Lars Bukdahl: At regne kirsebærtræer ud

Jeg bliver så stresset her i april af kirsebærtræet, når det henrevet PINK blomstrer løs lige udenfor mit vindue.

Nu skal jeg huske virkelig at bruge mine øjne, tænker jeg, før jeg kigger ned på skærmen igen og kigger på den alt for længe, inden jeg kigger op på kirsebærtræet igen og måske slet ikke får øje på det. I det mindste burde jeg indføre det som fast og primær overspringshandling, her i april, når jeg pauserer fra hektisk skriftproduktion, at kaste et fokuseret blik på kirsebærtræet i stedet for bare at klikke mig hen på Facebook eller Twitter og læse om alt for lidt og alt for meget.

Jeg lagde godt mærke til den anden dag, at afblomstringen var i gang, men så langt var den jo heller ikke nået. Men i dag er den komplet, blomsterne hænger stadig fast på deres grene, men de har skruet helt ned for deres farvestyrke og spændstighed eller – jeg bruger det ord for sjældent – vivacitet. I morges, mens persiennerne stadig var nede, og det ikke helt var blevet lyst, stod jeg og bladrede rastløst i bøger, der var udkommet dette forår og faldt over denne smukke, men komplekse (og NB frivolt komplekse) linje, der også er et digt i Signe Gjessings nye, tredje digtbog Ideale begivenheder, der ikke genrebetegner sig som hverken digte eller poesi, men som ”vers”:

”måden hvorpå universet er en hjælp til at regne ting ud, så intet ikke behøver at regne kirsebærblomster ud i hovedet”

En forholdsvis enkel måde at læse dette linje-digt på: Hvis universet ikke jævnligt præsenterer os for kirsebærtræer med kirsebærblomster, så ville det være helt umuligt at finde på dem from scratch. Fordi de findes, kan vi forestille os dem, så dejligt de gør det igen og igen – foreløbig! Det er ikke nødvendigt at læse en advarende tone ind, men det er svært at lade være: Hvornår er vi fremme ved et intet, der ikke har universet til at hjælpe det med at regne kirsebærtræer ud.

Det var, da jeg havde læst Gjessings digt – og grublet over det – at jeg gik hen og rullede persiennerne op og kiggede ud og opdagede, at kirsebærtræet var godt og grundigt afblomstret. Det stod jeg og blev en smule trist over, som man altid bliver ked af afblomstringer, selvom jo denne afblomstring betyder, at sommeren er rykket nærmere, ikke at den er ved at fordufte. Så gik jeg tilbage til reolen for at undersøge, om der var andre danske forfattere, som dette forår havde skrevet om kirsebærblomster, og det var der: Maja Lee Langvad i Dage med galopperende hjertebanken, der ikke er er en digtsamling, men en samling dagbogsnotater om dagen og vejen, eksistentiel stress og lykkelig-ulykkelig kærlighed og daglige ture til haver og parker på luksus-idylliske Frederiksberg. På side 28 står der til sidst i en håbefuld note:

”Jeg vil ikke kun skrive, når jeg befinder mig i en krise. Jeg vil også skrive, når jeg ikke befinder mig i en krise. Jeg vil skrive, når jeg sidder under et blomstrende kirsebærtræ, rolig og lykkelig”

Straks efter kommer denne helt korte tilføjelse:

”Jeg måtte le ad mig selv, da jeg så, at jeg havde skrevet ”krisebærtræ” i stedet for kirsebærtræ.”

Og skrivefejlen afslører jo både krisen i jeget og krisen i kirsebærtræet.

En hundrede sider længere fremme vender Langvad tilbage til kirsebærtræerne, fordi hun får øje på dem, og hun får øje på dem, fordi de blomstrer – en helt ren konstatering:

”Blomstrende kirsebærtræer i forskellige størrelser og med forskellige former.”

/

Men kirsetræernes spektakulære nærvær gør opmærksom på andre – og væsentligere – kirsebærtræers fravær, melankolien insisterer (Langvad, der er adopteret fra Sydkorea, opholdt sig nogle år i Seoul, hvor hendes biologiske forældre bor, hvilket danner baggrund for hovedværket Hun er vred):

”Kirsebærtræer minder mig om Sydkorea, kirsebærtræer vil altid minde mig om Sydkorea, om at gå langs murene ved Grand Hyatt Hotel ved Namsan Park, hvor kirsebærtræerne blomstrer på den anden side. ”

Kirsebærtræet som et oprindelsens spøgelse – og spøgelse dobbelt op, eftersom Langvad som adopteret aldrig har haft en barndom i Sydkorea.

