/ Foto: Tom Egil Hverven

Endringene skjer i så stor skala og i et slikt tempo at vår tid skiller seg kraftig fra tidligere epoker.

Idéhistoriker Trond Berg Eriksen skriver: «Det som alltid er seg selv likt, er natur. Det som også kunne vært annerledes, er kultur».[1] Naturen er stabil, kulturen er foranderlig. Naturen er gitt, kulturen skapes av mennesker. Slik har mennesker oppfattet naturen i lang tid, men dette er i økende grad feiloppfatninger. I løpet av de siste årene har begrepet antropocen steget opp fra bassenget av ukjente vitenskapelige ideer og festet seg som betegnelse på vår tids epoke. Den menneskelige påvirkningen på jorda er blitt så stor at vår tid skiller seg markant fra holocen – epoken som begynte ved slutten av siste istid, for 11 700 år siden. Antropocen kan oversettes med menneskets tidsalder. Ordet antyder at våre fotavtrykk på jorda er blitt så markante at de kan sammenlignes med en naturkraft, på linje med meteoritter og store vulkanutbrudd.[2] […]

Les mer «Hva er natur? / Sigurd Hverven» →

/ Fotograf: Lone Albrektsen

På World Economic Forum er den cirkulære økonomi et af ugens buzzwords. Men verden er meget langt fra at have stillet om, og at gøre det kræver vidtgående beslutninger på alle niveauer

Af Jørgen Steen Nielsen

Før vi ankom, fungerede verden som en cirkulær økonomi gennem flere milliarder år. Som en økologisk husholdning uden affald. ’Affald’ blev opfundet med menneskets ekspansion på planeten og er i dag et centralt karakteristika for den globale, lineære økonomi. Over 90 pct. af de råstoffer, der i dag anvendes verden over, finder ikke vej tilbage til et økonomisk kredsløb.

Les mer «Coca Cola-chef: Vi forbruger vores planet, som lå der en ny på hylden» →

© Ilija Trojanow

Wie schreibt man einen Roman über die Klimakatastrophe?

Wahrscheinlich hätte ich niemals begonnen, einen Roman über dieses Thema zu verfassen, wäre ich nicht von einem Traum heimgesucht worden, besser gesagt von einem Alptraum:

Ein Mann liegt auf einer Geröllhalde, umgeben von einem Gletscher, der nicht mehr existiert. Der Mann ist Glaziologe, er hat das Objekt seiner wissenschaftlichen Leidenschaft für immer verloren. Er ist unendlich traurig und ratlos. So weit der Traum, unvergesslich, da keinem Aspekt meines eigenen Lebens entsprungen. Der Mann war mir unbekannt, und ich kannte zu jenem Zeitpunkt keinen einzigen Gletscherforscher, ich hatte mich noch nie mit Gletschern beschäftigt.

Les mer «Ilija Trojanow: Requiem auf die Zukunft /» →

Miljøkampen kan ikke overlates utelukkende til Stortinget eller andre folkevalgte organer.

Sist uke vant miljøorganisasjonene en demokratisk seier, selv om de tapte rettssaken mot staten om Grunnlovens miljøparagraf (§ 112). Bjørgulv Braanen tar feil når han i Klassekampens leder 6. januar påstår at miljøbevegelsen bør «avslutte» det «rettslige sporet», siden den «sikreste veien til seier» for en «ny miljøkurs» må baseres på «demokratisk folkevalgte organer».

Les mer «En demokratisk kraft / Odin Lysaker» →

Fotograf: Åshild Eidem /

Man kan jo stille spørsmålet om hva som er poenget med å ha en Grunnlov dersom det uansett kun skal være opp til det til enhver tid rådende flertall på Stortinget å bestemme.

Like over nyttår kom dommen i klimasøksmålet. Oslo tingrett frifant staten. Regjeringens vedtak om å tildele utvinningstillatelser i Barentshavet i 23. konsesjonsrunde, ble ikke ansett for å være i strid med Grunnloven § 112.

De to saksøkerne, Greenpeace og Natur og Ungdom, ble verken hørt med at det forelå grunnlovsbrudd eller med at vedtaket var ugyldig grunnet saksbehandlingsfeil. Likevel ble de hørt på et viktig punkt: I dommen legges det til grunn at Grunnloven § 112 er en individuell rettighetsbestemmelse, selv om retten mener staten ikke har brutt rettigheten i dette tilfellet.

Les mer «ERLEND METHI: INGEN GRUNN TIL RO» →

DYSTOPIEN KAN INDEHOLDE ET HÅB.

En imaginær amerikansk landsby er hærget af en miljøkatastrofe. En plage har ramt det engang idylliske bybillede. Blomster, planter og kvæg er døende. Fiskene i åen er væk. Børn som voksne bliver syge og dør. Selv fuglene, engang så talrige, er borte, tavse.

Vi befinder os i Rachel Carsons indflydelsesrige miljøpolitiske værk fra 1962, Det tavse forår. Det var en tid hvor miljøbevægelsen for alvor begyndte at tage fat, og hvor Carson var en stor inspiration. I første kapitel, med titlen en fabel for i morgen, forestiller hun sig effekten af pesticider – det ”hvide granulerede pulver” som dækker landsbyen. Under den Kolde Krig var atomkrigen den største undergangsforestilling, men med Carsons værk begynder miljøforurening også at udgøre en trussel.

Les mer «En fabel for i morgen / Søren Toft Høyner» →