Carsten Jensen / I mellemrummets skælvende spænding

Der er en ting, jeg frygter, når vi taler om kunst og klima: Didaktikken.

Den kunst, der beskæftiger sig med klimasammenbruddet, løber altid en fare for, at indskrænke sig til sit oplysende formål og ikke komme længere end det didaktiske og pædagogiske. Robert Louis Stevenson advarede i et af sine erindringsstykker, “Across the Plains”, mod den realisme, “der består af mudder og gammelt jern, billigt begær og billig frygt”, og så fortalt han en fabel om en munk, der forlader sit kloster og går ud i skoven for at lytte til en fugls triller. Da munken vender tilbage, viser det sig, at han har været borte i halvtreds år. Det er måske ikke realisme, men poesi, en poesi, vi kan lære mere af end mange bind fyldt med didaktiske pegefingre.

Anais Nin, der ellers står Stevenson fjernt som forfatter, skriver i samme ånd, at intet menneske “lever i saltets og syrens udvendige sandheder, men i sin hjernes varmt fantasmagoriske værelse med dets malede vinduer og fortællende vægge”, og det er ind i dette fantamasgoriske værelse, at også klimalitteraturen skal trænge. Det er også derinde, ny virkeligheder kan fødes, fjernt fra dystopiens muddder og gammelt jern, fjernt fra syren og saltet. Litteraturen må aldrig, tynget under byrden af nye opgaver, glemme, hvad kun den kan. Der må være noget af Stevensons munk i hver eneste roman eller digt om klimaet.

Det er ikke nok med hjertets enetale, sådan som den lyder i den romantiske tradition. Heller ikke til romantikken kan en ny klimalitteratur forstå sig som arvtager. Her er et engagement, der kræver indsigt i planetens forhold og præcise kurver for stormløbet på den harmoni, der ikke er mere. En ny litteratur er ikke et enten-eller. En søgen efter nye veje baserer sig ikke på udelukkelsens metode, men på omfavnelsens.

Smerte og sorg vil være reaktioner på de forandringer, vi står over for. Så meget vil gå tabt i det liv, vi troede, vi kendte. I en helt anden radikal forstand end den, vi er vant til, må vi se os selv som sårbare, ikke kun som individer, men også som fællesskab, og de to ting kan i klimakrisen ikke længere skilles af. Det er vores nye erkendelse. Vores civilisation er sårbar. 

Vi kommer til at tage afsked. Men vi kommer også til at sige goddag. Når vi taler om civilisationen,  bruger vi ordet i dets bestemte form, som om der kun var en civilisation, vores. Så bliver civilisationens død en altomfattende katastrofe. Fastholder vi derimod ordet i dets ubestemte form, civilisationer, så ved vi, at der er mange måder at leve på. Så betyder én civilisations død blot, at nye bliver født.

Findes der oplyste, poetiske skildringer af overgangs-civilisationer, og hvordan ser de ud? Kun et mylder af stemmer kan svare, et polyfont kor, et netværk af invitationer, der vil minde om svampenes underjordiske, vidtforgrenede, altid resistente rod- og netværk. Måske kan vi endda sige, at fremtidige civilisationer altid vil være overgangscivilisationer, ubestemte, søgende, eksperimenterende, foranderlige horisont-civilisationer.

Kan vi forestille sig os en besjælet videnskab, der vibrerer med de samme følelser, som vi ellers forbinder med kunst, og en kunst med det klarsyn, som vi ellers har vænnet os til at tilægge videnskaben?

Kan vi forestille os en kunst, der rækker ud efter videnskaben? Kan vi forestille os en videnskab, der rækker ud efter kunsten? Kan vi forestille sig os en besjælet videnskab, der vibrerer med de samme følelser, som vi ellers forbinder med kunst, og en kunst med det klarsyn, som vi ellers har vænnet os til at tilægge videnskaben? Kan vi forestille os et nyt partnerskab mellem videnskab og kunst? En videnskab, der som klimaforskningen allerede er i færd med, forhøjer vores moralske sensibilitet, en kunst, der udforsker nye territorier i en verden, der er så meget mere ukendt, end vor civilisation i sin videnskabelige triumfalisme bildte os ind?

Kan metaforen, med dens slående kraft, denne vækkelse, der opstår, når et ord overføres fra sin sædvanlige sammenhæng til en helt ny –  kan metaforen blive mødestedet for kunst og videnskab?

