Regnen er begyndt at falde, store tunge dråber fra en tæt himmel. Jeg rider ind under træerne i skybrynet. Jeg er barn, elleve år, måske tolv, da jeg venter der på hesten, lytter til regnen, der falder på de gule og røde og grønne blade. Så rider jeg videre ind gennem skoven, og bygen driver over, en flanke åbner sig i skyerne ude over havet, der står et kålblegt lys ned fra himmelen, forbinder alting, varmen fra hestens krop under mig, lugten af nåletræer og af eg, våd jord, og lyset bliver varmere, solen står lavt på himmelen og sender sine lange bånd af lys ind mellem stammerne. Jeg kommer ud på den anden side af skoven, hvor landskabet skråner ned mod havet, og hesten bevæger sig nedad, forsigtigt, ligesom flettende luften foran sig, hovene der glider nogle centimeter, inden de får greb i jorden, og for hvert skridt bliver min krop mere blød og åben til jeg ligesom går i ét med dyret på en måde, der et øjeblik gør det umuligt for mig at sige, om det er min hov eller hestens, umuligt at bestemme hvor min krop slutter og hestens begynder, hvad der er skovens åndedræt og mit.