To be held by kelp / Susanne Christensen

(Kelp!) I need somebody

(Kelp!) Not just anybody

(Kelp!) You know I need someone

(Kelp!)

The Kelp Congress eller Tangboka

Edited by Hilde Methi, Neil Cahoon and Annette Wolfsberger

NNKS Press, 2020

De findes overalt i Venedig, disse viftende arme. Hvor end man går, er man på kanten af vandet, og på denne kant vokser tangen. Under Venedigbiennalen i 2019 fandt man tang på mange niveauer. Tang var i den nordiske pavillon, repræsenteret af den svenske kunstner Ingela Ihrmans både stiliserede og kødelige, næsten abjektale tanglignende tekstilskulpturer, men også på Peggy Guggenheim Collection som viste værker af den modernistiske kunstner Hans Arp (1886-1966). 

Blandt mine fotografier fra besøget i Venedig findes nogle af Arps trærelieffer i blå, hvid og sort. Jeg ser tang og organiske former, selvom titlen som jeg kan google mig frem til, peger på noget helt andet (”Overturned Blue Shoe with Two Heels Under a Black Vault”). Værkerne af Arp er fra 20’erne, og det er tydeligt at han var del af sin tids dada- og surrealismestrømninger. Hvis man ser en form for naturrepræsentation, er den stærkt stiliseret; formen er holdt i skak, fikseret. Man mærker Arps fascination, men der findes også en klar distance som giver os indtryk af et subjektivt blik på et motiv – om det så er tang eller sko – som markerer det væsensforskellig fra kunstneren. 

Senere i 2019 åbnede LIAF, Lofotens biennale. Kuratorerne havde arbejdet processuelt snarere end at fokusere på slutproduktet i form af den færdige udstilling. De inviterede kunstnere havde længe før åbningen integreret deres praksis i forskellige lokale miljøer. I september løb tangkongressen – The Kelp Congress – af stablen som nu er dokumenteret i bøgerne Tangboka og The Kelp Congress (NNKS Press, 2020). Teksterne er præget af en slags tangjouissance som er helt forskellig fra hvad de tidligere modernister arbejdede med. Når man taler om posthumanisme, handler det gerne om robotter og kunstigt liv, men det kan også handle om menneskets forhold til dyr, vækster og genstande. Der er brug for et sprogligt arbejde som kan placere os på andre niveauer end som centralt herskende over noget laverestående, tjenende. 

Den lille bog om tangkongressen indeholder mange gode eksempler på hvordan sprog og videnskab kan indvirke frugtbart på hinanden. Som deltager i den eksterne del af kongressen blev jeg opfordret til at hengive mig til en offentlig tangspa, bogstaveligt talt et par badekar med tangblandet vand placeret i en discoagtig rosa belysning. Nogle få modige deltagere iklædte sig badedragter og interagerede med tangen. I et andet hjørne blev der serveret suppe, og nogle af de deltagende kunstnere holdt en meget konkret finissage hvor de rev deres eget værk – mest bestående af lyse træpinde og planker – fra hinanden i en performance som udviklede sig til en jamsession hvor publikum begyndte at lave lyde med træplankerne ved at hamre dem rytmisk i gulvet og rasle med små armbånd og rangler sat sammen af muslinger og … ja, tang. 

Med andre ord et festfyrværkeri af sanse- og oplevelsesorienteret udforskning. 

Tangens muligheder blev i sandhed foldet ud i en bred vifte under kongressen; en ny fremtid i samklang med tang. Film blev fremkaldt i en speciel tangbaseret fremkaldervæske. Vi lærte om hvordan tang blev høstet langs de norske kyster og brugt i glas- og sæbeproduktion i Skotland. Tang, med sin karakteristiske stærke lugt, udgjorde også et gemmested for jøder som skjulte sig for soldater under anden verdenskrig; under kongressen fik tangen bogstavlig talt en medalje og blev fejret med en procession gennem Svolvær for at hylde dens livsreddende funktion under krigen. Den grønne og brune tanghud blev brugt til at projicere tekst på, og vi samledes også i grupper og skrev digte med blæk på tangpergament. Med andre ord et festfyrværkeri af sanse- og oplevelsesorienteret udforskning. 

Det er værd at huske på at tangen også står op for mennesket under en atomkatastrofe hvor jodtabletter holder skjoldbruskkirtlen fri af strålepåvirkning. Et samarbejdsorienteret syn på hvad tangen kan tilbyde os, udfordrer mere traditionelle dikotomier mellem aktiv og passiv, mellem menneske og alle andre former for eksistenser i vores fælles verden. Tang kan helt konkret vise vejen mod en fremtid hvor den kan træde i karakter som brændstof, mad, medicin, gødning og meget andet. Tangen kan også skabe arbejdspladser i et ørige som Lofoten. 

Et højdepunkt på både tangkongressen og i Tangboka er Astrida Neimanis’ fantastiske essay “So tired, the sea” som er skrevet specielt til arrangementet. Her blev det fremført akkompagneret af en hypnotiserende videooptagelse af en kvinde som falder i slowmotion på en baggrund af viftende tang som synes at gribe hende og bære hende. Hvis tangen har kapacitet til at gribe og bære os når vores kroppe er trætte, bør vi også være klar til at aflaste havkroppen når oceanet er udmattet, når det har indtaget for meget gift og næsten ikke kan trække vejret mere. 

ALLE FOTOGRAFIER / SUSANNE CHRISTENSEN

/// Takket være støtte fra Bergesenstiftelsen og Fritt Ord kan Forfatternes klimaaksjon publisere denne artikkelen i vår kunstspalte Billedlig talt.

Comments are closed.

Powered by WordPress.com.

Up ↑