The Falling Man / Joan Rang Christensen

Mørke.

– Pas lige på… 

Et sammenstød.

– Hov. Undskyld… 

Lyskegler. Mennesker kommer til syne. Og en lille kasse. 

– Hvad er det?

– Det er krisen… kom nu, bare syng.

– Krisen? Er dét krisen?

– Det er krisen. 

– Altså… dén krise? 

– Krisen!

– Er dét… virkelig?

– Ja. 

– Okay… Det er bare… Jeg er skuffet! Jeg havde troet, den var større…

– Den er lille i starten. Men så vokser den.

– Men den er pænere end jeg havde forestillet mig!

– Tager du pis på mig? Tager du PIS på krisen?!

– Nej, nej, det er bare… Jeg har bare aldrig troet på den… 

– Den står lige der.

– Der er blevet talt og talt og talt om den krise… 

– Og nu er den her. Endelig er den her. Kan du ikke mærke det? Den er så… 

den kraft den har… den bringer os tættere og tættere på. Den er så dragende, den kalder på os, den hvisker…

– Ih, dog. Hvad siger den?

– Den siger… den siger…

*

KRISEN KALDER PÅ EN SVUNDEN TID, DENGANG DET HELE STARTEDE. HVOR LIVET VAR ENKELT OG HORISONTEN EN LINIE FOR ENDEN AF BLIKKET. HVOR MENNESKET VAR EN MAND, OG MANDEN VAR HVID. 

HVOR VESTEN VAR CIVILISERET OG EROBREDE VERDEN. HVOR FREMTIDEN VAR NY OG GUD ET TÅRN I DET GAMLE EUROPA. HVOR HVERT FREMMED LAND VAR VILDT OG EKSOTISK OG UKENDT. HVOR DRØMMENE BLEV BYGGET, OG STORHEDEN SKABT. HVOR MENNESKET VIDSTE, HVEM DET VAR, OG AT DER IKKE FANDTES GRÆNSER FOR DETS FORMÅEN. 

JEG HAR DRØMT OM DENNE DAG. JEG HAR LÆNGTES EFTER AT VIDE, AT JEG ER LEVENDE. AT DET ER NU, MIN BETYDNING ER TOTAL, OG JEG 

ER DET VIGTIGSTE PÅ JORDEN. VILDERE END HAVET, HØJERE END HIMLEN. JEG ER VOKSET MED TIDEN, OG NU ER TIDEN KOMMET. 

JEG ER STØRST, OG DET DER ER STØRST KAN ALDRIG FALDE. 

JEG NÆGTER AT TRO, AT DER ER GRÆNSER FOR MIN STORHED.

JEG NÆGTER AT AFGIVE MIN MAGT OG MIN POSITION.

JEG ER MENNESKET. MIN SKÆBNE ER AT BESTÅ. 

*

Det sker i andre lande, hvorfor så ikke her? Det er kun et spørgsmål om tid, før det sker. Jeg ser det tydeligt for mig. Blæsten først, der stiger til storm, der stiger til orkan, der stiger til syndflod og tyfon. El-ledninger rives over, river tegl af tagene, stilladser der vælter, cykler og biler og indkøbsvogne og havemøbler mellem hinanden. Ting der vælter, ting der blæser rundt i gaderne. En skovl fra en sandkasse, hjulkapsler og afbrækkede grene fra træerne. 

Så bliver det mørkt. Og alle stopper. Alle ser det. Når bølgen kommer ind over havnen, indover landet, ind over byen. 1000 meter højt, mindst, er vandet, og alle ser det. 

Jeg forestiller mig de forfærdeligste ting. Når jeg lukker øjnene, ser jeg mennesker, der mister alt. Jeg ser dem miste deres job, deres bolig, deres ting. Jeg ser ting, der brænder. Penge, der brænder. Jeg ser regn, der falder. Blandet med støv og affald og noget ingen rigtig ved, hvad er. Jeg ser menneskene gå og flere komme til, pjaltede og fattige, forvredne ansigter, beskidte og tomme i blikkene, de stavrer afsted, de kan dårligt gå, horder af menneskemasser, som dyr, som lemmings mod klippekanten. 

Den slags ser jeg.

*

Jeg vækster. 

Se mig, se, hvor jeg vækster. 

Jeg vækster og vækster og nye gevækster skyder ud fra min vækst 

Jeg gro og vokser med sådan en hast, at jeg går ud over mine bredder. 

Jeg GROR! 

Og det bliver jeg ved med. 

Jeg er et træ

Jeg er græsset og blomsterne i din have. 

Jeg er saldoen op din bankkonto, dine ambitioner og dit ego.

