Når den dag kommer, advarer eksperter, vil Cambodia miste sit ernæringsmæssige grundlag. Eller rettere, landbefolkningen vil miste det. Hvis man har penge nok, kan man stadig indtage overdådige middage i Phnom Penh, ved Angkor Wat og i de dyre kyst-ressorter.

                                   Af Casper Bruun Jensen

Over en strækning på 600 kilometer udgør Mekongfloden grænsen mellem Laos og Thailand. Den drejer dernæst mod syd og spredes ud i landskabet omkring Si Phan Don (de fire tusind øer), nær grænsen til Cambodia og hjemsted for Khone vandfaldene – et af de mange steder hvor den Franske Mekong ekspedition sad fast mellem 1866-1868. På den anden side af den Cambodianske grænse fortsætter floden mod syd. Den passerer den søvnige provinsby Kratie, hvor nogle af de få resterende Irrawaddy delfiner stadig formår at overleve, og bevæger sig videre mod Phnom Penh, Penhs bakke, landets hovedstad. Her støder Mekong sammen med Tonle Sap floden, der udspringer i nordvest i den enorme sø af samme navn. Længere sydpå udmunder Mekong og Bassac-floderne i det Vietnamesiske Mekong delta, berømt for sit smukke landskab, og for sit komplicerede system af rismarker, kanaler, dæmninger og sluser.

            Tonle Sap floden skifter retning i regntiden. Mekongfloden er så stærk at strømmen vender, og vandet skubbes tilbage mod Tonle Sap søen, der går over sine bredder og oversvømmer de omkringliggende sletter. Arealet som ligger under vand tidobles, og så langt tilbage nogle kan huske, har dette unikke økosystem af floder skabt en rigdom af fisk. Indtil for nylig, mens delfinerne stadig svømmede frit i Mekong, og kæmpehavkattevar almindelige, havde fiskere ingen problemer med deres fangst.  Men tiderne skifter. Hvert år er varmere end det foregående og selv den mægtige Mekongflod bliver sløvere. Fiskebestanden svinder ind og rismarkerne tørrer ud.

            Disse forandringer akkompagneres af nye ord som klimaforandringer, og klimatilpasning. De ankommer i politiske notater og anbefalinger fra udviklingsorganisationer og NGO’er, og fungerer som opmærksomhedstiltrækkende titler på strategier, som de fleste ved alligevel oftest ender ulæste i ministerielle skuffer. Eller ord som fødevaresikkerhed, en betegnelse der høres stadigt oftere, nu det begynder at stå klart at Tonle Saps fiskerier er på vej mod kollaps. Når den dag kommer, advarer eksperter, vil Cambodia miste sit ernæringsmæssige grundlag. Eller rettere, landbefolkningen vil miste det. Hvis man har penge nok, kan man stadig indtage overdådige middage i Phnom Penh, ved Angkor Wat og i de dyre kyst-ressorter.

            Det er dog ikke kun på grund af klimaets foranderlighed at Mekong er truet. Flodbassinet ændrer sig, det er der få der benægter, men forandringerne hjælpes på vej af en hel del mennesker. Og med det mener jeg den Cambodianske regeringselite, der tilfældigvis er sammenfaldende med landets forretningselite, der igen—endnu en overraskelse—også kontrollerer politi og militær. Mekong trues af denne indspiste gruppe, i samarbejde med investorer fra vesten, men i mindst lige så høj grad fra Thailand, Malaysia og Vietnam. Og nok i særlig høj grad fra kinesiske virksomheder, der altid synes at være på udkig efter muligheder for at bygge flere dæmninger, som kan generere den eftertragtede energi, de kan sælge til Thailand og Vietnam. Mens kinesiske virksomheder vil ekstrahere energi, virker den største attraktion for den Cambodianske elite derimod til at være udplyndring af landets skove. Sjældne træsorter, som palisander, teak og dipterocarpus, kan sælges for enorme formuer på de vietnamesiske og kinesiske markeder.

Således bygges dæmninger, energi produceres, og konvojer med træ eskorteres nord- og østpå af militærkøretøjer. Den elektricitet der skabes når til Bangkok og Hanoi, men ikke de landsbyer, der omgiver dæmningerne. Samtidig bliver det varmere, ris udtørrer og fisk forsvinder. Strømmen nåede dog også kun disse fjerne destinationer i en kort periode. Bekymrede økonomer og biologer havde ganske vist påpeget vigtigheden af at balancere energi- ogfødevareproduktion, men få havde forudset at begge ville kollapse næsten samtidig.

