En uskyldig og stimulerende leg er: Hvilken bog ville du tage med hvis du strandede på en øde ø? Sandsynligheden for at strande på en øde ø er dog forsvindende lille. Det realistiske spørgsmål må i stedet være: Hvilken bog ville du tage med hvis du blev tvunget til at flygte? Og svaret på det spørgsmål er rimeligvis: Ingen. Mobiltelefon, varmt tøj og vand virker som mere oplagte genstande. Men hvis man nu alligevel skulle få mulighed for at tage en bog med så burde den bog være Homers Iliaden – sangen om Ilion, sangen om grækernes 10 år lange krig mod Troja – også selvom den er tung. For Iliaden er af mange grunde den nødvendigste bog der findes. Den beroliger og trøster alene via heksameterets stadige fastholdelse og udvidelse af tiden. Den viser menneskelivet frem som det er: Med dårskab og dumhed, kærlighed og kløgt. Den er et læredigt som lærer os hvad krig er og hvilke konsekvenser den har. Den lærer os om, hvordan vi skal huske de døde, hvordan vi tager deres historier med os. Og sidst men ikke mindst så tilbyder den os et glimt af, hvordan vi kan forholde os til krigen, hvis vi vil undgå at den overhovedet går i gang.

Eit taust språk

Då eg gjekk på ungdomsskulen skjedde det brått. Læraren bad meg om å lesa høgt. Og som frå ingenstad kom brått ei redsle over meg som heilt overvelda meg. Eg liksom forsvann inn i redsla og var berre den. Eg reiste meg og sprang ut or klasserommet.