Rúni Weihe / Dikt

Ud for bygdens mole ligger en foderstation og

pumper mel ud i opdrætsringe. Om natten anes

ringenes dybde; lysstofrør lyser op ulmende grønt

og blåt, aftagende nedad mod fjordens bund.

Og laksene ses som sammenvævende skygger.

Ringene er nedsænkede, flydende brønde. Melet

som pumpes ud uafbrudt, og som samler sig på

fjordens bund, en dyne.

Et stort skib ligger og summer. Det er en afluser,

den spuler laksene fri for lus. Når ferskvandstan-

kene ombord tømmes, skubbes skibet op, og det

stikker lavere, har lyst til at tilte.

To foderbåde er på vej dertil. Styrehusene på

dem står placeret langt fremme på skroget, så

ivrigt forrest. De ligner ænder.

*

Strandskader starter en stafet og strækker advars-

ler ind i fjorden.

En gravemaskine står over vejen med næbbet

nede i en nygravet grøft.

*

Broen trækker vejen i et s hen over kløften. Auto-

værnet smyger sig med. I bunden ligger resterne

af en rød dør, trukket derned af vinterens storme.

*

En deform opdrætsring ligger delvist på land.

Den indrammer en del af kysten i strøg; i vand

og land, i sandkorn, småsten og skaller. Det er

ikke et diagram. Vandkanten lægger sig omkring

stenene i rundinger. Uden for ringen løber strøg-

ene sammen.

*

I ly af næsset ligger otte brønde i to rækker af

fire. Hvide ledninger snor sig ud fra en rund fo-

derstation og ind i hver brønd. Hegn står rundt

om brøndenes kant, over dem er grønne net

udspændt mod fugle. Brøndenes nedsænkede

vægge er af en usynlig nylon. Strømmen driver

igennem, og væggene trækkes en smule med.

Laksene, som svømmer yderst, skærer sig; små

munde snittes ind i kødet.

*

Mellem to klippesten hænger en rusten kæde ud-

spændt og forhindrer uvedkommende i at køre

ind i stenbruddet. En bleg trafikkegle hænger på

kædens midte som et halssmykke.

*

Et stenbrud vokser. En masse sker. Det er en

lysning.

//

Rúni Weihe (f. 1985) er forfatter fra Færøerne. Han gik på Forfatterskolen i 2016-2018. Og i 2020 udkom hans seneste bog, prosabogen Bølger over det høje græs, hvorfra ovenstående uddrag også stammer.

Leave a Reply

Powered by WordPress.com.

Up ↑