Jeg læste den italienske fysiker Giorgio Parisis bog “I en stæreflok”, hvor han analyserer bevægelsesmønstrene i en stæreflok, kommunikationen mellem fuglene og de pludselige skift, som sker på få hundrededele af et sekund. Men det blev ikke den analyse, der endte med at interessere mig. Det var hans ligefremme udsagn, at den virkelige verden i modsætning til videnskabens forsøg på at systematisere og kategorisere er uordentlig. Der var engang, hvor det var nødvendigt for videnskaben at forenkle fænomenerne for at forstå dem og se bort fra friktionen, forstyrrelserne og uordenen. Nu er fysikken blevet så velfunderet, at den kan genindrage uordenen.

Mens jeg læste, tænkte jeg, at det er det, kunsten altid har handlet om, friktionen i livet, forstyrrelserne, uordenen. Og så går Parigi netop det skridt videre og skriver om de fundamentale ligheder mellem kunsten og videnskaben. Ikke mindst intuitionen har de til fælles, og nu falder det gamle skel mellem fornuft og følelse til jorden med et brag. Og så fortsætter han: Metaforer spiller en vigtig rolle for, at forestillinger og ideer kan flyttes fra den ene disciplin til den anden. Det er metaforerne, der er forudsætning for dannelsen af en fælles bevidsthed. 

Den nyligt afdøde biolog Edward O. Wilson taler i sin “The origins of Creativity” fra 2017 om nødvendigheden af en ny, mere bæredygtig oplysningstid. Her priser han metaforerne. Uden opfindelsen af sproget var vi forblevet dyr, skriver han. Men var vi ikke gået et skridt videre og havde også opfundet metaforerne, var vi forblevet vildmænd. Det er ved hjælp af metaforerne, at sproget fornyer sig. Nye ord, nye kombinationer af ord, nye betydninger bliver alle tilføjet sproget ved metaforernes hjælp. En poetisk dimension forbinder i metaforen sproget med følelserne, og et sprog, der drives af følelser skaber ifølge Wilson den motivation, som er civilisationens drivkraft. 

En af de vigtigste årsager til den livsfarlige blindgyde, vi er endt i, er en række metaforer, der besidder en så enevældig kraft, at de i over et århundrede har styret al forskning og tankegang. 

En metafor er “vækst”. Vi kender metaforen til hudløshed. Vækst-dyrkelsen dikterer vores politikeres tankegang og den pseudo-videnskab, der kalder sig økonomi. Vækst, den bestandige ekspansion af vores produktion og forbrug, er vores livsbetingelse. 

Men i naturen findes evig vækst ikke. Der findes vækstcyklusser, når forårssolen igen inviterer blomsterne til at bryde frem. Men elefanten har intet ønske om at få en snabel så lang som en brandslange. Blåhvalen ønsker ikke at vokse sig en kilometer stor. Størst er ikke altid bedst. Naturen kender grænser. Mennesker gør ikke.

Begrebet økonomisk vækst er ikke andet end en metafor, en farlig, livstruende metafor, der kun bevidner, ikke vores fællesskab med naturen, men hvor fatalt langt vi har fjernet os den. 

Så er der metaforen “stige”, en tilsyneladende harmløs metafor. En stige er et simpelt redskab, men som metafor har også stigen livsfarlige konsekvenser. For når udviklingslæren, i en fejlagtig udlægning af Darwins evolutionsteori, placerer mennesket øverst på skabningens stige, så har vi givet os selv et moralsk fripas, der tillader os at lade andre skabninger bukke under, hvis de ikke tjener vores formål eller står i vejen for vores ekspansionstrang. Stigen er masseudryddelsens og slavegørelsens metafor.

“Fremskridt” er en beslægtet metafor, som er nært knyttet til ideen om fremtiden som et bedre sted. Med hvert skridt bevæger vi os mod en bedre verden. Det er kernen i vores ide om fremskridt. Den forudsætter, at vi kontrollerer både det landskab, vi bevæger os igennem, og tiden selv. 

Stige og fremskridt er metaforer, der installerer et hierarki mellem levende væsener, og det er derfor, der skal gøres op med dem.

