Kritik af den æstetiske naturfølelse / Stig L. Andersson

Den æstetiske naturfølelse går forud for den æstetiske erfaring. Den går forud for alt andet. Forud for alt det som er et resultat af at vi tænker, fortolker og vurderer. Før vi navngiver hvad det var vi oplevede, mærkede og sansede, er det pågældende fritsvævende. Det navnløse er altings begyndelse. Når vi navngiver noget, holder det op med at være frit, det fratages noget af dets frihed, vilje og identitet. Vi opnår kontrol over det ved at give det et navn. Når først vi har navngivet det, kan vi tale om det, og vi vil opdage at vi ikke altid har givet det de “rigtige” navne. Navngivning er første skridt til at underlægge det navngivne vores vilje. Med navne og numre kan naturvidenskaberne katalogisere, ordne og identificere og dermed fratage det navngivne dets vilje og frihed. Spørgsmålet om hvorvidt vi har ret til at gøre det, hænger sammen med synet på mennesket som et højerestående og udvalgt væsen i forhold til alt andet i universet. Selv det vi ikke forstår.

Den æstetiske naturfølelse er ikke indbefattet i den franske 1600-tals filosof og matematiker René Descartes’ eksistentielle grundsætning kendt som cogito ergo sum (jeg tænker, altså er jeg), men omfattet af hvad jeg vil kalde sentio ergo sum (jeg føler, altså er jeg). Følelsen, det jeg mærker i kroppen, kommer før tanken, før navnet og før alt andet.

Naturfølelsen er den umiddelbare, i rationel forstand unyttige sansning, og den er forudsætning for bearbejdelse, vurdering og fortolkning hvormed vi gør os æstetiske erfaringer.

Naturfølelsen fylder i os som et udstrakt tidsrum mærket ved gåsehud, varme, kuldegysning, prikken og svimmelhed; lyde, farver og lugte forstærkes. At naturfølelsen er æstetisk, refererer netop til sansningen som det centrale i følelsen. Det æstetiske behov er et behov for at sanse.

Den æstetiske naturfølelse er vild. Den er kaotisk, overvældende og rammer dybt i kroppen. Den mærkes, og jo mere intens den er, jo mere varige spor sætter den i kroppen. Den er, som den tyske forfatter Rainer Maria Rilkebeskriver det, ren sansning. En ureflekteret sansning der ikke kan verbaliseres. Vi mangler ord, navne og begreber for at udtrykke det der sker med os. At sansningen er ren, at den ikke er tilsmudset af noget forstyrrende, viser os netop at det er muligt at være fri. I denne tilstand ophører tidsfornemmelsen, og afstanden mellem et før og et efter udstrækkes til et interval. Jo længere dette interval er, jo mere er vi i den rene sansning. Naturfølelsen fylder i os som et udstrakt tidsrum mærket ved gåsehud, varme, kuldegysning, prikken og svimmelhed; lyde, farver og lugte forstærkes. At naturfølelsen er æstetisk, refererer netop til sansningen som det centrale i følelsen. Det æstetiske behov er et behov for at sanse.

Kroppen er vores fundamentale livsvilkår. Den æstetiske naturfølelse mærkes i kroppen, og det sker før bevidst refleksion og tanke. Kroppen er selv natur og mærker relationen til naturen og dens fænomener. Imod den filosofiske rationalisme der betragter fornuften som afgørende for om noget er sandt eller falsk, vil jeg påstå at lige dele følelser og fornuft danner grundlag for erkendelsen.

Den tyske 1800-tals naturvidenskabsmand Alexander von Humboldt var manisk optaget af at måle og registrere alt han mødte i naturen. Ved hjælp af feltstudier og bearbejdning af indsamlede vidnesbyrd indså han sammenhænge i verden der brød med det vestlige, antropocentriske natursyn (mennesket i centrum). Det var den tyske forfatter, videnskabsmand og filosof Johann Wolfgang von Goethe der ledte Humboldt til en forståelse af naturen der var dybere end det han kunne erkende gennem målinger. Goethe indviede ham i naturfølelsens afgørende betydning.

Vi bevæger os i følelserne og hviler i fornuften. Krop og bevidsthed er ét. De sanser og bearbejder naturindtrykkene til erfaring ved at fortolke, reflektere og overveje. Mulighederne er uendelige. Vi opdager relationer og sammenhænge mellem ting og hændelser som vi ikke tidligere havde været opmærksomme på. Og vi har behov for at dele oplevelserne med hinanden. Vi behøver et sprog for at udtrykke os og delagtiggøre andre i det naturfølelsen gør ved os.

Balke maler det han følte i mødet med storme, havets skummende bølger, lysets voldsomme forandringer; han husker disse sublime oplevelser, så voldsomme at de overskred hans forestillings- og fatteevne, og dermed sproget, samt hans muligheder for at kaste dom, ikke med hjernen, men med hele kroppen.

Den norske 1800-tals kunstner Peder Balkes skitser, tegninger og malerier medvirker til at gøre den æstetiske naturfølelse begribelig. Han deler den med os. 

Balke maler det han følte i mødet med storme, havets skummende bølger, lysets voldsomme forandringer; han husker disse sublime oplevelser, så voldsomme at de overskred hans forestillings- og fatteevne, og dermed sproget, samt hans muligheder for at kaste dom, ikke med hjernen, men med hele kroppen. Når den æstetiske naturfølelse er så overvældende og ubegribelig, indser vi at der er noget der er meget, meget større i verden end os. Det vi ikke fatter, og som rækker langt ud over os, kalder vi for det sublime. Han tager oplevelsen med til sit atelier og gengiver det uden rumlig kompositorisk kontrol og ofte monokromt. Han insisterer på at male på en måde så beskueren bliver en del af billedet, suges ind i det og deler den æstetiske naturfølelse med ham ved at genkende den. Beskueren ophører med at betragte.

Balke maler ikke det han ser. Han maler det han mærker i mødet med naturens fænomener og processer, med vejret og det skiftende lys. Hans opmærksomhed er rettet mod det stoflige, det dynamiske, sanselige, nære og omskiftelige i naturen. Han mærker naturen og altings sammenhæng, vejret, kulden, farverne, skyerne og lyset. Han anskueliggør det som Goethe talte om med Humboldt, da denne ud fra sine observationer erkendte sammenhængen mellem klima og liv, mellem vejr og planter.

