Charlotte

Foto: Lea Meilandt

 

Dagtemperaturen strejfer efterhånden de tolv grader. Alt vokser, og vores grund dufter grønt. Vi spiser skvalderkålsskud, mælkebøtte og spinat. Læggekartoflerne, som vi har haft med fra lejligheden, er spiret i vinterens løb. De giver allerede nye kartofler. Kenneth er færdig med ydermurene, taget og skillevæggene.
– Det er utroligt, hvad du kan, siger jeg.
Han har lært det hele af sin far. Selvom han aldrig uddannede sig til tømrer, var han god til at regne og planlægge byggerier. De andre arbejdsmænd havde bare deres kræfter, men de var heller ikke uvæsentlige, når de store master skulle rejses, for at liftsystemet kunne blive udvidet.

Da taget er på, er det tid til vinduer, døre og derefter isoleringen. Så kommer solcellerne. Spritnye, de bedste på markedet, og et kæmpe lån i banken. Kenneth vil ikke have nogle brugte. Der er alligevel sket for meget inden for solcelleudviklingen de senere år.
Derefter kommer det svære. Det meste af vores grund ligger i skygge, fordi vi har så mange træer. Alle naboerne har store åbne plæner og ganske få vækster. De er lette at holde og giver udsyn og lys til stuen.
Kenneth måler vores træer i højden og omkredsen, han udregner deres biomasse. Et løvtræ kan indkapsle mere CO2 end et nåletræ. Så er det noget af det, vi skal tage højde for, når vi bliver nødt til at fælde nogle træer, eller skal vi bare se på, hvilke tilbageblivende træer der vil give det bedste lysforhold til solcellerne? Kenneth har downloadet et computerprogram, som kan beregne solens gang over himlen på forskellige årstider, og her indtegner han havens træer, hvor han også tager hensyn til, om de er løvfældende eller har nåle eller blade hele året.
I forhold til vores solceller kan det bedre betale sig at fælde den store nordmannsgran end det gamle valnøddetræ, som også giver os noget at spise. Kenneth sætter sig med hænderne i skødet og svinger sit hvide hår om på ryggen. Han har fået sin begyndende rødbrune forårsudgroning, taber lange hårtotter, og jeg reder ham, mens vi snakker. Hans hænder drypper af sved. Han har lukket computeren ned for at beskytte den. Nu sidder han bare helt stille, mens jeg ordner ham.
– Måske skal vi tage med i vores overvejelser, hvilke træer der vil klare sig bedst, hvis klimaet bliver endnu varmere, siger jeg og renser kammen. Håret flyver gennem haven, måske finder et fuglepar totten og kan bruge det til redemateriale.
– Nordmannsgranen klarer sig godt. De andre nåletræer har det svært. Du så, hvor visne de var oppe på Klaftafjeld.
– Fæld nordmannsgranen, siger jeg.
– Valnødden skygger mest.
– Vi kan ikke spise kogler.
– Vi tager nordmannsgranen, mumler Kenneth og spørger, om jeg kan lade være med at arbejde her i foråret og til sommer. Han har brug for min hjælp til hus og have, når han rigtig begynder at svede. – Eller hvad med en anden strategi? siger han. – Du kan cykle ind til byen. Du kommer næsten aldrig til at være hjemme, men vi kan spare rigtig meget CO2. Eller et kompromis. Du dropper dit studium og nøjes med at arbejde. Så vil du stadig være lige så meget hjemme, som du er nu. Min kam støder på nogle ugler i min kærestes hår. – Av, siger han.
– Vi kan ikke undvære pengene, siger jeg, – heller ikke dem, jeg kommer til at tjene i fremtiden som færdiguddannet. Vi skal betale af på vores gæld.
– Vil det være frækt, hvis vi indregner arven fra dine forældre? Jeg ser mundlam på ham. – Så er det lettere at skylde i banken.
– De dør ikke foreløbig, siger jeg vredt, – desuden har jeg læst, at al den permafrost, der tør i Sibirien, ikke laver så meget global opvarmning, som man skulle tro. Når det bliver varmere i Sibirien, vokser der bare flere planter, som kan optage en masse CO2. På den måde kan der jo være noget, som løser sig selv. Hvis vi tager det med i vores regnskab, så kan vi fælde begge træer.
– Man skal ikke tro på alt, hvad man læser, vrænger Kenneth.
– Det er et spørgsmål om tid. Om det er en gran eller et løvtræ, vi fælder, så frigøres der CO2 på et eller andet tidspunkt. Hvis vi brænder det fældede træ, går det hurtigt. Hvis vi lader det rådne, sker det også, bare langsommere.
– Vi kan grave træet ned, siger Kenneth.
– Ja, siger jeg tvivlende. – Og med tiden bliver det til gas og kul. Men om mange millioner år er der måske nogle, der begynder at fyre det af.
Kenneth fnyser og gør sig fri af mine arme. – Du er umulig at snakke med.
– Mig? siger jeg og beder ham om at række hænder og fødder frem. Vi mangler at klippe negle. 

Jeg skulker et par timer fra arbejdet med huset under påskud af, at jeg vil rundt og se, om der er noget, vi kan bruge af alt det storskrald, naboerne sætter ud i dag. Jeg spiser chokoladekage og drikker kaffe hos mine forældre. Så længe der er hvid is, er der håb. Far siger det ikke, men han sagde det engang. Henne på væggen blinker Angelica fra sin ramme. Jeg ser et hvidt iskrystal svæve i rummet og lukker øjnene. Da jeg kommer hjem, står begge træer der endnu.

Svalerne summer. Midt på dagen ligger Kenneth på sengen og stønner. Det er blevet forsommer. Jeg er startet i praktik på skadestuen og ved noget om hedeslag. Han er nøgen, og jeg skænker vand.
– Rolig nu, siger jeg og dupper panden, – det skal nok gå.
– Vi skal have gang i den køkkenhave, jamrer han.
– Hvorfor ikke gøre det lidt lettere for os selv, siger jeg, – bare mens vi starter op? Vi kunne betale noget af CO2-gælden af senere, om nogle år. Jeg låner mine forældres bil og kører til arbejde hver dag, bare her mens det er varmt. Så kan jeg hjælpe mere til. Du får fat i en ventilator til at ligge under midt på dagen. På den måde kan du samle kræfter og arbejde om eftermiddagen. Og vi glemmer alt om køkkenhaven til næste år.
– Jeg vil ikke skylde noget, siger han og tørrer håndfladerne af i lagnet. – Hvis vi skal være forbilleder, bliver vi nødt til at være glade, ellers virker det bare afskrækkende.
– Så smil, siger jeg.

 

/

Vi takker Charlotte Weitze for utdraget av romanen ”Den afskyelige” som utkom på Rosinante/Samleren i våres. Romanen er kalt «en økokritisk satire». Vi ønsker henne også velkommen som ny dansk redaktør for Klimaaksjonen!

den afskyelige

 

/

 

HUFFINGTONPOST.COM: