Af Helene Hagel

’NATUREN’ ER MÅSKE ET AF DE MEST KOMPLEKSE ORD I DET MODERNE SPROG. DET OPTRÆDER I SÅ MANGE AFSKYGNINGER, I SÅ FORSKELLIGE KONTEKSTER, AT SELVE KONCEPTET HAR EN FUNDAMENTAL FLERTYDIGHED OG UKLARHED.

 

Naturen er i dag både den materielle verden og hele universet; det grundlæggende fundament for eksistens; de elementære drivkræfter for al liv; naturvidenskabens genstandsfelt; tidsløse og universelle love; evolution; det ikke-menneskelige og ikke-sociale og det ikke-intellektuelle og spirituelle. Vi kan aldrig helt forstå naturen, men naturen er alligevel måden, vi giver verden og dele af os selv mening på.

Forholdet mellem ’natur’ og ’samfund’ har altid været det fundamentale organiserende princip for politisk tænkning på miljø- og klimaområdet og dermed er den måde, vi forstår ’naturen’ på, med til at forme vores handlinger (og ikke-handlinger).

I den moderne vestlige tænkning defineres naturen ofte som en modsætning til samfundet. Denne dualistiske tænkning har domineret, siden mennesket holdt op med at være primitivt og blev i stand til at dominere naturen teknisk og sidenhen teknologisk og nåede sin fulde udvikling i Vesten i det 19. århundrede, da naturen blev fortonet til at være et område af ufrihed og fjendskab, der skulle undertvinges og kontrolleres. Industrialiseringen lovede at frigøre menneskeheden fra hungersnød ved at afkoble os fra naturens kræfter. Landbruget var nu ikke længere langsomt og underlagt naturens vilje, floderne kunne kontrolleres, og man byggede store damme som et endeligt symbol på Mandens sejr over Naturen. Naturen blev effektiviseret og kunstige søer, videnskabelige forbedringer af jordforhold til massedyrkning og kultivering af dyre– og planteliv tillod menneskeheden endeligt at erobre naturen.

Den sovjetiske historiker Pokrovsky bekendtgjorde i 1931, at det var nemt at forestille sig en fremtid, hvor videnskab og teknologi var perfektioneret i en sådan grad, at naturen blev blød voks i menneskets hænder, som han kunne forme på hvilken måde, han ønskede. I dette verdensbillede er mennesket fundamentalt forskelligt fra andre væsener – og kan regere over dem. Mennesket er herre over sin egen skæbne og kan vælge sine mål og lære at gøre det nødvendige for at opnå dem. Verden – og dens ressourcer – er uudtømmelige, hvilket giver uanede muligheder for mennesker, hvis historie er båret af fremskridt. For ethvert problem er der en løsning og fremskridtet vil aldrig ophøre. Naturen kan undertvinges og domineres gennem teknologi og videnskab. Den er vild og truende, men gennem videnskabelig metodologi kan den tæmmes og gøres brugbar for mennesket.

 

NATURER ERSTATTER «NATUREN»

Hvis vi vil handle over for klimaforandringerne kan vi i dag ikke længere tillade os at tænke på denne reduktionistiske måde i vores forståelse af forholdet mellem natur og samfund. Naturen kan ikke længere være noget eksternt, der kan gøres brugbart for mennesket. Naturen kan ikke længere studeres gennem objektiv, interessefri videnskab.

Naturen – i ental – kan ikke længere eksistere. ’Natur’ er en bred vifte af konkurrerende ’naturer’, og enhver af disse er konstitueret gennem en lang række af sociokulturelle og diskursive processer. ’Samfundet’ og ’naturen’ kan ikke længere opdeles og vi er i dag ved at udvikle et andet forhold til naturen, der bevæger sig ud over reifikation, besiddelse, tilegnelse og nostalgi. I stedet finder vi hybrider, som overskrider tidligere grænser og domæner. Mennesker og ikke-mennesker kan ikke længere adskilles – de indgår i netværk, hvor det er svært at se, hvor det ene begynder og det andet slutter. Var Tjernobyl forårsaget af menneskelige eller teknologiske fejl? Er genmodificeret mad et socialt eller miljømæssigt problem? Er ødelæggelsen af regnskoven en social katastrofe eller et problem for naturen?

