victor-boy

Av Victor Boy Lindholm

Hvordan skal mennesket forstå sig selv i forhold til naturen? Ikke ved at helliggøre den og ophøje den til tilflugtssted for eksistentielt udfordrede moderne mennesker. Den britiske professor Timothy Morton vil ændre det romantiske syn på vores omgivelser

Først ved at forstå, at naturen ikke er et rent sted skabt for menneskelig nydelse, kan vi redde os selv fra total udslettelse. I filmen Into the Wild fra 2007 beskrives naturen som et sted udenfor samfundet, hvor vi kan gå hen, når samfundet presser sig for meget på. Hovedpersonen Alexander Supertramp, spillet af Emile Hirsch, ender med at måtte indse, at det ikke er tilfældet. Han dør udsultet af en simpel forgiftning efter at havde spist den forkerte plante. Naturen er ikke et godt sted, hvor mennesket kan rekreere sig og vitaliseres på ny. Det samme gør sig gældende i Henry David Thoreaus klassiske beskrivelse af livet ved Walden Pond i Massachusetts. Hvad Into the Wild og Thoreaus Walden kan lære os er ikke, at naturen er fjenden, men at den er fremmed. I en tid, hvor klimaet er bragt ud af balance, kan det at anerkende naturen som fremmed, være det første skridt mod en større bevidsthed om vores omverden, og dermed også mod at gøre noget ved den truende klimakrise.

EN MØRK VERDEN

I 2007 udgav litteraten Timothy Morton bogen Ecology Without Nature, der blev et heftigt indspark i debatten om, hvordan mennesket skal forstå sig selv i forhold til klimaet og naturen. Hvordan kan mennesket forstå, at naturen ikke er begyndt at dø, men at den dør hele tiden. I bogen udfolder Morton en kritik af den romantiske bevægelse i kunsten og litteraturen som ødelæggende, fordi den konstruerede naturen i et ideal, hvor den er ladet med skønhed og godhed. Lige netop derfor forstår vi ikke, at vores omverden er præget af et lige så vægtigt parameter: Det hæslige. Det er dette Timothy Morton tager op i sin bog. For Morton er verden først og fremmest en forurenet størrelse, der for længst har mistet sin uskyld. Mennesket har, ifølge Morton, trukket sig længere og længere væk fra omverdenen for til sidst, i den moderne periode, at slå naturen ihjel. Netop derfor udvikler Morton sin teori med begrebet Dark Ecology i centrum. Dark Ecology er et natursyn, han bruger til at kunne bevæge sig uden for den økolitterære kanon, hvor netop den romantiske idealisering af især vildnisset hersker. Dark Ecology er en teori for den mørke, og for den hæslige litteratur. Som i Baudelaires Spleen digte eller den danske digter Glenn Christians Mudret sol, hvor slimet, det uhyggelige, det klamme, ja kroppens og verdens affald fylder i beskrivelsen af omverdenen. Det er den litteratur, der viser os, at vi er blevet blinde for vores miljø, at vi kun ser det gode, og det er der, fejlen findes. Fremfor at den idylliske naturlitteratur gør os mere bevidste, gør den os blinde. Vi kan ikke se, at naturkatastrofen allerede er sket, at vi allerede omgiver os med den globale opvarmning.  Naturen skal, ifølge Morton, ned fra sin ophøjede position. »At placere noget man kalder natur på en piedestal og beundre det på afstand, gør det samme for miljøet som patriarkatet gør for opfattelsen af kvinden,« siger han.

DEN AKAVEDE SAMTALE

I Mortons bog Ecology Without Nature skriver han, at hvis man nævner klimakatastrofen ved et middagsselskab, skaber det den samme akavede effekt, som hvis man nævner det ubevidste. Det er noget uhyggeligt, man helst ikke vil snakke om. Han mener, at folk har svært ved at snakke om det, fordi det bliver et ubekvemt emne i en verden, hvor den globale opvarmnings tegn er alle steder. Det kræver handling. Ens miljø og natur træder frem for én på en truende måde, som man ikke har lyst til. Mortons teori arbejder imod en konventionel forestilling, hvor klimakatastrofen er en slags begivenhed, der vil finde sted i 2100, hvor temperaturen er steget de famøse to grader. Hos Morton har katastrofen allerede fundet sted. Katastrofen er ikke en postapokalyptisk zombiefilm, den er vores verden lige her. Men hvorfor er det, ifølge Morton, så svært for folk at forstå, at for at gøre noget ved global opvarmning, skal man se det som noget, der allerede har fundet sted.

