Essay af Andrea Pontoppidan /
A New We – A Multispecies Think Tank. Kunsthall Trondheim, 14. september-17.desember 2017.
Da jeg var lille, var jeg bange for blæsevejr. Jeg sad på gyngestativet i børnehaven og derfra var verden kun en ustabil kugle, hvori jeg lige akkurat var fæstnet med to tynde reb, som til hver en tid kunne kappe sig selv under mig. Hvis det skete – hvilket jeg i glimtvise apokalyptiske øjeblikke var sikker på – ville den ukontrollable vind slynge mig ud af gyngen og lade mig fortsætte og fortsætte ud i en uendelig atmosfære.
Måske der allerede her viste sig symptomer på den, lad os kalde det diagnose, der danner én slags forbindelse mellem mig og min omverden i dag. At være klimadeprimeret. Til tider at føle de artslige, geologiske og økologiske tab som en umådelig tyngde, der presser mig længere og længere ned i den jord, jeg er med til at destruere. Og hvis bare denne nedsynkning ville betyde, at alle dele af mig på en mere radikal måde kunne forstå min sammenfiltring – at alt (jeg er) er natur – men det betyder snarere på paradoksal vis, at jeg føler mig mere og mere let og luftig. Så tåspidserne kun med nød og næppe stadig når jordoverfladen. Denne luftighed føles ikke frigørende, men snarere udhulende.
Min krop gennemgår hele spektret af naturkræfter, men alligevel er det umuligt for mig, at mærke dem rigtigt.
Jeg ville ønske, jeg kunne styrkes på midten, rettet både mod solens lys og en sammenfiltret rodfæstelse. Men i stedet føles det som om, jeg rives midt over.
Deprimere – presse/holde nede/dække, to depress – ”at holde nede med magt”.
/
Den 14. september åbnede gruppeudstillingen ’Et Nytt Vi’ på Kunsthall Trondheim. Den er kurateret af Ida Bencke og Dea Antonsen, der startede den platform, som jeg nu også er blevet en del af – Laboratoriet for Æstetik og Økologi.
Laboratoriets arbejde tager udgangspunkt i en grundlæggende idé om, at omsorg er den første vej mod en lindring af de sår, verdens økosystemer lider. Og her er der ikke tale om en omsorg, der udelukkende er for et menneskeligt menneskeskabt fællesskab, men en omsorg på tværs af jordens arter. Vi arbejder primært som et forlag og en eksperimentel kurateringsplatform, og forsøger at udfordre nogle af de barrierer i vores forestillingsverden, der kan have ledt os mod global udpining af vores jord og masseudryddelse af vores ledsagende arter. Vi arbejder med at finde et sprog for det helt generelt. For hvordan kan man tale om de omgivelser, man både er afhængig af og afkoblet fra?
Foto/ Aage A. Mikalsen
Vi forsøger at blive i besværet og forsøger at forestille os en verden, der potentielt set kan se anderledes ud, hvis vi forstår at tænke anderledes om den. Med den.
/
Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvorfra den følelse af nedtrykthed, jeg føler, helt præcist kommer fra. Men jeg er sikker på, at følelsen er mit menneskelige symptom på en samfundsmæssig tilstand. Og at den tilstand kan betragtes som et symptom på de lidelser, vores omgivelser også lider.
De menneskelige tab er verdens økosystemers tab, økosystemernes tab er menneskenes tab.
Og hvad stiller vi op, når vi mærker barrieren bryde sammen mellem vores menneskelige kroppes tilstande og vores omgivende kroppes tilstande?
Kan dette formidles i et udstillingsrum?
Første problem med udstillingsrummet set i lyset af vores klimakrisetilstand: Hvad gør vi med forholdet mellem det, der er ”ude”, og det der er ”inde”? Hvordan skaber vi et udstillingsrum af stemmer ”udefra”, uden at trykke dem ”ind” – og dermed ned?
/
Udstillingen ”Et Nytt Vi” tog hele tiden ny form i dagene op til åbningen, og intet slutpunkt kunne på noget tidspunkt med selvsikkerhed fastslås. Men pludselig nåede vi åbningsdagen og derfra ville forandringen kun ske i mødet mellem værk og beskuer.
Udstillingen er et forsøg på at igangsætte samtaler om hvilke fortællinger, vi må fortælle i dag. Hvordan kan vi forsøge at u-tænke, den måde vi konstruerer fællesskaber, for at blive i stand til lave en udvidelse af disse. Og forstå, at ”vi” ikke blot er et ”vi”, men et ”mere-end-vi”.
