KRIG ELLER KLIMA? / CARSTEN JENSEN

Hvad skal vi forberede os på i den nærmeste fremtid: en krig mod Rusland eller en forværring af den klimakrise, der vil undergrave selve vores livsgrundlag?

For politikerne er det et enten-eller. Nye opinionsmålinger viser, at klimaet er rykket langt ned på listen over danskernes prioriteringer, mens oprustningen er helt i top. Og det skyldes politikernes overtalelsesevner.

Kan du huske dengang, Mette Frederiksen ville forklare os, hvorfor det var så indviklet alt det der med klimaet? Hun kendte en enlig mor med tre drenge, som skulle have deres spaghetti med kødsovs, og det ville mor ikke have råd til, hvis kloden også skulle reddes.

Nu hører vi ikke så meget om den enlige mor med de tre drenge, men vi må gå ud fra, at hun er blevet prepper i færd med at fylde kælderen med kødsovs.

Hvorfor er klimaet pludseligt ikke så vigtigt?

Argument 1.: Danmark er så lille et land, at det alligevel kan være lige meget. Det samme argument kan vi bruge om oprustningen. Hvor længe kan en dansk hær holde stand mod den russiske, hvis den efter at have erobret Tyskland, når frem til den dansk-tyske grænse? Fem timer?

Mere sandsynligt er det, at russerne angriber med missiler og droner, og så er det ikke kanoner, vi skal have, men et avanceret luftforsvar, hvad der er noget helt andet. Mest sandsynligt er et cyber-angreb, der får det super-digitaliserede Danmark til at kollapse.

Argument 2. Der er ikke profit nok i et bedre klima. Vi må tænke på erhvervslivet. Forestil dig samme tankegang anvendt på hospitalsvæsenet. Velfærdsstaten handler ikke om profit på syge mennesker. Vi har en række helt elementære behov for omsorg, pleje og sundhed, som hverken markedet eller profit-manien kan løse. Se på klimaet på samme måde. Vi har brug for klima-omsorg, klima-pleje og klima-sundhed. Og ingen af delene kan vi kan overlade til markedskræfterne.

Argument 3: Kina. Kina er den største klima-synder. Derfor kan vi andre lige så godt give op, indtil Kina tage sig sammen. Det er rigtigt, at Kina i absolutte tal slår rekorden, når det kommer til CO2-udslip, men det skyldes, at Kina har næsten dobbelt så mange indbyggere som USA og Europa til sammen.

Tog alle for sig af verdens ressourcer som danskerne, havde vi brug for fire jordkloder.

Hvis vi ser på CO2-udslip pr. indbygger ligger USA nr. 8 på den sorte verdensrangliste, Danmark nr. 11 og Kina nr. 38. Tog alle for sig af verdens ressourcer som danskerne, havde vi brug for fire jordkloder. I Kinas tilfælde er det to. Det er stadig alt for meget. Men Kina er førende, når det gælder produktion og opfindelser af bæredygtig teknologi som vindmøller og solceller.

USA er under Trump ikke længere en pålidelig militær alliancepartner. NATO’s musketer-ed er på vej til at blive opsagt, så Europa kan ikke møde Rusland ubevæbnet, uanset hvad Putin måtte finde på. Så langt giver jeg oprustnings-fanatikerne ret. Men hvorfor er det den enlige prepper-mor med kødsovs i kælderen, der skal finansiere kanonerne?

Hvorfor bliver de over 2000 milliarder kroner i russiske penge indefrosset i europæiske banker ikke brugt til oprustning? Og hvad med de over 150 milliarder kroner, EU hvert år betaler for russisk olie og gas, til trods for højtidelige løfter om sanktioner, penge, der er en direkte støtte til Ruslands krig?

Nej, siger Europas ansvarlige politikere. Uden russisk gas og olie måtte vi omlægge til rigtig grøn bæredygtighed, og det er alt for kompliceret. For 150 milliarder kroner kan Rusland slå mange ukrainske soldater ihjel, men sådan er tilhængerne af Vestens fossile brændstoffer allieret med de russiske våbenproducenter.

Men tænk nu, hvis oprustningen herhjemme blev finansieret af de store firmaer? Tænk, hvis Mærsk fik samme trækprocent som den enlige mor? Så ville der på et indbringende år indgå et trecifret milliardbeløb i statskassen. Vi kunne desuden pålægge de rige et oprustnings-tillæg. Her har vi en god begyndelse.

Først holder vi op med at importere russisk olie og gas. Og så må vi forene forsvaret for klode og klima med det nødvendige selvforsvar mod denne verdens klimafjendtlige diktaturer og autokratier, fra Putin til Trump.

Det ville være en oprustning, jeg kunne gå ind for.

Kommentarer er stengt.

Blogg på WordPress.com.

opp ↑