Ida Jasmine Høyer: Du er en lomme i skogen

idahegazihoyer

Foto: Paal Audestad

 

I 

Du er en lomme i skogen. Oppsiktsvekkende lite vekker tvil ved dette. Du er en utarmet, ørfin hinne som en kvist kan stikke hull på – et nesten hudløst mellomrom. Du er sulten, har lyst på noe godt. Om morgenen, over en neve bær i hånda, kan du knapt merke det, men ganske snart vil du hige etter tyngre næring. Appetitten din er uten fakter. Uten at du vet det prøver du å spise adekvat, men appetitten din er fri og gjennom dagen renner spyttet uhemmet. Starter med et bær, ender i et svart og stålhardt protein. Snart er du heller ikke nedbrytbar. 

Skogen er en lomme i deg. Noen ganger våkner du med dugg på øyelokka. Av og til synes du puta lukter kvae. Må åpne alle vinduer for ikke å forglemme deg, slippe dagen inn. Alltid dette valget mellom støy og stillstand, dette landet mellom skog og by. Du kan ikke hjelpe for at du bor ved en motorvei, at støyen ikke lar seg overhøre. Kan ikke hjelpe for at du drømmer om en kjærlighet som kan være like vill som den er snill, enda du vet at den kjærligheten ikke finnes. Du er hypp på å få unger. Altså, til tross for støyen og den labre utsikten. Du har dugg på øyelokka og du er hypp på å formere deg. Antagelig er du i stand til å elske den du våkner ved siden av. 

I lommen skogen har i deg, renner en bekk som du kan demme opp til et basseng. Det er varmt, du lengter stadig etter å dykke ned i noe kjøligere, la deg slipes av hvor mye du kan tåle, hvor lenge du kan tåle det – alt som renner, alt som glipper – mens du ligger på rygg i bassenget ditt – i renest mulig vann, selvfølgelig – mens du titter opp på himmelen, som for øvrig er dekket av det samme skylaget som i går. Du har lyst på kyllingvinger, kjenner du. Tenker at du kunne fanget en fugl. Idéen, fange en fugl. Smelle en stein i huet på en tiur eller en trost, ta grep om halsen på den, legge den til marken, dra ut vingene og tråkke på dem med en naken fot før du skjærer over strupen og lar den blø ut. Over et bål, her inne i det grønne, kunne det blitt en trivelig middag. Hadde du hatt satellittelefon, ville det ikke vært grenser for hvem du kunne invitert. Men om det er sant at du ligger på rygg i bassenget, har du jo ikke fanget noen fugl. Og om det er sant at du er i skogen, finnes det ingen ferdiggrilla kyllingvinger her. 

Du er det mest ambivalente vesenet i solsystemets historie. Du har alltid vært dominert av skruppelløse mennesker. Innen du dør, vil du sannsynligvis ha rukket å bli hevngjerrig, kanskje uten at du engang merker det selv. Innen du dør, vil takknemligheten ha tatt overhånd. Alt du har fått puttet i deg, revet opp og svelget, vil ha karvet inn en takk i bortimot hvert eneste organ. For du er en lunge i skogen og skogen er en lunge i deg. Alt det grønne. Alt det svarte, stålharde. Om nettene, når du ikke kan merke at du puster, så puster du allikevel. Og hver morgen våkner du, og hver dag, etter det som begynte med en liten skje med syltetøy, stiller sulten seg. Snart går du inn i butikken. Snart kan du ikke hamle opp med hva butikken gjør med deg. Du kjøper kyllingvinger i en tettpakket pose med nøye stilisert design. Du vet hva de sier om den slags kjøttindustri, men hva skal du gjøre – du har ikke fanget noen fugl, og du har lyst på noe godt til middag. Aller helst skulle du ha gått langs en strand, slått deg ned i en lagune, trodd på at havet var like rent som det så ut til. Men sånn er ikke livet. Du har en jobb. Sjefen sier du er nyttefull. Du tjener penger på ærlig vis. Hva skulle jobben være godt for, om ikke pengene ble brukt? Hva skulle tiden ellers brukes til, om det ikke var for jobben? Nei, du har ikke bedt om dette.

