henrik-nilaus

 

Emma er på sammenbruddets rand. En flodbølge er skyllet ind over Ribe og Tønder, og over tretusinde mennesker er meldt savnet, deriblandt hendes bedste veninde, Mille. Emma klynger sig til håbet, men som dagene går, bliver det sværere og sværere at fastholde troen på, at Mille har overlevet.

Mens Emma er med til at arrangeres en bred folkelig demonstration mod den førte energipolitik, planlægger militante miljøaktivister at tage helt andre aktionsformer i brug. En af dem er Daniel fra 3. g. som Emma er stærkt tiltrukket af.

 

Mille hadede, når det stormede. Lyden af vinduer og døre, der klaprede. Taget, der knirkede og klagede sig. Huset brød sig tydeligvis heller ikke om storm.

        Alt var fladt, herfra og helt ud til Højer sluse. Fra første dag de flyttede hertil, havde hun hadet det. Landskabet, den flade marsk, husene, landsbyen og menneskerne. Hun ville aldrig blive en del af det.

       

Det startede med hård kuling allerede op ad formiddagen. Alligevel var hendes mor og Søren taget af sted. De var inviteret hjem til en af Sørens nye arbejdskollegaer inde i Tønder, og aftalen var, at Mille skulle passe Lukas og Amalie. Hun kunne høre, at de allerede var begyndt at skændes.

        Hun kikkede ud ad vinduet. Blåsorte skyer kom rullende hen over himlen og åd dagslyset. Regnen piskede ned og udviskede det, der var tilbage af landskabet. Hun gik fra det ene værelse til det næste og tændte lys i alle rum.

        Kulingen tog til, og lidt over middag gik den over i først storm så stærk storm. Mille stillede sig igen ved vinduet.

        Havemøblerne var væltet, og legehuset var blæst halvt omkuld. En stor gren knækkede af et af de gamle træer, blev hvirvlet op i luften og ramlede ned i det faldefærdige drivhus. Hun kunne se, hvordan ruderne splintredes.

        Hun valgte at ringe. Flov over at gøre det. Men hun havde en ubehagelig fornemmelse i kroppen.

        Først til moren. Hun kunne høre hendes telefon ringe ude fra køkkenet. Hun ventede lidt, før hun ringede til Søren. Brød sig i den grad ikke om det, og heller ikke om ham. Han tog den ikke, selvom hun lod den ringe, og endda prøvede flere gange.

        Hun gik rastløs rundt i huset. Tjekkede, at alle døre og vinduer var forsvarligt lukkede. Det var de, men det peb alligevel ind alle vegne. Huset var utæt, specielt taget. Tagstenene klaprede om kap med døre og vinduer. Og taget gav sig mere og mere, for hver gang det blev ramt af de orkanagtige vindstød. De første tagsten havde løsnet sig, og gennem stormen kunne hun høre, når de rutsjede ned ad taget og splintredes mod fliserne.

     Hun spejdede ud på vejen. Bilerne kørte tæt nu. Men endnu ingen spor af den bil hun så efter.

        Maven krampede sammen, og hun bøjede sig forover. Stod sådan, koncentreret lyttende, mens lydene fra første sal tog til. Hun begyndte at ryste, og kvalmen lå lige under overfladen.

 

Hun tændte for fjernsynet, og skiftede over på nyhederne.

        ”… det vides endnu ikke, hvilke konsekvenser det vil få, hvis alle digerne langs hele den Sønderjyske vestkyst bryder sammen, eller hvor store områder der vil blive oversvømmet, men der er i værste fald risiko for, at vandet nogle steder vil nå op til 10 eller måske endda 20 kilometer ind i landet. Specielt områderne omkring Tønder og Ribe risikerer at blive hårdt ramt.”

        10 – 20 kilometer! Mille stirrede på fjernsynet. Havde de virkelig sagt det? Indtil nu havde hun mest været bange for taget.           

        Oplæseren fik stukket et papir i hånden. ”Der er nu udstedt evakueringsordre for alle lavtliggende områder i Sønderjylland. Orkanen tager stadig til i styrke, og der rapporteres allerede nu om mange tage, der er blæst af.”

        Mille rejste sig og gik igen hen til vinduet. Hvorfor kom de ikke? Hun sparkede den ene fod ind i væggen. Inde fra stuen kunne hun høre speakeren forsætte:

        ”… alle i det Sønderjyske område opfordres nu til at søge til de højst beliggende områder, eller op på første sal, eller loftet, da vandet flere steder er brudt igennem digerne og et totalt dige sammenbrud nu ikke længere kan udelukkes.” Oplæseren lød rystet. ”Det kan i værste tilfælde betyde, at en flodbølge på mellem seks og helt op til ti meters højde vil skylle ind over landet.”

        Mille kunne ikke tro det. Det her var Danmark. Ikke Thailand, Indien eller Japan, hvor hun havde set oversvømmelser, hvor mennesker havde siddet på taget af deres huse. Hvis de forsøgte det nu, ville de blæse ned. Og søge op på loftet! For lidt siden havde de rapporteret om tage, der var blæst af!

        Hun kikkede igen ud. Stadig ingen spor af hendes mor eller Søren. Kun den endeløse række af biler, som nu næsten var gået helt i stå. Nogle havde opgivet at køre og bevægede sig småløbende langs vejen. Skulle hun gøre det samme? Hun så over på Lukas og Amalie og opgav tanken. Hvis hun havde været alene, så …

     Lukas kom over til hende. Han så skræmt ud.

        ”Kommer far og mor ikke snart?” spurgte han næsten hviskende.

        Mille nikkede og holdt om ham. Amalie kom også hen og masede sig ind mellem dem. De knugede hinanden.

        ”Prøv at ringe igen,” bad Lukas.

        ”Telefonen er helt død,” svarede Mille stille. Ordet død klang forkert, hun fortrød, hun havde brugt det.

        Så blev der mørkt. Alt lys forsvandt. Strømmen var afbrudt.

        ”Kan du ikke tænde lyset,” græd Amalie.

        Mille rystede på hovedet. ”Men der ligger nogle lygter nede i kælderen. ”Lad os gå derned,” sagde hun, ” så er vi også i sikkerhed hvis taget blæser af.”

        Halvt nede af trapperne hørte hun det. En lyd hun ikke kendte. Først svagt trængte den gennem orkanens buldren, så mere voldsom som en høj brusen, for at ende i et øresønderrivende brag, der fik gavlen til at vakle og knuste døre og vinduer.

        Hun hev hurtigt fat i begge børn, fik dem op fra kælderen og skubbede dem i retning af trappen.

        ”Vi skal op på loftet,” skreg hun, samtidig med at vandet væltede ind.

        I løbet af ingen tid stod de i vand til midt på livet, og det steg hurtigt. Mille nåede rækværket, greb fat i det og trak Amalie med op ad trapperne. Hun vendte sig for at hjælpe Lukas. Men han var væk.

 

//

Henrik Nilaus har siden debuten i 1984 skrevet bøger for børn og unge med noget på hjerte. Hans forfatterskab rummer både dystre atom-dystopier, knugende skildringer af mobning og dens konsekvenser og humoristiske detektivromaner. Fælles for dem alle er, at Henrik Nilaus har barnet eller den unge i centrum for sin fortælling. Han skildrer med indlevelse, alvor og humor den vanskelige overgang fra barndom til ungdom. / Sammenbrud, Høst & Søn, 2010 ©

 

/

 

This is how people can truly take back control: from the bottom up / Monbiot

 

Store problemer krever små løsninger / Charles Eisenstein i Flux