FORBUNDETHED / Josefine Klougart

Regnen er begyndt at falde, store tunge dråber fra en tæt himmel. Jeg rider ind under træerne i skybrynet. Jeg er barn, elleve år, måske tolv, da jeg venter der på hesten, lytter til regnen, der falder på de gule og røde og grønne blade. Så rider jeg videre ind gennem skoven, og bygen driver over, en flanke åbner sig i skyerne ude over havet, der står et kålblegt lys ned fra himmelen, forbinder alting, varmen fra hestens krop under mig, lugten af nåletræer og af eg, våd jord, og lyset bliver varmere, solen står lavt på himmelen og sender sine lange bånd af lys ind mellem stammerne. Jeg kommer ud på den anden side af skoven, hvor landskabet skråner ned mod havet, og hesten bevæger sig nedad, forsigtigt, ligesom flettende luften foran sig, hovene der glider nogle centimeter, inden de får greb i jorden, og for hvert skridt bliver min krop mere blød og åben til jeg ligesom går i ét med dyret på en måde, der et øjeblik gør det umuligt for mig at sige, om det er min hov eller hestens, umuligt at bestemme hvor min krop slutter og hestens begynder, hvad der er skovens åndedræt og mit. 

Der er øjeblikke, hvor verden meddeler sig til os med særlig intensitet. Minder os om noget, vi havde glemt, vi vidste. På den måde kan jeg i dag se ud på træerne, der står gule og røde og lysende og samtidig se for mig en anden sen eftermiddag, et andet efterår, hvor træerne havde samme farve og hvor himmelen på samme måde var tung af regn og som et bristefærdigt sejl spændt ud over verden. Vi læner os ind mod naturen og har en erfaring af, ikke at forbinde os, men at opdage, at det altid er sådan det er –  med det levende er vi altid allerede forbundet. I glimt mærker vi, at vi er til i en konstant udveksling med alt det der ånder, naturen, andre mennesker, andre tider og andre rum, selv det, der ellers er usynligt for os, mærker vi som nærværende, pulserende, trækkende vejret gennem os. Det er en følelse af enhed, der varer et øjeblik, men vi står tilbage med erfaringen, erindringen og med den viden, at forbundetheden kan åbenbare sig for os igen. Vores bevidsthed og tænkning markerer ikke nødvendigvis noget skel mellem os og naturen, vores tanker er bare endnu en forbindelse, et sprog ud af mange. 

         Poesien og litteraturen er fuld af den type erfaringer, epifaniske øjeblikke. Som når Virginia Woolf i Rids af fortiden, skriver: “Hvis livet har en fod det står på, hvis det er en skål man fylder og fylder og fylder – så står min skål uden tvivl på denne erindring, Den handler om at ligge halvt sovende, halvt vågen i sengen i børneværelset på St Ives. Den handler om at høre bølgerne brydes, et to et to, og sende et sprøjt af vand ind over stranden; og derpå brydes, et to et to, bag et gult rullegardin. Den handler om at høre rullegardinet slæbe sit lille agern hen over gulvet når vinden blæste rullegardinet ud. Den handler om at ligge og høre dette sprøjt og se dette lys og føle at det næsten er umuligt jeg er her; om den reneste ekstase jeg kan forestille mig[i].” Eller når W.B. Yeats skriver om et hierarki af erindrede billeder, en digter må prøve sin poesi imod: “Den afgørende prøve på, om et kunstværk har værdi for os og tilfredsstiller vores særlige behov er, når vi skal placere det i hierarkiet af de erindringer, der er vores standarder og ledestjerner. Øverst i mit hierarki står et bestemt natligt scenarie for længe siden, da jeg hørte blæsten suse i en klynge siv ved bredden af en lille sø, et japansk billede af traner på flugt hen over en blå himmel, og en eller to linjer fra Homer.” Eller når Matthew Arnold taler om poesiens “prøvesten, højdepunkter af poetiske erfaringer[ii]. Eller når William Faulkner skriver om, hvordan et enkelt billede, nemlig dét af en pige i et par beskidte bukser, som sidder oppe i et pæretræ[iii], er dét punkt, en hel roman vokser ud af, så har det at gøre med netop den poetiske kraft, den iboende intensitet i øjeblikket, det erfarede, erindrede eller æstetisk gestaltede øjeblik. Der er ikke tale om nogen ophøjet erfaring, den er ikke religiøs, den findes i det konkrete, det der er verdens sprog og som mennesket for adgang til gennem vores sanser og forestillingsevne, og peger ikke ud af det konkrete på noget hinsides, men altid ind i dybet af det, der er, og som vi får adgang til, når vi erfarer den med vores bevidstheds fulde register. 

