Jeg ligger vågen i sengen, jeg er ikke vant til stilheden på landet. Walter sover uroligt, jeg hiver dynen over mit hoved og mærker, hvordan jeg langsomt mangler ilt under den tunge dyne. Jeg fjerner den igen. Jeg sætter mig ind i stuen og har trukket Walters islandske sweater over mit hoved, mit hår bliver statisk. Jeg snuser til den, den lugter af tobak, den føles tryg. Stuen er et lille rum, der er en sofa og et rundt sofabord. Sofaen knirker, da jeg sætter mig, og jeg hører Walter mumle inde i soveværelset. Uret på væggen tikker. Jeg rækker ud efter en bog og bladrer lidt i den. Jeg tænder for fjernsynet. Der er ikke noget godt klokken tre om natten. Jeg tager Politiken til mig og åbner på en tilfældig side. Det er en artikel om, at vi er for mange mennesker i verden. Jeg lægger en hånd på min mave, jeg mærker ulden under mine fingre. Jeg sidder og kigger på ordene foran mig, jeg er helt alene her, men vi er alt for mange mennesker. Jeg lægger avisen fra mig og går ind på soveværelset igen. Jeg kigger på Walter og lægger mig ind til ham.

Ved morgenmaden er der stille, der dufter af kaffe. Walter rører i sin kop med en ske, mens han kigger fraværende ud af vinduet. Jeg kan ikke lade være med at kigge på skeen, der bevæger sig i cirkler. Walter fortæller, han har sovet dårligt, jeg siger, jeg har heller ikke sovet godt. Han har taget avisen frem, jeg spørger ham, om han har læst artiklen om, at vi er alt for mange mennesker. Han ryster på hovedet. Vi er alt for mange, siger jeg. Vi bør slet ikke få børn længere, siger jeg. Han kigger undrende på mig. Jeg siger det i en ligegyldig tone. Han tager en slurk af sin kaffe, han spørger, om jeg er okay. Jeg siger ja, jeg går en tur, tror jeg, ud i haven. Han spørger, om han skal gå med. Drik bare din kaffe, siger jeg.

Det siger dunk for snuden af min støvle, en kastanje triller et lille stykke. Jeg tager et skridt mere og samler den op, den er fugtig, græsset er stadig vådt fra regnskyllet tidligere. Jeg gnubber den i jakken, så den bliver tør. Jeg lægger den i lommen og nulrer den med fingrene, mens jeg går videre. Jeg sætter mig på en bænk og kigger lidt, kastanjen bliver helt varm i min hånd. Den har en glat overflade med enkelte buler, det er en baby. Kulden når mig ikke, jeg sidder bare og kigger. Der er helt i stille haven, jeg tænker på, hvordan det må føles at være det sidste menneske på jorden. Jeg tænker på, om jeg ville føle mig ensom. Jeg ville måske være glad for at have hele verden for mig selv. Nu kommer Walter med sin sweater, jeg havde aldrig forestillet mig at have en kæreste, der hedder Walter. Han sætter sig ved siden af mig og tager min hånd op af lommen. Jeg holder fast i kastanjen, og han kigger overrasket, da den falder ud af hånden på mig. Jeg føler mig trist ved adskillelsen. Forstyrrer jeg, siger han, og jeg ryster på hovedet. Jeg læner mig ind mod ulden, jeg føler ikke, vi er sammen, selvom vi sidder tæt. Jeg får lyst til at kradse mig op og ned ad ulden, så det ville give mig røde mærker, bagefter ville jeg klø det. Han kysser mig i håret, og jeg kigger på kastanjen ved min fod. Det er et dejligt sted, siger han, og jeg siger ja, det minder mig om dengang hos mine bedsteforældre, vi samlede kastanjer og lavede kastanjedyr. Han siger, det er en dejlig have til børn, måske skal vi en dag lave kastanjedyr. Jeg spørger, hvornår han vil lave kastanjedyr, han siger, du er fjollet, jeg tænker på, når vi en dag får børn.

Jeg rejser mig og går hen til en stor bunke blade, som Walter har samlet i går, da han var ude at rive i haven. Jeg bliver overvældet og lægger mig i den kæmpe bunke blade, der lugter af jord og fugt og en anelse råd. Jeg bliver pakket ind og føler mig beskyttet. Walter følger med, han står og kigger på mig oppefra, jeg håber verden ender før jeg gør det, siger jeg, han siger ikke noget, han kigger op mod himlen. Jeg lukker mine øjne, jeg føler mig tæt på noget lige nu. Kom nu op, siger han, han rækker en hånd ud, og jeg tager imod. Vi står foran hinanden, og han ser mig i øjnene og siger, jeg tror, du er min verdens ende. Jeg tager ham i hånden og smiler til ham, jeg siger, vi kan ikke få børn, vi er alt for mange mennesker i verden. Han leder efter noget i mit ansigt, jeg kigger ham i øjnene, de går fra brune til sorte, jeg kysser ham på munden. Han træder væk og vender sig om, det er jo ikke det, det handler om, siger han. Jeg siger, jamen, har du overhovedet læst artiklen. Han siger, jeg går en tur, og han går væk fra mig.

Jeg sidder indenfor, da han kommer tilbage. Han sætter sig ned ved siden af mig på sofaen. Jeg kravler op på skødet af ham, jeg hviler min pande mod hans. Sådan sidder vi lidt, jeg mærker hans ånde mod mit ansigt, den lugter af cigaretter. Jeg kan lide tanken om, at jeg indånder det, han udånder. Ville du græde, hvis jeg døde, spørger han mig roligt og lavt. Jeg retter mig op og kigger på ham, jeg tænker lidt. Jeg græder ikke så tit.

Mit navn er Sofie, og jeg er 22 år gammel. Jeg er opvokset i Odense, men bor nu i København. I efteråret 2015 var jeg elev på Vallekilde Højskoles forfatterlinje, hvor min lyst til at skrive for alvor startede, og hvor jeg fik modet til at gå efter forfatterdrømmen. I august 2016 startede jeg på Talentskolen som elev på den 2-årige forfatterlinje. Her bruger jeg min tid på at skrive tekster og udvikle mig som forfatter. / Klimaaksjonen takker så meget for din novelle!