»I 12500 år (siden mennesket begyndte at dyrke jorden, red. ) har vi arbejdet med en idé om at udsætte katastrofen, og den tankegang har netop skabt katastrofen. Faktisk er den tankegang på en måde katastrofen selv, og i den forstand er katastrofen allerede i gang – og har været det i lang tid.«

Morton mener, at da vi gik ind i den periode, hvor vi begyndte at udvikle landbruget, startede den miljømæssige katastrofe, som vi har i dag. Han kalder det for agrilogistik. Begrebet dækker en bestemt kulturel logik, som blev skabt for at dulme angsten for fødevaremangel. Vi udviklede landbruget, fik fødevaresikkerhed, men på langt sigt kom vi samtidig til at udvikle en industri, der skabte bedre levevilkår for flere mennesker. Derved fik vi brug for mere mad og flere maskiner, der så igen bidrog til den globale opvarmning. På denne måde er katastrofen allerede indtruffet. Katastrofen var landbruget. Morton taler ikke for nogen tilbagevenden til en præagrar tilstand, men for at det er meget vigtigt at forstå, at vi ikke venter på katastrofen, »men at den i en meget virkelig forstand allerede er indtruffet.«

DET GRØNNE VALG

Mortons teori er meget politisk. Den er kritisk overfor den måde, vi indretter vores samfund på, og især overfor den måde, som den politiske bevidsthed om klimaet fremstilles. Han skriver om grøn forbrugerisme, et forbrug, hvor man går op i at købe økologisk og parfumefrit, at selvom det er et forbrug, der reproducerer den kapitallogik, som kapitalismen har skabt, er det ikke nødvendigvis et problem:»Jeg er ikke kritisk overfor grøn forbrugerisme. Faktisk synes jeg, at forbrugerisme har fået et overdrevent dårligt omdømme. Men marxisme har tendens til at gentage det grundlæggende billede på forbrugerismen som et monoteistisk syndefaldsnarrativ: Først havde vi brug for ting – vi kendte det, vi ville have, og vi ville have det, vi kendte i en smuk cirkelbevægelse – indtil vi på et tidspunkt begyndte at begære ting, og begær er i marxismen farligt. Klassisk marxisme giver forbruget et unødvendigt dårligt ry.«

I stedet for at producere skyld og skam over det system, som alle mennesker er en del af, det kapitalistiske forbrug, mener Morton, at forbruget kan skabe en bevidsthed om den verden, som man er en del af: »Grønt forbrug er som en dårlig fotokopi af økologisk bevidsthed. For i forbrugerisme indgår du i en relation med mindst én ting som ikke er den humane dig. Altså du rækker udover dig selv, og bliver bevidst om verden omkring dig. Både det døde og levende.«

Morton indskriver sig i en filosofisk bevægelse kaldet objektorienteret ontologi. Enkelt forklaret betyder det, at man anerkender, at ikke-humane ting har en lige så vigtig plads i verden som mennesket, man tænker altså ikke hierarkisk: »Tag for eksempel en colaflaske. Det er ikke en isbjørn, eller et andet levende væsen, men man bliver nødt til at starte et sted. Du følger colaflaskens idéer om, hvordan man skal holde den, hvordan man skal drikke den. Du forholder dig til den Anden, til det fremmede. Der er nogle økologiske potentialer i forbrugerisme som visse versioner af marxisme udsletter. Kapitalismen har ikke for meget nydelse, den har ikke nok.«

Morton photo Rice University

Timothy Morton / Photo: Rice University

DEN SKØNNE SJÆL

Den typiske kritik af grønt forbrug kommer fra folk, som Morton mener, gør sig skyldige i, hvad den tyske filosof G. W. F. Hegel har betegnet som den skønne sjæl. Den skønne sjæl er et subjekt, der føler moralsk overlegenhed i forhold til sin omverden. Hegel identificerer det med opløsningen af religionens betydning i det moderne samfund, hvor religions objektive moral bliver opløst i det subjektive. Moral reduceres til personlig overbevisning, fordi der ikke er noget værdineutralt system, man kan binde sine overbevisninger op på. Derved bliver det en tro på sin egen sjæls indre skønhed eller godhed. Den skønne sjæls problem er, at den ikke er bevidst om, at man ikke kan handle uden at sætte sin egen godhed over styr. Man kan ikke gøre noget uden at det er forkert. Man kan ikke gøre noget uden at være hykler, fordi der ikke længere er en sandhed. Dette dilemma gælder også diskussionen om grønt forbrug. »Jeg er kritisk overfor kritikere af grøn forbrugerisme, der er blandt disse eksempler på den skønne sjæl. De identificerer mennesker som dumme og blinde og føler sig overlegne i forhold til dem.  Det er præcist skønne sjæl-syndrom. Den skønne sjæl tror, at den er ren og ”retfærdig” overfor en ”ond” verden. Men Hegel argumenterer for, og det er et genialt argument, at blikket, der ser det onde udenfor sig, er lige præcis, hvad det onde er.«

»Når vi kritiserer noget gør vi sjældent andet end at gentage en kynisme, der ser verden som en ting ”derovre” som jeg kan hæve mig over. Det er forkert. Det eneste vi skal beslutte os for er, om vi kan leve med at ignorere, at vi er hyklere, eller indrømme, at vi netop er det. Når du kan se konsekvenserne af dine handlinger, kan du ikke være kynisk, for du ved at alt, hvad du gør, er en lille smule forkert. Inklusiv at tro, at du ”har ret”. At køre i en Prius vil ikke redde planeten, ligesom det heller ikke vil redde planeten ikke at køre Prius.«

Det betyder, at det, vi normalt antager som den “reneste” position, miljøaktivisten, kan vise sig at være den mest forkerte, fordi den blot undergraver muligheden for miljøbevidsthed ved hjælp af en ekskluderende diskurs. 



