Pressefotos af forfatteren Amalie Smith

Av Amalie Smith / Pressefoto: Lærke Posselt

 

Jeg kan ikke få gåturen i Troldeslugten til at hænge sammen som en bevægelse gennem et landskab; den forbliver en mængde af løsrevne mere eller mindre fremkaldte billeder. Otte blåsorte biller, der spiser en snegl og noget gult græs, der bølger ned over en skrænt med mange rødder. Dammen er blank som en touchscreen. Træernes millioner af blade.

 

Jeg skriver fra et lille hvidt murstenshus ved Hald sø ved Viborg og fra en feber, der i forgårs bredte sig fra et ømt punkt i min hals. Jeg bor her alene og ankom i dag. Det regner, og en kraftig blæst ælter havens træer. Haven er fugtig, grøn og kold, søen er hvid og urolig. Det er mandag den 12. august. En hjemmeside fortæller, at dagen er aftaget med 2 timer og 22 minutter.

 

Jeg var her sidste august med en varme, som ikke var feber. Ved solopgang badede jeg i søen, i vand, der var silkeblødt og brunt. Dagene står ikke alene. Fra sidste års notater: En båd driver rundt på søen uden nogen om bord. En vædder ligger på marken, dens indvolde er spist, hofter og lårbensknogler er intakte og blottede. Bade i søen og tænke på al den død, der er under mig. Og det liv, der kommer af den død. På cykel tilbage fra købmanden overhørte jeg en samtale mellem dem, der cyklede bag mig. Den ene fortalte om sin kollega, som var sprunget ud med faldskærm fra to kilometers højde. Faldskærmen havde ikke foldet sig ud, men manden overlevede. ”Alt i ham brækkede”. ”Man skal ikke lande på benene, men brede sig ud og lande fladt på maven.” Jeg så dem ikke, jeg hørte kun deres stemmer.

 

Jeg skyller min mund og min hals i varmt saltvand, før jeg skal sove, i håb om at det fremmede, der har taget bolig der, vil dø i løbet af natten. Jeg ved ikke, om det virker, hvis det er virus. Virus har ikke sin egen cellekerne, den har brug for en vært, så er jeg blevet værten. Så er jeg blevet virus. Jeg ved ikke, om det hjælper at skylle sine egne celler i saltvand.

 

Isen lå her, og den kommer til at ligge her igen, sagde taxachaufføren og pegede på en rundkørsel længere fremme. Den jævner det hele med jorden. Det har ikke noget med balance at gøre. Naturen er ikke harmonisk.

 

Jeg vågner med smerter ved tretiden, det er feberen, der har sat sig hofterne. Jeg står op, da det bliver lyst, spiser morgenmad og smertestillende piller, går i seng igen og sover til klokken ni. Jeg ligger og lytter til en mus, der bor inde i væggen. Jeg havde en drøm om nogle geder, der blev delt op i to hold, det ene hold fik tøj på og boede på hotel. De blev meget hurtigt vant til det og lærte at telefonere.

 

Jeg cykler en tur mellem nogle af de meget kraftige regnskyl, der kommer og går dagen igennem. Tirsdag den 13. august. Dagen er aftaget med 2 timer og 27 minutter. Den vej, jeg cykler på, er en del af Margueritruten. Landskabet krydses af asfalterede veje og et mere fintmasket net af grusstier med udsigtspunkter. Et landskab har brug for udsigtspunkter, som etablerer en følelse af overblik og sammenhæng. Stier med indlagte blikretninger og en blindvinkel, som er stien selv. Og infoskilte ved indgangen. Her genoprettes overdrevet, fortæller skiltet ved Dollerup bakker. Her føres landskabet tilbage til en tilstand, vi tidligere tænkte på som unaturlig og udpint, men som har vist sig at rumme særegne planter og dyr. Skov- og naturstyrelsen spoler tiden tilbage.

 

Længere tilbage: Jylland var landfast med England. En tør vind piskede ind over det golde landskab og sleb sten i facet. Isen kom vandrende nordfra og standsede her ved Dollerup bakker. Vandstanden i Hald sø steg 20-30 meter, da isen smeltede. Den gav slip på jord og sten med skurrestriber, rombeporfyr samlet op i Oslo fjord. Det, der kan vandre med isen. Et landskab står ikke alene.

