Credit: AP

AP_resilience

iBureauet/ Mia Mottelson

Med den dobbelttydige rapporttitel Protecting our Capital (’At beskytte vor hovedstad/kapital’) har det internationale netværk af klimabevidste storbyer, C40 Cities, kastet sig ind i arbejdet for at skabe ’resiliens’, dvs. robusthed, modstandsdygtighed og evne til at klare de kriser, som klimaforandringerne bringer med sig i form af stigende vandstand i havene, hedebølger, ekstrem nedbør, tørke etc.

I et samarbejde med organisationen Carbon Disclosure Project beskriver C40-byerne i rapporten, hvordan »klimatilpasning i byerne kan skabe et resilient sted for erhvervslivet«.

Hvis der intet gøres for at imødegå konsekvenserne af den globale opvarmning, kan værdier for sammenlagt 4.000 milliarder dollar være i farezonen i perioden frem til 2030, påpeger rapporten.

»Storbyer søger at skabe et miljø, der er attraktivt for erhvervslivet såvel som for borgerne. Fysisk kapital såsom infrastruktur og offentlig transport såvel som menneskelig kapital – inklusive uddannelse og sundhedsvæsen – er to betydelige drivkræfter for vækst – men resiliens over for klimaændringer er nu en faktor af tiltagende betydning for byers økonomiske konkurrenceevne,« hedder det.

Vurderingen er i tråd med en anden aktuel rapport, Risky Business, om klimasårbarheden i det amerikanske samfund og erhvervsliv, udarbejdet på initiativ af bl.a. New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg og USA’s tidligere finansminister og Goldman Sachs-CEO Henry Paulson. Risky Business-rapporten forudser omkostninger på op til 5,9 pct. af det amerikanske BNP midt i århundredet, hvis intet gøres for at øge modstandsdygtigheden over for klimaforandringerne.

»De nationale beslutningstagere må veje de potentielle økonomiske og sociale konsekvenser af klimaændringer mod omkostningerne ved strategier til at mindske drivhusgasudledningerne eller at gøre vor økonomi mere resilient,« fastslås det.

»Vi er nødt til at udforme en national politik, der bruger markedskræfterne til at sikre, at der er incitament til at gøre de teknologiske fremskridt, der er nødvendige for at håndtere klimaændringerne,« skrev Henry Paulson i New York Times ved rapportens offentliggørelse.

Begge de aktuelle rapporter betoner således vigtigheden af at investere i beskyttelse mod ekstrem nedbør og oversvømmelser, i bygninger med passiv køling, i større energieffektivitet og grønne tage, i vedvarende energisystemer m.m.

Rapporterne er hermed i tråd med det fælles initiativ, en række multinationale koncerner – Shell, IBM, Siemens, DuPont, McKinsey, Unilever m.fl. – har taget for at gøre ’resiliens’ til det nye prisme, som indsatsen for mere robuste samfund, økonomier og virksomheder bør ses gennem. Som omtalt i Information den 25. juni har selskaberne i rapporten Turbulence – A Corporate Perspective on Collaborating for Resilience beskrevet deres respektive indsatser for at bistå byer og lokalsamfund med helt konkret at skabe resiliens til de udfordringer, der knytter sig til forsyningen af vand, energi og fødevarer.

Forandre for at bevare

Således er begrebet resiliens ved at holde sit indtog i det fremsynede erhvervsliv og hos visionære myndigheder som et bredere, mere tidssvarende pejlemærke for udviklingen end ’bæredygtighed’, der har været centralt buzzword siden Brundtland-rapporten fra 1987. Vore samfund skal ikke bare blive grønnere, de skal i bredere forstand gøres mindre sårbare og bedre egnede til at fungere i en verden, hvor råstoffer bliver en mangelvare, og økonomiske og andre kriser et tilbagevendende fænomen.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad man skal lægge i begrebet ’resiliens’? Hvori består den modstandsdygtighed og robusthed, der skal opbygges for at gøre et samfund langtidsholdbart? Hvordan ser vejen dertil ud? Det er en diskussion, der i dag foregår med tiltagende styrke blandt fagfolk og repræsentanter for civilsamfundet, men hen over hovedet på politikere.

Biologer har faktisk brugt udtrykket om økosystemer i godt 40 år, lige siden den canadiske økolog C.S. Holling i 1973 skrev en artikel om Resilience and stability of ecological systems, hvori han definerede resiliens som et økosystems evne til at absorbere ændringer i diverse ydre parametre og stadig bestå.

I dag handler diskussionen om, hvad det egentlig er, der skal bestå, og hvor grundlæggende forandringer der skal til for at opbygge større modstandskraft mod udefrakommende kriser og chok.

Som man må høre de ovennævnte udspil fra erhvervsledere og storbyfolk, handler resiliens om at hindre ’systemet’ i at gå ned, når havene stiger, stormene raser, temperaturen øges, energien bliver dyrere etc. Med nye diger, bedre aircondition, grønne tage, regnvandsbede, vedvarende energi, lukkede stofkredsløb etc. skal såvel virksomhedernes konkurrenceevne som borgernes vante liv og byens funktionsduelighed opretholdes. At forandre for at bevare, kunne man sige.

Det er dét, som flere fagfolk nu anfægter.

Polanyis pointer

I maj var 900 forskere og ngo’er samlet i Montpellier i Frankrig til konferencen Resilience 2014, der var arrangeret af en række videnskabelige institutioner. For en del af dem var – og er – udgangspunktet, at nutidens internationale samfunds og økonomis store sårbarhed har at gøre med den fri markedstænknings dominans på alle niveauer.

