kysse. Vi kan gå til frisøren, besøge vores ældre på plejehjemmene, spille fodbold og danse.

Og vi vil kunne se tilbage på pandemien som en ond drøm, der for en tid rystede vores samfund og slog skår i vores selvsikkerhed og fremtidstro.

Senere vil vi kunne fortælle vore børnebørn dramatiske historier om dengang, verden gik i stå, fordi en mikroskopisk partikel med en rna-streng pakket ind i en proteinkapsel fandt tricket til at springe fra flagermus til menneske.

Det bliver en af de store dystre fortællinger fra vores lange historie, som den om den spanske syge, verdenskrigene, 11. september-angrebet …

Men når denne dag kommer, er der også noget, der slutter. Det er slut med, at folk i de store byer står på altanerne og synger i kor med hinanden hen over de tomme gader. Det er slut med de spontane initiativer, hvor mennesker hjælper hinanden med indkøb og omsorgsopgaver. Slut med at studerende på sundhedsuddannelserne og pensionerede læger og sygeplejersker trækker i kitlerne og stiller op for at hjælpe de syge og de pressede kolleger. Slut med de daglige telefoniske kontakter og nære samtaler med familie og venner, som vi pludselig fik brug for. Slut med den særlige øjenkontakt og den særlige betoning, når kassedamen ved vore sjældne besøg i supermarkedet siger ’Ha’ en god dag’, og vi siger ’Tak, i lige måde’.

Det er også slut med national opslutning bag en statsminister, der i krisens stund har kunnet træde i karakter som en samlende, tillidsskabende landsmoder. Slut med politisk konsensus på tværs af partier om svære, nødvendige indgreb i fællesskabets interesse. Slut med medier, der sætter fælles fokus på nationalt sammenhold, ægte folkeoplysning, ansvarlighed.

Vi vender tilbage til en hverdag, hvor politikere strides og sværter hinanden til, en hverdag, hvor medier jager konflikter, skandaler og hår i suppen, en hverdag, hvor vi igen får for travlt med at tjene penge, gøre karriere, konkurrere med hinanden og realisere os selv. Og en hverdag, hvor nationers og klassers særinteresser skaber polarisering, ufred og manglende evne til at løse denne verdens egentlige problemer.

Eller hvad? Hvad er det for en indsigt om os selv, virussen bringer med sig? Hvad er det for en virkelighed, vi gerne vil vende tilbage til? Hvordan skal vores verden se ud, postcorona?

Den globaliserede smitte

Mange er de analyser, som gennem de seneste uger forsøger at forstå og forklare pandemien gennem den globaliserede økonomis prisme.

De markeder for vilde dyrearter, som findes i Asien og Afrika, og som i Wuhan, Kina, menes at være stedet, hvor coronavirussen foretog sit spring, har traditionelle rødder bestemt af lokal forkærlighed for at spise eksotiske arter som rotter, skildpadder, aber, fugle, insekter, krokodiller, slanger, bæltedyr, flagermus osv.

Men med befolkningsvækst og migration til de økonomiske vækstcentre i storbyerne er sådanne markeder blevet større, tættere sammentrængt og med et udvidet publikum. Med den udvikling er fulgt en større risiko for virusspring og smittespredning, sådan som også SARS-epidemien i 2003 med udspring i et marked i Guandong vidnede om.

»I historisk kontekst ser vi nu en acceleration uden fortilfælde i ’spillover’ eller spring af patogener fra dyr,« siger den amerikanske epidemiolog og veterinærforsker Jonathan Epstein til netmagasinet Vox.

»Udbredelsen af sygdomme er ikke en ondsindet handling fra vilde dyr, snarere en ulykkelig konsekvens af menneskers fortsatte pres på økosystemer og øgede kontakt med det vilde dyreliv via urbanisering, landbrugets ekspansion, rejser og handel.«

Den store pulje af virustyper, som findes i dyreverdenen, trækkes fra naturen ind i civilisationens centre. Og omvendt:

»Vi invaderer tropiske skove og andre typer af vild natur, som er hjemsted for så mange dyre- og plantearter og – med disse skabninger – så mange ukendte virusser. Vi fælder træerne, vi dræber dyrene eller indfanger dem og sender dem til markeder. Vi forstyrrer økosystemer, og vi ryster virusser løs fra deres naturlige værter. Når det sker, behøver de en ny vært. Ofte bliver det os,« skriver den amerikanske videnskabsforfatter David Quammen i The New York Times.