Så er der de to beslægtede ord individ og individualisme, hellige ord og grundsten i en humanisme, skønt allerede Sigmund Freud for over 100 år siden satte et spørgsmålstegn ved myten om det udelelige individ. Nu har den nyeste forskning endegyldigt pillet denne myte fra hinanden. Kun halvdelen af cellerne i vores krop indeholder et menneskeligt gen. Vi er også bopæl for 160 forskellige arter af bakterier, som alle udgør hver deres øko-system. Vi har 22.000 forskellige menneskelige gener. Bakterierne i os har otte millioner gener. Alene i vores tarme er der flere bakterier, end Mælkevejen har stjerner. De lever med os i en kompleks symbiose. Vi er ikke individer, afgrænsede enheder. Og nej, vi er ikke udelelige, som ordet siger. Vi er delelige, ikke individualister, men dividualister, de, der kan deles. Vi er koralrev.

Men hvis vi nu forkaster væksten, stigen, fremskridtet og individet som vildledende metaforer, hvad skal vi så erstatte dem med? Jeg har allerede nævnt det første: koralrevet. Det må være erstatningen for stigen, indsigten i vores gensidige afhængighed arterne imellem. Og gensidig afhængighed betyder også gensidig hjælpsomhed. Det er evolutionens sande lære. Kun den art, der forstår sig selv som en del af et større fællesskab, overlever.  Hver gang vi udrydder en art, begår vi selvskade ligesom ulykkelige teenagere, der med en kniv skær sig i armen eller maveskindet, fordi smerte i det mindste er en følelse.

Hvad skal erstatte fremskridtet som metafor?

Vi mennesker har øjne i hovedet, og de sidder foran. Det er derfor, vi altid ser fremad. Fuglenes øjne er på siden af hovedet. De ser horisonten rundt. Fugle er aldrig på vej ud af landskabet, men altid midt i det. Er det så ikke fuglenes blik, vi bør lære af? At se med fugleøjne i stedet for menneskeøjne?

Tusind veje at gå, bliver vi tilbudt af Jorden, men halvblinde som vi er, kan vi kun se fremad. Gå tusind skridt i tusind retninger, da kommer vi endelig nogen vegne. Lad os med fugleblikket se horisonten rundt og vove at drømme større.

Minder den nye litteratur om en bøn?

Minder den nye litteratur om en bøn? Ordet falder mig ind, fordi den franske filosof Simone Weil i  “First and Last Notebooks” skriver om “opmærksomhed som den mest sjældne og rene form for generøsitet”, og for hende er opmærksomhed i slægt med bønnen. “Det burde også offentligt og officielt anerkendes, at religionen ikke består i andet end et betragtende blik,” skriver hun. Og hvis litteratur ikke er opmærksomhed, dette afgørende, betragtende, skabende blik over for livet, hvad er den så? “Kunst er en aktiv bøn,” skriver forfatteren Melissa Pritchard.

Simone Weil skriver også om samaritanerens blik, et udtryk, jeg er kommet til at elske, dette blik, som giver livet tilbage til den oversete, livløse skikkelse i vejkanten. I en efterskrift til et af hendes skrifter, skriver den unge forfatter Andreas Vermehren Holm om det nødvendige sprogarbejde omkring ord som “menneske”, “dyr” og “natur”. “Der er tomme billeder overalt omkring os, der kalder på en fylde og udarbejdning.” Vi lever i det, han kalder “en overgangstid, hvor den kamp om en udveksling af ord og billeder, som vores samfund består af, på skæbnesvanger vis er knyttet til selve muligheden for en artsrig og blomstrende verden… Når vi beskriver en skov som “tømmer” eller fossiler som “brændstoffer” eller dyr som “produktionsdyr”, gør vi det næsten umuligt at se.”

Det er det, klima-poesi kunne handle om: at lære at se.

Lad mig gå et skridt videre: Den tyske sociolog Hartmut Rosa benytter sig i en tale med titlen “Demokrati har brug for religion” af et usædvanligt begreb, i hvert fald i en sociologs mund: “Hjertets lydhørhed.” Han bruger musikken som et eksempel, men det, han mener, er egentlig andre mennesker, naturen og universet. At lytte til musik handler ikke om at kontrollere eller øge noget, hverken om fremskridt eller vækst i den forkrøblede forstand, vi udlægger ordene, men bare om at lytte. Åndedrættet, og det, han kalder et åndende verdensforhold, kommer til live.