Det nye og mere holistiske natursyn der voksede frem i 1800-tallets vestlige verden og filosofi, var stærkt påvirket af resultaterne fra Humboldts naturvidenskabelige målinger og omfattende feltarbejde samt hans refleksioner over altings sammenhæng. Og kunstnere som Balke bidrog til at støbe fundamentet for den ny naturfilosofi, ifølge hvilken mennesket ikke er i centrum, men både distanceret og involveret. Involveret gennem den æstetiske naturfølelse og distanceret gennem videnskabelige målinger.

Jeg kalder det Balke praktiserer, for et æstetisk sprog. Han bruger tegning og maleri til at udtrykke sine oplevelser. Vi har ikke ord for det, så vi må famle os frem og med tiden blive bedre til at formulere os ved hjælp af et æstetisk vokabular. Det er ikke nok at finde ord og begreber der beskriver ting og oplevelser i-sig-selv, da det er relationerne mellem dem der udvider vores indsigt.

Når vi deler de æstetiske naturfølelser og oplevelser med hinanden, har vi brug for begreber. Vi søger en måde at udtrykke det på, så vi kan samtale om det. Jeg kalder det Balke praktiserer, for et æstetisk sprog. Han bruger tegning og maleri til at udtrykke sine oplevelser. Vi har ikke ord for det, så vi må famle os frem og med tiden blive bedre til at formulere os ved hjælp af et æstetisk vokabular. Det er ikke nok at finde ord og begreber der beskriver ting og oplevelser i-sig-selv, da det er relationerne mellem dem der udvider vores indsigt. Verden åbner sig i takt med at vi finder sammenhænge og forbindelser i de sansede oplevelser, som vi så ordner og udtrykker. Det er det jeg gør, når jeg ser på Balkes skitser og tegninger. Jeg søger efter sammenhænge og relationer i en proces hvor følelser og forstand er i frit spil. Det er en leg. En leg med uendelig mange fortolkningsmuligheder. Det er ligesom at gå på opdagelse i de tidlige malerier af Cy Twombly hvor det vrimler med fortællinger, historiske henvisninger, antydninger af objekter, tegn og kruseduller, måleoptegnelser, tal, osv. Det er et frit spil, en leg mellem alledele, hvor nye sammenhænge og relationer opstår, mens man lader blikket bevæge sig hen over de enorme lærreder.

Følelser og fornuft danner grundlag for begrebsdannelsen. Når det æstetiske og intellektuelle vekselvirker, er udfaldet ikke enten eller, men både og. Ord og begreber er imidlertid både tidsmæssigt og kulturelt bestemt og altså ikke eviggyldige. Men de hjælper os på vej til indsigt i betydningen af den æstetiske erfaring samt i vores stræbenefter noget vi synes at mangle. Vi mennesker mangler altid noget. Noget som vi stræber efter at nå, men ikke helt kan finde. Det er behovet for erkendelse af en selv i verden der leder til denne uophørlige stræben.

Den æstetiske naturfølelse er én måde at opdage verden på. Den naturvidenskabelige metode og indsigt er en anden. Humboldt demonstrerer med målinger og tal kombineret med filosofiske refleksioner at alt i verden er vævet sammen både funktionelt og æstetisk.

Almindeligvis opfattes feltarbejde som en måde at tilegne sig viden om og indsigt i en lokalitet. Undersøgelse af kulturhistoriske, antropologiske og geologiske forhold såvel som jordbunds- og mikroklimatiske forhold tegner et billede af lokaliteten. Men jeg ser feltarbejdet som først og fremmest en skærpelse af evnen til at se, til at være opmærksom. Med opmærksomheden når vi til det der ellers undslipper den vanemæssige eftersøgning. Netop det kan vi lære af Humboldt: at se sammenhænge mellem de forskellige, adskilte discipliner. Gennem refleksion og indsigt i de forskellige discipliner bliver han opmærksom på forbindelsen mellem dem.

2.

Hos en anden norsk 1800-tals kunstner, J.C. Dahl, var fokus på naturen et andet. Nemlig på en så korrekt og naturtro visuel gengivelse af det sete som teknisk muligt. Nærmest som en fotografisk registrering. Dahl blev samtidigt med den tyske maler Caspar David Friedrich professor ved Kunstakademiet i Dresden. Blandt eleverne var Balke som her lærte alle teknikker, normer for gengivelse, matematiske proportioner samt skala og algebra. Han lærte om farver og brugen af dem. Det er min opfattelse at det netop var dette dybe kendskab til konstruerede regler, lovmæssigheder og kompositionsprincipper, proportionerings- og farvelære, der gjorde det muligt for ham at udvikle et kunstnerisk udtryk velegnet til anskueliggørelse af den personligt sansede æstetiske naturfølelse.

Maleriet viser Friedrichs fokusering på lyset, på mennesket i centrum og på en komposition af sceneriet der understøtter nødvendigheden af overblik, kontrol og en kølig, betragtende distance. Nej, vil jeg sige. Det er ikke den sublime oplevelse.

Når jeg ser på skitserne og tegningerne, inddrages jeg i den verden de kommer fra, og jeg genkender den. Eller i det mindste dele af den. Jeg henter dem frem inde i mig selv. Der er altså et slægtskab, noget fælles mellem mine oplevede og sansede indtryk af det skønne i naturen og Balkes gengivelse. Andre genkender helt sikkert også noget i sig selv i mødet med Balkes værker.

Da Balke rejste til det nordlige Norge, vidste han ikke hvad der ventede ham. Dér, bilder jeg mig ind, stod han overfor det sublime i den vilde natur der blæste ham omkuld. Denne oplevelse blev siddende i kroppen resten af livet. Naturligvis.

I Kunsthalle Hamburg hænger Friedrichs maleri Der Wanderer über dem Nebelmeer (Vandreren over tågehavet) fra 1818. Det viser en mand i mosgrøn uldfrakke i mødet med den store naturoplevelse. Han står med ryggen til os og ser ud i det enorme hav af tåge og dis, sne og kantede klipper. Ifølge den kunsthistoriske standardlæsning, skal vi forstå at det denne mand oplever er det sublime oplevelse. Vi antager at han mærker den æstetiske naturfølelse der vokser inde i ham her i mødet med den uformelige skønhed der ligger i bjergkædens møde med tågen. Vi ved det ikke. 

