Af Sofie Isager Ahl

 

  1. marts

Plantesaften er som vinstokkens blod, siger hun. Vi binder de druebærende grene rundt om stålwirerne, så tæt som mulig, så traktoren kan køre langs rækken.

Hun spørger tit, om jeg er kold. Hun fryser tydeligvis. Jeg kan ikke mærke mine tæer længere. Lerjorden sætter sig i kilotunge klumper om mine støvler. Når vi er kommet igennem en række, banker vi støvlerne mod endepælen, for at leret slipper.

«Naturen er meget stærkere end os, den skyder løs, selvom vi intet gør,» hun peger på de små blomster, der skyder i græsset.

Himlen hænger tæt på os med sine tunge skyer, og vinden blæser bidende fra nord. Min mave knurrer. Man kan se byen bag os, og vejret der kommer rullende mod os fra bjergene. Det larmer fra landevejen, Route Nationale.

 

  1. marts

Alice og Charles’ vinmarker ligger spredt omkring byen. To nær landevejen, én op af skråningen mod Curontårnet og en tredje bag byen, skrånende op mod plateauet med udsigt over bjergene. Les nouvelles kalder de den. Det er den eneste mark, vi mangler at beskære.

«De knopper, der sidder på stokken, er ikke fertile, de vil ikke give druer i år,» forklarer hun, inden vi går i gang med at samle de afskårne grene sammen. Solen bryder frem og jakken ryger af.

Stålwiren synger raslende, når jeg trækker i træet. Det gynger i hele rækken, vinstokkene vibrerer. Snart har jeg trukket en række afklippede grene af, jeg smider dem i den gamle metaltønde, de har givet hjul, så den kan trækkes gennem marken som et rullede bål. Det er svært at få ild i det fugtige træ.

En gren svirper mig hårdt på kinden, det brænder. Mine hænder får flere rifter, jo længere ned af rækken jeg kommer.

«Alle de vindruer året vil bringe findes allerede i knopperne», fortæller hun, «man beskærer altid for flere år».

 

  1. marts

«Der findes ikke ukrudt,» siger han. «Der er planter som konkurrerer med vinstokkene – gør det fugtigt omkring stokken og får druerne til at rådne.» «Men man må se planterne som information, de er tegn,» siger han, «de fortæller, hvordan jorden har det».

«De kemiske ukrudtsmidler trænger ind i planterne og forhindrer dem i at skyde igen,» forklarer hun, «vi sprøjter markerne med kobber og svovl, det går ikke i plantesaften, regnen vasker det væk.»

 

konventionelnaturvinmark-overgang-apr-26

 

  1. april

Det siler ned. Landskabet er gråt. Vi binder vinstokkenes grene op i buer for at saften bedre kan løbe ud til knopperne, og druerne kan modnes samtidig.

Nogle snor sig så let som ingenting i hænderne og om wirene, som om de vidste, at de skulle bindes rundt. Andre skal knokles, bukseres og knækkes og ender med at sidde modvilligt fastsurret på stålwiren. Nogle er så tykke, at de ikke kan bøjes overhovedet.

Regnen stilner af og stokkene tørrer, men spidserne er drivende våde. «Det er plantesaften,» siger hun. De sidste fem centimeter på flere af stokkenes grene synes gennemblødte, og ser næsten sorte ud af væde. «De græder,» siger hun.

Jeg har fået en hudafskrabning på den ene finger og blodet blander sig med jorden og det rustgule på mine fingre fra wirene.

Solen bryder frem, det ligner forår. «Det gør godt,» sukker hun og rejser sig fra arbejdet og vender de lukkede øjne mod solen.

 

  1. april

En dugfrisk, stille, kølig morgen. Pinot noir stokkene er udpræget mere udsprunget end savagnin. Solen er langt bag de lyse skyer. På bjergene skyder de grønne lyse toppe langsomt men sikkert frem mellem alt det brune fra vinteren.

Jeg griber om stokkene for at begribe deres forskellighed. En er smidig men stabil, har delt sig yndigt i to knudrede grene. En anden har en bred fod og en massiv, stor, rund midte. En tredje snor sig opefter om sig selv. Tykke gamle stammer alle sammen, der står trygt og sikkert i jorden.

Overalt blomstrer de hvide frugttræer. «Der kommer mange bær i år,» hun peger, «se alle de hvide blomster».

 

  1. maj

Jeg hakker løs på græsset og tidslerne og mælkebøtterne omkring de nye stokke. Jeg sveder. Mine fingre stivner af lerjorden i gullig-brune plamager.

En genstridig træ-lignende plante og en tidsel vokser tæt op af stolpen ved en af de helt unge planter – så tæt at de skygger for den fem centimeter stump vinstok, jeg har til opgave at befri. «Spar dig dine kræfter der,» siger hun.

Når jeg bøjer mig ned, ligner græsset en skov. Lidt græs er trukket op her og der. En tidsel med roden skåret over. Jorden er levende. Og jeg har jord på tøjet og formentlig jord i hovedet af at tørre håret væk fra ansigtet.

«Er det ikke sympatisk,» siger hun i bilen på vej til frokost, «at arbejde fysisk på den her måde med jorden snarere end at sprøjte markerne og lade kemikalierne arbejde for dig.»

 

  1. maj

Vi gnubber skuddene af stokkens fod. De tager al plantesaften. Han går række op og række ned med græsklipperen. To rækker i træk klipper han og derefter en række fri.

Fra stok til stok kravler vi, på knæ gennem marken. Hun griner, «naboerne må tro vi er tossede, man kan jo ikke se, hvad vi har lavet i alle disse timer.»

 

  1. juli

Igen i dag en bankende sol og hede, som har stået på i to-ugers tid i hele Frankrig nu.

Grenenes knopper er blevet til lange, lyse stængler – en meter kan en gren sagtens være og de flagrer i vinden over wirene. Jeg kan genkende savagninstokkenes hjerteformede blade og poulsardstokkene på deres rødlige skær.

I de sommertørre marker lyser kemikaliebrug: nabomarkens blege sammenpressede støvunderlag under de grønne stokke – modsat her, hvor jordbunden alle steder er frodig grøn.

Ved klaserne kan man se de brune støvfangere fra blomsten har vristet sig til side og tilladt de første småbitte druer at vise sig.

 

//

Sofie Isager Ahl, f. 1988. Uddannet fra Institut for antropologi ved Københavns Universitet og Université Paris 7 Denis Diderot med speciale i franske naturvinbønder og deres forhold til vinstokkene og vinen. Hun forsker i økologisk følsomhed og transcendens, samt mangeartede fællesskaber og praksisformer, oversætter fra fransk og engelsk, og skriver freelance for diverse tidsskrifter og magasiner. Hun er også dansk redaktør i Klimaaksjonens redaksjon.