Ud i det grønne / Rakel Haslund-Gjerrild

Det er i de år bisonerne har fået frit løb. Hegnet er blevet fjernet. De har spredt sig. Nu har skovene fået deres dybe bastone tilbage – bulderbrummen fra oksens hals – som om vi er tilbage i tiden før der fandtes mennesker her, og det var urokser der gik græssende rundt og væltede bøgetræer og gnubbede bark af med deres hårede krumhorn. Det er ikke længere skovfogedens blå og gule ruteanvisninger malet på en stamme eller en sten, men store og hvide kradsemærker, der viser hende vej gennem lianflettede efeuranker og hen over væltede stammer.

Det er i den tid at hun får et indgående kendskab til de danske øers vejrforhold og sommerhusfamiliernes rytmer, to systemer som hun finder af afgørende betydning for et liv uden for byen. Det er også i den tid hun begynder at værdsætte velsyet lærredstøj, som hun oftest finder med malerpletter på i ulåste redskabsskure på plyndringstogter til udkantssommerhusene. Så sidder hun ved bålet med bukserne mellem hænderne og kradser med en negl de hvide plamager af det kakigrønne stof med gode lommer. Hun fandt hurtigt ud af at regntøj kun er beregnet til byboere. Hun vil hellere blive våd, finde ly og lade lærredstøjet tørre end at iklæde sig det hvislende, vish-vush-vish-plastiktøj, der altid er i røde og gule advarselsfarver så bilisten kan se de cyklende gennem regnmørket. Det er i de år at stierne efterhånden er svundet ind, så de til forveksling ligner dyrespor, og det er også i de år hun for første gang er faret vild, sådan rigtigt vild, efter at hun har givet afkald på udstyr med GPS. Hun har gjort det flere gange, forvildet sig mellem træerne i dagevis, for selvom hun klatrer op i kronerne er der træer til alle sider. Kun ude ved kysten har sommerhusejerne skillinget sammen til at lade et par fåreflokke holde kyststrækningen hedeagtigt nedgræsset, men siden ulven er kommet tilbage har det været en lidt dyr form for kystbevaring, så skovene trænger atter frem imod kysten. Hun mister stadig orienteringen, men følelsen af at være tabt i skoven er hun ved at have slidt op. Det betyder jo ikke noget hvor hun er, så længe hun ved hvordan hun finder det hun skal bruge. Hun har for eksempel fundet ud af hvordan hun skal udnytte formiddagens søbrise hvis hun vil gå mod havet og sommerhusene. Når først hun er ved bebygget område, er det let nok at finde et byskilt eller et vejnavn der kan genorientere hende. Men som hun har vænnet sig til at leve i skoven har hun mindre og mindre brug for det hun finder i de velholdte sommerhuse. Hun er blevet god til at spotte husene inde mellem træerne. Hun har nu siddet her snart en hel dag og observeret dette fine, lille gårdhus. Det havde været let at finde husene hvis ikke Ø- og Naturstyrelsen under anlæggelsen af ø-reservaterne havde valgt at rive øens indre vejnet op. Nu er her fuldstændigt groet til. Huset må have ligget op ad den oprindelige skov, for her står træerne meget højt og tæt. Det kunne godt være et uberørt hus. Hun fandt det kun ved et heldigt tilfælde da hun fik øje på et æbletræ på den anden side af en dam. Nu er det ved at være mørkt, og der er stadigvæk ingen tegn på røg eller lys. Der vokser flere frugttræer, pærer, æbler og kirsebær på den gamle gårdsplads. Staldbygningen er faldet helt sammen. En klatrerose med lyserøde klaser af små blomsterhoveder kryber hen over det væltede murværk. Hylden, der af natur kan vokse over det hele, har sået sig selv midt i den grødede masse af stenbrokker, knuste teglsten og bløde, rådnende tværbjælker. Det er altid laderne der falder sammen først. Hun har endnu ikke