Vejen snoede sig gennem landskabet, som en å, som en orm. Nogle gange i bløde, fine buer, andre gange med kraftigere, mere markante sving. Tilsyneladende uendeligt. Hjem efter hjem, landsby efter landsby. Vugge, vugge, vugge. Flere steder flød den sammen med andre vuggende veje, deltes midt i en slyngning eller blev koblet på større, nyere og mere lige veje i rette vinkler. Nok typisk hvis landsbyer var vokset, og der blev brug for noget andet end uendelighed, brug for mere end at kunne bevæge sig mellem endeløse landsbyer på en evigt bugtende vej. Sådan var det i hvert fald her. Landsbyen havde allerede for mange år siden fået en vej der førte op til en hovedvej og ad denne videre til stadig større byer. Man kunne tegne det. Med kuglepen. Med blå streger der hang sammen.