Vejen snoede sig gennem landskabet, som en å, som en orm. Nogle gange i bløde, fine buer, andre gange med kraftigere, mere markante sving. Tilsyneladende uendeligt. Hjem efter hjem, landsby efter landsby. Vugge, vugge, vugge. Flere steder flød den sammen med andre vuggende veje, deltes midt i en slyngning eller blev koblet på større, nyere og mere lige veje i rette vinkler. Nok typisk hvis landsbyer var vokset, og der blev brug for noget andet end uendelighed, brug for mere end at kunne bevæge sig mellem endeløse landsbyer på en evigt bugtende vej. Sådan var det i hvert fald her. Landsbyen havde allerede for mange år siden fået en vej der førte op til en hovedvej og ad denne videre til stadig større byer. Man kunne tegne det. Med kuglepen. Med blå streger der hang sammen.
Den nye vej mødtes med den gamle midt i landsbyen som havde bredt sig op ad den nye vej med femogtyve, måske tredive huse. Vel lidt mindre end antallet af huse og gårde på den gamle vej hvis man talte de yderste med, de der ligesom kom dryppende i yderkanten hvor afstanden mellem husene blev større, og man ikke rigtig vidste om de talte med. En, to, tre.
Ellys hus lå på den gamle vej, som nummer to af de huse der i hvert fald talte med i den ene ende af landsbyen. Hist hvor vejen.
–
De første nætter i Ellys hus var søvnen let. De første dage var lange og fulde af fremmede lyde og især lugte. Af frygt for at gå ud og støde på nysgerrige naboer. På vagt. Snuse, holde vejret, dreje rundt, lytte, se sig over skulderen, stoppe op, snuse igen. Flugtdyr.
Der lugtede gammelt i Ellys hus. Ikke bare hengemt og indelukket, men også gammeldags. Gammeldags rengøringsmidler og gammeldags kost. Ellys kost. Ikke åbne vinduerne, ikke lufte ud, ikke gøre rent, ikke hænge tæpper ud på snoren. Man måtte undertrykke trangen. Undertrykke flugtinstinktet. Se på edderkoppen der sad stille i sit hjørne. Man måtte vænne sig til det. Det måtte man vel. Og hvis ikke ville ens egen medbragte lugt måske på et tidspunkt overdøve husets lugt og på en måde overtage 8 det, indtage det. Eller måske. Måske ville man lige så stille glide ind i husets lugt. Det ville blive ens egen lugt. Huset ville vinde. Tanken om at få sine omgivelsers lugt dukkede op i bevidstheden som om den altid havde været der, men pludselig syntes vigtig.
Når man dør, forsvinder kroppens varme langsomt, og man får samme temperatur som sine omgivelser. Trøstende tanker de første nætter og dage i Ellys hus eller dødsboet som advokaterne kaldte det.
–
Tidligt om morgenen fyldte den blodtunge mygs summen hele Ellys soveværelse. Sitrende. Den var blevet tiltrukket af kuldioxiden der sev ud af en for hvert åndedrag og bidrog til klodens undergang. Ilt ind, kuldioxid ud. Ilt ind, kuldioxid ud. Mennesket kunne ikke lugte gassen, måske kunne myggen. Den kunne i hvert fald mærke den og finde frem til den. Myggen måtte minde en om at kuldioxiden fandtes. Husk: Ilt ind, kuldioxid ud. Ilt ind, kuldioxid ud. At holde vejret.
Få minutter inden havde myggen sat sig på ens lår der stak ud under dynen i den varme og fugtige sensommer. Man måtte ikke røre ved myggen. Man kunne ikke røre ved myggen uden at slå den ihjel. Ikke som med billen som man kunne tage op og studere og sætte forsigtigt ned igen, eller fluen der fløj mod vinduet igen og igen og som man kunne fange og mærke dens kildende vingeslag og kriblende ben i sin håndflade før man slap den ud i det fri i den tro at det var dens ønske. Mennesket kunne ikke røre ved myggen. Man måtte se på myggen på låret.
Myggen stak sin fine snabel ind i menneskehuden og fandt på forunderlig vis en blodåre. Den sprøjtede et stof ind og sugede ens blod ud. Stof ind, blod ud. Samlede styrke så den kunne lægge æg i et vandhul eller en pyt inden den døde, og lang tid før æggene ville blive til larver, forpuppe sig og blive til myg der kunne sætte sig på ens lår og tage en lille dråbe blod.
