Vi står her ved bredden af en fjord, hvis glitrende overflade spejler det danske vejrs evige omskiftelighed, snart en sol, der stråler, snart et gråt skylag, der synes så ubevægeligt som den jord, det lægger sig over, så jagende skyer, som et bjerglandskab i pludseligt opbrud. Men uanset himlens luner, som synes at give fjorden så meget liv, så gemmer den i dag på en dyster tilstand. Der er ikke noget liv tilbage, og derfor vi står vi i dag samlet til begravelse.

Det føles så sært, ikke blot i modstrid med alle religiøse liturgier, men direkte naturstridigt at begrave et stykke natur. Vi skal alle dø. Vi ved det. Sådan er livets vilkår. Et evigt liv på jorden er os ikke tilstået. Men naturen? Det sidder helt ind i cellerne på os, at den altid vil være der. Livet på jorden har et langt åndedrag, også når det ånder med gæller.