Det som Friedrich og andre søgte, var det store, det ophøjede, det guddommelige i naturen. Det der overskrider den enkelte, det uopnåelige. De forsøgte på at fremvise alle delene og gengive dem i malerier så nøjagtigt som teknisk muligt og lige visuelt skarpt overalt på billedfladen samt korrekt proportioneret.

Maleriet viser Friedrichs fokusering på lyset, på mennesket i centrum og på en komposition af sceneriet der understøtter nødvendigheden af overblik, kontrol og en kølig, betragtende distance. Nej, vil jeg sige. Det er ikke den sublime oplevelse. Det er heller ikke et maleri af en sublim oplevelse. Det sublime findes i den æstetiske naturfølelse når den optræder, og jeg mærker den. Naturfølelsen har forrang for kunstoplevelsen, og Balke kommer naturfølelsen meget nær i sit virke, mens maleriet Vandreren over tågehavet er en opvisning i de regler og love der blev undervist i på Kunstakademiet. Et skoleeksempel.

Friedrich og flere andre af samtidens malere gengav hvad de så. Så med egne øjne. De havde ubetinget tillid til synets evne til at opfange alt. Det som Friedrich og andre søgte, var det store, det ophøjede, det guddommelige i naturen. Det der overskrider den enkelte, det uopnåelige. De forsøgte på at fremvise alle delene og gengive dem i malerier så nøjagtigt som teknisk muligt og lige visuelt skarpt overalt på billedfladen samt korrekt proportioneret. Billedet dokumenterer en repræsentation af det sete, ligesom en affotografering uden følelsesmæssigt engagement.  Hvis fotografiet havde været opfundet på Friedrichs tid, er jeg sikker på at Der Wanderer über dem Nebelmeer ville have været et fotografi. 

Balke søgte efter at oversætte sin oplevelse af at være i naturen, og af alt det der appellerer til vores fantasi og udfordrer vores forestillingsevne. Hos ham var dét den sublime oplevelse. Ikke det monumentale og kontrollerede

Balkes syn var rettet mod det stoflige, det gnidrede og udviskede, det formløse. Han søgte efter at oversætte sin oplevelse af at være i naturen, og af alt det der appellerer til vores fantasi og udfordrer vores forestillingsevne. Hos ham var dét den sublime oplevelse. Ikke det monumentale og kontrollerede. Hans skitser og tegninger dokumenterer en naturfølelse. En følelse af at være natur.

Det æstetiske behov er et behov for at sanse, at sanse med hele kroppen og gøre det uden opmærksomheden rettet mod de fysiske sanseorganer. Vi opdager og erfarer verden gennem denne kropslige følelse, vi mærker at vi sanser når vi sanser, mens den æstetiske naturfølelse breder sig. Den er personlig, subjektiv, og følger ingenlovmæssighed, principper eller gentagelser. Den kan ikke knyttes til et afgrænset sted. Den lader sig ikke bestemme.

Hver især søger vi efter begreber der kan videregive vores naturoplevelser. I denne søgen gør vi os erfaringer og opnår indsigt i betydningen af oplevelserne for en dybere forståelse af livskvalitet, frihed og næstekærlighed. Det er de første tiltag til den æstetiske erfaring der forbereder os på at behovet for natur også er et behov for at leve et frit og meningsfuldt liv.

I mit virke bruger jeg fotos, tegninger, poesi og optegnelser til at videregive mine naturoplevelser. Det er mine forsøg på at gøre mine møder med naturens fænomener og processer begribelige.

Mine tegninger er en vej til erkendelse og formulering af naturfølelsen. Det er en måde at nå til dybere indsigt for at kunne samtale med andre og dele oplevelserne. Fotografiet er en registrering, en slags note. Derfor tager jeg ofte flere billeder af det samme med lidt forskellig vinkel eller beskæring. Men fotografiet knytter sig kun til det sete. Det kan være en slags repræsentation af det samlede sansede indtryk, mens håndtegningen derimod forener tanke, erindring og håndværk og således genskaber det sansede gennem brugen af hænderne som både krop og værktøj.

Erfaringens mål er erkendelsen af et behov for at skabe. Skaberkraften kommer med den æstetiske naturfølelse

Jeg forestiller mig at Balkes mange observationer af vejret, det skiftende skydække, istågerne og himmelfarverne, lyset og fjeldet, dets former, skygger og farver, havets bevægelser, lyde og spejlinger er en uudtømmelig kilde til dybere erkendelse. Erfaringens mål er erkendelsen af et behov for at skabe. Skaberkraften kommer med den æstetiske naturfølelse. Behovet for at gøre noget, for at handle og skabe bliver bevidst hos det frie menneske der ser hvordan det er begrænset i de konstruerede samfund hvor natur og kultur er adskilt og fraværet af natur er mere udtalt end nærværet.

At se det der er i forandring, mens det forandrer sig, kræver mere end det blotte syn. Det kræver iagttagelse af det sete, så det der ellers overses, synliggøres.

Hvor naturvidenskaben i sit feltarbejde ser efter noget forudbestemt, ser det kunstneriske blik efter det modsatte. Hvordan det? Hvordan se og søge efter det vi ikke er opmærksomme på, og så finde det? Viljen til at skabe ledes af skaberkraften, og opmærksomheden ledes af praktiseringen af feltarbejdets dybere formål: skærpelse af opmærksomhedsevnen og erkendelsen.

Når jeg ser på stenen, så ser jeg stenen, ligesom når jeg fejer gulv, så fejer jeg gulv. Jeg gør én ting ad gangen.