Jeg strækker mig! 

Jeg virker og vokser og vrikker mig rundt om alle forhindringer. 

Jeg skyder. 

Op!

Der er ingen ende må min vækst.

Jeg vækster her og der og alle vegne, selv fra enden vokser jeg. 

Jeg folder mig ud på ny, man skulle tro, at jeg springes, 

men jeg bliver bare ved.

Jeg har vokseværk, vækstevirk, vaksevrik, jeg strækker mig.

Jeg rækker mig og strækker mig

Ud og frem og op og hen og rundt og gennem og over og i

Jeg er i evig, evig, evig vækst.

*

Vi lader økonomierne drive ind i vores sprog. De sejler gennem vores relationer og tankegange på områder som kærlighed, familieliv, venskaber og parforhold. De hjælper os med at sætte os selv i scene som hovedrolleindhaveren i vores liv – som det retteligt bør være. Ingen bør betale mere end andre. Det er vigtigt, at tingene går op. Hvis jeg giver noget, skal du også give. Hvis jeg betaler denne runde, betaler du den næste. Der er intet, der er gratis. Vi kan lave byttehandler, indføre timebyttesystemer eller skiftes til at gøre gode gerninger, så længe vi skiftes, og alle giver noget. Ingen må køre på frihjul. Ingen må ligge på hjul. Vi bør alle investere – noget.

Jeg investerer i dig. Jeg investerer i vores forhold og familieliv. Jeg investerer i mine følelser for dig og sætter penge ind på kontoen, og du gør det samme. Når du har underskud, genererer jeg et overskud og modsat. Det er vigtigt, at der er balance på bundlinjen. Sammen sørger vi for at skabe merværdi, så forholdet kan betale sig. Du forventer at få et afkast ud af det, du investerer i mig, og jeg forventer det samme. Vi holder øje med, hvordan balancen udvikler sig. Ingen af os skulle nødigt investere mere end den anden og på den måde føle, at forholdet bliver en underskudsforretning. Én gang i kvartalet laver vi en cost-benefit-analyse og sikrer, at ingen er i underskud. Hvis en konto er i underskud, kan vi overføre fra en anden. Vores strategi er, at alle  konti skal have sorte tal på bundlinien, når året er omme. Ellers må vi omlægge strategien. Eller hæve kassekreditten. Den sidste         mulighed anvender vi dog kun, hvis vi ikke kan se anden udvej. Dengang du blev fyret, havde du underskud på din egen konto og trak store veksler på min. Du var ret uduelig i den periode, det kostede mig dyrt. Til sidst blev jeg nødt til at smække kassen i. Jeg synes ikke, at det var fair, at jeg betalte for dit underskud i en længere periode. Jeg har jo trods alt investeret mine følelser i dig med en rentabel forretning for øje.  

*

Undergangen kommer. Det starter sådan her:

Jeg gjorde jo bare, hvad jeg blev bedt om. Det, jeg gjorde, var det, jeg havde lært. Hvordan kan det ødelægge verden? Jeg var god og ønskede ikke at være andet. Jeg elskede livet, for det var godt. Jeg levede i nuet, for det var også godt. Jeg ønskede mig det, jeg kunne få. Var det en fejl? Var det forkert? Jeg ejer, hvad der er at eje. Jeg troede, det var det, jeg skulle. Købe og eje og købe og eje, for det var godt. Jeg er ikke rigtig klar over, hvad det er, man forventer af mig nu. 

Den amerikanske psykolog Leon Festinger har udviklet teorien om kognitiv dissonans – som groft fortalt betyder ubalance/disharmoni mellem hvad der rent faktisk foregår, og hvad vi forestiller os eller håber på, at vi har gang i. Situationer af kognitiv dissonans håndterer vi alle via forskellige ubevidste mentaliseringsformer. Vi søger selektiv information, vi etablerer forklarende diskurser, vi opfinder falsk erindring. Denne teori kan give et vist forklaringsgrundlag i henhold til vores historie og har desuden værdi som supplement til de lidt mere gængse psykodynamiske teorier om vore psykologiske forsvar. Fortrængning. Og blokering.

Jeg har fornemmelse af, at der foregår noget bag linjerne. Jeg vil tro, at der er en reel sandsynlighed for, at jeg bliver snydt, men jeg ved ikke af hvem eller hvad eller hvordan. Jeg har prøvet at finde ud af det, men alt hvad jeg finder, er et mylder af modsatrettede forklaringer. Der er ikke rigtig noget, der er rigtigt eller forkert. Der er titusind meninger om alting. Hvad er mine muligheder? Hvad har jeg at vælge imellem? Jeg lever fra hånden til munden, jeg lader mig rive med af ingenting. Jeg følger med strømmen og giver strømmen skylden for, at jeg følger med den. Jeg er død, jeg er allerede altid død, og ved det ikke selv.

