ØVELSER / Silja Henderson

Du forsøger at væve et tæppe af margueritter. Du nynner,

præstekrave, spåblomst.

 

Hver dag tager du et billede af en fugl, indtil der ikke er flere fugle, eller indtil der kommer flere fugle.

Du svajer i ryggen, kryber sammen og springer, som en mår.

Du fylder lommerne med vilde blomsterfrø og strør dem ud overalt i en radius af 3 km fra dit hjem.

Du samler regnvand i en tønde. Du banker på låget og går ni gange rundt om tønden. Du falder på knæ og drikker grådigt af tuden.

Du optager lyden af vind i en fyrrelund. Du afspiller den baglæns for at opdage den på ny. Ikke til at skelne fra havet?

Du falder i søvn med skiftende billeder af udmagrede børn bag panden.

Du tilbyder et æble til alle du møder, indtil du ikke har flere æbler. Du tilbyder en ting fra dine lommer til alle du møder, indtil du ikke har flere ting.

Du sætter dig nøgen under et blommetræ og siger ord, der rimer på lys. Du griber blommerne, når de falder. Du bliver kold og mæt, henter tæpper og puder, lægger dig under træet og venter på på meteorregn. Når du vågner, ringer du til tre mennesker, du har forsømt.

Du fotograferer alle de træer du ikke kender og slår deres artsnavne op. Du glemmer dem igen, når du lænet tæt op ad stammen skuer op i de vældige kroner.

Du noterer øjeblikke af fryd og sorg i den samme notesbog. Du øver dine skrig.

Når du græder, gemmer du tårerne i en flaske. Du går ud til kysten. Du smager på tårerne og du smager på havet. Du trækker flasken ned under havoverfladen. Du er en stor beholder med havvand, der fylder en lille beholder med havvand.

Du ringer til din søster og siger, fortæl mig, hvad du drømmer!

Du siger til dig selv, det er en lys dag. Du forstår det ikke, men det er lyst. Ikke på trods af mørket, men på grund af det.

Du drømmer.

Du standser i skoven. Venter til du kan høre træerne suse i vinden. Du lægger dig i skovbunden. Over dig går træernes kemiske signaler gennem luften. Under dig deles nærings-stoffer i kilometerlange svampetråde. Myrerne går som trækninger på din hud.

Du taler ikke i en uge.

Du laver en fløjte af syv glasflasker, som du fylder med søvand. Du laver en fløjte af syv glasflasker, som du fylder med havvand. Du laver én melodi til søen og én til havet.

image

Bilde2

Bilde3

NOTER 11. oktober – 10. december

Nordamerika har mistet 3 millioner fugle på 50 år, Det er næsten en tredjedel af den samlede population. I Europa er hver sjette ynglefugl forsvundet siden 1980. Seks hundrede millioner fugle. En konserveringsforsker advarer om ”the very real threat of a silent spring”.

Mark Bould skriver i Boston Review: Imagine a world haunted not just by the dead, but by the specter of death. Drawn ever closer by the  already locked-in consequences of our actions  and inaction. Its domain extended by endless escalating catastrophe.

Imagine a future of foreclosed possibilities. Haunted by all the worlds that were, and all  the worlds that could have been.

 

Spætten er over os. Tungen viklet rundt om kraniet.

Spyt på det, der foragter ømhed, skriger han.

Spyt med dine kys!

*

Det er en mærkelig lettelse at være syg. Jeg kan ikke andet end at ligge i sengen og være. Hoste. Skrive noter på telefonen. Den tvang en syg krop kan udøve (over den syge virketrang). Af og til længes jeg efter den som efter en magtfuld omsorg.

Jeg forsøger at åbne mig indad mod det feberhede og opløste, lade det løbe ud gennem fingrene.

Hele tiden denne søgen efter noget åbent og andet. Dirrende rum, åbenbaringer.

*

Sydsudan står under vand. Mennesker lever på små øer i mudderet, i hungersnød. Børnene må svømme i skole.

Imens bliver mænd, kvinder og børn brutalt skubbet frem og tilbage mellem myndighederne på grænsen mellem Polen og Belarus. ”Flere og flere efterlades til fryse- og sultedød i sump- og skovområder, mens polsk militær forhindrer journalister og nødhjælp i at komme ind i området,” skriver Amnestys Martin Lemberg-Pedersen.

Hvis vi tænker på verden som “død materie”, vil vi udnytte det sjælløse stof, og hvis vi tænker på den som ubegrænset, vil vi begå vold imod dens grænser, siger den indiske økofeminist og miljøaktivist Vandana Shiva − ”How we imagine the world in our minds is how we relate to it in the real world”.

Hvis vi italesætter politisk-humanitære kriser som en slags krig, så kan vi bekrige de mennesker der er på flugt.

FORTÆLLINGER

Den sidste fisk

Drengen bar den sidste fisk i en lille blå spand. Han sagde: Jeg vil gøre alt for dig.

Og drengens far flettede ham en skjorte af tang: Se, nu

glinser du som den!

Hver dag bar han spanden, fast som et løfte.

Folk vil komme og se på fisken, sagde drengens far. Og de kom og de så. De sagde: Én fisk er ikke nok, én dreng er ikke nok.

Deres hænder var små af at bære så lidt, og de græd ned i spanden før de gik.

Og drengen sov og drømte, at hans søskende samlede skrald på stranden mens de sang: Én fisk er nok, ét barn er nok.

Senere så jeg ham bære fisken til min grav.

Hans voksne krop og den lille spand. Skyggen ind over hullet.

Han gav den mider fra mit bryst. Hans hænder var store.

Jeg sagde: Jeg vil gøre alt for dig.

Han sagde: Èn fisk er nok.

FLUGT & RITUALER II

I

Nu synger solsortene som ambulancer og mobiltelefoner

Nu bor der seks kolonier af flagermus i Fælledparken

Nu ligger du under birketræet og hvisker

                                                                                          jorden ryster

Du er en brun pletvinge, en birkemus

Du er rørledninger og grænsevagter

                                                    du stikker dine fødder ind i bålet du slår

                                             tænder ud af din datters mund dine lommer

                                                                                    er fulde af stjålne ting

                                                   

                                                                                             åben, blodåben

                                                                                                       ingen sko

 

 

II

 

Du er et barn der drømmer

Du er flere melodier, der spiller samtidig

vindmøller      ukuleler

spurve

Du er et lille skrig, når skoven åbner sig mod kysten

 

                                                                 I peger på havet og ler

                                                                 I peger på havet og I ler

//

Silja E. K. Henderson (f. 1981) er forfatter, uddannet cand. psych. og ph.d. i psykologi fra Købehavns Universitet. Aktuelt arbejder hun som freelanceredaktør og -skribent og er aktiv i «Forfattere ser grønt!»
Zonen er hendes 2. udgivelse. Det poetiske montageværk 1,7 Tipping Point udkom på Forlaget Gladiator i 2018.  Silja Henderson har tidligere udgivet fotografier og lyrik i en række tidskrifter, og har også tidligere bidraget med tekst til Forfatternes Klimaaksjon.
Foto: Kristian Sond

Kommentarer er stengt.

Blogg på WordPress.com.

opp ↑