Marie Hjørnet Nielsen / Kilden

Vi besluttede os for at finde kilden samme dag som min farmor mistede lysten til at leve. Hun døde efter tre ugers tørke i slutningen af juli, den varmeste julimåned der nogensinde var målt. Alle de dystre profetier, som metrologerne havde bebudet, gik i opfyldelse den sommer, men det vidste ingen i begyndelsen af april, hvor luften stadig duftede forårsfriskt af dug og saftigt græs og endnu ikke havde fået højsommerens tykke, klæbende stank af overmodne frugter og råd. Allerede i maj var der eftermiddage, hvor luften var så stillestående, bilosen så tæt, varmen så trykkende, at det føltes, som om man langsomt blev kvalt. Planterne blev så overvældede, at de modnede på rekordtid, visnede og blev til tørre strå. Hestene og køerne nappede i de små, underudviklede gevækster, der var brudt op af den hårde jordskorpe, eller de stod og sov i skyggen af et træ i folde med højt gulnet græs som afgav en rislende lyd, når vinden føg gennem det.

Der var præcis en uge til, vi skulle rejse den dag, jeg besøgte hende på plejehjemmet for sidste gang. Efter hun døde, lå hun flere uger i lighuset, fordi jorden var for hård at grave i, og til sidst besluttede man at brænde liget. På plejehjemmet lugtede der af tis og hengemt som et kælderrum, der kun sjældent bliver åbent for. Hoveddøren var altid låst, så personalet, postbuddet og os besøgende skulle trykke en kode for at komme ind i bygningen. Mon du opdagede, at du var låst inde, eller var din krop blevet dit fængsel allerede før du flyttede ind? Det var som at træde ind i et parallelt univers beboet af oldinge så gamle, at de så aldersløse ud. De lignede dukker med deres glasagtige, stirrende øjne og pudderhvide ansigter. I spisestuen var en mand faldet sammen i stolen, han sov med hagen mod brystet. Kvinden ved siden af ham spiste småkager, førte dem op til munden, én efter én. Da jeg kom tilbage en time senere, spiste kvinden stadig. Jeg gik ned ad gangen til min farmors værelse, og en karavane af frokostvalfartende dukkeoldinge kom imod mig, de skyndte sig på deres langsommelige måde; tøffede af sted med rollatoren skubbende foran sig. En tynd kvinde uden sko på kom gående imod mig, hun stønnede og havde et fraværende, jaget blik i øjnene. Som var hun en mekanisk legetøjsdukke, der blev grebet af en hånd, drejede hun pludselig omkring og begyndte at gå den modsatte vej, stadig stønnende.

     Min farmor lå i sengen, selvom morgenen for længst var blevet til formiddag. Hun fæstnede sit blik på mig, men det var som om hun ikke så mig, som den sovende, der vender sig mod én, spærrer øjnene op og taler fra et dybt sted i søvnen.

     ”De forgifter os”, hviskede hun og pegede på vandglasset med vandet i, som hun nægtede at drikke. Med en viftende håndbevægelse skubbede hun til glasset, der røg på gulvet, vandet flød ud og trængte ned i tæppet. Hun greb om mit håndled, styrken i hendes senede, rystende næve kom bag på mig.

      ”Sluk tørsten i støvet”, mumlede hun og stirrede på mig. Jeg ved ikke, om hun kunne se mig, det så ud som om en blålig hinde i øjnene slørede for hendes udsyn. Jeg glemmer aldrig hendes øjne; brustne og udflydende blå. Hendes øjenlåg gled i, hun døsede hen. Sygeplejersken havde sagt, at det var nedtrapningen af medicinen, hun plejede at få, der fik hende til at hallucinere, men jeg var overbevist om, at hun sagde det, fordi hun havde haft et klarsyn, at hun vidste besked om vandet.

     Kunne hun mærke det, lugte det, smage det eller havde hun i sin svækkede tilstand opfanget brudstykker af en samtale? Var en af plejerne kommet til at tale over sig? Måske var det alligevel ikke alle, der troede på miljøministerens bortforklaringer.

