Signe Gjessing: Med let rystende hænder

Fotograf: Robin Skjoldborg, 2013

 

Med let rystende hænder udhuler jeg solen og skriger grå hede ind i den, pladsens hede, hvor duerne er, deres største suk hidtil, som et nedtrådt hav, er en plads i solen, en åben plads, såret åbnes som et ubestøvet formiddagsblad

det flimrer, og hvor uforsigtigt

zebraerne formidler vores striber, vi kan kun se på,

en stige, siger de andre, kan du ikke se, at al den flimren knækker som en stige –

 

I formulerer blod og harker poesi, undertekster til heden, siger jeg så, som akavet massage mellem

verdens myoser går I snart gåsegang, snart sort sol

– alt efter om duerne er sultne eller tørstige –

i gåsegang rinder I, som sort sol fodrer I; kaster jer ud som salt i såret

 

men saltet er sat på vand og brød nu,

lad duerne være

 

åh

er det virkelig mig, der skal have det sidste ord… det er unødvendigt. Jeg vejer stilheden op mod et

A4-ark, så indretter vi dueslaget i et kompromis. De ville flyve i en stor bue udenom et kompromis.

 

(Fra Ud i det u-løse, 2014)

 

//

Signe Gjessing, født 1992, dimitterede i 2014 fra Forfatterskolen, samme år debuterede hun som forfatter med digtsamlingen UD I DET U-LØSE. For den bog modtog hun debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.

I 2015 udkom Signe Gjessings anden digtsamling, BLAFFENDE RUM NÆNNENDE ALT, og i januar 2017 er hun aktuel med sin tredje udgivelse, IDEALE BEGIVENHEDER.