Den æstetiske naturfølelse går forud for den æstetiske erfaring. Den går forud for alt andet. Forud for alt det som er et resultat af at vi tænker, fortolker og vurderer. Før vi navngiver hvad det var vi oplevede, mærkede og sansede, er det pågældende fritsvævende. Det navnløse er altings begyndelse. Når vi navngiver noget, holder det op med at være frit, det fratages noget af dets frihed, vilje og identitet. Vi opnår kontrol over det ved at give det et navn. Når først vi har navngivet det, kan vi tale om det, og vi vil opdage at vi ikke altid har givet det de “rigtige” navne. Navngivning er første skridt til at underlægge det navngivne vores vilje. Med navne og numre kan naturvidenskaberne katalogisere, ordne og identificere og dermed fratage det navngivne dets vilje og frihed. Spørgsmålet om hvorvidt vi har ret til at gøre det, hænger sammen med synet på mennesket som et højerestående og udvalgt væsen i forhold til alt andet i universet. Selv det vi ikke forstår.

Den æstetiske naturfølelse er ikke indbefattet i den franske 1600-tals filosof og matematiker René Descartes’ eksistentielle grundsætning kendt som cogito ergo sum (jeg tænker, altså er jeg), men omfattet af hvad jeg vil kalde sentio ergo sum (jeg føler, altså er jeg). Følelsen, det jeg mærker i kroppen, kommer før tanken, før navnet og før alt andet.

Naturfølelsen er den umiddelbare, i rationel forstand unyttige sansning, og den er forudsætning for bearbejdelse, vurdering og fortolkning hvormed vi gør os æstetiske erfaringer.

Les mer «Kritik af den æstetiske naturfølelse / Stig L. Andersson» →