 

”Hun kan dø når som helst nu”, sagde min far. Gardinerne var trukket for de åbne vinduer; de bulede indad hver gang en varm brise pustede til dem. Solen var ikke velkommen med sine svidende stråler, der fik alt der havde levet til at gå i forrådnelse på ingen tid. En buket kunstige, hvide roser stod på natbordet, på afstand så de ægte ud. Hun lå ikke længere i sin egen seng, men i den seng, det var meningen, hun skulle dø i. Hun lå på et plastikunderlag på en madras med luftcirkulation i, der gjorde, at hun ikke fik liggesår. Madrassen udsendte summende, mekaniske lyde. Der var en afventende nærmest højtidelig stemning i rummet. Hendes fingre var stive og krampagtigt sammentrukne som krabbeklør. Hun trak vejret anstrengt, og der var lange pauser mellem hendes udåndinger. Jeg holdt vejret, lyttede efter og kunne først puste ud, når hun gjorde det. Hver udånding kunne være hendes sidste.

     ”Hun har ikke spist eller drukket i seks dage”, sagde min far. Han lød upåvirket, men vibrationerne i stemmen og hans anspændte kæber afslørede ham. Jeg tænkte, at hun måtte være forfærdelig tørstig, hun så så tørstig ud med den åbne mund, stivnet i et gab.

”Den døendes krop har ikke brug for næring, hun føler ikke længere sult eller tørst, hvis vi gav hende noget, ville væsken bare ophobe sig i kroppen”, forklarede sygeplejersken, der med jævne mellemrum kom ind og gav hende et skud morfin og noget beroligende, men det lod ikke til at hjælpe. Hun var urolig, jamrede, drejede hovedet og fægtede med armene, så faldt hun lidt hen, næsten som om hun sov, men lige da det så ud som om hun var ved at overgive sig, klynkede hun, vred sig og kæmpede imod med den sidste viljestyrke, den sidste rest af hendes personlighed som døden endnu ikke havde udslettet. Det var ikke en kamp, hun kunne vinde, den var tabt på forhånd.

     Hun var ikke kun fanget i sin døende krop, men også fanget et sted i sig selv, et mareridtslignende sted, som hun forsøgte at flygte fra. Jeg håbede, at sygeplejersken ville komme til at give hende lidt for meget beroligende, men det gjorde hun ikke.

     Hun døde efter otte døgn, det er cirka den tid, kroppen kan klare sig uden mad og drikke. En vinter blev en mand fundet i sin bil, efter han havde været sneet inde i to måneder. Han levede af sne, og lægerne mente, at hans krop var gået i en slags dvaletilstand, ligesom en bjørn, der går i hi for vinteren. Måske kunne hun have levet længere, hvis hun ville.

     Det brændte to steder den nat, hun døde. En svinefarm og et badehotel ved Vestkysten.Vi sov. Vi havde forsøgt at få en vågekone til at komme og våge over hende, men ingen havde tid. Det var ikke mere end en uge siden, at jeg havde gået forbi hotellet, og der holdt biler parkeret, og der var feriegæster. Og i mit hoved står det der stadig, og det er det, der er så mærkeligt, hvordan steder og personer, der ikke længere findes, stadig kan eksistere i ens minder. Jeg har gået forbi hotellet mange gange og tænkt, at det var som om, at naturen havde givet efter og til sidst taget hotellet til sig som en af sine egne, slebet og rusket i træbrædderne, indtil det til sidst så ud som om det hørte til i landskabet, blandt klitter og små forvredne fyrretræer. Efter fem minutter måtte brandmændene opgive, men modsat grisene, slap alle fra badehotellet ud i live. Du ved, sommerhuset, det er væk nu, havet tog det, men det er flere år siden. Engang var det fiskeri, folk levede af, nu står fiskekutterne og ruster på land.I vinterhalvåret er landsbyen næsten helt lukket ned, den forsvinder nærmest fra landkortet, men om sommeren dukker byen igen op i folks bevidsthed og turisterne strømmer til, de er de nye fiskestimer, som de lokale gør alt for at hive i land. Turisterne lejer sig ind i de gamle fiskerhuse eller på badehotellet, lige indtil den nat det altså brændte ned til grunden, forkullet, en rygende ruin, men se, dér, længere fremme, først en dråbe gul maling på et gråt lærred, og så, en ældre kvinde der nærmer sig, hun har en gul regnjakke på, hun smiler, den salte havluft har fuget hendes ansigt, lagt det i venlige folder, i mine tanker lever du stadig.

Vi sad skulder mod skulder mellem andre varme, vandholdige kroppe.