Meget har ændret sig siden dengang i skoven, jeg er en anden, verden er en anden, hesten er for længst død og borte, kørt til slagteren i Tved, stalden er næsten væk i et krat af brombær og mandshøje brændenælder bagerst i mine forældres have, skoven er stort set fældet, og der er ingen ly for regnen, som hvert år trækker sand og sten ned gennem slugten, mens nyt sand bliver kørt til for at bevare stien. Men erindringen findes, om skoven, sollyset, der lægger sig i bånd mellem stammerne, følelsen af hestens bevægelser, der forplanter sig til min krop, og som på en måde bliver mine, følelsen af at være en del af en større puls, at være en del af en verden, der har været til længe før mig, og som vil eksistere længe efter. 

Vi lever i en tid, hvor man næsten ikke kan skrive om følelsen af forbundethed med naturen, uden også at skrive om, hvordan vi, i vores del af verden, synes at have glemt den. Vi lever i en kollektiv fortrængning af det fundamentale vilkår, at vi er natur. At det ikke lader sig gøre at opretholde det skel mellem mennesket her og naturen derude. Vi er ikke bare en del af det samme kredsløb, vi er natur. 

Poesien, filosofien, matematikken og naturvidenskaben, markerer, som Inger Christensen også peger på, ikke et skel mellem os og naturen, de repræsenterer forskellige erkendelsesformer, måder, hvorpå vi mennesker prøver at forstå naturen og verden[iv]; og da mennesket selv er natur, så er hele vores stolte kulturhistorie, naturens forsøg på at forstå sig selv[v]. Kultur og videnskab ikke som et skel mellem menneske og natur, men markerende en intim forbindelse. Når vi taler, er vi naturen, der taler, når vi tænker, er vi naturen, der tænker, når vi betvinger naturen derude, så er vi naturen, der betvinger noget i sig selv. 

         De sidste hundrede år har vi påvirket vores planet så voldsomt, at vi i dag står over for så store forandringer af klimaet at det, hvis der ikke straks foretages drastiske ændringer i kursen, vil få katastrofale og ødelæggende konsekvenser for vores egen og de fleste andre arters livsbetingelser.

Vi har skabt en økonomi, der baserer sig på, at vi forbruger og producerer og transporterer i stadig højere grad. En global økonomi med så svært gennemskuelige indre dynamikker og magtstrukturer, at de for de fleste virker helt abstrakte, hvilket de facto gør os ude af stand til at tyde sammenhænge og skabe forandring. Det er svært at holde fast i erfaringerne af alt det, der vibrerer finere, svært at huske noget vi så i et glimt. Vi har henlagt erfaringen af forbundethed og den eufori, Woolf taler om, til det private rum – til kunsten, teknofesterne, til meditation og det religiøse rum. Vi har skabt et hierarki, hvor de konkrete sanselige erfaringer skal opløftes til bevidsthedens rationelle fakultet, for overhovedet at have værdi. Hele den konkrete verden oversættes til materiale, ressource, tegn og løftes dermed til en symbolsk orden. Og sådan tømmer vi, som vi i rigid fortolkningslære ind perioder systematisk har tømt kunsten for konkret indhold og fylde. Vi tømmer verden for betydning i sig selv, næsten uden at opdage, at det er os selv, vores egen adgang til at erfare verden vi udhuler.  

