Det er en tid for uro. Er det en tid for sivil ulydighet?

«Det er på tide at steinen gir seg til å blomstre,

at uroen slås av et hjerte.

Det er på tide det blir tid.»

Jeg kom til å tenke på disse linjene, som er fra Paul Celans dikt «Korona» (1952), fordi de formidler en form for rastløs uro som jeg tror mange kjenner på i møte med klimaendringene. En uro som er rettet både mot framtiden og mot samtiden. Hva kan vi frykte i morgen og hva skal vi gjøre i dag? Det er på tide med et eller annet, men hva? Nytt stortingsflertall? Klimatoppmøte? Sivil ulydighet?

Les mer «Lydighet og dydighet / Marius Mikkel Kjølstad» →

Mørke.

– Pas lige på… 

Et sammenstød.

– Hov. Undskyld… 

Lyskegler. Mennesker kommer til syne. Og en lille kasse. 

– Hvad er det?

– Det er krisen… kom nu, bare syng.

– Krisen? Er dét krisen?

– Det er krisen. 

– Altså… dén krise? 

– Krisen!

– Er dét… virkelig?

– Ja. 

– Okay… Det er bare… Jeg er skuffet! Jeg havde troet, den var større…

– Den er lille i starten. Men så vokser den.

– Men den er pænere end jeg havde forestillet mig!

– Tager du pis på mig? Tager du PIS på krisen?!

– Nej, nej, det er bare… Jeg har bare aldrig troet på den… 

– Den står lige der.

– Der er blevet talt og talt og talt om den krise… 

– Og nu er den her. Endelig er den her. Kan du ikke mærke det? Den er så… 

den kraft den har… den bringer os tættere og tættere på. Den er så dragende, den kalder på os, den hvisker…

– Ih, dog. Hvad siger den?

– Den siger… den siger…

Les mer «The Falling Man / Joan Rang Christensen» →