Han siger: Glemslens nødvendighed er ubærlig. Jeg ønsker ikke at glemme verden; jeg ønsker at fastholde mindet om den. Det eneste jeg har.

*

                      Den undergangsramte kan ikke selv skrive sin historie. Kun en                     meget arkaisk form ville være i stand til at opsamle den begiven-

                      hed, den undergangsramte deklamerer uden at kunne fortælle. 

Jeg har ingen ord for det, jeg oplever. 

Jeg har aldrig før oplevet, det jeg oplever nu.

Jeg kan ikke formulere, det jeg gerne vil sige

                      Begivenhederne, der skabte hans situation, virker på den sidste       

                      dag ubetydelige, og eksisterer kun ved deres genlyd, der til 

                      gengæld er enorm. 

Finanskrise, klimakrise, kulturkrise, identitetskrise – 

Jamen, hvor skal jeg starte?!?

                      Den undergangsramte skriver dagbog over sine genlyde.

Jeg er begyndt at skrive dagbog.

                      Den undergangsramte forsøger ubehjælpeligt at beskrive sine sår,   

                      sin smerte, glæde, og dets udlægninger og grunde. Men ingen         

                      fatter et suk. 

De fatter NADA! SUK!

                      Den, der står i orkanens øje, kan ikke se omfanget af ødelæg-

                      gelserne. Den, der drømmer om fortidens tilstand, kan ikke se, 

                      hvad fremtiden bringer.

*

NOGEN BURDE GØRE NOGET. NOGEN BURDE SIMPELTHEN GRIBE IND NU OG GØRE NOGET. DET ER PÅ TIDE, AT NOGET BLIVER GJORT, OG NOGEN BURDE GØRE DET. NOGEN BURDE TAGE SIG SAMMEN, DET ER IKKE FOR TIDLIGT. DET ER NÆRMERE FOR SENT. DER SKAL GØRES NOGET, DET ER PÅ TIDE, AT DER BLIVER GJORT NOGET. NOGET SKAL GØRES, OG NOGEN BURDE GØRE DET. HVAD VENTER VI PÅ? NOGEN BURDE GØRE NOGET NU.

*

VØLVEN

Verden skal slutte 

Den skal dø

Alting skal forsvinde

Menneskene skal forsvinde

Deres begær og deres grådighed

har drevet denne verden i sænk

Alt det onde 

kommer fra dem

De udpiner jorden

Der hvor de går

er jorden død

De efterlader jorden

udpint og død

De myrder hinanden

De dræber alt

fordi de vil have

Jeg er træt af livet

som det leves af menneskene

Træt af verden

Af dem der vil have

Verden skal slutte

Den må slutte og dø 

Og alting begynde forfra

/ Uddrag fra musikforestillingen

The Falling Man

af 

Joan Rang Christensen

Opført på Københavns Musikteater i 2014, rev. 2021

_______________________________________________________________

//

Joan Rang Christensen, f. 1976 i Sydkorea, er prisbelønnet dramatiker, forfatter og lyriker.

Hun er uddannet på Dramatikeruddannelsen v. Aarhus Teater (2004) og har skrevet tekster til over 40 scene-og radioproduktioner produceret i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, England og USA, herunder flere prisbelønnede. Hendes virke omfatter endvidere digte, performancetekster, singles, kunstpolitiske og journalistiske tekster m.m.

I 2013 stiftede hun Johns Teater, hvor hun er direktør og producent, og som producerer scenekunst med fokus på kønsmæssig og etnisk ligestilling.

Siden 2017 har hun været fast underviser og studielektor på Den Danske Scenekunstskole, Dramatisk Skrivekunst, hvor hun bl.a. underviser i lineære og alternative dramaturgier og er vejleder på midtvejsproduktionerne.

Hun har modtaget flere priser for sit kunstneriske virke, herunder Dansk Blindesamfunds Radiospilspris 2006 for Blodets Bånd og Årets Reumert for bedste musikteaterforestilling i 2009.     I 2020 modtog Bisballeprisen for sit samlede forfatterskab.

Hun udkom som digter med den meget roste digtsamling Omkring Floden Han i 2020.

Ved siden af sit virke som forfatter og scenekunstner, driver hun klinikken Adoption Healing Danmark, som udbyder specialudviklet krops- og psykoterapi til adopterede og deres familier.