Det føltes som om myggen ikke var en enkelt myg, men alle myg. Myggen var en del af det at være myg. At være som myggen. At være menneske, som myggen var myg. Myggen var den samme myg som havde sat sig på Ellys lår en varm og fugtig morgen i dette soveværelse. Kammas lår, Nannas lår. Den samme myg som satte sig på millioner af lår og forbandt mennesker på godt og ondt. Nogle steder mest ondt.
Men det var ikke det, ikke kun det at myggen forbandt mennesker eller at myggen fordelte mennesker ud i verden. Spredte mennesket, gemte små dele af mennesket mellem fugtige blade eller i sej, gylden harpiks hvor myggen og mennesket ville kunne forbindes til eftertiden. Nærmest evigheden. Det var også en glæde, en taknemmelighed, måske, over at myggen tog en del af en væk fra en. En tanke, en fantasi, måske, om at tusinder, titusinder af myg kunne fjerne små dele af en. Bittesmå dele, så man stadig var til, men så man var mindre. Mindre kuldioxid, mindre menneske. Mere del af det at være menneske. Menneskelig.
At lytte til myggens summen, at holde vejret, at gentage Ellys handlinger
–
Hvis man gik til venstre i stedet for til højre når man gik ud af Ellys hus, kunne man gå ud af landsbyen uden at møde nogen. Man kunne gå uden at biler sagtnede farten, og chauffører kiggede eller stoppede og rullede vinduet ned for at tale og spørge. Er det ikke dig. Hvor er du så på vej hen. Gå, bare gå. Næsten ingen kørte her, skolen var lige begyndt, det var blevet for koldt til at tage børnene med til havet om eftermiddagen og for travlt til at besøge folk derude ved kysten. Der var næsten heller ingen turister mere. Gå, bare gå. Gennem endeløse stubmarker mod sand og siv og salt. Umærkeligt fra det ene landskab til det andet.
I Styrelsen blev verden organiseret, forstået og styret gennem vedtagne kategorier: hav, kyst, sø, land, skov og by som så hver for sig blev delt op i flere underkategorier. Kysten blev delt op i strandsump, strandeng, strandoverdrev, stenstrand, sandstrand, klit, klitlavning, klithede og stejlkyst. For hver kategori og underkategori havde man komplette optegnelser over den biologiske mangfoldighed, planter og dyr, vand og sand, man havde statistikker og strategier for faldende biodiversitet, for forurening, nedslidning og ødelæggelse som man udgav i flotte rapporter, skabt af travle grafikere. Men kategorierne var ikke forbundne. Ikke rigtigt. De var kamppladser man skulle forsvare og kunne tabe. De var magtplatforme hvorfra man kunne styrke sin position eller lide ubærlige nedrykninger i styrelseshierarkiet. Man kunne ikke flydende, som vand, som luft, som gift, bevæge sig imellem dem, man kunne ikke gå imellem dem, man kunne ikke erkende at de hang sammen.
Eller måske var erkendelsen der, et eller andet sted, men den kunne bare ikke trodse kategorierne og hierarkierne, og den kunne ikke skabe lydhørhed for eksperternes gentagelser: At kysten var sart, at turisme og friluftsliv var store trusler, at kysten ikke længere kunne klare at blive brugt på den måde den blev brugt.
Hvis man gik til venstre i stedet for til højre når man gik ud af Ellys hus, kunne man gå i fred, man kunne tælle arter, man kunne lytte til sit eget åndedræt, man kunne fortrænge Styrelsen, man kunne vende om når man nåede til kysten, lade den få fred. At vende om var en handling, en lille handling, næsten umærkelig, men en handling. Man kunne ikke vende tilbage til fortiden, man kunne ikke vende tilbage til da Elly var barn, eller til det førindustrielle. Der fandtes ikke noget at vende tilbage til, ingen forbindelse mellem menneske og natur, hvor meget man end måtte længes efter det.
Man kunne ikke vende tilbage til noget der ikke fandtes, til en sentimental forestilling, men man kunne vende om og foretage små handlinger. Man kunne vende hjem til Ellys hus.
Inger Smærup Sørensen (f. 1977) er uddannet kunsthistoriker. Hun har skrevet en lang række tekster om visuel kunst samt arbejdet med bæredygtighed i nordisk regi. Hun har boet på Færøerne i en årrække, men er nu bosat i København. Romanen Dødsbo er hendes skønlitterære debut som ble belønnet med Munch- Christensens debutantpris 2024.
–
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 