9 tydninger / Ursula Andkjær Olsen

1

1

Den dukker op af det yderste hav som en ø, altid dér for enden af forestillingsevnen, den dukker frem af disen, det er som om der er en glorie rundt om, mange stråler, måske er den farveløs, i sig selv, den tager farve af forhåbningernes stråler, alle tings fegudmoder, den violette fe, den isblå fe, den dunkelorange, pudderrosa fe. Kanariegule. Drømmen brydes i luftens prismer for enden af hvert menneske, hvert menneske er en ø der dukker frem, hvert menneske dukker frem som en ø på sin egen yderste horisont. Omgivet af stråler. Enhver er isoleret, og hver enkelt er del af det samme system, det er menneskeheden som arkipelag, en krans af øer der dukker op, perler for enden af hvert menneske, følelsen af at have betalt er den tråd som binder kransen, vi kan se hinandens drømme på himlen om aftenen. Når vi sidder stille. Vi bør sidde helt stille, så stille, stille som muligt.

 

 2

2

Kulturradikalisme, kulturkonservatisme. Kulturstatik. Solen står midt på himlen, midt i forestillingsevnen som en lukket port. Voldsomt gylden. Der var noget med den port, nu er det væk. Det politiske som forudsætter en henvendelse som forudsætter et subjekt som forudsætter at andre subjekter ikke er enige som forudsætter konflikt. Mellem mennesker. Uden konflikt ingen politik. Kan nogen tale. Politik er at samfundets form er til forhandling, at den enkeltes plads i samfundet er til forhandling. Politik forudsætter frihed, den enkeltes frihed, strukturernes ikke-låsthed. Jeg siger ikke at absolut frihed er en forudsætning for politik, det siger jeg ikke. Relativ frihed. Alligevel, politik som sådan kan virke næsten umuligt. Porten stort set låst, så den næsten bliver et spejl.  

 

 

3

3

Celleniveau. En biologisk anelse. Skyld er ikke at have betalt, det er ikke overtro, ikke psykologi. Alle andre kulturer har fungeret ved at man gav noget tilbage, når noget var blevet taget, det vil sige, det er ikke præcist: Når man havde fået noget. At ikke kunne tage noget. At kunne få noget. Og derfor give tilbage. Forestillingen om at kunne tage noget. Den kapitalistiske livsform er den eneste som tager fra naturen som om det var gratis, som tager fra naturen uden at give tilbage. Jeg mangler ord. Naturen er for simpelt et ord. Natur. Ressourcer. Kredsløb. Ofre. Betale. Give tilbage. Man har opfundet markedet som skærm for den frihed som mennesket ikke selv har. Ikke selv kan have. Hvem vil slippe den drøm, ikke mange. Ikke nok. Det er for dejlig en drøm, for forjættende. Betale ild med vand, betale jord med luft. Jeg ved det ikke. Jeg kan se, det er allerede mørkt nede på gaden, heroppe lyser himlen endnu. Det er lige gået op for mig, mine hænder er rødder.

 

 

4

4

Der er disse brede strømme af glitter, noget som glitrer, strømme som løber gennem det dunkle, gennem natten og forbinder, jeg ved ikke hvad, forbinder alting. Ligesom floder af forbundethed i luften. I natten. Floder af nærhed. Kroppen betaler, men ikke til det kredsløb som den får fra, kroppen betaler til noget andet, ånden betaler, kroppen og ånden, denne enhed, får fra de biologiske og betaler til de symbolske kredsløb, jeg mangler præcise ord, noget i den stil. Tager atomart stof og betaler med symbolsk underkastelse. Tager skinnende ting, plukker dem fra horisonterne og betaler med kroppen, ved at lade kroppen forbrænde, ud i det blå. Først kører jeg i bil og lader bilen forbrænde, dernæst løber jeg og lader kroppen forbrænde, betale. Men til hvem/hvad. Forbrænding som begærsobjekt, forbrugsobjekt. Forbrænding som betaling. To typer kredsløb som alligevel er forbundne ved et punkt i midten. Det vil sige overordnet: et utal af betalingskredsløb forbundet ved et utal af punkter.

 

 

5

5

Min hjerne er slap, jeg kan ikke sætte to ord sammen, ingen ord. Jeg har faktisk ingen drømme. Heller ikke i dag. Ingen billeder, der er ikke rigtig noget at se, lidt tåge, ikke andet. Alle kendte former for økonomi (religion) har haft forestillinger om tilbagebetaling. Skyld. At betale tilbage til det store kredsløb, i anerkendelse af at der er tale om et kredsløb – hvori også naturen indgår som en part. Partner, det er for svagt sagt. Guddom. Grund. Det vil sige: et kredsløb som mennesket kun i lille grad rager ud af. Måske slet ikke rager ud af. Undtagen kapitalismen. For kapitalismen er naturen en gratis glæde, noget man kan tage uden at give tilbage, uden at betale tilbage, dvs. en glæde man kan profitere på, hvis man tager den først, i et andet kredsløb, den rene økonomis kredsløb, pengenes kredsløb, helt abstraheret fra naturens kredsløb.