Konklusion: Kirsebærtræet kan betyde sig selv, og det kan betyde alt muligt yderligere, erindret og metaforisk/allegorisk, og det skal findes for at kunne ses, og det skal ses for at kunne findes, for os mennesker i det mindste.

 

Co2tåtalglubsk

To effektive faconer, litteratur kan klimaaktionere på:

1. Gøre opmærksom på og tydeliggøre den natur, der stadig er omkring, regne kirsebærtræet ud ved hjælp af universet, og omvendt: regne universet ud ved hjælp af kirsebærtræet. Den idylliske facon, med eller uden pinlig, menneskelig bevidsthed om idylliseringen.
2. Den dystopiske facon. Skildre en verden nogle momenter ude i fremtiden, hvor fornægtelsen og udnyttelsen og perverteringen af naturen har fucket alt og alle uhjælpeligt op. Intetheden, der ikke længere har noget univers til at regne kirsebærtræet ud eller noget kirsebærtræ til at regne universet ud.

Lad os kigge på den dystopiske facon først, der nemlig ikke behøver at være scenisk, handlingsdrevet science fiction. Dystopien kan også komme til udtryk som en terrorisering af det lyriske jeg og som en monstrøs virus inde i sproget selv. Det sidste er tilfældet i Birgit Munchs tekstsamling Brungst, 2017, med den sigende, men svært sigelige undertitel (og genrebetegnelse) ”Tusindbentorsonatwhistleblowtwerks”. Hos Munch muterer og sammensplejses kroppe og maskiner på det uhyrligste og bogstaveligste – det er nødvendigt at holde tunge lige i øjet for at komme frelst igennem sådan en tekst. Denne her hedder ”EntenEllerten” med henvisning til både Søren Kierkegaard og den første danske el-bil, ellerten:

”Søren Zyborg Kirtelgordisk knokler/ hack gevir opfucket EntenEllerten – en/ scooter der co2tåtalglubsk/ pendulerduekører på ren despair at/ ville være dig eller ellere tværtom ikke/ at ville være dig svæv eller endnu ellere/ vær varulvgidselpiblende/ revoltegynglende/ Nietzschelabyrintlysken lysrallende/ fremfuck alf hvirvelfucktvivolin æg/ skærsildsuicyborg EnteEllerten hack/ uendeligt irganget/ udstødningsrørsystem der udspyr/ brændende kærlighads gærterninger/ løgringende hyppet/ kartrøffelmousserende vingesust/ hackstoriens klemmelus EntenEllerten/ der scooter-tidshoppende swoopkører/ på rent underspring i/ overspringhackningens nødraketspor/ gammajodlende terrorbulimiet fråder/ alfkørsel i stadig modsattere retninger/ utopia knallert spølseballistisk Søren/ Kirtelgordisk knust hvidløgs sorte/ regnbuer grædt sig svangrere/ virtualfoldfatwa Søren kødgooglende/ virtualgebra twerktrapez hack opfucket/ Johannesbird Klimakusse Omnibussen/ med milliarder hjul af flamberede/ pandekager mutæert EntenEllerten.”

Pyh! Kirtelgordisk indeed!

En smule fredeligere, rent sprogligt, er Glenn Christian, hos hvem poesiens sædvanlige ego-kvababbelser finder sted i en krop og i omgivelser i grum opløsning. Dette er første del af en træt og desperat klagesang fra Atropia Primadonna, 2016:

”et eller andet levende/ har skyllet mig ud/ hjulpet sikkert i gang/ af unævnelige væsker/ Jeg sidder i midten/ på et iskoldt gulv/ hvor taget over mig har samlet sig i en spids: En tårnhøj/ beboelse. Her sidder jeg/ sidder og savner en mor/ iført laksort ulveskind/ ned over mine lår/ Udenfor/ det findes!/ gør stjernen hvad den vil/ storskinner/ og findes/ Udenfor nedgøres/ vegetationen/ tidligere så prægtige frugter går op i flammer/ brænder/ Jeg vil sige noget/ tale. Men alt mit blod/ drøner akut op til hovedet/ blokerer steder i min hjerne”

 

Havørnen svæver swag

Ur-digtet i den postmoderne, danske tradition for den idylliske, kirsebærtræ-tydeliggørende facon er Per Højholts lille digt ”Den tydelige solsort” fra Revolver, 1977, hvor digteren diskret og elegant gør opmærksom på, at det er hans pen, der er lommelygten:

 

En solsort kom flyvende

inde fra tågen

 

den sidder her nu

og synger i en våd bjergfyr

 

om lidt flyver den tilbage

til naturen

 

Digtet vil demonstrere, at når vi peger på naturen peger vi også på, at vi adskiller os fra den. og at vi altid allerede er adskilt fra den, og gøre klart, at det er et helt okay paradoks!