I denne forståelse af forholdet mellem natur og samfund kan videnskab ikke længere ses som en afkoblet refleksion af ’virkeligheden’. Det, vi ved, stammer udelukkende fra videnskaben og klimamodeller er blevet et nødvendigt holdested, når klimaforandringer bliver et politisk problem. Vi er, hvis vi skal handle, dybt afhængige af denne videnskab. Bare det at tale om klimaforandringer forudsætter, at vi ved, at klimaet engang var anderledes. Det ved vi kun gennem videnskabelige modeller.

                                   / «EARTH SYSTEM SCIENCE»

1988 var et skelsættende år for udviklingen af en ny forståelse af forholdet mellem natur og samfund. Her blev der åbnet op for en ny æra i international miljø- og klimapolitik, da FNs Klimapanel IPCC blev skabt. Dette var året, hvor de menneskeskabte klimaforandringer for alvor indtrådte i den offentlige og politiske bevidsthed. NASA lancerede ’Earth System science’ som et nyt strukturende koncept for organisationens fremtidige forskning. ’Earth System science’ byggede på et blik fra rummet, der var muliggjort af avanceret teknologi, globale databaser og sofistikerede computermodeller. Det var en holistisk superdisciplin, der forsøgte at omfavne alle processer i naturen og samfundet som et integreret og forbundet system. Den nye videnskab beskæftigede sig ikke kun med biosfæren (i form af liv) men også med atmosfæren (som betingelsen for liv) og den kunne dermed fortælle os ting om kloden, vi før hverken kunne se eller vide.

I denne videnskab ligger et opgør med idéen om, at vi (på ukompliceret) vis kan ’manage’ os ud af problemerne. Menneskelige aktiviteter er nu blevet så gennemtrængende, at de konkurrerer med naturens kræfter og kloden bliver en slags terra incognita. Vi kan ikke længere blot lægge os fast på en kurs for fremtiden, hvor vi kan få både vækst som hidtil og bæredygtighed.

 

MENNESKEHEDEN SOM EN ENORM GEOLOGISK KRAFT

Denne tids klimavidenskab muliggjorde, at vi kunne se vores egen påvirkning af kloden på en helt ny måde, og idéen om menneskeheden som en enorm geologisk kraft vandt indpas. Bevidstheden om det antropocæne slog op igennem 00’erne igennem, og problemer og løsninger blev nu forstået i helt andre rammer, der tog højde for de komplekse og uforudsigelige processer i det globale klima.

 

/ Av Western Arctic National Parklands – Late Spring Ocean Ice, CC BY 2.0.

 

I det antropocæne udspringer den primære bekymring ikke længere fra faren for skader på miljøet i form af fx industrielle ulykker, men centrerer sig om muligheden for katastrofer som en konsekvens af menneskelig handling. Et nyt imperativ om, at vi ikke har ret til at gamble med menneskehedens overlevelse har vundet indpas. Dette imperativ fordrer, at vi hele tiden måler alle mulige handlinger mod princippet om forskellige mulige scenarier (inklusiv det værst tænkelige), og tvivl og usikkerhed bliver den bærende rationalitet, når vi ikke kender kausaliteten mellem en handling og dens konsekvenser. Vores viden om naturen provisorisk og vores forhold til naturen handler ikke længere om, hvad vi ikke skal gøre, eller hvad vi kan og bør gøre, men om de spor, vi vil efterlade os. I det antropocæne må vi indordne os under utallige, forbundne transformationer i klodens system, der som kaskadebevægelser ændrer grundlaget for al liv. Grænsen er på sin vis allerede overtrådt: Den epokale grænse, hvor vi er indtrådt i en ny geologisk tidsalder. Forholdet mellem natur og samfund er i den antropocæne tidsalder afsløret som falsk konstruktion.

 

GENINTRODUCERET KOLLEKTIV SKYLD

I denne nye tidalder er menneskeheden ved hjælp af videnskabelige udviklinger blevet klar over, at vores handlinger de sidste årtier har ændret verdens økosystem på hurtigere og mere intense måder, end vi har gjort i nogen anden sammenlignelig periode i menneskehedens historie. Vi befinder os i derfor midt i en ny epokal fortælling: Fortællingen om de globale klimaforandringer. Sociologen Anders Blok mener, at klimaforandringerne spreder sig som en amorf, offentlig bekymringshorisont – fulgt af lige dele engagement, ambivalens og apati. Klimaforandringerne er et globalt problem, men samtidig infiltrerer de vores liv helt ned på den mindste skala. Ved det britiske klimaforskningsinstitut Tyndall Centre for Climate Research blev det for et par år tilbage diskuteret, om alle voksne i de rige lande skulle have et ’karbonbudget’ og et elektronisk kreditkort, der kunne hjælpe dem til ikke at overtrække det. Når de ramte en vis grænse, skulle det være slut med flere ferier og bilture.

