En fabel for i morgen / Søren Toft Høyner

DYSTOPIEN KAN INDEHOLDE ET HÅB.

En imaginær amerikansk landsby er hærget af en miljøkatastrofe. En plage har ramt det engang idylliske bybillede. Blomster, planter og kvæg er døende. Fiskene i åen er væk. Børn som voksne bliver syge og dør. Selv fuglene, engang så talrige, er borte, tavse.

Vi befinder os i Rachel Carsons indflydelsesrige miljøpolitiske værk fra 1962, Det tavse forår. Det var en tid hvor miljøbevægelsen for alvor begyndte at tage fat, og hvor Carson var en stor inspiration. I første kapitel, med titlen en fabel for i morgen, forestiller hun sig effekten af pesticider – det ”hvide granulerede pulver” som dækker landsbyen. Under den Kolde Krig var atomkrigen den største undergangsforestilling, men med Carsons værk begynder miljøforurening også at udgøre en trussel.

Siden dengang er bevidstheden om en myriade af miljøproblemer vokset i takt med, at vi begynder at se konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer: Vandstandsstigninger, tørke, den sjette masseuddøen, forsuring af havene, svindende naturressourcer og mere ekstremt vejr. Listen af katastrofer er lang og udsigten til bæredygtige løsninger synes fjern. Er undergangen nær? Langsomt men sikkert, som årtierne skred frem og den Kolde Krig sluttede, blev realiteten og alvorligheden af klimaforandringerne åbenbare. Den mest sandsynlige årsag til verdens undergang ændrede sig fra at være resultatet af en nuklear ildkugle der opsluger alt liv, til at være havene der fejer gennem byerne, og drukner jorden.

Klimasammenbruddet kan ses som en apokalypse. Det er verden som en dystopi, og indebærer jordens undergang og ødelæggelse af samfundet som vi kender det. Men apokalypsen indeholder også et håb, indfrielsen af Guds rige. Klimaforandringerne er en trussel om verdens undergang, hvor ikke bare naturen nedbrydes, men også samfundet i form af flygtninge, krige om svindende ressourcer, fødevaremangel, destruktion af beboelsesområder. Håbet består i ønsket om, at et bedre samfund i balance med naturen, hvor lighed råder blandt menneskene, kan vokse frem som en løsning på den forestående katastrofe. Det vil sige verden som en utopi.

 

«HVOR DET ENE KAN SLÅ OVER I DET ANDET»

Utopi og dystopi er indeholdt i hinanden, de står i et dialektisk forhold, hvor det ene kan slå over i det andet. Utopi kan blive til dystopi. Det nye, perfekte samfund der for alvor skal forløse det gamle tyranni, udvikler sig i virkeligheden til et endnu værre tyranni. Vi kender alle klicheen om den kuldsejlede revolution der ender i Rædsels Regimet, eller George Orwells romaner Animal Farm og 1984.

Men dystopien kan indeholde et håb. I Paolo Bacigalupi’s roman The Windup Girl kontrolleres fødevareproduktionen af multinationale selskaber, men Thailand modstår, og der går rygter om et fællesskab af ”de nye mennesker” i bjergene. I selv den mørkeste tid kan mirakler ske. Revolutionerne i Frankrig og Rusland fandt sted under dystopiske forhold, og ændrede, ikke bare de lande de fandt sted i, men hele verden radikalt.

Selv i dystopien kan fragmenter af en ubesmittet himmel skimtes i horisonten.[i]

Dialektikken mellem dystopi og utopi udspiller sig i den apokalypse som klimaforandringerne gør nært forestående. Måske fortsætter business as usual og vi udsletter os selv, eller også vinder en miljøvenlig og økonomisk retfærdig livsførelse frem.

Hvordan ser verden ud efter katastrofen, efter sand bæredygtighed og naturbevarelse er blevet hverdag. Vi kan kaste et blik på science fiction, ikke for at få svar på plausible og videnskabeligt begrundet fremtidsscenarier, men for at se hvordan verdens nutidige tilstand præger vores forestillingsevne.

 

PÅ TERSKELEN

Vi er stadig på tærsklen mellem utopi og dystopi. Til trods for at jo længere tid der går uden at politisk handling finder sted, jo mere bevæger vi os mod dystopien, så er utopien stadig en mulighed.

I Seanan McGuire’s Midway Relics and Dying Breeds[ii] befinder vi os i et utopisk samfund, men hvor frygten for katastrofen og dystopien stadig gør sig gældende.