LARS VON TRIER HAR DÅRLIG HUMOR

Hvad kan egentlig identificeres som Dark Ecological kunst? Umiddelbart virker det som en teori, der ikke kan virke med tilbagevirkende kraft. Morton giver her eksempler på kunst, der trækker verdens hæslighed ind:

»Læs et af Baudelaires uhyggelige spleen-digte, hvor han taler om at være overdækket med alverdens underlige spektrale ting, edderkoppespind, kropsdele osv. … Tænk på nutidig Goth-kultur. I første omgang ville jeg kalde det Goth-økologi. Hvorfor kan der ikke være en økologi for de af os, der ikke har lyst til at tage shorts på og gå op i bjergene og jodle? Dem af os, der bare gerne vil tildække vores hoveder og lytte til underlig elektronisk musik og føle os lidt depressive? Goth-kunst er som regel meget mere økologisk kunst, end kunst, der hævder at være økologisk.«

Lars von Triers Melancholia kunne umiddelbart virke som et værk, der arbejder ud fra Mortons teorier. En meteor er ved at ramme jorden, og filmens hovedkarakterer, tager det umiddelbart stille og roligt. De bliver så at sige ved det hæsligste, jordens endeligt. Morton var mildest talt ikke enig i denne læsning:

»Jeg ved, jeg burde kunne lide denne film. Men det kan jeg ikke. Jeg synes Kirsten Dunsts karakter er en perfekt personificering af den skønne sjæl. Hun siger, at hun udmærket ved, at vi er alene i et univers af rent mekanisk stof. Det er ikke videnskabeligt. Det er tro gemt som videnskab.«

I filmen kører Chalotte Gainsbourg fortvivlet rundt med sine børn i bilen, da en stor meteor er på vej mod kloden, Morton anvender scenen til at give eksempler på, hvorfor von Triers film ikke lever op til hans teori:

»Jeg ved, at vi bør grine af den stakkels mor, der er fortvivlet over at hendes børn skal dø, mens hun kører rundt i sin SUV, men hun kan ikke tage nogen steder hen, for en gigantisk planet er på vej mod jorden. Wow. Er det meningen vi skal grine af at tage tragedien personligt? Virkelig? Jeg er på hendes side, hvis nogen. Jeg holder med mennesker, der er fortvivlede og skriger. Det er en fuldstændig legitim reaktion, hvis man har lidt kærlighed i sig.« 
Filmen tager så at sige det forkerte standpunkt.  Von Trier vil have, at seeren skal grine af den fortvivlede mor, der kører rundt i en biltype, der på alle måder har ikoniseret forureningen af jorden, den benzinslugende SUV. Trier vil sige, at det lille dumme menneske selv er ude om det, men for Morton er dette meget forkert og kynisk:

»Mit budskab er ikke at udrydde kærligheden, men at lære at elske flere væsener bedre. For at gøre det skal man bevæge sig igennem mørket. I sidste ende finder man glæde derinde. Tro mig, jeg lider af klinisk depression ligesom Kirsten Dunsts karakter. I sidste ende prøver det på at dræbe dig. Selvmord er den logiske udvej. Lad os ikke gøre det på et planetarisk niveau, for hvis vi accepterer vores udryddelse i den forstand, accepterer vi alle livsformers udryddelse. Hele denne ”verden uden os”-tanke er det modsatte af, hvad den hævder at være. ”Verden uden os”-scenariet er en fantasi, der er designet for at beskytte os mod det faktum, at vi er viklet ind i jordens systemer. Hvis vi forsvinder, så forsvinder alt.«

/
 
Timothy Morton er professor i engelsk ved Rice University i Houston, Texas. Han har publiceret bredt om litteratur, mad, og økokritik. Morton er dekonstruktivistisk marxist og har påvirket den filosofiske retning objektorienteret ontologi, hvis grundtanke er en afvisning af menneskets privilegier overfor ikke-menneskelige objekter.

Hans tre bøger Ecology Without Nature, The Ecological Thought og Hyperobjects, har været særdeles indflydelsesrige, og introducerer hans hovedbegreb Dark Ecology. Hans seneste bog er en brevudveksling med sangerinden Björk.

Vi takker forfatteren og Atlas Magasin for tillatelsen til å bringe intervjuet!