Det er foruroligende og tankevækkende, at vi som art ikke ser ud til at kunne reagere på truslen mod vores egen eksistens. Det er 32 år siden James Hanson, lederen af det amerikanske NASA Goddard Institute, advarede mod konsekvenserne af den fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Vi har haft tre årtier til at ændre vores afhængighed af kul, olie og gas, og vi har i det store og hele intet gjort. Vores skove brænder, isen smelter og niveauet af CO2 i atmosfæren er ligeså højt som for mere end tre millioner år siden, da vandstandene var 10-20 meter højere. Forskerne fortæller os, at der stadig er tid, men også at det kræver en hurtig og gennemgribende forandring af hele vores samfund. Men vi honorerer ikke radikaliteten i den opgave vi har. Vi står over for så drastiske reduktioner af vores ressourceforbrug, en så gennemgribende omlægning af økonomi og industri, at muligheden for at forhindre naturens selvforstærkende processer i at tage over i højere og højere grad bliver teoretisk. Vi ved fra forskerne, at naturen selv kommer til at tage over, at hvis vi ikke bremser udledningerne inden for få år, vil naturens selvforstærkende processer træde i kraft. Vi ved ikke præcis, hvor de såkaldte tipping points er – der, hvor det ikke længere betyder noget, hvad vi gør – men vi ved, vi er tæt på, og vi ved, at når vi kender svaret, vil det være for sent. Det er derfor, at FN’s mål om at holde temperaturstigningerne under 1,5 grad betyder noget, og det er derfor, vi ikke kun kan sætte vores lid til nye teknologier, som endnu ikke er udviklet. Med Alex Steffens ord – ”At vinde langsomt er fundamentalt set det samme som at tabe med et brag”([vi]). 

I vores del af verden tror vi stadig på oplysningstidens ideal om, at viden er magt, men i praksis synes det snarere at forholde sig omvendt – magt er viden, for magten tilvejebringer den viden, magten behøver for at bestå. “Ethvert samfund klamrer sig til en myte, som definerer, hvordan vi lever vores liv. Vores er myten om økonomisk vækst”, skriver den britiske økonom, Tim Jackson i sin rapport, “Prosperity Without Growth[vii]”. Jackson var leder af den engelske bæredygtighedskommission. Han blev lagt på is, da han i sin rapport beskrev, hvordan fortsat økonomisk vækst var uforenelig med en bæredygtig udvikling. 

         Der synes at være bred enighed om, at økonomisk vækst er nødvendig, ja ligefrem en del af løsningen på vores problemer. Nærmest ingen forholder sig til, at den økonomiske vækst medfører større ressource- og energiforbrug. At vores investeringer i vedvarende energi undermineres af et stigende behov for energi. I sit essay “Why growth can’t be green”([viii]), gennemgår den engelske antropolog Jason Hickel tre af de større studier, der de seneste år har forsøgt at analysere, hvad der skal til for, at det kan lade sig gøre at kombinere økonomisk vækst med en bæredygtig udvikling. Konklusionen er klar: Økonomisk vækst og ressourceforbrug hænger sammen. Uanset hvor optimistiske og indenfor systemet urealistiske forudsætninger forskerne lægger ind i deres scenarier – global skat på ressourcer, skat på CO2, store spring i teknologiudviklingen osv. – så vil ressourceforbruget stige, hvis vi fortsat skal have økonomisk vækst. Vi bruger allerede i dag mange flere ressourcer, end jorden er i stand til at regenerere. Med fortsat økonomisk vækst vil det kun blive værre. 

“Vi er en del af naturen, men er samtidig den særlige del af naturen, der kan betragte naturen og dermed betragte os selv”, skriver Inger Christensen. Vi er en del af det vibrerende liv, vi trækker vejret som træerne, vores kroppe er energi, vi er i en konstant udveksling med verden omkring os. Samtidig er vi den del af naturen, som med vores refleksive bevidsthed burde være i stand til at forandre vores økonomi og levevis, når vi kender konsekvenserne af at lade være.

