Fotokredit: Lea Meilandt
Dråben blev, da det internationale samfund valgte den saudiarabiske oliesheik Sultan Al Jaber til at lede klimatopmødet COP28 i 2023. Nu var der ikke længere nogen grund til at tro, at de voksne ville bremse klimakatastrofen. I afmagt gik de unge på gaden i København og indledte en tænkemarch. Som de gik og kiggede ned i fortovet, var der en ung kvinde, der fik en idé. Hvad med om de brækkede brostenene op – ikke for at smide med dem, men for at bruge deres plads til noget bedre – til planter. På den måde kunne alle, der ville være med, gøre jorden grøn og blomstrende igen.
De blev enige om at prøve det af. Den 8. maj 2024 gik 50 unge fra XR og Den Grønne Ungdomsbevægelse ud på Københavns gader, lirkede en brosten op hver, og strøede rødkløverfrø ud i hullerne. Maj blev en regnfuld måned og allerede i juni stod de små huller og bugnede af rødkløverens blade. Kommunens folk havde lagt nye sten i halvdelen af hullerne, men resten havde de overset, fordi de befandt sig i mindre gader, så her fik planterne lov til at gro. De unge holdt et stormøde og drøftede succesen. De aftalte en ny aktion, denne gang ville de opgradere til fortovsfliser, og de ville aktivere endnu flere unge. De satte sedler op, og de spredte ordet via sociale medier.
Den 5. juni gik unge over hele landet ud, løftede fortovsfliser og såede frø i hullerne. Fem planteskoler havde indvilliget i at donere vildtblandinger med frø, som var robuste og havde høj spireevne i næringsfattig jord og grus. Der var røllike, kornblomst, cikorie, snerle, hvid okseøje, kornvalmue, almindelig syre, smalbladet timian, hør, morgenfrue, hjulkrone og mange andre frø.
Denne gang gik det ikke helt så let. Kommunerne fik klager fra borgere, som kaldte det vandalisering. De unge mennesker ødelægger vores land, lød det. Imens kørte de voksne rundt på vejene i deres nye biler. De kørte ud og købte nyt tøj og nye møbler, mens de rasede over de unges ubetænksomhed.
De unge indkaldte til et nyt stormøde. Denne gang online, så alle kunne være med. De drøftede det næste skridt. Hvordan kunne de ‘grønne’ mere af landet, hurtigt og effektivt? Én stillede det matematisk op. Vi unge udgør en halv million, dvs omkring 9 % af Danmarks befolkning. Derfor må 9 % af landet tilhøre os. Det var de andre enige i. De måtte tage det tilbage, som var retmæssigt deres, og så måtte de give det til naturen. Med til mødet var også en repræsentant for den svenske og den norske klimabevægelse, Fridays for Future. De tilsluttede sig planen, og sagde at de ville lave samme regnestykke for Sverige og Norge, og mobilisere de to landes ungdom. De drøftede, om de skulle opsøge nogle eksperter, fx landskabskonsulenter, for at få hjælp til at vælge de rette planter. Én fortalte at hans far var ekspert i at grave veje op, og foreslog at inddrage ham. Men det føltes alligevel for skrøbeligt at involvere de voksne. Risikoen for at de ville afspore projektet med deres erfaringer og viden om hvad der var muligt, var simpelthen for stor. Til sidst blev de enige om, at det var nødvendigt, at de stolede på deres egen evne til at lede projektet. Vi må selv blive de eksperter, vi ønsker at kunne kontakte, sagde de, og så var sagen afgjort.
De havde taget hamre, økser, spader og mejsler med, og nogle havde skaffet elektriske nedbrydningshamre og boremaskiner, som var særligt gode til at lave de indledende huller i vejen.
En af mødedeltagerne begyndte at regne på det. Hun kom frem til at det danske regnestykke gav dem ret til at tilbagetage et areal svarende til alle landets fortovsfliser, og foreslog at de brækkede alle fortove op og lod jorden ånde igen. Men de andre var uenige. Så presser vi fodgængerne ud på vejene – det er ikke forsvarligt. Særligt når det er bilerne og bilisterne, der udgør det egentlige problem. Folk som vælger at gå eller cykle, skal ikke bøde, mens bilister bare kan bevæge sig uhindret rundt. Derfor blev det besluttet, at de fremover skulle prøve kræfter med asfalten på vejene i stedet for.
På dagen for den store asfaltaktion, mødtes grupper af unge i København, Stockholm, Oslo, Aarhus, Trondheim, Göteborg, Malmö og Holbæk. De havde taget hamre, økser, spader og mejsler med, og nogle havde skaffet elektriske nedbrydningshamre og boremaskiner, som var særligt gode til at lave de indledende huller i vejen. Lidt efter lidt brækkede de asfalten op. De unge erfarede at de kunne arbejde i længere tid på villaveje og landeveje, uden at blive forstyrret, mens byveje var besværlige, fordi de konstant blev antastet af bilister, eller tippet til politiet. De brækkede asfalt op og løsnede op i det underliggende gruslag, så det blev mere modtageligt for de små frø. Så såede de, lige til det blev mørkt. De gjorde arbejdet op, og regnede ud, at de sammenlagt havde frisat et område på 120 tønder land, svarende til to mellemstore marker, fra asfaltens kvælertag.
