Der er en ting, jeg frygter, når vi taler om kunst og klima: Didaktikken.

Den kunst, der beskæftiger sig med klimasammenbruddet, løber altid en fare for, at indskrænke sig til sit oplysende formål og ikke komme længere end det didaktiske og pædagogiske. Robert Louis Stevenson advarede i et af sine erindringsstykker, “Across the Plains”, mod den realisme, “der består af mudder og gammelt jern, billigt begær og billig frygt”, og så fortalt han en fabel om en munk, der forlader sit kloster og går ud i skoven for at lytte til en fugls triller. Da munken vender tilbage, viser det sig, at han har været borte i halvtreds år. Det er måske ikke realisme, men poesi, en poesi, vi kan lære mere af end mange bind fyldt med didaktiske pegefingre.