Vi går alle rundt i verden og bygger økosystemer med vores bevægelser, intelligens og følelser. Jorden er levende og dækket af papiller[1]
/
Vi
Indvielse
En vig af vier
Afvigelser
/
I halvdelen af mit liv har jeg levet med diagnosen alopecia, en betegnelse for en tilstand, hvor man taber sit hår. Alopecia kategoriseres som en autoimmun sygdom, en kategori der efterhånden indeholder en bred vifte af forskelligartede diagnoser. Den måde hvorpå jeg har fået forklaret sygdommen på hospitalet, har i mange år ikke fyldt det store for mig, måske fordi jeg var for ung til at reflektere nærmere over det, da jeg fik den. Men alligevel har formuleringen sat sig fast i mig, og efterhånden tænker jeg dagligt på den:
”En autoimmun sygdom er, når kroppens immunforsvar angriber kroppens eget væv.”
En krop med en autoimmun sygdom er altså en krop, der bekæmper sig selv.
Jeg forsøger at nå kroppen igen.
Jeg forsøger at nå jorden igen.
/
Det særegne ved et udstillingsrum er de tiltrækninger, der kan opstå i rummet. En stærk tiltrækningskraft der alligevel kan virke så diffus og æterisk, at det synes umuligt at forklare, hvorfor dragningen sker i dén retning i dét øjeblik. Det er så individuelt, hvilke værker du husker bagefter, men også hvilken kronologi du selv skaber i udstillingen.
Dagen efter åbningen af udstillingen, blev der afholdt en fælles gennemgang med Ida Becke og Dea Antonsen, der kuraterede, samt et par af kunstnerne. For mig faldt der her en mærkbar ro over rummet på trods af, at det bogstavelig talt var fyldt op med et væld af stemmer.
Vi gik fra værk til værk og der var et flow og en selvsikkerhed i vores bevægelser
Jeg taler ikke om, at hvert værk holdt op med at kommunikere med os, men snarere at rummet på en ny måde afslørede, hvordan der er utallige muligheder for at finde nye spor, der leder i nye retninger.
Vi gik fra værk til værk og der var et flow og en selvsikkerhed i vores bevægelser. En kontrol i overgangene.
Men pludselig stopper Dea op og siger: ”Det er som om, at det vi gør nu er at antyde, at der kun er en måde at gå igennem udstillingen. Men sådan behøver det altså ikke at være. Der er andre koreografier, der antydes i rummet”
Hun peger ned på gulvet, hvor små sorte tegn breder sig ud over hele rummets gulvoverflade.
/
Værket hedder SUND (2017) og er skabt af kunstneren Angela Rawlings og installeret sammen med Dea og Elena Lundquist Ortíz, der også er en del af Laboratoriet, i de seneste timer natten inden udstillingsåbningen. De små sorte streger synes, når de betragtes på nært hold, at være isolerede tegn, der ikke peger i nogen bestemt retning, men i alle. Men som helhed er tegnene en meteorologisk kortlægning af styrken og retningen på de vindstrømme, der var bestemmende for vejrforholdene over det nordlige Europa en formiddag i september, hvor Angela Rawlings inviterede til en vandring ved en flodbred midt i Trondheim. Her vandrede 10 kvinder i halvanden time cirkulerende mod urets retning i det bløde sand. Mindre formationer blev langsomt dannet, og små samtaler opstod.
Foto/ Aage A. Mikalsen
Der var et usædvanligt stort antal fugle på bredden den dag, og nogle af dem blev fodret med daggammelt brød.
Entities, space, and time exist only within and through their specific intra-actions; this is not to say that they are mere transient and fleeting effects but rather that they are specifically materially constituted. (Karen Barad: “No Small Matter”)[2]
Så hvis man beskuer kunsthallens gulvareal på afstand, kan man se, hvordan de små tegn danner et smukt vindstrøms-mønster, der fylder rummet ud. De fastfryser ét øjeblik ud af mange på stranden den morgen. Et øjeblik ud af uendeligt mange
/
Tegnene åbenbarer sig langsomt for mig som en invitation til at se nye formationer. Markeringerne på gulvet i kunsthallen peger på de enorme kræfter, der langt ude i atmosfæren er styrende for de vejr- og vindforhold, vi oplever her på jorden. Og disse vindstrømme er uløseligt forbundet med den måde, havstrømmene cirkulerer på. De peger altså mod enorme kræfter – både ude i atmosfæren og på jorden.
