Are you ready?

Gitte Sætre og Frans Jacobi

Webserie i 7 episoder

https://www.areyouready.tv

Jeg var overbevist om at det kunne lade sig gøre. Mit kamera er ikke verdens bedste, men heller ikke verdens dårligste. Selv i mørke kan det ofte tage interessante billeder. Selvfølgelig skulle jeg tage billeder af fuldmånen. Omkring halv elleve sejlede den op over horisonten og hang dekorativt omfavnet af de sorte træer. Jeg forsøgte to nætter i træk. Til sidst ville naboens hund ikke finde sig i denne uorden mere og bestemte sig for at vække nabolaget med sine højlydte, kritiske kommentarer. Jeg så skuffet de mange billeder igennem; der var en del interessante fejl og spontan impressionisme, men jeg endte alligevel med at aflyse projektet. Det alternative – og mere interessante – projekt, at gå ind i den mørke skov uden kamera, blev heldigvis også aflyst. 

Der står en voldsom kamp om Lærkesletten i København. Lærkesletten er del af Amager Fælled, et fredet område med et egenartet dyreliv midt i byen. En «fælled» er et gammelt dansk udtryk for et fælles areal, åbent for alle, men nu har Københavns Kommune, som har betalt dyrt for det seneste metroarbejde, besluttet sig for at sælge Lærkesletten til investorer som vil bygge boliger her ved navn Fælledby. Arkitekttegningerne ser selvsagt idylliske ud, men det er ikke til at komme udenom at det drejer sig om et indgreb i flere truede dyrearters habitat. Det drejer sig blandt andet om lærken og vandsalamanderen, sidstnævnte er det tætteste den milde danske natur kommer på en ægte drage. Lærken er en iøjenfaldende fugl i det danske landskab; den hænger næsten stille i luften et stykke fra sin rede nede på marken mens den kvidrer ekstatisk på sin karakteristiske måde. Lærken er stadig en almindelig fugl i Danmark, men er på voldsom tilbagegang. 

Snøstorm i Longyearbyen er som en sandstorm, bare mer kjølig. Direkte gjenkjennelig, har man en gang stått i akkurat den snøstormen. Seriøst tørr luft, mikroskopiske iskrystaller som river i halsen, følelsen av å være utenfor kartet. Ja, utenfor været, rent av, siden man fort føler seg som en integrert del av stormen, og motstanden i det å bevege seg forover med en konstant strøm av småspiker i ansiktet utløser tilstrekkelig med endorfiner til at det er på kanten til å slå over i en sjelden form for nytelse. Når det skjer deg for andre gang husker kroppen hvordan det var første gang. Her hvor jeg sitter nå, Café Ni Muser i Trondheim, er det selvsagt ikke sånn. Her veksler været hvert femte minutt utenfor vinduet. Siden jeg hadde kort vei hit rakk jeg bare få med meg to typer vær: Sol og haglstorm. Siden da har det regnet, snødd og blitt sol igjen et par ganger. Men sånn har det bestandig vært. Klimaforandringer er en så integrert del av hvordan man skal forstå denne byen at dette muligens vil ende opp med å være det eneste levelige stedet som er igjen når apokalypsen slår til for alvor. Ingen vil merke noe som helst før marken revner og Nidarosdomen forsvinner ned i et synkehull, til en uutholdelig lyd ingen som hører overlever.

.

La meg ta noen eksempler, siden det uansett ikke vil bli forstått riktig. Vi mestrer jo ikke disse tingene, selv om vi tilsynelatende får det til. Nå er undertegnede den type fyr som har et heller fragmentert forhold til potteplanter, samt det som krever enda mer oppmerksomhet og ansvar. Jeg måtte bli ganske voksen før disse pottene og plantene kom inn i livet mitt. Noe som, selvsagt, er kvinnene sin skyld, og da mener jeg både planter og liv – det heter jo «moder jord» av mer åpenbare grunner enn hvorfor det heter «modernisme» liksom, selv om det ikke har noe å si hvor åpenbart noe er når absolutt alle, meg selv inkludert, biter tenna og lever i fornektelse. Men, en av disse kvinnene kom en dag til meg med det som skulle vært et sitrontre og plasserte det i mitt kjøkkenvindu. Hun hadde fått det gratis på blomsterbutikken. Det var strengt tatt bare en s-formet tynn kvist med noen få blader på, og den så ikke ut til å skulle overleve vinteren. Til vår forbauselse og storøyde forundring tok det et par tre uker til denne stakkarslige greinen faktisk bar sitroner. Riktig nok veldig små, men dog. Det lå i kortene at det umulig kom til å bli noen svære frukter – de ville blitt for tunge – men, det fikk meg til å gjøre sånne ting som plutselig å vedlikeholde en skog av basilikum, og diverse chilifrukter. 

Hva er verdifullt? Det kan være et relevant spørsmål i den paniske støyen og tanken om verden som et fengsel. Det er for så vidt et relevant spørsmål fra første til siste pust, men det var enklere å styre unna for et år siden. Gitt nok press utenfra, og/ eller innenfra; gir spørsmålet noen mening når så mange – meg selv inkludert – melder pass? Eller – sånn som er rutinen her avviser problemstillingen som noe jeg ikke kunne gitt mer faen i. Planeten har kvittet seg med langt mindre problematiske arter tidligere, og den kan kanskje ikke planlegge noe – men den har nerver og skjønner jo hva vi driver med. Planeten er jo ikke dum; den ser ikke Covid 19 som et problem, men heller en løsning. Spør du hva som er verdifullt vil du ikke få noe svar, men jeg tipper meitemark og insekter ligger langt over mennesket på listen over hva som er verdt å ta vare på.

(Kelp!) I need somebody

(Kelp!) Not just anybody

(Kelp!) You know I need someone

(Kelp!)

The Kelp Congress eller Tangboka

Edited by Hilde Methi, Neil Cahoon and Annette Wolfsberger

NNKS Press, 2020

De findes overalt i Venedig, disse viftende arme. Hvor end man går, er man på kanten af vandet, og på denne kant vokser tangen. Under Venedigbiennalen i 2019 fandt man tang på mange niveauer. Tang var i den nordiske pavillon, repræsenteret af den svenske kunstner Ingela Ihrmans både stiliserede og kødelige, næsten abjektale tanglignende tekstilskulpturer, men også på Peggy Guggenheim Collection som viste værker af den modernistiske kunstner Hans Arp (1886-1966).