Vi er underlagt abstrakte magthierarkier og økonomiske systemer så svært gennemskuelige og selvreproducerende, at det ser ud til, at friheden til at tænke først for sent vil slå om i friheden til at handle. “Jeg tror vi er ved at tabe kampen. Klimaforandringerne løber hurtigere end vi gør”, sagde FNs generalsekretær Antonio Gueterres i januar 2019([ix]).

         Man kan håbe, at netop vores erfaring af magtesløshed, vreden over og sorgen ved, den ødelæggelse af planeten, der allerede er sket, i samspil med en vilje til at se sig selv som en del af naturen, en del af hele det pulserende rige liv på denne planet,   vil gøre os i stand til at skabe grundlæggende systemiske forandringer frem for bare lokale og individuelle. Og jeg tror det indebærer et kontroversielt opgør med idéen om fortsat økonomisk vækst kombineret med et mål om at sikre alle menneskers basale behov – som en del af en plan om at drage omsorg for den natur, vi ikke bare er afhængige af, men også en del af. 

Det kan virke sentimentalt, her på kanten af katastrofen, at pege på vores erfaringer af forbundethed, som en del af svaret på, hvordan vi skal lykkes med at gennemføre grundlæggende ændringer af vores samfund og vores økonomiske politik. Det kan lyde som en genkomst af romantikkens enhedstænkning, og det er det måske også i en eller anden form. Jeg tror ikke, at videnskabelige prognoser, hvor tydeligt de så end fremskriver vores civilisationers undergang, kan animere os til at skabe den nødvendige forandring – så var det sket. Jeg tror på at de personlige erfaringer af forbundethed er en vigtig del af mobiliseringen af den kraft, der skal til for skabe forandringerne. Præcis hvordan overførselen af energi skal ske, hvordan vi skal lykkes med at forbinde de sensitive erfaringer med en videnskabelig forståelse af naturens processer og få det hele til at udkrystallisere sig i kollektiv bevægelse, der kan fungere samlende, handlende, følsomt og organiserende – det er et af de store spørgsmål, vi står overfor i dag. Og som endda skal forsøges besvaret af en kultur der allerede sørger– for når WHO peger på depression som en af de næste store epidemier, en epidemi, der især rammer den privilegerede vestlige verden, er det  måske ikke uden forbindelse til vores igangværende ødelæggelse af vores arts – og hundrede tusinder af andre arters – eksistensgrundlag? 

Ved at tilskrive vores erfaringer af forbundethed værdi, ved at tage dem seriøst som en mulighed for at forstå og mærke, hvad det egentlig vil sige at være menneske, åbner vi os for den erfaring af udsathed, der er nødvendighed for, at vi kan mobilisere en langt større kraft i den bevægelse, der skal forandre vores samfund og vores økonomi. Vi må vende os og samle os omkring et forsvar for det konkrete, for den verden, vi kan se og mærke. Måske vi skal genlæse Alexander von Humboldt, som allerede i begyndelsen af 1800-tallet pegede på naturen som et stort, af tusind tråde forbundet, organisk hele. Måske vi også skal udvikle et sprog og en tænkning, der ikke så hårdt adskiller naturvidenskabens observationer fra forestillingsevnen, følelsen, æstetikken, men i stedet lader os nærme os verden med en tænkning der er så rig og kompleks som muligt. Og måske på den måde frigive noget af den kraft, der ligger i at mærke, hvordan vi er forbundet, så forandringerne reelt kan ske. 