 

 

6

6

Økonomi, religion. Økonomi er religion. Religion er økonomi. Skal være. Skal være. Skal, må. Skal måske være. Men hvilken slags gud, hvilken økonomi, det er som at skubbe et mægtigt himmellegeme ind i lyset, det er som at skubbe et mægtigt himmellegeme som ligger halvt i skygge ind i lyset. Gud som grund. Gud som mål. Gud som fortid. Gud som fremtid. Gud som ned. Gud som op. Ud af tågen, tågerne, dukker nye planeter, denne fornemmelse af at jeg bør føle noget nyt, noget andet, men det gør jeg ikke, jeg føler det samme. Flere planeter på vej, men ikke færdige, ufærdige planeter med mærkeligt uldne kanter. Det eneste nye: Jeg ser en ganske lille koboltblå orm på en blank, sort overflade, en ny verden, et flygels låg, den vrider sig voldsomt, fornemmer den en musik fra instrumentet, dens levested er måske et stort instrument, måske fornemmer den den store musik, måske er dens livsform i overensstemmelse med instrumentet. Der er også et andet dyr på det endeløse instrument, en gylden, gylden flue, den sidder helt stille, den spejler sig i det blanke.

 

 

7

7

Når vandet kommer, vandet er allerede kommet, og en stor fisk springer op, den skyder op gennem vandoverfladen, et kæmpespring, store dråber ses i luften, den bider sig fast om mine ben, den sluger mine ben, faktisk, hele min underkrop, hele min underkrop er inde i fisken, sådan at jeg nu har en fisk som underkrop, en fiskeunderkrop, jeg er en havfrue. Det er den vej det vil gå, den vej som det er nødt til at gå. Og mine lunger bliver til sæler, bløde, smukke, mine drømme bliver insekter, skyer af myg, gyldne fluer. Det er som om konturerne bliver skarpere, mere stolte, triumferende, og alle disse nye anlæg som alle har en kerne i midten, de har en stolt kerne i midten, ikke kerneløse, det er de ikke, og tågen deler sig, den begynder at dele sig, det er som om den deler sig i stråler.

 

 

8

8

Det er fuldmåne, jeg er tom. Følelsen af ikke at have betalt. At ikke ane ud eller ind med hensyn til hvordan jeg skal få betalt. Følelsen af ikke at have betalt er ikke en dum følelse, er ikke overtro, ikke psykologisk. Det er en naturlig følelse. Jeg har ikke betalt. Skyldner. Man kan psykologisere over den følelse, det vil ikke hjælpe, med mindre man kan psykologisere hele verden væk. Jeg kan træne min krop hårdt, og så vil den føle at den har betalt, men den har betalt til de forkerte. Skyldnere. Solen står så lavt ind gennem vinduerne i stuen, den skinner ind nedefra, min pande er nul, et nulpunkt, jeg går i min stue og drejer rundt i galaksen. Jeg er højere oppe end solen, det hjælper mig ikke. Men to hænder holder om noget rundt, bærer det oppe, holder ømt om noget rundt, en verden, og bærer den oppe. Dette sker i tågen. Ud af tågen.

 

 

9

9

Jeg er opfyldt af uro, uro forudsætter tomhed, den overskydende plads som skal til for at noget kan sætte sig i bevægelse, er det ikke sådan det må være, kan der være bølgegang i en kube fyldt helt ud med vand, det kan der vel, snevejret der raser i en snekugle, sneen der falder, der er ingenting så stille, i en snekugle, der er tomrum allevegne, også inde i vandets struktur, plads til uro, rum for uro, der er ikke noget forkert i min følelse af ikke at have betalt, jeg har ikke betalt, det er en begavet krop som fortæller mig det, at den fortæller mig det hver gang jeg ikke har betalt, det er den bevægelse som er sat i gang i det ydre, som vil modsvares af en bevægelse i det indre, to systemer som bør være i overensstemmelse med hinanden, i balance, eller det er ikke engang bare det, den betaling som skulle gå igennem mig, igennem min krop, den bliver bremset, bevægelsen er sat i gang, i mit indre, men den bliver ikke udmøntet, ikke nok. Ikke endnu. Fra nu af. En næsten-hjerte-form, den er ikke til at skylle væk, den har nu været der i et par dage. I bunden af kruset, et hårdnakket hjerte.

 

/

Ursula Andkjær Olsen (f. 1970 i København) er en dansk forfatter. Hun debuterte i bokform med diktsamlingen Lulus sange og taler i 2000. Siden har hun utgitt en rekke bøker, og mottatt flere litteraturpriser. Vi takker så meget for tekst!

TEKSTEN BLIR UTGITT MED STØTTE FRA FRITT ORD

Blogg på WordPress.com.

opp ↑