Næste dag holdt de kollektiv debriefing. Alle repræsentanter fortalte at arbejdet var gået godt, men at det tog tid at frisætte store områder. De besluttede, at de kommende tre måneder skulle gå med kontinuerligt arbejde i alle tre lande. Men modstanden var også taget til. Er I ude på at slå os ihjel? sagde de voksne i lederspalter i landets store aviser. Nej, men I er tydeligvis ude på at slå jeres egne børnebørn og kommende oldebørn ihjel. For ikke at tale om alle de planter og dyr, som I allerede har slået ihjel, svarede de unge, i samtaler med hinanden, i landets små kollegiekøkkener. De unges hærværk koster os millioner af skattekroner, sagde en politiker på tv, og: Ønsker de sig virkelig en verden, hvor mennesker ikke færdes i biler? De unge planlagde lynhurtigt en modaktion. Alle fandt en lys T-shirt og skrev stort på brystet: VI ØNSKER OS VIRKELIG EN VERDEN, HVOR MENNESKER IKKE FÆRDES I BILER. Og de tog den allesammen på dagen efter. Så fortsatte de aktionen ude på vejene. Efter fem uger nåede de en milepæl. De havde befriet 9 % af Danmarks, Sveriges og Norges areal.
Derefter indledte de OB – Operation Børnehjælp. De ville frisætte yderligere 11 % af Danmark, Sverige og Norge, svarende til de tre landes tusindvis af børn, som endnu ikke selv kunne deltage i aktionerne. Ude på vejen havde de unge haft gode møder med nysgerrige børn. Hvad laver I? havde børnene spurgt, og de unge havde svaret, at de gravede vejen op. Hvorfor gør I det? havde børnene så spurgt og de unge havde svaret, for at jorden kan få luft og planterne kan gro. Den forklaring havde været logisk i børnenes ører. Selvfølgelig skulle jorden have lov til at ånde. Må vi være med?, havde de spurgt, og de unge svarede, Ja! Når I er blevet lidt større, så kommer I med. Og hvis I ikke kan vente, så start ude på legepladsen i jeres børnehave. Og det gjorde børnene så.
Nu var vejene møre, de unge var blevet rutinerede og arbejdet gik hurtigt. Målet på de ekstra 11 % blev nået, inden juli var omme. Nogle blev taget af politiet og fik bøder, men det gjorde ingenting, for alle var høje over hvor godt indsatsen bar frugt. Planterne spirede frem overalt. Biologer meldte om fremgang for arterne hedepletvinge og violetrandet ildfugl, som følge af det øgede antal værtsplanter. Nogle kommuner forsøgte at fylde hullerne med ny asfalt, men den nye asfalt var blød, og de unge fik hurtigt skovlen under den. De havde organiseret sig, så der altid var en gruppe i hver by, der kunne tage ud og skovle asfalt om natten. Internt blev de omtalt som nattens ninjaer, og kommunerne, som manglede ressourcer i forvejen, opgav hurtigt at få udfyldt hullerne igen.
En dag i august 2024 skyllede et skybrud ind over Danmark. Veje og kældre blev oversvømmet, og motorvejene, som de unge endnu ikke havde turdet arbejde på, forvandlede sig til frådende floder med en strøm så stærk, at den slæbte både personbiler og lastbiler med sig. De mange dyre klimasikringsanlæg i landet kom på deres første prøve, og de fejlede. De havde begrænset kapacitet og når de var fyldt op, flød de over. De unges huller, derimod, ydede en uvurderlig sikring mod oversvømmelser. De levende åndehuller optog vandet effektivt og lod det trænge langsomt ned i jorden. I villakvarterene, hvor de unge havde fået plads og ro til at lave rigtig mange huller, var vandskaderne langt mindre, end i de områder, hvor vrede voksne havde tvunget de unge til at finde andre veje. Nu jublede de voksne, der boede på de frisatte veje, og selv forsikringsselskaberne måtte melde ud, at deres udskrivninger var langt færre i de frigjorte områder.
Vi vil GIVE Danmark tilbage til dem, der retmæssigt ejer landet: Alle arterne og alle mineralerne, stenene og åerne og luften og mulden. Og ikke mindst træerne, der binder jorden og forhindrer jordskred og flodbølger, og laver den fotosyntese, som vi ikke kan leve uden. Vi vil give landet tilbage til dem, så de kan give fremtiden tilbage til os alle.