Evnen til opmærksomhed er evnen til at se det der ellers overses. Under mit årelange ophold i Japan arbejdede jeg på et værk med titlen Contemplation on the Surface. Feltarbejdet gik ud på i flere timer at se på en sten, et klippestykke eller en mosbegroet lervæg uden forudindtagethed og fastlagte mål for hvad jeg skulle finde. Ved at se på denne langsomt foranderlige stenagtighed åbenbarede sig måske noget. Jeg mærker en følelse af at blive endel af det jeg ser, af stenen. Som voksede jeg sammen med den. Jeg betragter den ikke, som jeg ville betragte noget på afstand, noget udenfor mig, men er den. En levende krop opfyldt af at være en del af et geologisk fænomen, en sten. Jeg træner evnen til at være opmærksom. Når jeg ser på stenen, så ser jeg stenen, ligesom når jeg fejer gulv, så fejer jeg gulv. Jeg gør én ting ad gangen. Denne evne til koncentration styrker min opmærksomhed, og jeg ser noget af det jeg ellers ikke har øje for.

Den æstetiske naturfølelse er aldrig løsrevet fra et sted. Et konkret sted. Følelsen selv har ikke noget sted, den er overalt i kroppen og kan ikke bestemmes. Naturens konkrete stoflighed skaber skønheden sammen med en mængde omstændigheder som vejr,  lys, farve, atmosfære osv. Når vi mærker den æstetiske naturfølelse, får vi en relation til stedet. Det bliver til et sted. Et sted for erfaring som vi kan dele med andre. Hele dette erfaringskompleks er ikke kun relateret til steder, men også til os selv, hinanden og et gigantisk netværk. Hvorfor gigantisk? Fordi det er uden ende. Der er hele tiden plads til flere og flere steder der eksisterer i kraft af vores opmærksomhed. De lever i kraft af os, og vi i kraft af dem.

Et sted beskrives ofte som et område, et areal med en given beliggenhed, lokaliseret ved længde- og breddegrader, koordinater i et system. Det er videnskab. Det er fysisk og håndgribeligt. Et sted som kilde til den æstetiske naturfølelse er uhåndgribeligt og kan afstedkomme den sublime oplevelse der kun kan fornemmes ved stedet og ikke måles eller angives i koordinater. Det mærkes som noget der er ufatteligt meget større end det veldefinerede areal. Den kinæstetiske sansning kortsluttes, og vi mister kontrollen over os selv og stedet. Vi trækker vejret gennem stedet, vi deler åndedræt og ilt, vi lader os bære med af vinden og skyerne, vi mærker alt dette ved dette sted.

Det skønne i naturen afhænger ikke af hvordan naturen ser ud, det er blot én af fremtrædelsesformerne. Naturen er ikke en udsigt. Det skønne i naturen er sådan som den er, mens den er det, mens vi sanser det.

Balke var optaget af overgangene fra en tilstand til en anden. Han var ikke bjergtaget af motivet, af det smukke og storladne, ligesom Friedrich og Dahl, men af det tidsinterval hvor regnen begynder til det fuldbyrdede regnvejr. Balkes opmærksomhed var rettet mod det skiftende lys, lydene og skiftet i stemning. Hvordan ser vi det der forsvinder, samtidigt med at noget andet kommer til syne? Se blot på Berninis marmorskulptur fra 1622-1625, Apollon og Dafne. Se på naturen som du ser på kunst, tænk ikke, men mærk og fornem hvad den gør ved dig! Lad det du ser, overvælde dig, gribe dig og glæd dig over det!

Det skønne i naturen afhænger ikke af hvordan naturen ser ud, det er blot én af fremtrædelsesformerne. Naturen er ikke en udsigt. Det skønne i naturen er sådan som den er, mens den er det, mens vi sanser det. Den æstetiske naturfølelse er en dyb følelse vi har når vi er i naturen. Den bevidner at vi er en del af naturen. Ikke kun fordi den ikke er en flygtig tilstand, men også fordi den former os.

Hvorfor er det ikke det samfund som vi har opfundet, konstrueret og fejret som det bedste for os, der giver livet mening? Når jeg ser de mange eskalerende kriser, sammenbrud og ubalancer i samfundet, forstår jeg ikke at det skulle være meningen med vores tilstedeværelse i verden. Meningen finder jeg i naturen, i det skønne der beriger mig og bringer mig kraft og vilje til at leve et frit liv i erkendelse af at jeg er lige så meget natur som kultur.

Hvorfor den æstetiske naturfølelse og ikke blot naturfølelsen? Fordi æstetik er relateret til evnen til at fornemme det skønne og meningsfulde.

Hvor den æstetiske naturfølelse ikke følger nogen lovmæssigheder, gør den æstetiske erfaring det derimod. Det er en lidt usædvanlig lovmæssighed der ikke kan angives hverken konceptuelt eller verbalt. Den er nemlig baseret på en følelse samt menneskets dele evne til at opleve den fælles æstetiske naturfølelse. Her adskiller min forståelse af vores forhold til vores omgivelser og den dertilhørende sensus communis sig fra Kants. Siden jeg anser vores delte evne til at møde der uformelige sublime som det centrale element i opbyggelsen af et nyt og sundere fællesskab. Vi, mennesker er fælles om ikke fuldt ud at være i stand til at forstå storheden i den sublime oplevelse, med andre ord deler vi ikke blot evnen til at erkende og kaste dom i mødet med det skønne, men vi deler også det faktum at vi i mødet med det sublime og formløse må se vores evner udi at kaste dom ikke slår til. Siden det sublime overstiger både sproget og den menneskelige erkendeevne, forbliver den efterfølgende samtale og dialog åben. Samtalen er dog stadigvæk i stand til at underbygge et fællesskab. Et æstetisk fællesskab der i sin kerne forbliver uden mål og uden ideer om rigtigt og forkert. Et åbent og dynamisk fællesskab.

Hvorfor den æstetiske naturfølelse og ikke blot naturfølelsen? Fordi æstetik er relateret til evnen til at fornemme det skønne og meningsfulde. Det er en evne vi deler med hinanden. Vi oplever ikke nødvendigvis det samme, oplevelsen er subjektiv, men evnen er fælles. Vi har alle adgang til at sanse de samme ting og fænomener i naturen som giver os mulighed for at erfare en mening, vi ikke kan finde i samfundet. Æstetik angiver vejen til et frit liv formet af egen vilje.

Jeg tænker her på værdien af et æstetisk funderet fællesskab der kan forme et samfund hvor man kan være fri, leve uden tvang og med ansvar, udvise hensyn og ikke kun være opmærksom på sig selv og ens egne.