  

II 

Finnes det groper dype nok, store nok mottak? Finnes det fungerende lukkemekanismer for sånne som deg? Du er et hull i havet. Vanligvis tenker du at du er en dråpe, men du er ikke det – du er et hull. Det eneste du egentlig kan kjenne – det eneste du faktisk klarer å fornemme på en oppriktig ujålete måte – er følelsen av sult. Ikke sult, sånn på ordentlig, men det vedvarende i sulten, det som gjør at du higer – det som gjør at du aldri helt vil klare å slippe taket i det du eier – det som gjør at ideen om at du eier noe som helst, har kunnet befeste seg – det som gjør at hullet aldri fylles. 

Naturligvis er du banal. Du forsøker å erkjenne hvor banal du er på en sofistikert måte. Du liker å tro at du tror på det gode. Du liker selvsagt også å kritisere regimet, særlig når du er full, da pleier du ofte å slenge om deg med undergangsspådommer, men stort sett lever du opp til å være en positiv type, den beste i hvem som helst av oss. Du har en partner. En ung eller gammel, sympatisk eller usympatisk kvinne eller mann. Hva skulle ellers være vitsen med å ha en partner, om ikke det var for at man trodde på det gode? Mest sannsynlig har du hatt flere partnere. Etter å ha ligget inntil hverandre en stund, blir det nesten alltid klamt, og dere må rulle over til hver deres ende av senga for å kunne sove. Det lar seg vanskelig innse hvor fundamentalt ensom du er. Utallige folk, ikke bare din partner, står i veien for at du skal kunne leve opp til ensomheten din.

 

III 

Du bor i et hus. Det ligger i husets betegnelse at dørene lukkes. Støyen går du ikke fri for – selv på natta drives det kolonner gjennom byen på den svære veien du bor ovenfor – selv på natta finnes det ingen fred – men du bor i et hus, kan lukke deg inne, i det minste. Du trekker for gardinene og setter på en form for sval musikk. Det er så varmt. Du er så sulten. Mens du varmer maten i mikroen, kjenner du nesten ingenting. Kyllingvingene smaker som de skal. Enda uforholdsmessig mange av vingebeina er brukket, glipper kjøttet lett fra beina. Du har alltid likt å spise sånt småtteri med hendene, lar deg ikke affektere av hvor fettete du blir. Du er hjemme, kan gjøre som du vil. 

I huset hjemmet har i deg, finnes en egenrådig trygghet. Nå, når du er mett, kjenner du det. Det ligger virkelig i husets betegnelse at dørene lukkes. Selv for de ventende, lengtende. Innen din partner kommer hjem, vil du ikke ha rukket å bli dårlig. Du er en søyle i hjemmet, skal ikke bli syk. Du bor i et hus, i skogen som kranser rundt huset, i skogen huset har i deg. Jeg har tenkt på dette med barn, vil du si.

/

Takket være støtte fra Den norske Forfatterforening kan vi i månedene framover presentere en mini-serie med norske noveller og kort-prosa. Denne uken takker vi for nyskrevet tekst av Ida Jasmine Høyer, som i år er aktuell med den kritikerroste novellesamlingen Historier om trøst (Tiden).

logo-dnf

 

/

 

VI KAN LEVE ANNERLEDES / HARVEST

 

BORGERLØNN FØR ROBOTENE OVERTAR? / FORSKNING.NO

 

 

 

VIDEOKUNST / «Breath» av Eva Bakkeslett

still_Treelungs_300.jpg

I tiden framover vil vi introdusere kunstnere som bruker video for å utforske og formidle sitt miljøengasjement. I tillegg vil vi vise noen videopresentasjoner av aktører vi synes er interessante i en kunstøkologisk sammenheng. Til sammen utgjør dette videoutvalget et vidt spekter av prosjekter som spenner fra en poetisk tilnærming til en mer dokumentarisk form. Felles for disse er en dyptfølt drivkraft som overskrider selve prosjektet, og involverer alle aspekter ved livet.