Opbakningen fik de unge til at indkalde til et nyt stormøde. Foruden norske og svenske repræsentanter, deltog nu også en engelsk, en hollandsk, en tysk og en fransk repræsentant på mødet. De var alle enige om, at de måtte handle hurtigt, mens folkestemningen var på deres side. De skandinaviske unge besluttede, at tiden var inde til, at Danmark, Sverige og Norge sagde farvel til alle deres veje. Repræsentanterne fra de andre lande tog noter og fortalte hvor langt de var kommet, eller hvornår de ville begynde frisættelsen af deres egne landes veje. Den skandinaviske beslutning blev, at dem der ville rundt på de korte afstande, måtte gå, løbe, cykle, skate, rulle eller løbe på løbehjul. De små kunne sidde i barnevogn og cykelvogn, og de ældre og gangbesværede blev tilbudt tilpassede el-cykler. Tognettet forblev intakt, så det var muligt at komme rundt på de lange afstande, og cykelsmede på tværs af landene, gik sammen om at udvikle nye smalle ambulancer, som kunne køre på el på cykelstierne.
Så indrykkede de unge annoncer i alle landets aviser, på Instagram og Tiktok. Denne gang inviterede de alle. Alle der ønskede en fremtid, som var til at leve i, og et land der havde en sund jord og en stor artsrigdom. Det startede med én brosten, der blev forvandlet til et blomsterbed, forklarede en af de unge, som havde været med fra begyndelsen, på landsdækkende dansk tv. Og nu er vi så her. Vi vil ikke tage Danmark tilbage, for Danmark har aldrig bare været vores. Vi vil GIVE Danmark tilbage til dem, der retmæssigt ejer landet: Alle arterne og alle mineralerne, stenene og åerne og luften og mulden. Og ikke mindst træerne, der binder jorden og forhindrer jordskred og flodbølger, og laver den fotosyntese, som vi ikke kan leve uden. Vi vil give landet tilbage til dem, så de kan give fremtiden tilbage til os alle.
Nogle voksne var stadig imod, men de fleste voksne havde længe følt afmagt over klimaets og biodiversitetens tilstand, og de var lettede over endelig at kunne handle. De medbragte bedre udstyr og lod deres biler agere trækkraft, så de kunne pløje resten af vejene op. Eksperterne var de unge. De ledte arbejdet og de voksne tog ved lære og greb fat hvor de kunne. De små planter fik selskab af store planter. Der blev plantet træer og buske, der hvor vejene engang havde løbet, artsspredningen blev forøget hastigt og de gamle veje blev til nye levende korridorer, hvor egern sprang fra træ til træ, og ræve, grævlinger, mink, pindsvin og ulve sås imellem krattet.
Bevægelsen spredte sig hurtigt til resten af verden. Da de europæiske veje var omlagt til kilometervis af plantebaner, var asiatiske, afrikanske, amerikanske og australske unge allerede godt i gang med at afskaffe deres overflødige veje. Hospitalerne blev mindre og mere lokale, så ingen havde langt til sygehus, og det samme skete med skolerne. Mennesker overalt begyndte at finde glæde og mening i de helt nære lokale samfund, som de havde mistet kontakten med, på forskellig vis. Bilernes komponenter blev skilt ad og alle mineraler blev enten ført tilbage til naturen, hvor de hørte hjemme, eller genbrugt i produktionen af nye vindmøller og solceller. Alle der kunne, transporterede sig herefter ved egen muskelkraft, og alle der ikke kunne transportere sig selv, blev organiseret i lokale grupper og fik hjælp af naboer, til at komme omkring, og det medførte at alle blev fortrolige med deres lokalmiljøer, og lærte at drage bedre omsorg for dem. COP-møderne tog ingen alvorligt længere, og COP30 blev da også aflyst fordi flyenes landingsbaner var forvandlet til store vildenge. I 2025 udkom FN’s nye klimarapport. Den meldte om massiv fremgang for hovedparten af de rødlistede arter. Rapporten blev illustreret af et smukt high-res foto, taget fra Hubbleteleskopet, der viste Jordklodens nye netværk af klorofylgrønne CO2-optagende plantebaner. Verdenssamfundet overdrog alle lederstillinger og al ansvar til de unge, og bad dem om at føre Jorden klogt ind i fremtiden.
/
Shëkufe Tadayoni Heiberg, født 1987, forfatter, cand. mag. i Litteraturvidenskab, selvstændig forlægger på forlaget Uro, samt skønlitterær oversætter fra persisk til dansk. Shëkufe har en aktivistisk og utopistisk tilgang til sprog, og arbejder med at udvide sprogets, og dermed også tænkningens, rammer. Forfatter til digtsamlingerne «Frugt & grønne sager» (2016), «Æg» (2017) og «Muld & liv»(2020) og det korte prosaværk «Plantae sapien» (2021) med genrebetegnelsen utopisk bio-fi. I 2022 har hun udgivet digtoversættelsen “Hafez – fra vinhus til paradis” som er gendigtet i samarbejde med Hamid Tadayoni og Morten Søndergaard, samt romandebuten “Nødder”. I 2023 aktuel med kortprosaværket «Første gang jeg tager tørklædet på».
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 