Jeg ligger vågen i sengen, jeg er ikke vant til stilheden på landet. Walter sover uroligt, jeg hiver dynen over mit hoved og mærker, hvordan jeg langsomt mangler ilt under den tunge dyne. Jeg fjerner den igen. Jeg sætter mig ind i stuen og har trukket Walters islandske sweater over mit hoved, mit hår bliver statisk. Jeg snuser til den, den lugter af tobak, den føles tryg. Stuen er et lille rum, der er en sofa og et rundt sofabord. Sofaen knirker, da jeg sætter mig, og jeg hører Walter mumle inde i soveværelset. Uret på væggen tikker. Jeg rækker ud efter en bog og bladrer lidt i den. Jeg tænder for fjernsynet. Der er ikke noget godt klokken tre om natten. Jeg tager Politiken til mig og åbner på en tilfældig side. Det er en artikel om, at vi er for mange mennesker i verden. Jeg lægger en hånd på min mave, jeg mærker ulden under mine fingre. Jeg sidder og kigger på ordene foran mig, jeg er helt alene her, men vi er alt for mange mennesker. Jeg lægger avisen fra mig og går ind på soveværelset igen. Jeg kigger på Walter og lægger mig ind til ham. Les mer «SOFIE DUE: VI ER ALT FOR MANGE» →