Klimaforandringer eksisterer dermed som problem på makroniveau i form af verdensomspændende COP-møder og erklæringer og i mikrosfæren, hvor individuelle valg og handlinger skal ses og vurderes i forhold til deres konsekvenser for det globale klima. Selve denne fordring om konstant at overveje klimakonsekvenserne af vores ageren på kloden indfanges i klistermærke-sloganet “Tænk globalt, handl lokalt”. Her bliver individuel handling set i et direkte forhold med det gigantiske hele. Globale klimaforandringer, medieret gennem videnskaben, er af så afgørende karakter, at vi skal beskæftige os med dem i alle aspekter af vores måde at være til på – i hele vores bevidsthed og i alle vores valg. Denne diskurs fortæller os, at globale klimaforandringer er så vigtigt et fænomen, at det bør optage hvert eneste aspekt af vores liv. Klimavidenskabens datasæt og modeller er således tæt forbundet med fabrikationen af ikke-statslig styring og autoritet og gennem klimavidenskaben udvikles en global etik, der har konsekvenser på alle niveauer i det menneskelige liv.

 

/ A map of the Antarctic region from 1899.

 

Truslen om globale klimaforandringer har ifølge den svenske forsker Larsson Heidenblad genintroduceret den kollektive skyld da den truende katastrofe ikke bare er et anliggende for alverdens ledende politikere og erhvervsfolk, men nu handler om det moralsk forkerte i den enkeltes livsstil. Vores handlinger i dagligdagen er (igen) blevet moralske valg og diskursen om ansvarsfordeling og handlingsmuligheder følger i dag samme mønster, som 1600-tallets religiøse koncepter, synd og bodsgang.

 

HVORDAN SKAL VI LEVE?

Viden om naturen er ikke længere reserveret en elite af specialister, fordi naturen ikke længere er en separat, fjern verden. Klimaforandringer er i det antropocæne ligeså meget et spørgsmål om den enkeltes livsstil som et storpolitisk spørgsmål. Både ansvar, vidensakkumulation og mulighed for at handle decentraliseres. Offentligheden og ikke-statslige aktører på alle niveauer aktiveres som handlende agenter, når forholdet mellem natur og samfund nedbrydes – når naturen, som vi kender den, ophører med at eksistere.

Måden, vi forstår naturen på, er således en del af en større proces, der former vores identiteter, værdier og adfærd. Repræsentationer af natur og samfund er centrale, når vi stiller det måske vigtigste spørgsmål af dem alle: Hvordan skal vi leve? Dermed kan klimaforandringerne og måden, vi forstår og handler på – politisk og privat – ikke adskilles fra helt fundamentale spørgsmål om frihed, kontrol og regeren.

Klimaforandringerne er med en ny forståelse af naturen er blevet et sted for en rekonstruktion af autoritetsstrukturer og miljø- og klimapolitik bliver scenen for en politisk kamp, der er langt mere udefineret, end den tidligere har været. ”Miljø” og ”klima” mobiliseres som grundlaget for større samfundsmæssige transformationer og udfordrer vanetænkning i forhold til mange af de kategorier, vi traditionelt har forsøgt at give verden mening med: Særligt rum og tid. Disse kategorier er ikke længere tilstrækkelige. Når nationalgrænserne nedbrydes i en post-bipolær, globaliseret verden, kan klimaforandringerne som politisk problem ikke indordnes i de gængse rutiner i selv de mest videnskabeligt avancerede nationalstater eller behandles i statens suveræne administrative praksisser.

Klimaet er ikke bundet af den velkendte idé om en skarp opsplittelse mellem ’her’ og ’der’, ’dem’ og ’os’, ’nu’ og ’senere’. Klimaforandringer tvinger os til at udvide disse kategorier og i det antropocæne bliver det en opgave for os – politisk og privat – at gentænke politik, autoritet, styring, værdier, identiteter og adfærd.

 

/

Helene Hagel er miljø- og klimapolitisk rådgiver i Alternativet – det yngste grønne parti i det danske parlament. Hun er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og har tidligere arbejdet i et netværk for danske miljøorganisationer, i FNs klimasekretariat UNFCCC og på diverse nyhedsredaktioner. Vi siger tak for artikelen!