Vi lever i et designet samfund der som udgangspunkt skal løsrive os fra naturen og gøre os til dens overmand. Det kræver konstant arbejde at opretholde den afstand mellem os og den som i dag har bragt global ubalance. Vi fortsætter med at designe i en forestilling om at det vil gøre vores liv lettere og mere bekvemt. Vi tror design gør os til mennesker og at en designet tilværelse er bedre end den naturen kan tilbyde. Som jeg ser det, er formålet med design at bringe os tættere og tættere på naturen, så vi ender med at tale ikke om den og os, men om et vi.

Jeg tænker her på værdien af et æstetisk funderet fællesskab der kan forme et samfund hvor man kan være fri, leve uden tvang og med ansvar, udvise hensyn og ikke kun være opmærksom på sig selv og ens egne. Et samfund hvor etik er funderet på et æstetisk erfarings- og erkendelsesgrundlag i naturens skønhed. Etik er her hvad jeg ser som det gode, frie og legende liv. Det må være målet med design af ny natur.

Vi skaber ikke ny natur, men præmisserne for at en ny natur kan blive til. Det er design af præmisserne for tågedisen der skaber tågedisen. Forstået på den måde er tågedisen ikke natur, men ny natur. Tågedisen er ikke et resultat af en klimatisk omstændighed, men af en serie vandforstøvere der sprayer vanddis ud i rummet. Det er kontrolleret, og det fremgår at der er tale om en teknisk installation. Det er afgørende at man kan se det ikke er en naturlig tågedis.

Til forskel fra natur indebærer kunsten en illusion, en forestilling og iscenesættelse. Men ny natur er også kunst, siden den er et resultat af et design, en iscenesættelse af natur med en særlig eller specifik oplevelse in mente. 

Den ny natur er ligesom den natur der var her før og stadig er omkring os. Uden at bedrage eller simulere. Den ny natur er hvad den er: natur. Den performer og fungere som natur. Til forskel fra natur indebærer kunsten en illusion, en forestilling og iscenesættelse. Men ny natur er også kunst, siden den er et resultat af et design, en iscenesættelse af natur med en særlig eller specifik oplevelse in mente. 

Etik drejer sig blandt andet om gode og rigtige tænke- og handlemåder der som sådan kan danne afsæt for æstetisk dannelse. Etik som fundament for et fællesskab der ikke udspringer af aggressioner mod samfundet, politik og magthavere, men af en vilje til at ændre på tingenes tilstand for at skabe bedre betingelser for et frit liv sammen med andre.

Fraværet af den nære relation til naturen er drivkraften i alt hvad det konstruerede samfund skal kompensere for. Jo længere væk vi kommer fra naturen, jo mere intenst mærkes behovet for den. Det mærker psykisk syge når medicinen er symptombehandling. Det mærker for eksempel beboerne i fortættede bydele og trafikanterne på overfyldte veje. Såvel disse dagligdags forhold som de globale kriser signalerer at noget mangler i vores liv. Men troen på at det skønne i naturen vil bringe os et meningsfuldt liv, vil ændre alt i verden.

3.

Vi vil opdage at det naturskønne vil bringe os sammen i et fællesskab hvor vi har brug for at dele vores æstetiske naturfølelser med hinanden. Dette behov er grundlaget for at vi kan tale om det sansede, udveksle holdninger og diskutere. Ikke for at nå til enighed eller afgøre om noget er rigtigt eller forkert, men for at udvide vores erfaring og erkendelse. Jeg forestiller mig denne stadige, cirkulære samtale som grundlag for en ny naturfilosofi.

Vi er, siger Kant, fælles om en ubestemmelig evne til at opleve og genkende det skønne

Kant hævder at samtalen holdes i live gennem en fælles sans, sensus communis , der er grundlag for at vi meningsfuldt kan tale om oplevelser af skønhed og mening i naturen og således bearbejde æstetiske oplevelser til æstetiske erfaringer. Vi er, siger Kant, fælles om en ubestemmelig evne til at opleve og genkende det skønne. Det er hvad jeg har valgt at kalde den æstetiske naturfølelse. Det er den følelse vi mærker i kroppen i mødet med det naturskønne, med naturens fænomener og kræfter som ikke er udenfor os, men i os, da vi selv er en del af naturen. Denne følelse kan ikke bestemmes og er ikke knyttet til et fysisk organ, ligesom synssansen og lugtesansen er det. Den fælles sans gør det muligt for os at dele de æstetiske naturfølelser med hinanden, og evnen lærer vi at bruge og værdsætte når vi lever et liv i tæt relation til naturen.

Jeg mener at denne fælles sans delvist svarer til det den tyske 1900-tals politolog og filosof Hannah Arendt kalder virkelighedssansen. Ifølge Arendt kan virkelighedssansen mobilisere modstand overfor autoritære grupperinger der måtte sprede tvivl om verdens realitet. Ved at opfinde fiktive virkeligheder danner disse grupper et grundlag der fremmer gruppens egeninteresser. Virkeligheden er noget vi sammen kan skabe og værne om. Den er et kollektivt anliggende. Det et virkeligheden der binder os sammen og gør os til sociale væsner. 

Som jeg ser det, er den æstetiske naturfølelse afsæt for at vi kan formulere en virkelighed ved at føle og erkende verden som det fælles fundament for vores væren, identitet og samliv med andre.

Hos Arendt er virkelighedssansen en forudsætning for den konstruktion af samfundet som vi kalder for politik. Medmindre vi erfarer de samme fænomener, om end på forskellige måder, er der ikke noget at diskutere, mener Arendt. Hos Kant er målet ikke at diskutere de divergerende holdninger, men at dele erfaringer og oplevelser, så vi hver især når til en dybere erkendelse af den æstetiske naturfølelses betydning. Betydning for vores livskvalitet og et liv i frihed.

Virkelighedsfornemmelse opstår når vi indser hvordan de erfarede ting og fænomener samtidig også erfares af andre i anderledes situationer, kulturer, geografiske omstændigheder og samfund. Det er ikke de divergerende holdninger der optager mig, men selve det at de er emner for den virkelighedsudvidende samtale. Der er hele tiden noget at lære af andre, og der er altid noget der er større end mig.