set en gård hvor hovedhuset er faldet sammen før længer og lader. Dog er hun gået forbi mange nedbrændte storgårde, hvor kun siloerne og de metalliske svinestalde stadig står. Hun er ikke den eneste der lever i de tomme huse. Hun tager prøvende i dørhåndtaget. Det er sjældent og meget stort at finde en dør der skal brydes op. Gamle aviser knitrer under fødderne, der er kun en lille smule dyrelort på kludetæppet, en enkelt svalerede i lampen over entréspejlet. Det er et godt hus. I lommelygtens keglebelysning ser hun sig selv i spejlet; fletning under grågrøn hue, store pupiller i mørket, tynd og stærk, slidte sko. Sålen på den ene sko skal sættes fast med gaffatape og kontaktlim cirka hver anden uge, og den bliver konstant gennemblødt. De sidste par måneder har hun været på udkig efter sko. Hvis ikke hun snart finder et godt par, overvejer hun at bryde ind i et af sommerhusene. Det er en risikabel affære her i sensommeren, hvor der stadigvæk er tæt belagt af ferierende. Så vil hun alligevel hellere gå til Kirkeby, der formentlig ikke er så langt herfra. Det er den største af skovens efterladte byer. Der kan hun sikkert finde et par støvler i den rigtige størrelse, men der er jo også andre der tager til Kirkeby for at forsyne sig. Det er en risiko. Dette hus derimod – låst dør og kun dyrespor – det har ikke haft besøg. Selv spisebordsstolene står oprejst. Intet her er blevet rørt siden øboerne låste hoveddøren en sidste gang. Trappen knager men virker tør og solid, ingen rådnede trin. Der er to døre oppe på reposen. Det første værelse hun træder ind i lugter muggent. Det skrå veluxvindue er knust, og det har regnet ind på gulvet, som virker lidt blødt, farligt, og sengen er et råddent virvar af skimmel, skorpet støv og svampe der har spredt deres sporer i den gamle dundyne. Det andet værelse derimod – hun forstår først rigtigt hvor heldig hun har været da hun vågner næste morgen med lukkede øjne og kan mærke at rummet er fyldt med lys, at hun har sovet over daggryet. Den franske altan i det strålende, hvide soveværelse har bevaret glasset, der ikke er mere beskidt end at solen kan trænge igennem og kilde hende i ansigtet. Hun lyner sin sovepose op og flexer foden, spreder tæerne så morgensolen kan skyde igennem og tørre den lidt svampede mellemtåshud. Hun strækker sig og se! Som en pattegris søger ind mod soens patter, ja, sådan som den, først søgende, endnu blind, men nu endelig dér, tager patten i sin tandløse mund, lægger hun varsomt sine fødder i de brede slippers, der i alle de år har stået halvt skubbet ind under sengen og ventet på en dynevarm fod. I køkkenet, hvor hyldernes konservesbeholdning får hendes hjerte til at banke, står der en dåse Nescafé. Et andet mirakel. Hun plejer kun at have adgang til kaffe om vinteren når hun bryder ind i sommerhusene, og der er hun altid nervøs, sover dårligt, for selvom hun kender til sommerhusfamiliernes rytmer og undgår sommerhuse i weekenden uanset årstiden, så ved man aldrig hvornår der ruller en stationcar op ad indkørslen. Men dette! At sidde i et køkken, udsovet, med en stor kop kaffe og se en bisonflok gå forbi i det dampende morgenlys der gløder som en guldbræmme hen over ryggen på de stærke dyr og fænger i tyrens manke som han træder op på den sammensunkne lade og snøfter; det er uden sammenligning den bedste morgen hun har haft i år. Hun varmer en dåse ferskner oven på stuens brændeovn mens hun kigger bogreolen igennem. De fleste af krimierne har hun læst før, det er dem der står der flest af i sommerhusene, men her på reolen er der også et par klassikere hun ikke har læst