Jeg bliver så stresset her i april af kirsebærtræet, når det henrevet PINK blomstrer løs lige udenfor mit vindue.

Nu skal jeg huske virkelig at bruge mine øjne, tænker jeg, før jeg kigger ned på skærmen igen og kigger på den alt for længe, inden jeg kigger op på kirsebærtræet igen og måske slet ikke får øje på det. I det mindste burde jeg indføre det som fast og primær overspringshandling, her i april, når jeg pauserer fra hektisk skriftproduktion, at kaste et fokuseret blik på kirsebærtræet i stedet for bare at klikke mig hen på Facebook eller Twitter og læse om alt for lidt og alt for meget.

Jeg lagde godt mærke til den anden dag, at afblomstringen var i gang, men så langt var den jo heller ikke nået. Men i dag er den komplet, blomsterne hænger stadig fast på deres grene, men de har skruet helt ned for deres farvestyrke og spændstighed eller – jeg bruger det ord for sjældent – vivacitet. I morges, mens persiennerne stadig var nede, og det ikke helt var blevet lyst, stod jeg og bladrede rastløst i bøger, der var udkommet dette forår og faldt over denne smukke, men komplekse (og NB frivolt komplekse) linje, der også er et digt i Signe Gjessings nye, tredje digtbog Ideale begivenheder, der ikke genrebetegner sig som hverken digte eller poesi, men som ”vers”:

”måden hvorpå universet er en hjælp til at regne ting ud, så intet ikke behøver at regne kirsebærblomster ud i hovedet”

Les mer «Lars Bukdahl: At regne kirsebærtræer ud» →