Jeg mener at det netop er i naturen, både i Kants forståelse og i bredere forstand, hvor vi er medskabere af en ny natur, at den fælles sans og virkelighedssansen kan både højnes og artikuleres

Den æstetiske erfaring opstår i samtale om den æstetiske naturfølelse. Den rene sansning tages uforbeholdent ind, den fornemmes og mærkes overalt. Den gør det muligt for os at mærke at vi sanser. Vi skal være opmærksomme på denne omstændighed, da den betinger skaber og handlekraften. Viljen til at handle gør os frie til noget og frie fra andres fordomsfulde forhindringer, smagsdommeri og normer for hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg mener at det netop er i naturen, både i Kants forståelse og i bredere forstand, hvor vi er medskabere af en ny natur, at den fælles sans og virkelighedssansen kan både højnes og artikuleres. At afsættet er i naturen, vores fælles globale ophav, betyder at vi netop kan erfare de samme fænomener. Vi er ikke et os og dem eller dem og os: Vi er ét.

Skaberkraften, den fælles sans og virkelighedssansen næres af den æstetiske naturfølelse. Den er fællesnævneren, og det er min påstand at vores æstetiske erfaringer og erkendelser lærer os at vi med såvel den æstetiske som den naturvidenskabelige indsigt i naturen kan opstille præmisserne for en ny natur.

Jeg ser virkelighedssansen som et værn mod de forhold i samfundet der forhindrer den æstetiske naturfølelse i at udvikle frie og skabende mennesker.

Fraværet af natur og naturoplevelser begunstiger betingelserne for at det forældede natursyn med mennesket i centrum og over naturen bevares igennem enhver krise. Et natursyn der er tæt sammenvævet med den tilstand den vestlige civilisation har udviklet og bærer ansvaret for. Vi er i dag ét med det vi har frembragt og skabt. Det er et vilkår vi enten lærer at leve med eller også gør noget for at ændre på. Det går ikke væk af sig selv.

Jeg ser virkelighedssansen som et værn mod de forhold i samfundet der forhindrer den æstetiske naturfølelse i at udvikle frie og skabende mennesker.

Den fælles sans gør det muligt for os at forme et friere samfund end det vi har i dag. Evnen kvalificeres når vi mærker at vi sanser naturens fænomener. Natur er altafgørende for at vi kan udvikle os til frie og hele mennesker.

Naturen er ikke magi. Den er ikke en udsigt vi betragter på afstand. Den er involvering. Kun når vi lader os gribe af den, mærker vi hvor stort behovet er for dens nærvær.

Naturen er ikke magi. Den er ikke en udsigt vi betragter på afstand. Den er involvering. Kun når vi lader os gribe af den, mærker vi hvor stort behovet er for dens nærvær. Involvering er ikke noget vi kan vælge fra eller til, men vi kan bekæmpe den ved at betragte naturen som adskilt fra os. Hvis vi opgiver denne kamp og lader os opfylde af den æstetiske naturfølelse, mærker vi friheden og oplever at der er noget ved naturen som er større end os. Dette noget har vi behov for at dele med andre.

Vi mennesker er sociale væsener, og når den sociale sammenhængskraft ødelægges, oplever vi angst, uro og ensomhed. I naturen mødes vi alle på lige fod, og derfor er naturen et godt – måske det bedste – sted at forankre vores sociale relationer. Den æstetiske naturfølelse giver os hver især en oplevelse af at tilhøre et socialt fællesskab hvor vi deler oplevelser, følelser og tanker med hinanden.

Hvor er det mærkeligt at så mange rationelt tænkende mennesker ikke begriber konsekvenserne af deres egne argumenter om et klimasammenbrud! Ét er de stærke politiske og økonomiske interesser der står i vejen for adfærdsændringen, et andet er at det måske skyldes at vi ikke kan forestille os noget ukendt.

Virkelighedssansen er afgørende for at vi kan navigere og træffe valg i mange forskellige situationer  om for eksempel klima-, biodiversitets- og forsyningskriser. Selv med videnskabeligt dokumenteret tale er det ikke muligt at mobilisere tilstrækkelig samfundskraft til den nødvendige adfærdsændring. Klimakrisen omtales gerne som en forudsagt katastrofe der trods saglig formidling ikke får tilstrækkeligt mange til at reagere. Vi mennesker evner måske slet ikke at forestille os en katastrofe.

Da Humboldt forestillede sig hvordan alt i verden hænger sammen, indså han at den måde hvorpå mennesket dyrkede naturen, udnyttede dens ressourcer og regulerede dens processer, ville medføre omfattende problemer for vores livskvalitet. Men det synspunkt blev kun delt af få. Der skulle gå 200 år før verden blev konfronteret med at det han så og advarede imod, var en realitet.

Når vi er truet på livet, indser vi hvad der virkelig betyder noget for os, og kun når vi er i nærkontakt med det virkeligt værdifulde, formår vi at overskride komfortzonen og handle.

Hvor er det mærkeligt at så mange rationelt tænkende mennesker ikke begriber konsekvenserne af deres egne argumenter om et klimasammenbrud! Ét er de stærke politiske og økonomiske interesser der står i vejen for adfærdsændringen, et andet er at det måske skyldes at vi ikke kan forestille os noget ukendt. Og vi kender jo ikke konsekvenserne af et klimasammenbrud, gør vi vel?

Forestillingen om hvordan det vil gå, stimuleres tydeligvis ikke tilstrækkeligt med argumenter fra naturvidenskabens dokumentation. Der mangler noget. Nemlig det æstetiske: det at vi mærker krisen på egen krop.

Vi forestiller os verden i et tidsperspektiv svarende til vores eget liv, måske 75-85 år. Klimakrisen og de mange andre kriser, som den menneskeskabte, sjette globale masseødelæggelse, opfattes tilsyneladende som tilhørende en anden tidsdimension. Vi er ikke vant til totale nedbrud der ikke efter kort tid udbedres. Men klimakrisen udfolder sig, reelt set, hver dag hele tiden. Den manifestere sig bare ikke sådan. Dens konsekvenser lader sig ikke se dag til dag. Det tager lang tid, og så kan vores tidsforståelse og erfaring ikke rumme det.