Rosa bruger begrebet resonans, som ifølge ham har fire momenter: påkaldelse, handling, forandring, ukontrollerbarhed. De spørgsmål, der synes at stå tatoveret på vores sjæl, forstummer omsider, når resonansen opstår: Hvad er der i det her for mig? Hvordan kan jeg udnytte det, bruge det, kontrollere, beherske det? Du gør dig i stedet nøgen, berørbar og sårbar.

Hartmut Rosa mener, at resonansen har brug for et rum, ikke kun et åndeligt, men også et fysisk, og det er her, han tænker på kirken. Jeg kommer under læsningen også til at tænke på et andet rum, ikke kun kirken, men det rum, der i fællesskab kunne skabes af kunst og klimabevægelse. Hør blot, hvad Rosa siger: “For mig er den grundlæggende idé her, at ved grunden af min eksistens ligger ikke det tavse univers, en kold mekanisme, det nøgne tilfælde eller en fjendtlighed, men der står et svarforhold.” Er det noget smukkere billede på det, Rosa her prøver at sige, end Robert Louis Stevensons munk, der i 50 år lytter til den samme fugls sang.

Jeg ser en treenighed her, protesten, bønnen og kunsten.

Vil du lære at se og lytte, skal du være nøgen, berørbar og sårbar. Er det ikke det, klimabevægelse og kunst skal kunne gøre i fællesskab: etablere et svarforhold, og med det mener jeg ikke, en bedrevidende didaktik, men et tilhørsforhold til jorden?

Jeg ser en treenighed her, protesten, bønnen og kunsten. Opmærksomhed over for verden, den livsnødvendige opmærksomhed, ikke kun i overlevelsens tjeneste, men fordi den også åbner nye døre i sindet. Måske kan kunst også blive en bøn om igen at høre til på Jorden, ikke nødvendigvis som hjemkomst, men i skabelsen af et nyt forhold mellem menneske og natur, så Jorden omsider i ordets sande forstand bliver vores hjem.

Jorden, siger jeg. Er det den sidste og største af metaforerne, vi skal gøre op med? “Af jord er du kommet, til jord skal du blive,” bliver det sagt både i den kristne og den islamiske jordfæstelse. Men forstøver vi, når vi dør? Rådner vi ikke? Bliver vi ikke mere vandholdige og flydende, end vi allerede var? Der er ikke 70 procent jord i vores kroppe, men 70 procent vand. Der er ikke jord i den livmor, hvor vi efter en sædcelles møde med et æg, bliver til menneske, men vand. Fostervand er også er verdenshav. Der er et verdenshav i hver eneste kvinde.

Hvorfor siger vi ikke i afskedens øjeblik: “Af vand er du kommet, til vand skal du blive?” Hvad ville der ske, hvis vi gjorde? Så ville vi ikke tale om øko, der betyder hjem. Men ifølge den såkaldte hydrofeminist Astrida Neimanis om “økoton”, der både betyder “hjem”, men også “spænding”. “Vi må lære at høre hjemme i mellemrummets skælvende spænding. Intet andet hjem er tilgængeligt,” skriver hun.

Er det ikke der, digtekunsten altid har udfoldet sig? I mellemrummets skælvende spænding?

Lad os læse Maurice Maeterlincks vidunderlige bog om “Blomsternes intelligens”, og  indse, at når han bruger ordet intelligens om blomster, er det ikke en antropomorfisme, men fordi vores bevidsthed øser af de samme kilder, og vi tager del i de samme kræfter, en intelligens spredt ud i alt levende, som stræber mod lyset.

Lad os dyrke de egenskaber, vi kan finde i hvert eneste træ eller plante: Modstand, fredeligt mod, energi, alvor og vedholdenhed. Lad ordet blive det femte element, sammen med jord, ild, vand og luft. Lad os bruge ordet til at opdage, rejse, forstå, forsone og forsones.

Forestil jer bare et øjeblik, at vi lærer at lytte, også til os selv. Så vil vi indse, at al visdoms frugt er den simple viden, at verden ikke er vores.

Sådan ser jeg kunstens fremtid: som deltager i i naturens samtale.

Carsten Jensen holdt denne talen på Oslo Internasjonale Poesifestival i går, 14. oktober 2023. Vi takker!