Av Gregers Andersen 

 

I 2009 udkom der en bog i Storbritannien, hvis konklusion alle danske politikere i dag burde have med i deres tanker og daglige arbejde .

Konklusionen lyder: ”Den økonomiske vækst, der så længe har været fremskridtets motor, har snart udspillet sin pligt i de rige lande . Ikke alene har øget trivsel og glæde ikke været resultatet af perioder med økonomisk vækst, men antallet af angsttilfælde, depressioner og talrige andre problemer har over en længere årrække været tiltagende . Befolkningen i de rige lande er nået til enden på en lang historisk rejse .” Denne konklusion, som de to professorer Richard Wilkinson og Kate Pickett underbygger gennem et bredt statistisk materiale i Lighed – hvorfor alle klarer sig bedre i lige samfund, er vigtig af flere årsager . Ifølge de to forfattere selv er trivslens afkobling fra den økonomiske vækst for eksempel et udtryk for, at den stadigt voksende ulighed i verdens rigeste samfund fører til samfund med mindre sundhed, glæde og velvære . Men som de også fremhæver, har den ved tærsklen til Antropocæn ligeledes en stærkt økologisk betydning . For vi lever i en tid, hvor også klimaforandringerne og den økologiske systemkrise med al tydelighed illustrerer, at vækstimperativet ikke automatisk fører til bedre liv eller en bedre fremtid . Det er helt enkelt sådan, at samfund verden over står over for udfordringer, der kræver langt mere komplekse svar end blot: ’Mere vækst!’

Af samme årsag har jeg i denne bog forsøgt at skitsere grundlaget for et liv, der konfronteret med vækstimperativet kritisk spørger tilbage: Hvad er væksten værd, når den i nutiden bringer store menneskelige ofre med sig og langt ind i fremtiden forringer de økologiske betingelser for menneskelivet? Hvad er den værd, når den får en mangfoldighed af væsner, der lever på Jorden, til at bukke under og dermed frarøver os deres skønhed? Hvad er den værd, når den får flere og flere til at gå ned med stress, angst eller depression? Når den gør, at vi ikke har tid til at være sammen med dem, vi elsker, eller til at drage omsorg for fremmede? Når den, som Wilkinsons og Picketts mange statistikker illustrerer, i  mange rige samfund generelt ikke fører til mere glæde og lykke, men tværtimod får mange sociale problemer til at vokse?

 

DEN DANSKE DEBAT

Lad mig for en god ordens skyld her igen understrege, at min hensigt ikke er ’at stemple’ alle former for økonomisk vækst som dårlige . Min pointe er blot, at vi ikke bør acceptere vækstimperativet, så længe der ikke følger nogle tilfredsstillende svar på de førnævnte spørgsmål med . Den verdensomspændende energirevolution, som verden efter klimatopmødet i Paris står over for, vil på længere sigt forhåbentlig gøre det væsentligt nemmere at få sådanne tilfredsstillende svar . Men omvendt vil det også være naivt at tro, at der lige om hjørnet venter en verden, hvori grønne teknologier (nogle nye, andre gamle) har annulleret alle de økologiske problemstillinger, som vi i dag står over for . Såvel som det også vil være naivt at tro, at vi lige om lidt vil befinde os i en globaliseret cirkulær økonomi, hvori alle forbrugsgenstande indgår i et fra vugge-til-vugge-kredsløb . For selv om der allerede findes vigtige teknologiske og socioøkonomiske ideer, der peger veje ud af det morads, som vi befinder os i, så er problemstillingen stadig dybt eksistentiel og kulturel . Den handler helt grundlæggende om, hvilke værdier vi vil forme vores liv, samfundet og den verden, vi lever i, efter . 

Jeg vil i dette, bogens sidste, kapitel derfor vende tilbage til min påstand om, at vi som mennesker i dag befinder os i en verden, som vi ikke kan tro vil forandre sig, uden at vi forandrer os selv . Selv om man måske skulle tro, at jeg med den påstand ’løber åbne døre ind’, er det nemlig langtfra tilfældet . Kigger man på den danske debat, er det ikke just sådan, at det vrimler med påstande om, at individuel forandring kan føre til kulturel omstilling, og at kulturel omstilling kan føre til politiske reformer – faktisk tværtimod . For mens der i de nationale medier er et enormt fokus på alt, hvad der rører sig på Christiansborg, så retter medierne sjældent deres opmærksomhed mod den produktion af forståelser og adfærd, der finder sted i andre af samfundets sfærer . Det betyder ikke blot, at der i medierne generelt er en blindhed for, hvordan vores plastiske hjerner via populærkulturen hele tiden konfronteres med nye forståelses- og handlingsskabeloner . Det betyder også, at der i den danske klimadebat generelt er en blindhed for, hvordan disse skabeloner på trods af de umiddelbart kan forekomme os ubrugelige eller ligefrem latterlige – grundlæggende gør det lettere for os at begå os som sociale væsner . Kultur er netop også tryghed, en fælles base, vi kan vende tilbage til, når verden udfordrer vores forståelse eller gør krav på handling . Når politik og kultur ikke lader sig adskille, er det således også, fordi kultur er alle de underliggende forståelser og adfærdsformer, som manifesterer sig i politiske beslutninger .

 

KULTUREL FORANDRING

Alligevel hører man det ofte fremhævet i den danske klimadebat, at et personligt engagement i forhold til klimaforandringerne er ligegyldigt, og at en løsning på dette problem udelukkende ligger i de nationale lederes hænder . I sommeren 2012 blev et sådant argument for eksempel fremsat på lederplads i Politiken . Efter at avisen nogle dage forinden havde bragt et interview med Socialdemokraternes klima- og energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil, hvori det fremgik, at Rosenkrantz-Theil ofte fløj til Aalborg i stedet for at tage toget og netop havde planlagt at tage på ferie til Canada med sin familie, skrev avisens opinionsredaktør Per Michael Jespersen: ”Er hun og mange andre så hyklere? Nej, vi er bare mennesker . Og hvis spillereglerne skrues sådan sammen, at det bliver billigere og billigere at flyve lange ture til udlandet, så tager vi mennesker da flere og flere ture ud af gaten . Pointen er, at klodens fremtid ikke kan overlades til menneskers spontane ’gode’ handlinger . For de kommer ikke af sig selv . Derfor har vi brug for politikere, der tør lave spilleregler, der ansporer os til at gøre det gode og betale for det, når vi undlader at gøre det .”

Det mærkbare ved denne argumentation er, at den i konteksten af interviewet med Rosenkrantz-Theil kollapser . For er Pernille Rosenkrantz-Theils beslutninger om at spare tid ved at tage flyet i stedet for toget og at tage på ferie langt væk fra Danmark ikke et klart billede på, at kultur og politik hænger sammen? Eller anderledes spurgt: at de politikere, som ifølge Jespersen skulle være hævet over almindelige menneskers ”spontane handlinger”, selv er almindelige mennesker, hvis normative forståelse er et produkt af den givne kultur? I Rosenkrantz-Theils handlinger viser der sig i hvert fald et ret gængs kulturelt mønster, der vil kunne genfindes hos en mængde andre danskere med lignende stressede jobs og penge nok til at flyve langt væk fra Danmark og holde ferie . Derfor giver Jespersens argumentation også anledning til et andet væsentligt spørgsmål, nemlig hvordan politisk forandring skal kunne opstå uden kulturel forandring, og hvordan denne kulturelle forandring igen vil kunne finde sted uden individuel forandring?

 

/

 

Vi takker Gregers Andersen og Informations forlag for å få bringe et utdrag av denne viktige og nyutkomne boken.