Video har hatt økende betydning på samtidskunstscenen. Video eies i dag av «alle», men er fremdeles en viktig kunstform. Fra den spede og eksperimentelle fasen på 1960-tallet, da videoteknologien var ny og utfordrende, til i dag hvor video ikke bare brukes på grunn av de visuelle og estetiske mulighetene i mediet selv, men som en måte å arbeide både dokumentarisk og poetisk med temaer man vil formidle til et større publikum. Video gir også unike muligheter til å folde ut den kunstneriske prosessen i tid og reflektere over komplekse tanker og filosofiske problemstillinger.

Video er en visningsvennlig form, og kan finne sted nærmest over alt. Man kan oppsøke video i det minste galleri, og den er et klikk unna i verdens kanskje største «galleri» – youtube. Video er både eksklusivt og kollektivt på en og samme tid. For kunstnere som arbeider engasjert med temaer som griper inn i menneskers liv og hverdag på tvers av kultur og geografi, er video et fantastisk uttrykksmedium som kan begeistre og bevege betrakteren både intellektuelt og emosjonelt.


BREATH av kunstner Eva Bakkeslett

(2015)
20:00 min
Pust er den røde tråden i Eva Bakkesletts videoarbeid Breath. Verket kretser rundt åndedrettet som et fundament for alle levende vesener, en gjennomstrømmende kraft som binder alle organismer sammen i ett, verdensomspennende økosystem. Pusten utforskes i utvidet forstand, som en poetisk reise gjennom betraktningene til filosofer, aktivister og forskere, og gjennom assosiasjoner og historiske konnotasjoner. I flere av oldtidens kulturer var pust for eksempel ensbetydende med sjel – på gresk, sanskrit og kinesisk kan ordene for pust best oversettes med det norske ånd. Bakkeslett tolker pusten visuelt i et assosiativt og poetisk billedspråk, der sekvensen av bilder ikke følger noen lineær narrativ logikk. Tette bomullsskyer velter ut av en fabrikkpipe, damp siver ut fra huller i bakken i et vulkansk landskap, et knitrende bål forvandler de brennende kvistene til røyk og aske. Pusten er drivkraften i alt liv. Hver skapning forvandler luften og legger noe av sin egenart i blandingen før den seiler videre.
Breath har vært vist på en rekke utstillinger i Norge, seneste på Høstutstillinga 2016, og på filmfestivaler i inn og utland, blandt annet på Kortfilmfestivalen i Grimstad 2015.

Filmen er laget med støtte fra Nordnorsk Filmsenter, Fond for Lyd og Bilde og Billedkunstnernes Vederlagsfond.


/

 

Denne serien med videokunst er støttet av Bergesenstiftelsen.

 

bergesens_logo_large(new)

 

/

 

Statoils goodwillkampanje i Aftenposten unnviker fakta / Ragnhild Freng Dale

 

Frykter klimaendringer kan føre til humanitær katastrofe av «uante dimensjoner»

«Virke mener vi vil bruke omtrent 58 milliarder kroner på mat og presanger i årets julefeiring. Det forteller om et ekstremt forbruk. «Fordelen» med det norske forbruket er at mesteparten av utslippene føres på CO₂-regnskapet til Kina og andre land som lager alle julegavene.» Ole Mathismoen i Aftenposten

SOFIE DUE: VI ER ALT FOR MANGE

SOPHIE DUE

 

Jeg ligger vågen i sengen, jeg er ikke vant til stilheden på landet. Walter sover uroligt, jeg hiver dynen over mit hoved og mærker, hvordan jeg langsomt mangler ilt under den tunge dyne. Jeg fjerner den igen. Jeg sætter mig ind i stuen og har trukket Walters islandske sweater over mit hoved, mit hår bliver statisk. Jeg snuser til den, den lugter af tobak, den føles tryg. Stuen er et lille rum, der er en sofa og et rundt sofabord. Sofaen knirker, da jeg sætter mig, og jeg hører Walter mumle inde i soveværelset. Uret på væggen tikker. Jeg rækker ud efter en bog og bladrer lidt i den. Jeg tænder for fjernsynet. Der er ikke noget godt klokken tre om natten. Jeg tager Politiken til mig og åbner på en tilfældig side. Det er en artikel om, at vi er for mange mennesker i verden. Jeg lægger en hånd på min mave, jeg mærker ulden under mine fingre. Jeg sidder og kigger på ordene foran mig, jeg er helt alene her, men vi er alt for mange mennesker. Jeg lægger avisen fra mig og går ind på soveværelset igen. Jeg kigger på Walter og lægger mig ind til ham.