endnu. Hun lægger dem i sin taske. Men så går det op for hende at hun jo kan blive her et stykke tid – til hun har læst bøgerne igennem for eksempel. Hun sætter dem på plads igen bortset fra Huset Buddenbrook, som hun ofte har villet læse uden at have fundet lejlighed til det. Efter at have siddet i øreklapstolen og læst hele formiddagen og et godt stykke hen imod aften går hun ud i køkkenet efter en dåse baked beans. I bryggerset spotter hun en stor balje. Her begår hun en fejl. Hun sætter sig for at tage et bad og tænder på ny op i brændeovnen, hvor hun sætter husets største gryde over med vand. Udenfor på gårdspladsen tænder hun et bål for at varme mere vand i kedlen. Der går en time, men så har hun også vand nok til et rigtigt bad. Hun hører dem råbe, da hun har siddet i baljen et kvarters tid. Hun er hurtig. Hun løber nøgen gennem huset og griber tasken, tøjet og bogen. I køkkenet kan hun høre dem bryde hoveddøren op mens hun flår dåser ned fra hylderne. Det er et sats at bruge tid på at tømme skabe, men heldigvis har de ikke tænkt på at omringe huset endnu. Hun piler ind i dækning af skoven. De har ikke set hende. Der er otte, nej ni unge. De har benzindunke med. Hun kan se dem gå gennem huset med lygter. En sparker til baljen. En anden smadrer en spisebordsstol ned i gulvet. De råber. De ser aggressive ud, men også så fulde at de næppe vil begynde at lede efter hende i skoven. Det er heller ikke det de er her for. Herfra kan hun godt se hvor meget bålet lyser op. Træerne rundt om huset skinner. Det var dumt, hun plejer aldrig at tænde bål om sommeren når de unge, der keder sig i sommerhusene, trænger ind i skovene og hærger. Hun må være tættere på kysten end hun havde regnet med. De plejer ikke at vove sig ret langt ind. Hun kravler op i et træ. Hun håber, nej, hun ønsker, at de bare holder fest derinde og så tager hjem i morgen. De har allerede tændt bål i stuen. De bruger bøgerne. Hun fortryder at hun ikke tænkte på at tage bind to af Buddenbrook med. Den bliver svær at finde. I køkkenet og op ad husets ydervægge pøser de rigeligt med benzin. Huset flammer hurtigt op. De råber og skriger og er ikke særligt adrætte når de snublende løber rundt om det brændende hus. De kan godt blive voldelige over for folk som hende. Larmende og i store grupper er de lette at undgå i skoven, men det hænder at de finder en når man sover, og det er sket at de har brændt huset ned over en gennemtævet skovgænger, hvis hun skal tro de historier hun har hørt. Der kan også være andre årsager til at dem der lever i ø-reservaterne forsvinder en gang imellem. Måske er de bare rejst tilbage til byen. Nu samler de unge sig og forsvinder fulde og vaklende ind i skoven igen. Hun bliver siddende. Snart kommer helikopterne. Når myndighederne griber ind er det mest fordi man er bange for en større skovbrand. Husene er jo alligevel forladte, og mange af dem er allerede ret langt i naturaliseringsprocessen – i overensstemmelse med den udviklingsplan der er lagt for de danske ø-reservater. Bag bragene fra bålet kan hun høre helikopternes hakkende chop-chop-chop. Der løsnes kaskader af havvand ud over huset så røgen bulner ud til siderne. Det hvisler. Helikopterne flyver væk efter 10 minutters cirklende observans. Det ryger stadig lidt fra brandtomten, da hun våger sig derhen ved dæmring. Hun fik ikke sine sko med. Det er stort problem. Hun bliver nødt til at gå mod Kirkeby nu, selvom hun helst undgår al kontakt både med sommerhusfolket og med de andre skovgængere. Det er ikke til at vide, hvem folk bliver, når de træder ud af sommerhuszonen og ind i skoven.

 

 

//