/ Jesse Jacob

Når smitten først er iblandt os, sikrer den globaliserede levevis, at den spredes hastigt og effektivt, som vi oplever det lige nu. Først til økonomiens internationale kraftcentre – enten de store byer som New York og Washington, D.C. – og herhjemme København og Aarhus – eller centrene for international turisme som de italienske skisportssteder.

Senere når smitten frem til de steder, hvor mennesker ikke indgår i den globaliserede økonomi og ikke rejser, men til gengæld er særligt sårbare, såsom de ekstremt udsatte millionbefolkninger i Afrikas og Latinamerikas tætbefolkede slumbebyggelser og verdens flygtningelejre, hvor smitten kan vise sig umulig at inddæmme.

Skulle den seneste uges vækstrater for registrerede smittetilfælde uden for Kina fortsætte, viser simpel lommeregning en udvikling fra nu omkring 237.000 kendte smittede til op mod én million om en uges tid og i omegnen af 20 millioner om en måned – hertil kommer et ukendt, måske langt større globalt mørketal af ikkeregistrerede smittetilfælde.

Harvard-epidemiologen Marc Lipsitch vurderer i lighed med flere kolleger, at 40-70 procent af verdensbefolkningen vil blive inficeret inden for et år, mens et omfattende modelstudie netop gennemført under ledelse af forskere ved Imperial College London spår »i størrelsesorden 250.000 dødsfald i Storbritannien og 1,1-1,2 millioner i USA«, selv hvis alle patienter kunne behandles.

Modstandsdygtigheden er blevet ofret

Det er i bestræbelsen på at afværge dette, at meget store dele af den globale økonomi nu sættes i stå. Efter Kina er det meste af Europa og hele USA bragt i undtagelsestilstand med stop for rejser, for mange brancher og produktioner, for ikkelivsnødvendige institutioner, ja, i det hele taget for samvær og ophold i det offentlige rum.

Menneskene forskanser sig i deres hjem, talløse konkurser står for døren, millioner er på vej ud i arbejdsløshed, økonomisk recession betragtes som uundgåelig i Danmark, Europa, USA og med stor sandsynlighed globalt.

Således illustrerer coronapandemien, hvor sårbar den globaliserede økonomi er.

En mikroskopisk partikel, der knap fortjener status som levende organisme, tager et spring på et kinesisk provinsmarked og lammer den halve, måske snart den hele verdens økonomi.

Vi så noget, der lignede, med finanskrisens udbrud i 2008, men denne gang er krisen værre, dybere – blandt andet fordi det ikke er finansiel dårskab, der får korthuset til at falde, men selve naturen hinsides menneskers kontrol, der slår igen.

Vi har, som den amerikanske analytiker ved Post Carbon Institute Richard Heinberg skriver, solgt vore samfunds modstandsdygtighed for at opnå økonomisk effektivitet. Vi har skabt et globalt økonomisk netværk, hvor svigt i et enkelt knudepunkt kan lamme resten af systemet. Vi har ofret lokal resiliens i bestræbelsen på at score stordriftsfordele, ekspandere til globale markeder og opnå adgang til eksotiske produkter.

Det er fint med billige varer i kraft af globale forsyningskæder, men hvad nytter det, hvis vi pludselig står og mangler ansigtsmasker, fordi den lokale producent for længst er outsourcet til Kina, spørger Richard Heinberg.

Coronapandemien aktualiserer således spørgsmål om den globaliserede økonomis begrænsninger, som længe har rumsteret.

Nærmest simultant med epidemiens ankomst til Europa dokumenterede den franske økonom Thomas Piketty i sin nye bog, Kapital og ideologi, den ulighed, som har ledsaget økonomiens globalisering, og som i de seneste år har affødt sociale protester, hvis ikke ligefrem revolter i mange lande, herunder i Pikettys eget hjemland.