     Ved morgenmaden er der stille, der dufter af kaffe. Walter rører i sin kop med en ske, mens han kigger fraværende ud af vinduet. Jeg kan ikke lade være med at kigge på skeen, der bevæger sig i cirkler. Walter fortæller, han har sovet dårligt, jeg siger, jeg har heller ikke sovet godt. Han har taget avisen frem, jeg spørger ham, om han har læst artiklen om, at vi er alt for mange mennesker. Han ryster på hovedet. Vi er alt for mange, siger jeg. Vi bør slet ikke få børn længere, siger jeg. Han kigger undrende på mig. Jeg siger det i en ligegyldig tone. Han tager en slurk af sin kaffe, han spørger, om jeg er okay. Jeg siger ja, jeg går en tur, tror jeg, ud i haven. Han spørger, om han skal gå med. Drik bare din kaffe, siger jeg.

   Det siger dunk for snuden af min støvle, en kastanje triller et lille stykke. Jeg tager et skridt mere og samler den op, den er fugtig, græsset er stadig vådt fra regnskyllet tidligere. Jeg gnubber den i jakken, så den bliver tør. Jeg lægger den i lommen og nulrer den med fingrene, mens jeg går videre. Jeg sætter mig på en bænk og kigger lidt, kastanjen bliver helt varm i min hånd. Den har en glat overflade med enkelte buler, det er en baby. Kulden når mig ikke, jeg sidder bare og kigger. Der er helt i stille haven, jeg tænker på, hvordan det må føles at være det sidste menneske på jorden. Jeg tænker på, om jeg ville føle mig ensom. Jeg ville måske være glad for at have hele verden for mig selv. Nu kommer Walter med sin sweater, jeg havde aldrig forestillet mig at have en kæreste, der hedder Walter. Han sætter sig ved siden af mig og tager min hånd op af lommen. Jeg holder fast i kastanjen, og han kigger overrasket, da den falder ud af hånden på mig. Jeg føler mig trist ved adskillelsen. Forstyrrer jeg, siger han, og jeg ryster på hovedet. Jeg læner mig ind mod ulden, jeg føler ikke, vi er sammen, selvom vi sidder tæt. Jeg får lyst til at kradse mig op og ned ad ulden, så det ville give mig røde mærker, bagefter ville jeg klø det. Han kysser mig i håret, og jeg kigger på kastanjen ved min fod. Det er et dejligt sted, siger han, og jeg siger ja, det minder mig om dengang hos mine bedsteforældre, vi samlede kastanjer og lavede kastanjedyr. Han siger, det er en dejlig have til børn, måske skal vi en dag lave kastanjedyr. Jeg spørger, hvornår han vil lave kastanjedyr, han siger, du er fjollet, jeg tænker på, når vi en dag får børn.

   Jeg rejser mig og går hen til en stor bunke blade, som Walter har samlet i går, da han var ude at rive i haven. Jeg bliver overvældet og lægger mig i den kæmpe bunke blade, der lugter af jord og fugt og en anelse råd. Jeg bliver pakket ind og føler mig beskyttet. Walter følger med, han står og kigger på mig oppefra, jeg håber verden ender før jeg gør det, siger jeg, han siger ikke noget, han kigger op mod himlen. Jeg lukker mine øjne, jeg føler mig tæt på noget lige nu. Kom nu op, siger han, han rækker en hånd ud, og jeg tager imod. Vi står foran hinanden, og han ser mig i øjnene og siger, jeg tror, du er min verdens ende. Jeg tager ham i hånden og smiler til ham, jeg siger, vi kan ikke få børn, vi er alt for mange mennesker i verden. Han leder efter noget i mit ansigt, jeg kigger ham i øjnene, de går fra brune til sorte, jeg kysser ham på munden. Han træder væk og vender sig om, det er jo ikke det, det handler om, siger han. Jeg siger, jamen, har du overhovedet læst artiklen. Han siger, jeg går en tur, og han går væk fra mig.