Titlen på Rasmus Nikolajsens systemdigtsamling Tilbage til unaturen, 2016, der for nyligt blev præmieret med Kritikerprisen, spiller helt bevidst og eksplicit på Højholts gamle digt. Dogmereglen for bogens digte er, at de skal skrives i naturen, eller i hvert fald udendørs, og gerne også om naturen. I digtet fra ”Saltstraumen, 7. december 2013” (med i Klimaaksjonens antologi) besynger Nikolajsen en noget mere majestætisk fugl end solsorten, nemlig havørnen, og straks har han problemer med akkurat ordet ”majestætisk”: ”der er noget ynkeligt, utidssvarende over en majestæt” Halvvejs inde lykkes det ham omsider at komme cirka lige så højt op at køre om ørnen som ørnen:

” men se så/ der: Havørn i svæv! Havørne/ i svæv over Saltstraumen,/ verdens stærkeste malstrøm, og/ spidse sneklædte fjelde som/ baggrund, i fløjlsblåt søvnlys, i// balance, swag, kommer jeg op/ med, havørnen svæver swag, og/ jeg kan ikke lade være/ med at tænke på at verden/ nok ville være smukkere/ uden mennesker, der ville/ blot ikke være nogen til/ hele tiden at sige smukt.”

Solsort i ny fjederham!

I Geir Gulliksens digt ”(hysj)” (med i Klimaaksjonens antologi) fra digtsamlingen Ung trost klokken fem om morgenen i en brusende alm, 2015, er hovedpersonen atter en fugl af en mere proletarisk art, nemlig en krage. Digteren optæller flere forvekslingsmuligheder – lidt á la det kendte Superman-udråb: Is it a bird, is it a plane, it’s …, – hvoraf en enkelt (industrikyllingen) er markeret samfundskritisk (mimende måske et distræt intetheds-blik, der har svært ved at regne en krage ud), før han autoritativt fastslår, at det er en krage: Kærligt-nøgternt karakteriseres fuglen og udstyres med rekordbeskeden selvbevidsthed (og et køn), hun kan høre sig selv flyve:

”kunne vært gress/ ett enkelt smalt seigt strå/ kunne vært busk/ i et skjevgrodd støvete kratt/ kunne vært storøyd industrikylling,/ balansere med høye hæler på et enormt nettinggulv/ kunne vært kvinne i bil/ mann med ny jakke/ lodden bie, undersjøisk vekst/ men var kråke, mager, pen,/ som flyr sammen med andre i flokk/ inn mot byen tidlig om morgenen// hysj// fjærene gnisser// hun hører seg selv fly”

 

Possibilities /

En tredje facon, hinsides idyl og dystopi, er den konkretistiske, eksemplificeret ved Maja Lee Langvads kirsebærtræ, der blev et krisebærtræ. Og ved Cia Rinnes endnu ikke bogopsamlede bidrag til Klimaaksjonens antologi. Når nemlig sproget tages på ordet og derved, som naturligt er, kommer til at tale over sig. Så ordknapt og underfundigt optimistisk kan det lyde, mens jeg venter utålmodigt på, at ikke kun kirsebærtræet (men fx også underboerne, hvis træ det er) blomstrer atter:

”impossibilities

i’m possibilities”

 

//

Åttende essay i vår skandinaviske kritikeraksjon er skrevet av Lars Bukdahl, forfatter, redaktør av Hvedekorn og litteraturanmelder på Weekendavisen. / Vi har servert deltakerne følgende tankestillere: Kan lesning av sakprosa, romaner, noveller og dikt endre, motivere eller mobilisere leserne til en ny forståelse av de dramatiske naturhistoriske hendelsene? Hva er den sosiale funksjonen til kunst, film og litteratur i 2016? Siden det forlengst har oppstått litteraturer som «økopoesi» og cli-fi undrer vi på om klimalitteraturen påvirker både lesere, kritikere og forfattere? Hvordan mottar kritikerne denne litteraturen i sine respektive hjemland? Hva er litteraturens egenart når det kommer til fremstillingen av menneske og natur?  Litteraturkritikerne ble oppfordret til fri utfoldelse innenfor slike tematiske grenseoppganger. Essay-serien er støttet av Fritt Ord og Bergesenstiftelsen.