Av Andreas Vermehren Holm

Historien, som vi kender den i dag, er i vid udstrækning menneskernes historie, homo sapiens historie – historien om forbrydelse og fremgang med »mennesket« som evindeligt orgelpunkt – men vi kan forestille os en historie, som ikke er skrevet for de ensomme sejrende; en skrift, som ikke fejrer stabil kortlægning af det der var, er og vil komme set fra magtherrernes perspektiv. Vi kan læse mangfoldigheden af dokumenter, som er kommet til os fra fortiden og hengive os til de oprindelige kilder på ny. Vi er gennem tiderne begyndt at forstå dette: Mennesker er indlejret i og afhængig af naturens gang. neandertalpoetik vil søge nedad gennem samfundet og søge om optagelse i dyreriget på lige fod med bier og græshopper, grise og køer, ulve og egern. 

Antropocæn kreatur indsætter en spøgelsesagtig lighed mellem fjernelsen af forskelligartede livsformers habitat og fjernelsen af plads til skabningen i den konventionelle fødevareindustri.

Masserne af levende kroppe iværksat minder om slaveri, om menneskemasser iværksat og iværksættelsen minder om masseuddøen. For hver ny krop der bliver sat i verden for ikke at kunne leve, med livet i behold uden plads til at leve, i et rum, som ikke passer til kroppens proportioner, uden livsgrundlag; for hver ny livfuld krop der bliver nummeret, betragtet og behandlet som en ting.

Stemningen er rå og brutal ligesom stemningen i storbyerne verden over, hvor et menneske ikke længere kan forvente sig noget godt; hvor et menneske må holde sine ejendele ud fra sig i plastikposer for ikke at blive taget med, når ejendelene bliver stjålet, for ikke at blive slæbt hen ad gaden i en skulderrem; hvor turistområder er lukket af og bevogtet af private vagtværn, hele armeer; hvor det er forbudt at tigge; hvor enhver, der møder dig, kan slå dig ihjel.

Når der ikke er »ret« nok til alle mennesker endsige »menneske« eller »menneskelig« nok til alle menneskekroppe på jord; når folk bliver solgt til organhandel; når det ikke længere er nok at sige katastrofe.

Antropocæn kreatur går tilbage til Mosebøgerne og spørger, hvorvidt Kains mord var det første mord, den oprindelige forbrydelse; hvorvidt noget gik forud; hvorvidt Abels offer var mord. Herren forbarmer sig over Kain og skænker ham et mærke, et mærke for udsathed og sårbarhed. Antropocæn kreatur vil vriste mærket fra Kain, privilegiet fra Kain, og sætte det i enhver skabning, sanse det i enhver skabning, bønfalde for sansning og opmærksomhed og sige om hjertet, at hjertet også er et opfattende organ. Sige om menneskesproget, at det ikke er dækkende, ikke er nok. Sige om hjertet, at det er et billede på skabningen ligesom hud eller bark eller farve.

En lovsang eller en poetik, hvor sanserne formidler erkendelsen af Gud; hvor sårbarhed er smukt fordi det formidler eksistens; hvor eksistens er en kilde til helligdom.

En poetik der arbejder posthumanistisk og postantropocentrisk, men også postsekulært.

Arbejdet består ikke i at udvide rammerne for, hvad mennesker er eller kan være, men i at gøre mennesket mindre »menneskeligt« og mere jordisk, mere bakteriekultur og miljø. Arbejdet består bl.a. i at få mennesker til at indtage mindre antibiotika. Arbejdet består bl.a. i at forstå organismerne og tage hensyn til organismerne. Arbejdet består bl.a. i at få mennesker til at bruge linoliemaling i stedet for plastikmaling med henblik på træet. Arbejdet består bl.a. i ikke at fylde de døde med plastik med henblik på jorden. Arbejdet består bl.a. i at få mennesker til at spise mindre kød med henblik på skabningen. Arbejdet består bl.a. i at finde ud af, hvor kødet kommer fra.

Kilderne er værdiløse, hvis de ikke bliver taget hånd om.

Svin er blevet holdt under mindre intensive produktionsformer siden bondestenalderen. Svin har gået mere eller mindre frit, og helt op i 1800-t. er svin (oldensvin) blevet opfodret på olden i bøge- og egeskove. Først med moderne, intensive produktionsformer i forbindelse med nye fodertyper vandt svineproduktion for alvor indpas i landbruget. Siden 2.Verdenskrig er antallet af svin i Danmark øget fra 1,8 millioner til ca. 12,3 millioner. Men der fødes, når man tæller de dødfødte pattegrise med, op mod 39 millioner af svin hvert år. Samtidig er antallet af landbrugsbedrifter, hvor der produceres svin, faldet fra 200.000 til 3855 (2013). Der er ikke længere tale om arter i en egen ret kategoriseret under en urimelig bred fane som »dyr« med »liv«, men om produktionsdyr med levetid. Landbrugsbedrifterne er regulære fabrikker og disse fabrikker efterlader et enormt økologisk fodaftryk.

 

Moderne masseuddøen skyldes, at naturen mangler plads.

Den menneskeskabte tidsalder dækker over et væld af forbindelser, en ophobning af plastikstøv i biernes kurve og udstødning i luften

af plastik i verdenshavene, hyperobjekter uden døden i sig

en langsom vold, for hvert strandhotel et ødelagt yngleområde

en langsom vold og en eskalering

Vi har vænnet os til at spørge, hvorvidt monsteret har en stemme? Men der er ikke noget monster, blot fik vi et glimt af os selv. Blot får vi

»Er det vanvid at bede om fuglene om tilgivelse?«

Ordet »menneske« er kilde til en voldelig og dominerende ideologi. Vi må søge nedad gennem samfundet, ønske lighed med de mindste af os

Arbejde for en umenneskeliggørelse af vores mangeartede kroppe

overkomme den destruktive rastløshed og konceptuelle uro, som er opstået omkring de negative kategorier, vi har skabt for at fastholde betydning af ordet »menneske«, ikke et »dyr«, ikke et »monster«

ikke længere lade som om vi ikke véd, hvad det vil sige at slå hinanden ihjel

som om vi ikke véd, hvad udryddelse vil sige

skrive skabningernes historie og formindske effekten af blindheden i vores ord

drage omsorg for denne krise

//

Andreas Vermehren Holm, f. 1988, bosat i København. Digtværket Antropocæn kreatur er udkommet på forlaget House // Of // Foundation. Han har tidligere udgivet poetikken Palimpsest på Aviary Press og arbejder desuden som oversætter fra norsk, svensk og engelsk. Han er redaktør på Forlaget Virkelig, samt tidsskriftet Ny Jord – tidsskrift for naturkritik. 

/