Forestillingen om hvordan det vil gå, stimuleres tydeligvis ikke tilstrækkeligt med argumenter fra naturvidenskabens dokumentation. Der mangler noget. Nemlig det æstetiske: det at vi mærker krisen på egen krop. Det nærmeste vi kropsligt kommer til klimaet, er at vi mærker det med kroppen. Naturen griber fat i os og får os til at indse at vi er en del af den. Det sker når det regner, når det holder op, og når vinden blæser.

Det er min opfattelse at fraværet af natur, den manglende mulighed for at opnå den æstetiske naturfølelse, forhindrer os i at ændre på tingenes tilstand.

I vores samliv med naturen bliver vi opmærksomme på hvor god den er for os. Ikke alene som nytteværdi, men også som æstetisk værdi. Vi har det mærkbart bedre i dens nærvær end i dens fravær. Det er min opfattelse at fraværet af natur, den manglende mulighed for at opnå den æstetiske naturfølelse, forhindrer os i at ændre på tingenes tilstand.

Humboldts erkendelse i 1800-tallet af hvordan klima, vækst, jordbundsforhold og nedbør hænger sammen, åbnede for en ny måde at anskue naturens sammenhæng på. Det fik stor betydning for H.C. Ørsted og hans formulering af hvordan verden og stof er opbygget. Ørsted formulerede det dynamiske verdensbillede der brød radikalt med den rodfæstede opfattelse at alt er skabt for at tjene mennesket, som den græske filosof Aristoteles formulerede det. Af den græske mytologi lærer vi at Herakles udfriede mennesket fra frygten for vilde dyr og dermed støbte fundamentet for den vestlige civilisation. I Første Mosebog læser vi at Adam navngav dyrene, og at mennesket skal herske over naturen. En konstrueret virkelighed som den vestlige civilisation bygger på. Der skal mere til end 1800-tals erkendelser af at mennesket er en del af naturen, skønt det dengang var en grænseoverskridende kendsgerning, for at få os til virkelig at tro på det.

Vi har i Vesten endnu meget at lære af det gamle Kina hvor alting drejede sig om balancen mellem naturen og mennesket. Denne tænkning prægede i flere årtusinder poesi, litteratur, maleri, kalligrafi, håndværk, tedyrkning og levevis i det hele taget.

Som jeg ser det, har den vestlige verden fortrængt det vi lærte for 200 år siden: At vi ikke står over naturen, men at vi ganske enkelt er en del af den, ligesom alt andet. Vi har brugt tiden og kræfterne på at løsrive os fra de livgivende muligheder som den æstetiske naturfølelse beriger os med, for i stedet at leve et konstrueret liv der har ført os ud i civilisationskriser, krige og ulige fordeling af rettigheder og goder.

Vi har i Vesten endnu meget at lære af det gamle Kina hvor alting drejede sig om balancen mellem naturen og mennesket. Denne tænkning prægede i flere årtusinder poesi, litteratur, maleri, kalligrafi, håndværk, tedyrkning og levevis i det hele taget. Hvad ville der ske hvis vi vesterlændinge i dag tog det alvorligt og lagde vores liv om? Under den første tid med covid-19 i 2020 hvor industriproduktion stoppede, containerskibe og flyflåder lå stille og forbruget stagnerede, kunne alle se hvor hurtigt naturen kom sig, og høre hvor meget den civiliserede verden støjer. Alle indså med forbløffelse hvilken enorm anstrengelse og ressourcekraft det kræver at holde naturen og det groede nede. Tæmme det. Kun få dages uopmærksomhed fra civilisationen og naturen spirer frem i al sin livgivende skønhed!

4.

I europæisk renæssance blev de der modsagde kirkens og magtens doktriner, udråbt som kættere og brændt. Sådan gik det den italienske 1500-tals filosof og dominikanermunk Giordano Bruno, da han fremførte sin naturfilosofi. Den bygger på det synspunkt at mennesket er en del af naturen, og naturen står over mennesket.

Bruno forsøgte at knytte sine tanker om et skabende univers med iboende livskraft sammen med tidens naturvidenskabelige nybrud og derved formulere en ny naturfilosofi. En naturfilosofi der udfordrede ikke alene Kirken, men hele fundamentet for den vestlige filosofi, nemlig Aristoteles’ natur- og verdenssyn.

Bruno fremførte sit synspunkt om et i tid og rum uendeligt univers uden centrum som overalt rummer stjernesystemer med planeter og liv. Et dynamisk verdensbillede der løsrev mennesket fra centrum.

Aristoteles opdelte universet. Han organiserede det så alt fulgte Euklids idealgeometriske strukturer, og alt havde en forklaring, en plads og en funktion. I dette antikke geocentriske verdensbillede, som Kirken accepterede, var alt fastlagt; planeternes baner, Månen og den yderste kant hvor stjernesfæren var grænsen for det fysiske univers. Der var en synlig sfære under Månen med alle fysiske ting og materielle strukturer, og en usynlig sfære bag Månen med æteriske ting. Ifølge Aristoteles’ lære kan der kun eksistere én verden, med Jorden i centrum, da flere verdener ville skabe asymmetri.

Bruno hævdede at denne forklaring var i modstrid med universets enhed. Han fremførte sit synspunkt om et i tid og rum uendeligt univers uden centrum som overalt rummer stjernesystemer med planeter og liv. Et dynamisk verdensbillede der løsrev mennesket fra centrum, frit til at flyde i universet, som det hedder i den esoteriske buddhisme.

Bruno redegør for hvordan alt i universet gennemstrømmes af synlige og usynlige strømme. Senere formulerer H.C. Ørsted det som de kræfter der binder alt i universet, fra kræfter i atomer til kræfter mellem planeter. Livskraften kalder Bruno det.

Den 17. februar 1600 blev Bruno brændt på bålet på Campo dei Fiori i Rom, og alle hans litterære værker blev opført på den katolske kirkes liste over forbudte bøger.

Måske er det mest interessante ved Brunos synspunkt at han forstår universet som evigt og dermed ikkefærdigt. Et ufuldstændigt univers i stadig udvikling eller ekspansion, med en uendelighed af planeter og liv.