 

På havnefronten i Oslo lignede solen et genskin i en blikdåse, vild, men også underligt utroværdig. Som om solen trådte frem himlen. Selvom alle ved, at den er langt længere væk end himlen, at dens lys trænger gennem atmosfæren.

 

Alt her i bakkerne er inddelt i riger. Dyreriget, planteriget, mineralriget. Som vist nok skal være gensidigt udelukkende, så man kan skille det hele ad og putte det i forskellige bunker, som når man river et hus ned. Hvordan skille mineralerne fra insekterne? Jeg læser en tekst om at taksonomier skal forstås som æstetiske størrelser. Den gør mig glad. August er insekternes måned. De som kommer ind med lyset, alle deres former. Flyvestankelbenet som tumler rundt under natlampen, hvorfor ser det sådan ud? Hvilket miljø har gjort de lange ben fordelagtige?

 

Jeg bliver ved med at tænke på de brune skovsnegle, der parrede sig i græsset uden for huset sidste år, og hvis jeg står tidligt nok op, om jeg kan se dem igen. De lå i det våde græs på det skrå stykke ned mod søen og formede cirkler ved parvis at bide hinanden i halen. I midten af hver cirkel lå en klump perlemorshvidt slim. Da jeg kom tilbage fra søen var cirklerne begyndt at dreje rundt, først langsomt, men efterhånden hurtigere og tættere. Sneglene bed sig op af hinandens ryg, drev hinanden frem til et slags klimaks. Så trak den ene sig væk, og den hvide slimklump delte sig i to fuldstændig ens hvide kønsorganer, som på samme tid trak sig ud af hinanden og gav slip på hinanden. En hermafroditisk parring. Det var meget smukt og symmetrisk.

 

Nørrebro. De spiser en kunstig bøf i nyhederne. Det er nyheden selv. At man kan gro muskelfibre af stamceller ved at strække dem og behandle dem med elektriske stød, som får dem til at vokse i petriskålen. Man blander 20.000 af de muskelfibre med æggepulver, brødkrummer, rødbedejuice og safran, som giver en autentisk kødfarve, selvom der aldrig strømmede blod til de muskler. Min kæreste sender et link til en video om en printer, der kan printe mad; en teknologi, NASA er i færd med at udvikle til rumbaser. Den printede mad ligner tarteletskåle og hundekiks. Den indeholder, hvad en specifik krop har brug for af proteiner, kulhydrater, fedt, vitaminer og mineraler.

 

Onsdag den 14. august. Dagen er aftaget med 2 timer og 31 minutter. Månen står op kl. 15.08 og er tiltagende. Jeg vågner med næseblod og en tør hoste. Musen fra væggen havde lagt en hilsen på min hovedpude i går aftes, jeg knipsede den væk og gik hurtigt i seng og forsøgte at glemme, at den var trådt ud af fiktionen. I dag sætter jeg en fælde op, drysser lidt parmesanost jeg har fundet i køleskabet på lokkestykket.

 

Det er blæsten, der gør mig urolig. Og det fugtige indeklima i huset. Det er ikke et godt sted at blive rask. Vandstanden i søen er høj, stenen ved trappen er dækket af vand, og træerne dypper deres lavthængende blade i søen. Jeg går ned til ruinen og tænker på dem, der boede der, uden at vide hvem, jeg tænker på. Bare en følelse af andre vilkår.

 

Jeg så en film, der hedder Moon med min kæreste for nogle uger siden, og den gjorde mig bange. Den handler om en mand i en nær fremtid, som bor og arbejder helt alene på månen på en treårskontrakt, men han finder ud af, at han er en klon, der bliver slidt op og erstattet af en ny klon hvert tredje år; at andre versioner af ham ligger i dvale i månebasens kælder. Jeg er bange for sådan et hurtigt kropsligt forfald, at kaste blod op og tabe tænder. Jeg er bange for plantet hukommelse. Og for at bo i rummet. Men det gør vi allerede, sagde min kæreste. Vi gik en tur i den varme julinat bagefter, lagde os på en afsveden græsplæne mellem nogle boligblokke ude i Nordvest, men jeg kunne ikke slippe følelsen af at være inde i filmen. Og ude i rummet.

 

August er en afsked med sommeren, et billede man tager, før man vender sig om og ser ind i efteråret. I Oslo er en kvinde hoppet i vandet med sin iPhone, hun vil tage et billede af nogle børn, der hopper i fra kajen. Hun træder vande med telefonen i hånden, ryster den anden hånd fri for vand, før hun trykker på skærmen. Nu, råber hun, og det lykkes.

