MONSTERMYRERNE

 Av Niels Hav / med dikt av Al-Ma’arri og Seamus Heaney

Jeg har på fornemmelsen,

at vi små monstermyrer

for øjeblikket er alene hjemme

på denne mystiske planet

Universet består af 100 milliarder galakser, vores mælkevej er bare et skumsprøjt i kosmos. Hvis der er intelligente civilisationer på bare en milliontedel af planeterne, er vi langtfra alene. Men hvad er det så der foregår her på Jorden, nu for tiden?

I København var der en demonstration mod IS (Islamisk stat), jeg gik med. Det regnede, som det altid gør i Danmark, når der sker noget vigtigt, alligevel var der pæn tilslutning. Uden flag og opråb gik vi gennem byen med paraplyerne, mens regnen silede ned – i solidaritet med ofrene for de åndsformørkede fanatikeres vanvid. Undervejs talte jeg med et par danske kvinder af tyrkisk oprindelse.

”Vi er imod det der sker”, sagde de. ”At hugge hovedet af folk er uislamisk, det er en fransk opfindelse”.

Og det er jo sandt nok, under den franske revolution blev der gjort flittigt brug af guillotinen. Henrettelserne dengang udviklede sig til en offentlig forlystelse, hysteriet greb om sig, indtil revolutionen druknede i blod.

Men hvordan skal vi forstå det, der foregår inde i hovederne på folk i IS? Er det rettroende muslimer, som bare har misforstået nogle afgørende punkter i islam? Det 20. århundrede blev et inferno af krige og konflikter, i Europa forsøgte man at erstatte religion med ideologi; først kommunisterne, så fascisterne. Nu i det 21. århundrede forsøger fanatiske islamister at genindføre religionen som politisk rettesnor. Er det bare det, der foregår, et opgør med moderniteten og den amerikanske imperialisme?

Det er dømt til at mislykkes. Alle religioner er hypoteser, som Gud måske godt kan undvære. Vi mennesker bruger religionen som et gelænder at støtte os til i en forvirret verden. Men en religiøs overbevisning er en personlig ting, ikke et offentligt anliggende. Essensen i alle gamle religioner og kulturer er den samme; digtere, filosoffer, profeter og guruer forsøger at finde og oplyse om vejen til et godt liv i harmoni med ånderne, der styrer universet.

At skære halsen over på andre mennesker var ikke noget franskmændene opfandt, det er et makabert oldgammelt ritual, praktiseret mange steder på kloden. I danske moser har man fundet lig af folk, som blev henrettet for tusindvis af år siden. Tørvemoserne har balsameret ligene, som bliver fundet i fuld figur, nogle med halsen skåret over, andre med et reb i en løkke om halsen.

Fundet af disse lig i moserne inspirerede den irske digter og Nobelpristager Seamus Heaney og gav ham stof til nogle stærke digte med titler som ”Tollundmanden” og ”Grauballemanden”. Heaney fandt en parallel mellem oldtidens rituelle henrettelser og den politiske kamp i Irland i sidste halvdel af det 20. århundrede. Også i det moderne Irland blev folk slæbt af sted om natten og udsat for tortur, fulgt af en brutal henrettelse, før liget blev kastet i mosen.

Krigen mellem protestanter og katolikker i Irland varede det meste af et århundrede, nu er det historie, og ligene af de henrettede bliver gravet op. Mordene bliver efterforsket, tidligere i år blev Gerry Adams, som er formand for Sinn Féin, det ledende politisk parti i Nordirland, arresteret og i fire dage afhørt af politiet om bortførelsen af og mordet på en kvinde, man dengang i 1972 anså for at være stikker. Noget fra fortiden havde indhentet Gerry Adams. Efter endt afhøring blev han løsladt, og en rapport blev sendt til anklagemyndigheden for Nordirland. Et retsopgør er i gang, de skyldige bliver stillet til ansvar.

Bødlerne i IS har travlt med at henrette mennesker og posere på internettet med ofrenes afhuggede hoveder, det er makabert. Men det er bemærkelsesværdigt, at jihadisterne i Syrien midt i tidens travlhed ikke nøjes med at halshugge levende mennesker, de har også tid til at angribe statuerne af afdøde digtere og filosoffer. En ejendommelig form for respekt, men det viser i det mindste, at også disse vandaler tillægger forfatterne afgørende betydning.