Ideen om det selvorganiserede univers er ikke ny, men nyt er det at Brunos naturfilosofi forklarede det med en livskraft og dynamik som videnskaben gennem de forgangne 400 år er blevet mere  vidende om og i dag forklarer som evolution og universets ekspansion. Energien kommer måske ikke fra Gud, men fra Big Bang der er præmissen for alt, liv, natur og alt der er kommet til derefter. Ud af kaos opstår liv. Liv kommer ikke af orden og stilstand som i tidligere kosmologiske forestillinger.

Brunos synspunkter er ikke videnskabeligt funderet på observationer, målinger og kvantitative teorier, men udtryk for dyb indsigt i Guds skaberkraft. Den er uendelig, og da Gud og universet er ét, må universet være uendeligt og uden faste grænser. Rum og tid eksisterer ikke i Brunos forestilling om universet. Denne kosmiske vision er fundamentet for hans naturfilosofiske synspunkt. En holistisk opfattelse hvor alt hænger uadskilleligt sammen. Materie og ånd er blot manifestationer af samme grundlæggende enhed.

Måske er det mest interessante ved Brunos synspunkt at han forstår universet som evigt og dermed ikkefærdigt. Et ufuldstændigt univers i stadig udvikling eller ekspansion, med en uendelighed af planeter og liv. Det er vildt at tænke på at Bruno med skabelsesberetningen udfolder en naturfilosofi der bryder med antikkens rodfæstede filosofiske overbevisning og Kirken. Hans teori om et besjælet univers og en enhed mellem Gud og den fysiske verden er panteistisk, ikke kristen. Han betvivlede de kristne dogmer og indså måske også at Gud ikke skabte verden, men præmisserne for at et skabende univers med liv kunne udvikle sig grænseløst.

Bruno var påvirket af den tyske 1400-tals filosof Nicolaus Cusanus der var optaget af verdensbilledet, uendeligheden og begrebet Gud. Hans ærinde var ikke naturvidenskabeligt, men filosofisk at forklare naturen. Han fremhæver enheden. I Gud er der ikke modsætninger og derfor heller ikke i verden, der er én. Universet har ingen begyndelse eller ende, hverken et midtpunkt eller en omkreds, og Jorden er ikke verdens midtpunkt. Gud er både Verdens midtpunkt og omkreds.

Naturvidenskabens mål er at finde forklaringen på alt og formulere den i teorien om alt; en teori der vil være en simpel form. Det tror jeg ikke på.

400 år senere tog naturvidenskaben og kunsten i fællesskab fat på at forme en ny naturfilosofi. Men efter guldalderens ophør i 1850 blev den afviklet til fordel for et liberalt og rationelt verdenssyn. Naturvidenskabens mål er at finde forklaringen på alt og formulere den i teorien om alt; en teori der vil være en simpel form. Det tror jeg ikke på. Livet er kaotisk, og alt der nærmer sig noget enkelt og reduktivt, er tæt på stilstand og dermed afslutning. Liv opstår af kaos, ikke af stilstand.

Hvorfra kommer denne iver efter at forklare alt rationelt, dette begær efter nøglen til livets gåde? Den ny naturfilosofi skal gøre op med forestillingen om at den kan formuleres i termer der klæber til den måde vi har organiseret os på: Vi har afskrevet naturen og konstrueret et verdenssyn ud fra ideer. Vi må (gen)finde naturens orden og lade den styre vores liv, gøren og tænkning. På den måde bliver den ny naturfilosofi ikke en filosofi om naturen, men om liv, om menneskeheden og om alt det biotiske og abiotiske i verden.

Jeg kan konstatere at der er et presserende behov for en ny naturfilosofi der dels gør op med naturvidenskabens sprogbrug, dels fokuserer på hvad det vil sige for det moderne menneske at leve med erkendelsen af at være lige så meget natur som en sommerfugl eller en tidsel.

Jeg kan konstatere at der er et presserende behov for en ny naturfilosofi der dels gør op med naturvidenskabens sprogbrug, dels fokuserer på hvad det vil sige for det moderne menneske at leve med erkendelsen af at være lige så meget natur som en sommerfugl eller en tidsel. Der er meget stof at hente til denne ny naturfilosofi i Humboldts refleksioner.

Humboldt spiller som antydet en væsentlig rolle i 1800-tallets naturfilosofiske formuleringer med sin beskrivelse af sammenhængen mellem samfundsstrukturer, politik, klima og planter, mens naturvidenskaben opdeler det sammenhængende system til separate fagdiscipliner. Alle kendte naturfænomener bliver adskilt i fagområder som for eksempel zoologi, astrologi, botanik eller geologi, og muligheden for at forstå verden som et sammenhængende system glemmes. At de forstås adskilt, dokumenteres af endimensionelle geologiske, zoologiske og botaniske museer overalt.

Jo mere vi får adskilt tingene og organiseret dem i kategorier, navngivet og bragt under kontrol, jo længere væk kommer vi fra den æstetiske naturfølelse. Og jo mere vil vi opleve konsekvenserne af at mangle natur og naturoplevelser: kriser og kritiske tilstande der bliver stadig vanskeligere at håndtere.

//

Forfatternes klimaaksjon takker Stig L. Andersson for den velvillige tillatelsen til å publisere utdraget fra «Kritik af den æstetiske naturfølelse».

Kritik af den æstetiske naturfølelse er en samling av Stig L. Anderssons tankegods. I verket samler han trådende fra tidligere utgivelser, utstillinger, verker og tekster vedrørende menneskets relasjon til naturen, og naturens relasjon til mennesket. Boken finnes også på engelsk, Critique of the Aesthetic Sense of Nature:

Critique of the Aesthetic Sense of Nature is a collection of Stig L. Anderssons thoughts and works, in which he connects earlier publications, exhibitions, pieces and texts on humans relation to nature, and natures relation to humans. The book can be read both in danish and English.

//

Stig L. Andersson is a professor in aesthetic design at the University of Copenhagen and is a much sought-after lecturer and teacher at universities and architecture schools in Europe, Asia and the United States. He has received numerous national and international awards for his work, including The European Landscape Award, The RIBA Award, The World Landscape Architecture Award, and in 2014 the C.F. Hansen Medal – the highest national honour given to a Danish architect awarded by Queen Margrethe II of Denmark.