Under lampen
cirkler en blafrende krop
Natsværmeren lander
på sin skygge

 

*

 

Billerne står på hovedet
graver igennem jordskorpen
Forsvinder på ubestemt tid

 

*

 

Solen i en fortættet plet på jorden
varmer dagpåfugleøjen op
Kroppen dirrer i varmen
flyver af sted

*

 

Skumcikaderne
sidder i græsset og hvisker
En hul lyd stiger op fra engen

 

*

 

I modlyset mellem træerne
flimrer en støvet organisme
Vintermyggene sværmer
slappe hudskeletter
i svirrende vingeslag

 

//

Lise Haurum er billedkunstner og forfatter, uddannet fra Konstfack i Stockholm og fra Litterär gestaltning i Göteborg. I 2015 udkom hun med debutbogen HÅNDEN FOR SOLEN på Forlaget Virkelig og arbejder desuden med håndlavede kunstnerbøger i små oplag.

Digtene kommer til at indgå i Lise Haurums kommende bog NATURARIUM.