Den levende lynghede — vandringer i fragmenter / Emmy Laura Pèrez Fjalland

Et bidrag til Forfatternes Klimaaksjon   

De sagde, at du var et øde sted—endda åndsfraværende, endda stillestående, og med det mente de tilbagestående. De sagde, at du var nærig og mager, og med det mente de fattig. De sagde, at du var som en ørken og ufrugtbar, og med det mente de uden liv. Men for dem, der levede her, var du dem nær, både levende og generøs med det du havde at give. 

         Engang strakte din krop sig over enorme afstande. Hist og her er fragmenter tilbage. Alligevel—for en lille krop som min—er fragmenter elektrificerende—som i krop til krop, eller mellem kroppe eller mellem kropsdele. Et bakkehav.

***

Over et fragment, gik jeg med en vandrehyrde en januardag.

Fårene var et andet sted, men hyrden kiggede ned. “Jeg ser efter mad til dyrene, fårene,” sagde hun. “Lyngen er gammel. Næsten væk. Den trænger til ild, og så græsning.” Der var revling i massevis. Og visne bærbuske; bærbuske, jeg i senvinteren ikke kunne skelne fra hinanden. 

         Mette har fortalt, at der, for hvert skridt man tager—i spændet eller mellem hver fod—i en lynghede, findes hundredevis af kilometer underjordisk svampenetværk.  

Samme fragment, en anden årstid:

Jeg havde hørt rygter om, at vårkobjælden fandtes her. En lille, kær anemone-lignede blomst. Stjerneagtig, der dukker frem i marts eller april. Men jeg kunne ikke finde den. Vandrehyrden sagde fortrøstningsfuldt: “Jeg kender en, der kan hjælpe dig. Hun ved, hvor de er at finde. Hun følger hedens blomster. Holder øje med dem.” Jeg måtte komme igen. Her må man være tålmodig. Vi skulle have brændt, men det har regnet. Igen. 

         Jeg gik videre. Et lille vandhul, opalblåt, findes. Jeg fulgte et lille vandløb. Sikken rislen. Som i krop til krop, eller mellem kroppe eller mellem kropsdele. Jeg fulgte et dyrespor gennem lyngen. “Gå dig mod til,” skrev min oldemor i et brev. Jeg er opkaldt efter hende, vi er navnesøstre. Jeg gik raskt afsted, og forestillede mig at hun var en, der gik raskt og kunne gå langt.  

Et nyt fragment, et andet år:

Indlandsklitterne rejser sig, og sandslugterne strækker sig. “Det er som et månelandskab,” siger en besøgende. Der er fodspor fra rådyr og krondyr og grævling og ræv. Ene og lidt fyr står langsomt rundt omkring—rokker lidt med vinden. Lyngen strækker sig, topper klitternes kanter, hvor sandet er skredet under dem. En ene kroner en klit. Vindblæst og formet af tid, stikkende og alligevel blød som mørkegrøn. Mette kalder dem “bedstemødre”. Og Josefine Klougart skriver, at der altid er “den mulighed, at man sætter dig bag en enebusk og forsvinder.” 

         At sætte sig bag en bedstemor og forsvinde lidt—det er en sag for mig.    

En anden gang, et andet fragment i det tidlige forår:

Jeg trådte tungt, jeg ville ikke møde en hugorm. Jeg ville gerne have det anderledes, men slanger kommer i mine drømme. Det er noget med den måde, de bevæger sig på. Deres hud. Mine hår rejser sig. 

         Vandrehyrden kaldte på fårene, og en liflig trommen af klove mod lynghedens flade opstod. Mit hjerte rytmede med—forventningsfuldt, og stod jeg mon i vejen? Vi samledes et øjeblik—fårene, hyrden og jeg. Så gik vi. Jeg snublede. “Du er jo ikke så høj,” sagde hun, “du går i knæhøj lyng, det trænger til ild.”

         Fårene tyggede drøv, gederne stod ved et krat. Vi drak kaffe og spiste en mad i læ. “Det er et langsomt sted,” sagde hun.

         Hun holdt af—eller fandt virke, eller fandt plads, eller alle tre ting—fårene, ilden, hundene, planterne, blomsterne og insekterne. Hun holdt øje, noterede livene i billeder, buketter, frø, pollen og ord. Hun hyrdede et fragment—som i krop til krop, eller mellem kroppe eller mellem kropsdele. Hendes yndlingsblomster var, ”udover hedelyngen og klokkelyngen; 

rosmarinlyng, 

femradet ulvefod, præstbjerg ulvefod—vokser næsten altid ved siden af krybepil— og almindelig ulvefod,

mose-troldurt,

guldblomme—vokser ofte meget, der hvor vi har brændt af,

kattefod,

rundbladet soldug,

benbræk,

almindelig månerude,

lav skorsonér,

plettet gøgeurt og

engblomme—ingen sidste år på grund af oversvømmelse.”

***

Kaj Munk skrev, at “‘Gold er den Jord, som Lyngen bær’, lyver Digteren; for Heden er netop fuld af Vækster.” Lyngheden er et sted for dem, der trives, hvor det ikke skygger for meget. Dem, der trives, hvor jorden er mager, hvor livet er langsommere. Et sted, hvor der findes liv, der også fandtes før mennesker forstyrrede, men som trives med nogle slags menneskelige forstyrrelser. Som i krop til krop, eller mellem kroppe eller mellem kropsdele.

/

Denne tekst er skrevet med mine feltnoter i perioden 2020-2022. Jeg vil gerne takke arkæolog Mette Løvschal for at introducere mig til lyngheden og hendes arbejde, samt vandrehyrderne Berit Kiilerich, Geeke Jonker, og Annette Holmenlund. De har taget mig med ud at hyrde i nogle af de få tilbageværende danske lyngheder, og vist mig, hvad de ser og gør, og de blomster, de kigger efter. Citatet af Josefine Klougart er hentet fra Alt dette kunne du få(2021), citatet af Kaj Munk er hentet fra ‘Den hvide Dame paa Heden’ (1936) og titlen er inspireret af Nan Shepherds The Living Mountain (1977). 

Emmy Laura Pérez Fjalland (f. 1987) er kulturgeograf, og arbejder hovedsageligt med det rurale og landskabsformende praksisser—i samarbejde med landmænd, hyrder, arkitekter, arkæologer, billedkunstnere og kokke, blandt andre. Hun er arbejder på tværs af og mellem medier, rum og discipliner, og udforsker mere-end-menneskelige sameksistens, omsorg, mobilitet og historiefortælling. Læs eventuelt mere på www.emmylaura.work 

Forfatternes klimaaksjon takker for teksten!