Og så peger de på den nat, hvor Angela, Dea og Elena bevægede sig med vindstrømme i en mørk kunsthal og spredte tegn ud over udstillingsrummets gulv og på de intime møder, der opstod på en strand en solrig morgen i Trondheim. Måske peger de også på nye måder at betræde kunstrummet på.
/
Angela tegner vindstrømmene i luften med store bløde favnende armbevægelser, mens hun beskriver og fortæller. Hun forsker lige nu i det, hun kalder ”geokronologi i det antropocæne”. Formiddagen på stranden er en del af Angelas forskning, der via stedsspecifikke performances undersøger, hvordan mennesket kan knytte sig til landskaber i dag. Med navngivningen af den antropocæne tidsalder blev mennesket uigenkaldeligt indlejret i sine omgivelser og i jordens geologiske processer.
Foto/ Angela Rawlings
Titlen på denne rituelle performance, ’Intime’, refererer både til følelsen af intimitet, men er også en sammensætning af de to engelske ord ”in time”. Vi er uløseligt forbundet med materialer, der indgår i en helt anden tidslighed end vores. Kan vi finde en ny intimitet her?
Tidens udstrækning. Rummets udstrækning. Landskabets og min udstrækning. Jeg er i landskabet, det er i mig. Jeg sender noget ud og det kommer aldrig ikke tilbage. Det er der allerede.
/
Jeg mærker et underlag mod og omkring mine fødder. Begraver tæerne i sandet, så kun det firkantede bliver tilbage. Står stille i et øjeblik. Menneskets materielle skrift er overalt. Ikke kun på jorden – på månen er der fundet alt fra adskillige liggeunderlag til golfsæt.
En krop der bekæmper sig selv?
En krop der knytter sig til en krop. Vores krop der ikke er vores, der er vores, der ikke er vores, der er vores
/
’Intime’ performer idéen om, en anden form for kontakt, hvor mennesket ikke er et stærkt individualiseret væsen. Usårlig. Herskende. Kan der i den antropocæne tidsalder opstå en mulighed for, at menneskelige kroppe kan indgå i anderledes ikke-destruktive tilknytninger til specifikke steder, og det både organiske og uorganiske liv, der findes der?
Der er mange, mange grunde til, at vi går imod urets retning under denne performance, og der synes hele tiden at dukke flere og flere op, fortæller Angela. Alt cirkulerer. Penge, olie, fugle, mennesker, plastik, vand og vind. Spiralen på sneglehuset der fortsætter og fortsætter.
Hendes værk minder mig om, at der ikke blot er én måde, at bevæge sig på. Hverken i kunstrummet eller generelt. Vi forsøger at holde fødderne solidt plantet i gulvet, mens det føles som om, at verden skrider omkring os.
Jeg tror, vi må forsøge at bevæge os mere med vindstrømmene.
Loops, snorefigurer, at række mønstre frem og tilbage, at give og at få, skabe mønstre, at holde mønstre, man ikke har bedt om i sine hænder, an-svar-lighed; dette er kernen i det, jeg mener med at blive i besværet i seriøse flerartede verdener.
(Donna Haraway: At lege Snorefigurer, at blive i besværet)[3]
Vi møder noget, og vi bliver påvirket af det. Vi giver os selv lov til at mærke, at vi bliver påvirkede. Men det behøver ikke at slå os tilbage. Måske det blot får os til at ændre retning. Måske det gør, at vi kan påvirke i nye retninger. Som noget flydende, der bliver påvirket og påvirker. Og det kan være netop det, der forhindre os i både at blive slynget ud i rummet og presset ned i underlaget.
At mærke andre bevægelser end vores egne, liv i sandet mellem tæerne, en vislen, en rusken, en nærmest usynlig bevægelse i et blad, vind i kinderne, et kraftigt vindstød, der skubber os ud af kurs, en magtesløshed, en intimitet med omverdenen og dermed med os selv.
[1]Bennett, Jane: Vegetabilsk Liv og Onto-Sympati , fra kommende oversættelse på Laboratoriet for Æstetik og Økologi, 2018
[2] Fra Arts of living on a damaged Planet, University of Minnesota Press, 2017
[3] Uddrag i oversættelse ved Laboratoriet for Æstetik og Økologi, 2017
//
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 