Epidemien i sig selv kan ses i det lys, i og med at det er den ressourcestærke, rejsende klasse, der spreder virus rundt i verden, men formentlig de svageste og mest sårbare, der i mange lande og i størst tal bliver dens primære ofre.

Derfor må man forvente, at diskussionerne om globaliseringen og dens skyggesider tager til, og at konflikterne skærpes, når vi er kommet igennem den sværeste fase med sygdom, død og lammelse.

I Italien har man allerede oplevet stærke reaktioner fra højrenationalistiske kredse, der beskylder de beskidte kinesere med deres afskyelige spisevaner for at have bragt virus til Italien.

Afrikanske immigranter vil snart gøre det samme med det eksplicitte formål at udslette den italienske befolkning og erstatte den med afrikanere, tilsat islamisering og sharialov, lød det i februar i nogle italienske medier.

Således vil nogle sikkert med epidemien se sig bekræftet i, at det at lukke sig om sig selv bag nationale grænser er det bedste værn mod en globalisering, der ikke blot opleves at true mange på brødet, men ligefrem på livet.

Synkroniseret systemsvigt

En mere perspektivrig tilgang er at søge veje til en international økonomi, der er mindre sårbar, herunder mindre i konflikt med det naturgrundlag, der kan vælte økonomien, hvis det presses for hårdt.

Ikke blot coronaepidemien, men nok så meget klima- og biodiversitetskrisen anskueliggør det ’synkroniserede systemsvigt’, som den canadiske kompleksitetsforsker Thomas Homer-Dixon italesatte og forudsagde for snart 20 år siden i en tale på George Washington University med titlen Synchronous Failure: The Real Danger of the 21st Century.

»Vi er stort set håbløse, når det handler om at forudse de skarpe, pludselige og ikkelineære forandringer, som med jævne mellemrum afbryder menneskers forehavende. De systemer, vi har skabt og nu lever i, er ofte tæt forbundne på måder, vi ikke har den mindste forståelse af. Set under ét er de potentielt højst ustabile,« påpegede han og forudsagde en nær fremtid med ikke blot finanskriser, voldsomme klimaforstyrrelser og sociale opstande, men også med »nye, ukendte sygdomme«.

Når sådanne fænomener konvergerer, kan det ifølge Homer-Dixon overvælde selv de rigeste og mest magtfulde samfund og måske føre til, »at globale institutioner og den sociale orden bryder sammen meget pludseligt – reelt ud af det blå og fuldstændig uventet«.

Sker det, »kan der være meget lidt tilpasningskapacitet tilbage til at absorbere chokket«, advarede han tilbage i 2002.

Det er dét, coronavirussen nu demonstrerer, og det er tilsvarende det, klimaændringerne og risikoen for overskridelse af klimaets og biosfærens tipping points i nær fremtid kan demonstrere.

Det er en ringe trøst, at den aktuelle, delvise nedlukning af verdensøkonomien også betyder en dæmper på udledningen af drivhusgasser. Klimaforskerne ved det norske CICERO-forskningscenter skønner, at bremsen på den globale økonomiske vækst kan betyde, at CO2-udledningerne i 2020 falder med op til 1,2 procent. Faldet kan dog blive mærkbart mindre eller ende i nul, blandt andet fordi også grønne omstillingsinitiativer hæmmes af den nye økonomiske krise.

Det mulige vendepunkt

Man kan sige, at coronaepidemien og den ledsagende økonomiske nedtur giver verdenssamfundet et kortvarigt pusterum til at overveje, hvordan en postkriseøkonomi skal forandres og indrettes for at fremme en grøn omstilling og mindske risikoen for de pludselige økologiske sammenbrud, som Thomas Homer-Dixon forudsagde, og som FN’s klima- og biodiversitetspaneler siden har advaret om.

Ikke alle mener, at radikale omstillinger er nødvendige, endsige ønskelige. Således for eksempel Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, der forleden i sin avis skrev, at »forskellige kræfter taler allerede om, at coronavirusepidemien vil vende verden på hovedet for altid: Gøre en ende på globaliseringen. Føre til et klimaopgør med kapitalismen. Lukke landegrænser. Men det er forkert. Målet nu må være at sikre, at vi kan vende tilbage til den verden og det frie liv, vi levede indtil for få uger siden«.