 Historiens hovedperson er Ansley, en ung kvinde som lever med et omrejsende karneval. Kun dyr har tilladelse til at efterlade spor på natur. Derfor rejser karnevallet gennem skoven ved hjælp af luftskibe og domesticerede trækdyr.

”Den eneste løsning på miljøet er forsømmelse, hvilket kræver vor kollaps.[iii]” Det er forsøget i McGuire’s historie. Vi får en vag fornemmelse af et tidligere kollaps: ressourcekrise, peak-oil, miljøkatastrofe. Det nye regime, de grønne som Ansley kalder dem, står for forsømmelsens politik. Lad naturen være, enhver menneskelig interaktion er en synd.

Ressourcemangel og ulighed hører fortiden til i Ansleys verden. Måske på grund af de grønnes nye radikale politik, måske på grund af en radikal reduktion af mennesker på jorden.

Denne nye naturbevarende, bæredygtige verden reguleres gennem ”smart dust” – mikroskopiske artificial intelligence tilstede overalt, og som kan identificere brugere af skoven og afgøre, om de er skadelige eller produktive for økosystemet. Smart dust registrerer den mindste smule manipulation af naturen, som betrædelse af græs eller afbrækket grene, forårsaget af mennesker.

 

Er Ansley bare en pessimistisk og reaktionær karakter, eller er hun dybt berørt af den katastrofe som forårsagede transformationen af hendes verden til utopien?

 

Ansleys verden befinder sig et sted mellem utopien og dystopien. For Ansley er verden ”en utopi efter det 20. århundredes standarder.” Utopien er forårsaget af et kollaps, og for hende er de grønnes miljøutopiske samfundsprojekt blot et røgslør, der forsøger at skjule menneskets sande natur: egoisme. Lige nu er grønt godt, men det er kun et spørgsmål om tid før menneskene igen beslutter sig for at naturen er underordnet.

Er Ansley bare en pessimistisk og reaktionær karakter, eller er hun dybt berørt af den katastrofe som forårsagede transformationen af hendes verden til utopien? De lever på mange måder i en utopi, men Ansley kan ikke give slip på fortiden og alt det, verden har tabt ved katastrofen. Historiens handling følger hendes konflikt med karnevallets leder og patriark, og vidner om, at alle sociale problemer ikke udryddes med miljøutopiens komme.

McGuire’s historie viser det dialektiske forhold mellem utopi og dystopi, mellem håb og katastrofen.

 

KONSTANT KAMP

Denne dialektik betyder dog ikke at utopien per definition leder til dens modsætning, sådan som et hav af antiutopiske tænkere har hævdet, fra Edmund Burke til Karl Popper. Det betyder at utopien aldrig er afsluttet. En anden science fiction forfatter, Kim Stanley Robinson, har defineret utopien som struggle forever.[iv] Det er en konstant kamp for det bedre. I McGuire’s historie er utopien ikke for alvor opnået for Ansley. Hun må konfrontere patriarken, og ender med rejse fra karnevallet.

Litteraturteoretikeren Fredric Jameson har beskrevet hvordan det er umuligt at forestille sig en utopisk verden. Vi er for dybt begravet i den kapitalistiske og neoliberale ideologi til at se kunne se et alternativ. Kim Stanley Robinson har dog svaret, at det svære ikke er at forestille sig utopien. Den politiske udfordring ligger i at forestille sig den historiske udvikling der leder til utopien. Dét er netop, hvad der er skjult i McGuire’s historie – vi får kun en vag fornemmelse at det fortidige kollaps. Men at forestille sig den utopiske udvikling, og se utopien som en proces, det er den store politiske opgave som klimaforandringerne fordrer. Vor arts (og tusindvis af andre arters) overlevelse beror på, at vi forsøger at forestille os en proces, der leder til et bedre samfund. At vi dermed også accepterer en forstående apokalypse, hvor resultatet både kan være dystopi eller utopi.

Det handler om hverken at forfalde til fortvivlelse eller selvtilfredshed, men anerkende at vejen ud af klimaforandringer er et utopisk projekt, men et som kræver struggle forever.

 

 

[i] Scraps of the Untainted Sky, Thomas Moylan, 2001

[ii] http://www.tor.com/2014/09/24/midway-relics-and-dying-breeds-seanan-mcguire/

[iii] Acceptance, Jeff Vandermeer, 2014, s. 242

[iv] Pacific Edge, Kim Stanley Robinson, 1990, s. 90

 

//