 

Sidste august var euforisk. En mand tog min hånd og førte mig ned på stranden i mørket. August er måneden for kornmod, stjerneskud, morild. Alle parrer sig før det er for sent, trænger ind i hinanden og lyser. Når man svømmer i morild, trækker man lysende spor, så vi svømmede i stjerner, med stjerneskud over os – Perseiderne – en meteorsværm, der strejfer jordens atmosfære i august, og som hedder sådan, fordi stjerneskuddene springer fra et punkt i stjernebilledet Perseus. Jeg svømmede længere og længere ud, fordi jeg kiggede på mine hænder, der fik vandet til at lyse.

 

Jeg er ikke den eneste her, der ser. Fluerne har kalejdoskopøjne. Bierne ser ultraviolet lys. Uglerne kan se i mørke. Muldvarpen ser binært; lys-mørke. Kattene er farveblinde. Dådyrene ser hele horisonten på en gang. Landskabet er fuld af øjne, der ser. Perspektivpunkter, der ikke kan lægges sammen til et enkelt billede. Så mange syn og så mange hensyn at tage.

 

Den arktiske zone rykker to kilometer længere nordpå hvert år, så hurtigt går det. Det var i nyhederne i sidste uge. Hvis isen rykkede den anden vej, ville det være lettere at forstå som en trussel. Hvis dens kæmpe krop var geleagtig i bunden og gled som en snegl henover flere og flere lande. Regeringen har fremlagt sin klimaplan i dag; de vil lægge låg på gylletankene. Jeg ved ikke, om man kan lægge alt for store og alt for små perspektiver sammen til noget, der giver mening.

 

Jeg er meget alene i det her hus, når der er mørkt udenfor. Mørket er en grænse, som en iltfattig atmosfære rundt om huset. Jeg tager mit sorte regnsæt på, når jeg skal ud, men jeg går ikke ud om natten. Jeg trækker ikke gardinerne for. Jeg sidder her i de lysende vinduer. Strømmen gik tidligere i dag fordi et æg kogte over, og der kom vand ned i komfuret, nu er den tilbage. Der er en stille panik i mørket. Der er en lyd af vand, der falder meget langt ned under huset, da jeg skyller ud i toilettet.

 

Torsdag den 15. august. Dagen er aftaget med 2 timer og 36 minutter. Månen står op kl. 16.20. Da jeg googler Perseiderne finder jeg ud af, at meteorsværmen i år kom forbi natten mellem den 12. og 13. august, så jeg har ligget og sovet under den. Jeg er ikke i sync med naturen og dens åbningstider. Da jeg vågnede, var jeg lettere i hovedet end i går. Musen er ikke gået i fælden i nat, at konstatere dét var også en lettelse.

 

I flyet på vej til Oslo så jeg et udsnit af jordkloden, som stemte overens med et kort, jeg kendte godt, og landskabet lå der, som om det forsøgte at ligne det. Men så var det også mere end det. Havet var hvidt og lignede is, og det havde lyse strækmærker på tværs af bølgerne. Brændingen lå som glitrende sølvfarvet omrids. Hver sky trak rundt på en skygge.

 

/

 

Amalie Smith er en av de virkelig gode unge forfatterne i Danmark. Hun er forfatter og billedkunstner, og setningene hun skriver har en formklarhet som kjennetegner sterke kunstverk. Tekstene henter ofte stoff fra forskjellige erkjennelsesområder, det kan være vitenskap, estetikk, personlige erfaringer, og setter tankebaner og sanseinntrykk opp mot hverandre i fruktbare og overraskende konstellasjoner.

I essayet Klimaaksjonen trykker, kaster små, hverdagslige observasjoner lys over det eksistensielle og filosofiske mørket den klimabevisste leseren befinner seg i. ”Jeg svømmede længere og længere ud, fordi jeg kiggede på mine hænder, der fik vandet til at lyse.”

Men Smith setter også ord på de observerbare og fryktinngytende forandringene som foregår her og nå: ”Hvis isen rykkede den anden vej, ville det være lettere at forstå som en trussel.”

Amalie Smith har gitt ut seks bøker, og den siste, Marble, kom høsten 2014.

”Det, der kan vandre med isen” er tidligere trykket i Politiken. Vi takker!