/ Jesse Jacob

Andre vil mene, at en sådan flugt tilbage til den gamle orden vil afspejle, at vi intet har lært, og at det vil være en sikker opskrift på fortsatte kriser og sammenbrud.

Formentlig og forhåbentlig vil mange udnytte den påtvungne tid i hjemlig lediggang og isolation til at reflektere over, hvor meget frihed og tryghed vores hidtidige levevis, vores vaner og værdier reelt har bragt os og kan bringe os i fremtiden, hvis vi fortsætter uanfægtet som nu.

I en aktuel kommentar til den globale situation skriver Thomas Homer-Dixon, at »dagens fremvoksende pandemi kan være med til at katalysere et stærkt tiltrængt vendepunkt i menneskehedens moralske værdier, prioriteringer og forståelse af selvet og af fællesskabet. Den kan minde os om vores forbundne skæbne på en lille, trængt planet med svindende ressourcer og slidte naturlige systemer«.

Midt i tragedien forærer pandemien os således en enestående chance for at skifte kurs. »Vi har nu et afgørende ’mulighedernes vindue’,« som chefen for det Internationale Energiagentur Fatih Birol sagde forleden.

Regeringer og parlamenter herhjemme og i andre lande signalerer i disse dage vilje til at investere astronomiske milliardbeløb i at få økonomien på fode igen.

Hvis det får form af offentlige investeringer eller tilskud til private investeringer i grønne løsninger og arbejdspladser, der gør økonomien mere resilient og modstandsdygtig og understøtter de vedtagne klimamål, så kan det være vigtige skridt i retning af at afværge den klimatrussel, der i det lange perspektiv er langt alvorligere end coronapandemien.

Fordi vi har lært

Hvor kampen mod epidemien i høj grad handler om at redde vore gamle, så handler kampen mod klimaforandringer primært om at redde tilværelsen for vore børn og børnebørn.

At løfte den udfordring kræver den ånd af nationalt sammenhold, af kollektiv indsats for fællesskabet i forsvaret for vigtige værdier, som hersker netop nu, ikke mindst takket være statsministerens og regeringens ansvarlige og myndige ageren.

Tænk, hvilken samlende, visionær kraft, det ville repræsentere, hvis Mette Frederiksen på den anden side af den nuværende, akutte krise formåede at italesætte økonomiens grønne genopretning og omstilling, som hun nu taler om virusepidemien.

Hvis hun beskriver klimaudfordringen med passager fra de tilbagevendende pressemøder. Som for eksempel at det er »vores klare overbevisning, at omkostningerne ved at tøve, ved at vente, kan blive meget større på længere sigt. Det gælder menneskeligt, det gælder også økonomisk«.

Og at »alles adfærd – alles adfærd – bliver helt afgørende. Det er et fælles ansvar, og ingen kan frasige sig det. Alle bliver nødt til at tage ansvaret på egne skuldre. Vi får brug for samfundssind, vi får brug for hjælpsomhed«.

En sådan appel om klimahandling er situationen ikke til i disse dage. Glemt er for en tid meldingerne om indlandsisens smelten og gletschernes forsvinden, orkanerne i Caribien og Den Mexicanske Golf, brandene i Californien og Australien, græshoppesværmene i Afrika og herhjemme tørken det ene år og oversvømmelserne to år senere, som begge har ramt blandt andet landbruget hårdt.

Det er af indlysende årsager fortrængt. Der er lige nu ikke plads i bevidstheden til de dystre billeder af, hvad vi gør ved klimaet, ved naturen og biosfæren. Men de vil komme tilbage som billeder på en udfordring, der bare vokser. Og i sidste ende handler det om det samme som coronakrisen: Den sårbarhed, vi har bygget ind i vores økonomi og livsform.

Når vi om ikke så længe får vores hverdag tilbage og kan bevæge os ud i gaderne uden frygt, så magter vi måske at tage livtag med de ting i vores tilværelse og vores samfund, som ikke er holdbare. Vi magter det, fordi vi har lært.

 

 

//

Dette essayet står i dagens Information og gjengis med velvillig tillatelse fra Jørgen Steen Nielsen, Jesse Jacob og Information.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær hvordan dine kommentardata behandles..

Blogg på WordPress.com.

opp ↑