Jeg havde holdt øje med vejret i dagene op til rejsen, hedebølgen slangede sig ned gennem Europa, landområderne på vejrkortet var farvet orange, tørkens farve. Skovbrandene hærgede. Som fiskestimer tiltog og aftog menneskemængden i takt med togenes afgange. Stemmer, hæle og rullende kufferthjul rungede i hallen. Nogle hastede forbi, andre sad med opadvendte hænder, og hvis det ikke var for de lysende skærme, så det på afstand ud som om de kærtegnede og nærstuderede linjerne i deres håndflader. Jeg kunne mærke, at Alex ledte efter mig, hun ledte efter mig mellem billetautomaterne, i kiosken, i køerne uden for billetkontorerne, i menneskestimerne og pludselig stod hun foran mig.

     Vi sad skulder mod skulder mellem andre varme, vandholdige kroppe. Vores kroppe mister hele tiden vand, kroppen har ingen væskereserver, vi er afhængige af at vandet kommer til os. En lille dreng sov med hovedet på skrå, en spyttråd hang fra hans åbne mund. Han havde krummer på bukserne. Chokoladekiksene smeltede i varmen. Vandet løb igennem mig og de andres kroppe, drengens spyt, svedet på Alex’ overlæbe. Det første jeg lagde mærke til, da jeg fik øje på Alex på stranden, var hendes lændesvaj, der fik maven til at bule lidt. Det næste jeg lagde mærke til var svalen på hendes venstre skulderblad. Jeg fik en voldsom lyst til at lade hånden glide ned ad hendes ryg og børste sandet af, der klæbede til hendes våde bikinitrusser.

 Toget kørte over en bro, havet, dybblåt, med grønne plamager som andemad i søer, klipper, de steder, der engang havde været øer. Jeg lænede mig ud af vinduet, men luften udefra føltes varmere end luften i den trange togkabine. Jeg tænkte på sommerdagene, jeg tilbragte på bagsædet i mine forældrenes gamle Saab på vej på campingferie på en ø derude i et sted. De sidste stædige beboere blev tvangsflyttet derfra for et år siden. Jeg klemte Alex’ hånd, da et modgående tog susede forbi.

      

Det var ikke kun dig der døde den sommer, også haven gik til. Haven var som mors andet barn, alligevel kunne hun ikke få sig selv til at ødsle med vandet som naboen, der havde et vandingsanlæg som flere gange i døgnet strintede vand ud over den usandsynlige grønne græsplæne, fortovet og de forbipasserende på den anden side af hækken. Også den smule jord potteplanterne havde fået at leve i tørrede ud. Syrenbusken var det eneste, hun holdt i live. Den stod i et hjørne af haven og lignede et lille stykke af paradis med de grønne blade og store lilla blomsterklaser.

      ”Skynd dig, kom og se”, hun stod henne ved vinduet og kiggede ud. Jeg gik hen til hende.

     ”Se, se”, sagde hun begejstret, hviskende, som om hun var bange for at komme til at forstyrre det, hun så med sin stemme. Hun pegede på syrenbusken. En hvid sommerfugl sværmede om busken.

     ”Det er et mirakel”, hviskede hun.

 

(…)

 

Kilden skulle være en af de sidste jomfrukilder som var tilbage i Europa, og området var også fuglereservat for mange af de fuglearter der under masseudryddelsen havde været tæt på at uddø. Vi vidste, at kilden havde sit udspring ti kilometer uden for Gyldenkilde, og at myndighederne havde indhegnet området for at forhindre, at man tappede vandet. I Gyldenkilde var kilden blevet lidt af en turistmagnet, på trods af at ingen, hverken byens beboere eller turisterne kunne få den at se. Som så mange andre landsbyer havde Gyldenkilde været ramt af affolkning og butiksdød, men efter kildens berømmelse, var de tomme lokaler blevet fyldt med souvenirs og obskure drikkevarer; dyreblod i plastikflasker, modermælk og filtret urin, og alternativt renseudstyr; krystaller, filtre og særlige urter som efter sigende skulle opsuge giftstofferne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det nu også var kilden som var afbilledet på de postkort, man kunne købe, eller om det var fotografier af for længst udtørrede vandløb. Man kunne også købe små glasflasker med kildevandet, og selvom det nok bare var vand fra vandhanen, så købte folk dem alligevel som souvenirs, eller fordi de var troende. Nogle tror på, at byen er velsignet, og den lokale præst gør alt, hvad han kan for at styrke turisterne i troen. Folk rejser langvejs fra for at få deres børn døbt i det hellige vand, selvom vievandet højst sandsynligt aldrig har været i nærheden af kilden.