   Jeg sidder indenfor, da han kommer tilbage. Han sætter sig ned ved siden af mig på sofaen. Jeg kravler op på skødet af ham, jeg hviler min pande mod hans. Sådan sidder vi lidt, jeg mærker hans ånde mod mit ansigt, den lugter af cigaretter. Jeg kan lide tanken om, at jeg indånder det, han udånder. Ville du græde, hvis jeg døde, spørger han mig roligt og lavt. Jeg retter mig op og kigger på ham, jeg tænker lidt. Jeg græder ikke så tit.

  

 

/

Mit navn er Sofie, og jeg er 22 år gammel. Jeg er opvokset i Odense, men bor nu i København. I efteråret 2015 var jeg elev på Vallekilde Højskoles forfatterlinje, hvor min lyst til at skrive for alvor startede, og hvor jeg fik modet til at gå efter forfatterdrømmen. I august 2016 startede jeg på Talentskolen som elev på den 2-årige forfatterlinje. Her bruger jeg min tid på at skrive tekster og udvikle mig som forfatter. / Klimaaksjonen takker så meget for din novelle!

 

/

 

x-martinez

Nils Chr. Moe-Repstad: Wunderkammer

MoeRepstadNilsChristian2009

 

 

80

 

Tanken er kraftverket og bevegelsen som ikke beveger, begynner med strøm

en mild kuppel av smerte, ingenting utenfra, informasjonen er lagret et annet

sted i kroppen: glødende stål kjennes nøyaktig, så nøyaktig

 

 

81

 

Jeg har en bue av valset stål i det ene beinet

den vokser som stål vokser når det helles ut av ovnene

i bølger under huden før det stilner, pust, men ikke la det glipe

 

 

82

 

En rasjonell tanke om å bøye kneet 90° stanser i hjertet, men

presser seg gjennom halvmåneklaffen, og det går et lite signal, via lungene

til testiklene, hvor motstanden er en samtale som bare kan føres mellom to parter

 

 

83

 

Litteraturen skraper ut et av øyeeplene og finner et annet syn

som tillater inntrengning i Det gamle testamente, at Odyssevs’

reiser kan eksistere i ospebladets forgreinede skjelett

 

 

84

 

Jeg unnslipper ikke de bitre lagene, før stablet jeg bøker oppå hverandre, som etasjer

i babelske hus: jeg visste ingenting om å skrive, men fortsatte å stable fordi jeg lærte

å lese, først med ett øye som kyklopen, så med hele kroppen, inngangen til diktene 

 

 

86

 

Nå lever jeg i barn, duer, sand og brostein

jeg skriver ikke at begge nyrene brenner

alt er utholdelig med litteraturen

 

//

 

Vi takker Nils Chr. Moe-Repstad og Flamme forlag for tillatelsen til å bringe dette utdraget fra Wunderkammer!

 

/

 

 

Anders Smebye: «Flikkflakk gjennom Flick» 

ljp-smebye

 

 

/

 

«Paul Kelleher slo hodet av en Margaret Thatcher-statue med et balltre han hadde gjemt i buksene sine.»

 

/

 

 

«Etter å ha kuttet opp den nakne ryggen til Venus del Espejo av Velázquez med en kjøttøks, uttalte suffragette Mary Richardson at rettferdighet er en like stor del av skjønnhet som farge og form.»

 

 

/

 

«En 12 år gammel gutt festet en tyggegummi i hjørnet på The Bay av Helen Frankenthaler.»

 

/

 

«I Louvre la en ung kvinne rouge på pannen og nesen til et portrett av Francois Boucher fordi hun syntes det manglet farge.»

 

/

 

«Moren til en mistenkt kunsttyv puttet Pablo Picassos Tête d’Arlequin, Claude Monets Le Pont de Waterloo, Londres og Le Pont de Charing Cross, Londres, Henri Matisses La liseuse en blanc et jaune, Paul Gauguins Femme devant une fenêtre ouverte, Meijer de Haans Zelfportret og Lucian Freuds Woman with Eyes Closed i vedovnen på kjøkkenet og brant dem opp mens sønnen satt i varetekt.»

 

/

 

«Bronseskulpturen Reclining Figure av Henry Moore ble stjålet, kuttet opp, transportert ut av landet og solgt som skrapmetall.»