Ressourcegeografen John Thompson fra det britiske STEPS Centre og Maja Göpel, politisk økonom fra det tyske Wuppertal Institute, har således hentet inspiration hos den ungarske historiske økonom Karl Polanyi, der i 1946 i bogen The Great Transformation kritisk beskrev det 19. århundredes »stærke utopi om et markedsbaseret system«. Denne utopi førte til, at jorden, arbejdskraften og pengene, der hidtil havde være indlejret i sociale relationer og underlagt moralske normer, gradvist blev gjort til »falske varer« på et selvregulerende marked.

»Antagelsen var, at disse markedskræfter skulle organisere alle dele af samfundet. Vi har kæmpet med konsekvenserne lige siden,« noterede John Thompson i sin refleksion over Polanyis historiske analyse.

Den ungarske økonom så den økonomiske krise, der i 1930’erne hærgede de vestlige samfund og siden fulgtes af krig, som en konsekvens af den fri markedsutopis virkeliggørelse. Thompson og Göpel ser dagens kriser som en gentagelse og optrapning.

»Hvis Polanyi havde levet i dag, ville han have nikket genkendende til vores krisehærgede, neoliberale situation, idet han ville have set den som et fortsat, intensiveret stadie i det 19. århundredes dybtgående skift til markedsrationalitet – på sin vis en Great transformation nr. to,« lyder Thompsons vurdering.

Thompson, Göpel og andre påpegede på Resilience 2014, at markedet i sig selv til enhver tid vil presse de menneskelige samfund og naturen til sammenbruddets rand, fordi mennesker og natur opfattes som varer.

Ikke bare teknologi

Pointen med at gøre en masse ud af Karl Polanyis gamle værk på resilienskonferencen var for Thompson og co. at understrege, at et samfund med en højere grad af modstandsdygtighed ikke i dag kan opnås ved alene at satse på grøn teknologisk innovation og markedets – dvs. store visionære virksomheders – indsats for at sikre mindre sårbar infrastruktur, energiforsyning etc. Henry Paulsons forslag om en »national politik, der bruger markedskræfterne til at sikre, at der er et incitament til at gøre de teknologiske fremskridt, der er nødvendige for at håndtere klimaændringerne«, er ikke nok som resiliensstrategi.

Nutidens krise har nemlig ifølge Thompson og Göpel direkte rod i de senere årtiers tendens til øget markedsliberalisering – med de igangværende transatlantiske TTIP-forhandlinger som aktuel bestræbelse – hvilket har afstedkommet øget ulighed i mange lande, mindsket økonomisk stabilitet med finanskriser og stærkt svingende energi- og fødevarepriser samt reduceret bæredygtighed med overskridelse af et stigende antal økologiske grænser.

Polanyis analyse lægger med Thompsons ord op til »en mere integreret strukturel analyse«, mens Maja Göpel kalder tilgangen »holistisk« i kraft af sammenkædningen af de tre nøgledimensioner i vor nuværende krise – den økonomiske, sociale og økologiske.

At skabe resiliens handler altså også om den sociale dimension, om lighed og rettigheder. Et samfund med stor ulighed, social nød, lav demokratisk deltagelse og manglende medejerskab til udviklingen er sårbart og ikke modstandsdygtigt over for udefrakommende kriser og chok. Derfor er et følsomt diskussionspunkt blandt resiliensfolket også forholdet mellem bæredygtighed og udvikling.

Resiliens af hvad og for hvem?

Hvis den miljø- og klimamæssige sårbarhed kommer til at dominere indsatsen, kan det ende med ’grønne autoritære systemer’ på bekostning af demokrati og fattige befolkningsgruppers ret til udvikling, påpeger den britiske socialantropolog og direktør for Institute of Development Studies Melissa Leach. Hun nævnte f.eks. på Resilience 2014-konferencen tankerne om at lade de såkaldte ’planetære grænser’ for forbruget af bestemte stoffer og for økosystemers bæreevne danne udgangspunkt for kvoteordninger eller andre overnationale styringssystemer, der kan ende med at begrænse de mindre privilegeredes ret til udvikling. Andre betonede, at hvis ikke det materielle forbrug bringes ned under grænserne for bæredygtighed, så vil en række alvorlige kriser skærpes, tidspresset vokse og råderummet for demokratiske beslutninger og social retfærdighed skrumpe.

Den konklusion, Melissa Leach drager af disse dilemmaer, er, at »vi kan kun tage disse udfordringer op, hvis vi erkender dem som grundlæggende politiske.«

Så resiliens handler også om at dele og omfordele. »Resiliens af hvad og for hvem,« blev der spurgt på konferencen.

Det hele lyder som en ny optik og nye begreber at tackle kendte, hårdnakkede dilemmaer med: Hvordan sikre såvel global bæredygtighed som fattiges ret til udvikling? Hvordan tackle modsætningen mellem markedsliberalisering og behov for politisk styring? Hvordan omstille en økonomi, der er stødt på grænserne, men fortsat har vækst, skærpet konkurrence og hidsig produktivitetsjagt i centrum? Hvordan handle hurtigt og samtidig sikre omstillingens lokale og demokratiske forankring?

Såvel multinationale selskaber, klodens megabyer som lokale transition towns og forskere inden for mange discipliner synes at have indledt en kappestrid om indholdet og fortolkningen af resiliensbegrebet, sådan som man i årtier har diskuteret, hvad bæredygtighed indebærer. Kampen om definitionsretten er i fuld gang.

/

Artikkelen publiseres med vennlig tillatelse fra Information, der den stod på trykk 6. august 2014.