Solen falder ned mellem grenene og bladene på alle træerne i byens parker, hækkene blomstrer i juni i forstæderne, og de kaster en tung dyne af duft ned over hende, der sidder der på de varme fliser og tegner med en hvid sten. Og ham, drengen, der for lidt siden fandt en snegl på Christianshavns Vold. Det sker i det mindste og det største, vi skal turde mærke, hvad det er, vi står overfor, turde sørge over det, vi allerede har mistet. Vi skal insistere på virkeligt at se på, hvad det er for et liv, et mangfoldigt og rigt liv, vi er i gang med radikalt at ændre betingelserne for. Det handler om at se på grafer og rapporter, det handler om temperaturstigninger og om naturens selvforstærkende processer, men det handler også om den konkrete erfaring af, i januar, at hakke en støvlehæl ned og slå isen i stykker, så dyrene kan drikke, at fjerne isen med hænderne og stikke dem tilbage i lommen til halmstrikkerne og kornene. Det handler om at mærke den uro i kroppen, når man i juni måned står under et vildt æbletræ, og opdager, at der ikke er et eneste insekt at høre mellem de sorte grene og hvide blomster, den sorg det er. Det handler om den følelse af på én gang at have noget uendeligt værdifuldt mellem hænderne og samtidig være i hænderne på noget større. At være udsat og mægtig på én og samme tid, en barnehånd, en ubetydelig krusning på havet, det igen at trække ind under et træ, når regnen begynder at falde, som man gjorde det som barn, en efterårsdag for længe siden. Lyden af bølgerne, duften af ammoniak i stalden, en kat, der sover i en lysstråle, et barn der vågner i en baggård, og en mor, der rejser sig.   

//

Citerede værker:

Christensen, Inger. 2000. Hemmelighedstilstanden. Copenhagen: Gyldendal.

Stein, Jean. 1956. ‘The Art of Fiction’. Paris Review, 4 (12), Spring, pp. 28–52.

Haugland, Anne Gry. 2013. ‘Digtets Natur’. Kvant, 4, December.

Heaney, Seamus. 1980. Preoccupations: Selected Prose, 1968–1978. New York: Farrar, Strauss and Giroux.

Hickel, Jason. 2018. ‘Why Growth Can’t Be Green’. https://www.jasonhickel.org/blog/2018/9/14/why-growthcant-be-green, 14 September. Accessed 28 January 2020.

Jackson, Tim. 2009. Prosperity without Growth? Foundations for the Economy of Tomorrow, London: Sustainable Development Commission. https://www.growthintransition.eu/wp-content/uploads/prosperity_without_growth_report.pdf. Accessed 30 January 2020.

Steffen, Alex. 2017. ‘The Last Decade’. https://thenearlynow.com/the-last-decade-and-you-489a5375fbe8. Accessed 28 January 2020.

WEF 2019. World Economic Forum. ‘António Guterres: Read the UN Secretary-General’s Davos Speech in Full’. https://www.weforum.org/agenda/2019/01/these-arethe-global-priorities-andrisks-for-the-future-according-to-antonio-guterres/, 24 January. Accessed 28 January 2020.

Woolf, Virginia. 1985. ‘A Sketch of the Past’ (1939). In Moments of Being, 2nd edition, pp. 64–65. San Diego: Harvest Book.


[i] Woolf, Virginia: A Sketch of the Past, 1939, in Moments of Being, Mariner Books, 1985, pp. 64–65. På dansk, Rids af fortiden, forlaget virkelig

[ii] Imaginative experience, her tentativt oversat til poetisk erfaring

[iii] William Faulkner, The Art of Fiction No. 12

Interviewed by Jean Stein

ISSUE 12, SPRING 1956

[iv] Christensen, Inger: Hemmelighedstilstanden, 2000

[v] Anne Gry Haugland, “Digtets Natur”, 2013, Kvant.dk

[vi] https://thenearlynow.com/the-last-decade-and-you-489a5375fbe8

[vii] Jackson, Tim: Prosperity without Growth, – Foundations for the Economy of Tomorrow, Taylor & Francis Ltd 1996 https://www.growthintransition.eu/wp-content/uploads/prosperity_without_growth_report.pdf

[viii] https://www.jasonhickel.org/blog/2018/9/14/why-growth-cant-be-green

[ix]https://www.weforum.org/agenda/2019/01/these-are-the-global-priorities-and-risks-for-the-future-according-to-antonio-guterres/

//

Josefine Klougart, f. 1985. Forfatter bosatt i København. BA kunsthistorie og litteraturhistorie, Forfatterskolen i København 2008-2010. Gjesteprofessor i Verdenslitteratur på Bern Universitet 2018. Medeier av og redaktør på Forlaget Gladiator. 

Foto: Sofie Amalie Klougart

Comments are closed.

Powered by WordPress.com.

Up ↑