det sitrer i systemet / Mette Moestrup

Fotograf Mikkel Tjellesen / Digt oplæst af systemstemme (Sara) *

det sitrer i systemet af afmagt over systemet

en grønglimtende busk 

et sølvfarvet tog

som suser forbi

det skælver i systemet af afmagt over systemet 

busken svajer i vinden

det sitrer ryster i nervesystemet

virrer med grenene  

vindspils-klirrende 

fint og skarpt som barberblade 

det ryster i nervesystemet 

af afmagt over asylsystemet 

den samme busk et andet tog 

susende forbi den anden vej 

det samme tog en anden busk 

ubøjeligheden i afslag på anmodning 

om udsættelse af udrejsefrist 

til trods for at landet 

som den afviste skal deporteres til 

har lukket sine grænser 

på grund af pande­mien 

etymologi, pandemi    

kommer af græsk pan og demos

og betyder ’overalt blandt folk’ 

og alle bladene dirrer 

det ryster i systemet 

de mange blade møder vinden 

med hver deres bevægelse 

det dir­rer i systemet 

af afmagt af afmagt 

bladene møder vin­den 

med hver deres bevægelse 

som til sammen udgør 

buskens rytme nu 

det ryster i nervesystemet 

af afmagt over systemet 

som demonstrerer sin magt

over for mennesker 

som reduceres til afviste

buskadset glitrer grønt 

budskabet er en protest

en digter har levet og skrevet

side om side med andre digtere

her i landet i år efter år 

og skal nu deporteres 

til et land hvor digteren frygter for sit liv

en frygt som ikke mindst beror på 

at digteren har brugt ytringsfriheden 

enhver er berettiget til på tryk,

i skrift og tale at offentliggøre 

sine tanker mens digteren var her i landet 

side om side med andre digtere 

det ryster i nervesystemet 

af afmagt over systemet

afslagets almægtigh­ed 

buskene svajer i vinden 

dirrende kviste og grene 

som så mange andre buske 

andre digtere som også 

brugte ytringsfriheden 

tog den for givet måske 

som candyfloss og lammeskyer 

i samme tidsrum her i landet 

så mange andre buskadser 

sitrende klirrende i vinden 

hvad ytringsfrihed så end er 

hvis den kun er for statsborgerdigtere 

men ikke for herboende digtere som f.eks. 

har arbejdsopholdstilladelse 

eller er gift med en dansker 

eller søger asyl 

eller er afviste asylansøgere

eller har asyl

for asylet kan fratages

den som asylet er tildelt

bladene gnistrer 

som barberblade som sollyset spiller i 

alt klirrer som vindspil blitzende

små lyn af lys i blades bevægelser

digtere fælles om at skrive poesi 

i en fælles samtid samme sted 

men uden at have samme vilkår 

for at skrive frit uden frygt 

for fatale konsekvenser 

endnu et tog endnu en busk 

grønglimtende sølvfarvet 

susende vindpust 

de kalder det hjemsendelse

tror de livet er et ludospil 

et ludospil som partout skal spilles 

selv under en pandemi 

det sitrer i nervesystemet 

af afmagt over asylsystemet 

det sitrer i nervesystemet 

af afmagt over asylsystemet 

en digter som lever og skriver 

her i landet år efter år 

og som ikke er statsborger 

men for eksempel har en midlertidig 

beskyttelsesstatus 

eller opholdstilladelse  

kan når alt kommer til alt 

ikke skrive lige så frit 

som en digter som er statsborger 

her i landet for så vidt 

som digteren som ikke er statsborger 

og som udgiver og oplæser 

digte her i landet 

løber en reel risiko 

for at blive straffet for sin skrift 

efter deportation enhver er berettiget 

til på tryk, i skrift og tale 

at offentliggøre sine tanker men hvis man ikke 

er statsborgerdigter

kan det koste én dyrt 

at skrive kritisk om f.eks. 

myndighederne i ens 

såkaldte oprindelsesland

hvor der måske ikke er ytringsfrihed

på samme måde som her i landet 

af den ene eller anden grund

gid det er et paranoidt spørgsmål 

om det påvirker en asylsag negativt 

hvis en asylansøger fx ytrer sig kritisk 

om asylsystemet

i de offentlige medier 

eller hudfletter racismen 

her i landet en tvivl en rysten 

et raseri camoufleret i blade 

en frygt for andres fremtid 

alt i mens pandemien 

er 2020’s paradigme 

alle grenene bladene svajende dirrende

de taler om hjemsendelse

tror de livet er et ludospil 

med små plastikbrikker i legofarver 

som man kan sende hjem 

som var det ingenting  

mange bevægelser 

vindens bladenes 

mange bevægelser 

digtere som er statsborgere 

her i landet kan jo bare 

skrive om ludospil eller liljer

eller det at blive voksen 

eller det at få børn eller det ikke at få børn 

eller det at gå i overgangsalderen  

eller det at ens børn flytter hjemmefra 

tom rede syndrom eller musvittens pip pip 

eller det at være hvid 

hvordan hvidheden klistrer til kroppen 

også her i pandemiens tid

som finder sted overalt 

uden at ligestille alle 

det er også muligt at dvæle

ved alt det som skinner som skærme 

pulver perler og piller 

ligesom en digter som er statsborger 

jo også bare kan skrive politisk 

kritisere undertrykkende strukturer 

kritisere uretfærdige magtforhold 

kritisere asylsystemet

hvilket digteren som ikke 

er statsborger her i landet 

men måske er fra et land 

hvor der ikke er ytringsfrihed 

i samme grad som her i landet 

selvfølgelig også kan gøre 

men i en helt anden grad for egen regning 

dvs. digteren som er statsborger her i landet 

kan cirka risikofrit skrive kritisk om systemer 

mens digteren som ikke er statsborger 

løber en potentielt fatal risiko 

hvis hun skriver kritisk om systemer 

det ryster i nervesystemet 

af afmagt over asylsystemet 

herunder lejrene luk lejrene 

det ryster i nervesystemet 

af afmagt over asylsystemet 

som er rystende og som ryster 

og som selv bør rystes 

til uigenkendelighed 

dette er en ed 

alle de mange blade 

som møder vinden 

med hver deres bevægelse 

og udgør buskens rytme lige nu 

hvor mange blade er der 

hvor mange blade var der 

hvor mange blade om natten 

grønglimtende busk

fritt-ord-logo-200p72dpi

//

Mette Moestrup, f. 1969, har bl.a. udgivet fem digtsamlinger, senest Til den smukkeste. 117 digte (2019), som netop er udkommet i norsk gendigtning ved Eira Søyseth. Moestrups digte er desuden oversat til svensk, tysk og engelsk. Hun har bl.a. modtaget Aarestrup-medaljen, Beatrice-prisen, Montana-prisen og Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat.

Comments are closed.

Powered by WordPress.com.

Up ↑