Vi lever i en tidsalder, vi selv har døbt den antropocæne, forstået som menneskets tidsalder. Udtrykket blev introduceret af atmosfærekemikeren og nobelpristageren Paul J. Crutzen i 2000. «At navngive vor tid Antropocæn kan befordre en erkendelse af det afgørende, verdenshistoriske ansvar for klodens fremtid, som det moderne industrielle menneske har pådraget sig, ” skriver Crutzen i sin begrundelse. Han mener, at mennesket er blevet en geologisk kraft på lige fod med vulkaner, meteornedslag og forskydning af tektoniske plader. «En anerkendelse af Antropocæn vil veje meget tungt i den vægtskål, der fastslår menneskers påvirkning af miljøet som en videnskabelig kendsgerning,» fortsætter han.
Hvis den antropocæne tidsalder gjorde menneskets levevilkår lettere, ville den være et vidnesbyrd om vores succes som art. Vi ville i sandhed have etableret os som skabningens herre, ikke blot enevældige hersker over det organiske liv, men også over de uorganiske stoffer. Gud havde vist sig på Jorden i solsystemets tredje bane mellem Venus og Mars, og han havde vores ansigt. Vi var ikke længere blot hans udtrykte billede. Vi var ham. Men det modsatte er tilfældet. Den antropocæne tidsalder er ikke er vidnesbyrd om vores succes, men om vores fejltagelser. Den demonstrerer grænsen for vores magt. Eller rettere, den demonstrerer den destruktive kraft i vores magt. Vi er endnu et meteornedslag i klodens historie. Menneskeheden er den inkarnerede naturkatastrofe. Hvis vi er Gud, er vi en Gud, der er blevet sindssyg.
Les mer «Carsten Jensen: Når vi bliver skabningens herre, detroniserer vi os selv»