 

 

//

 

Flikkflakk gjennom Flick er 49 notisdikt om menneskelig og materiell svikt; en skildring av sprekkene i skillet mellom kunsten og dets publikum. / Anders Smebye (f. 1975) er en billedkunstner som arbeider med tekstil, tekst og skulptur. Smebye bor og arbeider i ytre Rendalen og indre Oslo. / Denne boka er en del av Lord Jim Publishings SPAREBLUSS, en serie initiert og redigert av Sigurd Tenningen og Jan Freuchen. Vi gjør et sabla unntak: Et av årets beste bokgavetips! 

/

 

Obama Takes Historic Action, Protects Arctic Ocean From Offshore Oil Drilling

 

Oroande spår av resistenta bakterier i luft / 

 

196 Countries Reaffirm Commitment to Paris Climate Deal, Isolating Trump Even More

 

 

Secret Hotel / Christine Fentz: Landscape Dialogues

 

inthefield-secret-hotel

Christine demonstrerer spejlneuroner i hendes performance lecture In the Field.  Foto: Barbara Katzin

Secret Hotel, med Christine Fentz som kunstnerisk leder, skaber deltagerbaseret, immersiv scenekunst for alle aldre. Centralt har altid været at undersøge menneskets relation til vor omverden; eller vort ophav. I disse år arbejder vi med flere forskellige typer projekter under overskriften ”Landscape Dialogues”.

img_6187

Øvelsen ”Vær græs”, Internationalt Sommerlab, august 2015. Foto: Lotus Lykke Skov

Fokus er at undersøge krydsfeltet mellem tilskuerinddragende scenekunst og andre kunstformer – bæredygtige tilgange – og landskaber, primært i interdisciplinære samarbejder. Bylandskaber såvel som på landet – det, som i Danmark oftest kaldes ’naturen’, selvom der udelukkende er tale om kulturlandskaber.

guests-build-town

Gæsterne til In the Field bygger en by. Foto: Søren Gammelmark

Vi finder dette arbejde vigtigt, fordi mennesket altid har været uadskilleligt med livsverden bortset fra i de sidste århundreder, hvor bl.a. oplysningstiden og industrialiseringen, som sideeffekter har skabt mange usunde distancer mellem menneske og ophav; alt det, vi kommer fra og er afhængige af. Hvordan inviterer man, uden at prædike, til at kunne genforbinde sig gennem (scene)kunstoplevelser? Vi har ikke noget gyldent svar, men vi undersøger – med alle de, der arbejder med os på forskellige måder.

www.secrethotel.dk

/ Tekst av Christine Fentz

 

/

 

WATER CANNONS FIRED AT WATER PROTECTORS IN FREEZING TEMPERATURES, HUNDREDS INJURED

 

SCIENTISTS: EARTH ENDANGERED BY NEW STRAIN OF FACT-RESISTANT HUMANS / THE NEW YORKER

Tone Hødnebø: Tre nye dikt

HodneboTone

Foto: Rolf M. Aagaard

 

 

Muterte sommerfugler påvist i Fukushima

og snart er det ikke lenger sommer.

Kan et mønster oppstå av ingenting, og så bli borte?

 

I margen på arket er det en flekk

som ikke forsvinner,

en larve på undersiden av bladet.

 

Hva er lettere enn luft

eller sterkere enn ild,

hva kan du se med lukkede øyne.

 

*

 

 

Elva er grønnsvart,

tre svaler flyr over oss

og uansett hvor lenge jeg ser

er øynene mine betente.

 

To øyenstikkere streifet vannhinnen,

en svane kom for tett på,

og jeg tenkte at dette er summen

av de enkelte delene.

 

*

 

 

Svarttrosten synger ikke lenger

som en garanti for sannheten,

vi går fortumlet forbi hverandre.

Humlene suser omkring,

bladene faller én etter én.

Etter torden endrer naturen seg,

hagen er bekmørk.

 

//

Vi takker Tone Hødnebø og Kolon forlag for tillatelsen til å bringe tre nye dikt fra samlingen Nytte og utførte gjerninger som utkommer f.k. tirsdag 15. november. 

 

 

No more posts.