      

(….)

 

På vej ud af Gyldenkilde vandrede vi forbi en skaterpark, gennem små flækker, forbi ufærdige huse, langs et udtørret flodleje, jernbanen, motorvejen. Vi gik på heden, på stier mellem lyng og sletter, stejle skranter og havet, blåt, selvom himlen var grå. Jeg samlede afsvedne blomster op, solen havde brændt huller i deres blade, tørret dem som papir, jorden slog revner som sprukken hud, vi vadede hen over gyldent græs, blomsterne havde krøllet sig sammen, rådyrene søgte ud til moserne, det samme gjorde frøerne, de som endnu ikke var tørret ud. Alt var gyldent og sprødt. Jeg tænkte, at det var utroligt, at vi var i live.

 

Vandmelonen var lille og smaragdgrøn. Alex flækkede den med en skarp sten, skallen afgav en sprød lyd, frugtkødet var glinsende rødt, saften drev ned af hendes hænder og dryppede på den støvede jord. ”Forsigtigt”, sagde jeg, ”ikke en dråbe må gå til spilde”. Køerne lå i solen og dasede, hvis det ikke var for deres svirpende haler, så de døde ud. Der var ingen steder, de kan flygte hen, ingen skygge de kunne søge ly i. Sandet brændte, en markbrand bredte sig under jorden. Under solen er vi alle fangede. Store, levende klaser af fluer sværmede omkring køernes hoveder, deres endeløse plage; når de rystede på hovederne, lettede sværmene for med det samme at sætte sig igen på det fugtige ved dyrenes øjne.”I den her varme udvikler fluerne sig fire gange hurtigere, end de plejer”, sagde Alex, ”tørken forvandler landskabet til et tagselvbord af lort og fordærvede dyr, fluerne elsker vores svedklistrende kroppe, de drikker vores sved, og myggene vores blod.” Alle de måder kroppen mister væske på; udånding, sved, urin, afføring. Blodkarrene trækker sig sammen for at holde på væsken. Spændinger i tindingerne. Svedaftryk fra rygsækken. Jeg slikkede sveden af min arm. Jeg havde aldrig følt mig så levende, som efter jeg fandt ud af, at det er vandet, der gør os syge. Vi vandrede og drak vandet, unge og forelskede. En kalv rejste sig, da vi gik forbi, den kom hen til hegnet. Den slikkede mig i håndfladen, dens tunge var ru som en gammel dames hænder. Du i din blomstrede kjole, de lillablå åreknuder på benene, fødderne der var hævede og for store til hjemmeskoene. Jeg følte en impuls til at skære halsen op på kalven og drikke dens blod, selv de rige mærker tørsten, når kilden løber tør, så vil selv de blive inficeret. Luften lugtede af aske og brændende træ, ikke langt derfra hærgede en skovbrand. Jeg fandt en nedfalden citron og gav Alex den som en gave pakket ind i mine hænder. Hun vred den midt over og sugede saften ud og rakte den anden halvdel til mig. Jeg pressede saften ud på tungen, solvarme dråber, der fik nakkehårene til at rejse sig. 

Vi kom til et sted, hvor jorden var blød og eftergivende, ildelugtende som slam. Der var stadig vandpytter, store områder med brunt søgræs, sten og enkle strandede både. Tørre grene, der lignede knogler. Kroppen. Vores kroppe som den udtørrede sø, jorden, der slog revner, huden, der sprækkede. Vi smurte os ind i mudderet, det kølede, senere stivnede det, krakelerede og smuldrede af. I et forsøg på at redde sig selv havde træerne omkring os smidt bladene. Vi så det ske uden at kunne gøre noget. Under solen er vi alle fangede.

 

// Dette utdraget er fra en større novelle, laget til Klimaaksjonen. Vi takker forfatteren!

Marie Hjørnet Nielsen, f.1992, er uddannet fra Skrivekunstakademiet i Hordaland og underviser på forfatterskolen i Thy.

Comments are closed.

Powered by WordPress.com.

Up ↑