Således har man halshugget statuer af digteren og filosoffen Abu Ala al-Maari, der levede 973–1058. Næsten tusind år efter sin død kan han stadig bringe sindene i kog. Uden tvivl fordi han var skeptisk over for al offentlig religion, for arabiske ateister er han et vigtigt pejlemærke. I et af sine digte siger han, ”Menneskeheden består af to sekter; / intelligente mennesker uden religion / og religiøse mennesker uden intelligens”.

Ikke så underligt, at rabiate islamister føler sig ramt og finder det nødvendigt at henrette statuerne af denne digter, som var langt forud for sin tid. I prosaværket ”Tilgivelsens epistler” besøger Abu Ala al-Maari helvede og paradis for at tale med afdøde digtere – i paradis møder han også hedenske digtere, som Gud i sin barmhjertighed har tilgivet. Et motiv man langt senere genfinder i Dantes “Guddommelig komedie”.

Ligesom det nu sker i Nordirland, vil også bødlerne i IS før eller siden blive stillet til ansvar. Despoter og imperier går til grunde; brutale mordere og voldelige politiske systemer holder kun en tid, så falder regimet fra hinanden indefra. Som om virkeligheden i sin inderste struktur er styret af fornuft. Måske har Gud alligevel en finger med i spillet.

Hver morgen når vi står op, må enhver af os afgøre med sig selv, om han vil være en del af problemet eller en del af løsningen. En monstermyre eller et menneske.

Jorden, solen, månen, planeterne, stjernerne er skumsprøjt i kosmos. Galakserne fjerner sig fra hinanden med svimlende hastighed. Du og jeg er delagtige i denne acceleration, livs-gnisten springer også i os. I vores lille hjerne med den tynde skal findes vidunderlige muligheder; at være i live er et mirakel.

                                                                                                 © Niels Hav

 

De to universelle sekter

 

De tager alle sammen fejl – muslimer, jøder,

kristne og zoroastrianere:

Menneskeheden består af to sekter;

intelligente mennesker uden religion

og religiøse mennesker uden intelligens.

 

                                   Al-Ma’arri

 

 

Svindelen med hellige ritualer

 

O tåber, vågn op! De ritualer, I kalder hellige

er svindel udtænkt af gamle mænd,

som begærede rigdom og opnåede det,

men døde i elendighed – og deres love er støv.

 

                                   Al-Ma’arri

 

                   Abu Ala al-Maari

 

           Halshugget statue af Abu Ala al-Maari

 

 

TOLLUNDMANDEN

af Seamus Heaney

 

I

En dag vil jeg tage til Århus

For at se hans tørvebrune hoved,

Hans øjenlågs milde bælge,

Hans spidse skindhue.

 

I det flade land nærved

Hvor de gravede ham ud,

Hans sidste vælling af vintersæd

Størknet i hans mave,

 

Nøgen, bortset fra

Huen, løkken og bæltet,

Vil jeg stå længe.

Gudindens brudgom var han,

 

Hun strammede ringen om hans hals

Og åbnede sin kærmose,

De mørke safter gav ham

en helgens velholdte krop,

 

Han blev fundet af tørveskærerens

Undergravende virke.

Hans plettede ansigt

Hviler nu i Århus.

 

II

Jeg kunne vove blasfemi,

Indvie Heksekedel-mosen

Som vor hellige jord og bede ham

Lade det spredte kød

Af daglejere faldet i baghold

 

Spire frem,

De sokkeklædte lig,

Fremlagt på

Gårdspladserne

 

Sladrende hud og tænder

Som pletter svellerne,

Fire unge brødre slæbt

Milelangt langs sporene.

 

III

Noget af hans triste frihed

Da han var på kærren

Skulle nå mig, mens jeg kørte,

Mens jeg sagde navnene

 

Tollund, Grauballe, Nebelgård,

Mens jeg så på landboernes

Pegende hænder

Uden at kende deres sprog.

 

Dér i Jylland,

I de gamle manddrabssogne

Vil jeg føle mig tabt,

Ulykkelig og hjemme.

 

Oversat af Uffe Harder og Annette Mester; Markarbejde, Gyldendal, 1994.

/

Please read the English version of this essay here, and a translation into Kurdish can be read here.