De stigende vande har efterhånden opslugt Mekongdeltaet. Vestpå, i Bangkok, kæmper ingeniører en vedholdende kamp for at holde vandet stangen.

De eneste der virkede forberedte var de enorme Amerikanske landbrugskonglomerater. Da de traditionelle afgrøder fra den ‘grønne revolution’ begyndte at uddø, stod de klar på sidelinjen med en ny generation af genetisk hackede sorter. ’Kalorie-herskerne’ kaldes disse nye beboere af fødepyramidens top. Patenter på deres hårdføre afgrøder har oversvømmet dem med penge og samtidig har de nye genhackede planter igangsat andre strømme, som en tidligere økonomisk litteratur ville have betegnet ‘negative eksternaliteter.’ Mere prosaisk er der tale om dødelige sygdomme som blisterrust og cibiscosis, der inficerer allehånde frugter og grøntsager og de, der spiser dem.

De stigende vande har efterhånden opslugt Mekongdeltaet. Vestpå, i Bangkok, kæmper ingeniører en vedholdende kamp for at holde vandet stangen. Og ingen kaskade af dæmninger, uanset hvor lang, kan fylde det gabende hul i energiforsyningen, der blev skabt af det pludselige dyk i den globale olieproduktion. Samtidig med at de olie-baserede infrastrukturer begyndte at krakelere, trængte det Vietnamesiske militær ind i Cambodia. Sidst det skete var formålet at fjerne Pol Pot og det vanvittige Khmer Rouge regime. Denne gang er det for at annektere landets kulminer.

I Laos og det nordlige Thailand udkæmpes guerillakrige mellem Thai fraktioner og kalorie-herskernes styrker. Alt dette holdes selvfølgelig strengt hemmeligt, og områderne er utilgængelige. Men der er vedvarende rygter om at soldaterne – ligesom de nye planter – er genetisk modificerede; såkaldt ‘nye mennesker.’

           

En ubestemmelig zone mellem fiktion og virkelighed

Når antropologer vender sig mod skønlitteratur, er det ofte i en søgen efter slående metaforer eller analogier. Eksempelvis har den berømte antropolog Clifford Geertz sammenlignet temaer fra Shakespeares Macbeth og Kong Lear med Balinesiske hanekampe.[i]

 

Men det er også muligt at behandle fiktive verdener som etnografisk materiale på lige fod med virkelighedens. Præmissen for et sådant eksperiment er, at der ikke er nogen fuldstændig klar grænse mellem det fiktive og det virkelige. På den ene side er fiktive verdener aldrig helt fiktive, fordi de til dels skabes ved at ekstrapolere fra bestående virkeligheder eller erfaringer. På den anden side er virkelige verdener heller ikke komplet virkelige, eftersom de også indeholder forestillinger, drømme og vage ideer, og i nogle tilfælde direkte påvirkes af fiktioner. Snarere end skarpt adskilte, kan de derfor ses som delvist forbundne. Noget kan bevæge sig imellem dem, og det bliver derfor muligt at eksperimentere med disse bevægelser. Antropologen Elizabeth Povinelli har eksempelvis forestillet sig et scenarie hvor science fiction-forfatteren Philip K. Dick (forfatter til bl.a. Ubik og Do Androids Dream of Electric Sheep?) deltager i de videnskabelige diskussioner af det antropocæne.[ii]Dicks utidige placering blandt videnskabsfolkene skaber hvad man med Gilles Deleuze og Felix Guattari  kunne kalde en ‘ubestemmelig zone,’ mellem fiktion og virkelighed; ‘en zone hvor noget passerer fra den ene til den anden, noget der er uafgørligtmellem dem.’[iii]

I første afsnit forsøgte jeg at skabe en lignende effekt, en slags narrativ glidebane, hvor ting, der virkeligt foregår i det Cambodianske Mekong, blev gradvist udvisket og erstattet med den fiktive verden Paolo Bacigalupis skaber i klimafiktionen The Wind-Up Girl. Hvis man læser omhyggeligt, eller hvis man kender noget til regionen, er det formentlig ikke særlig svært at gætte omtrent hvor virkeligheden stoppede og fiktionen satte ind. Men grænsen var måske alligevel ikke fuldstændig klar. I denne ubestemmelige zone, hvor det er relativt uklart hvad der er virkeligt og hvad der er fiktion, bliver det muligt at eksperimentere med en antropologi, der omhandler klimaforandringer og klimafiktion på lige vilkår.

 

Klimaforandring og klimafiktion

Filosoffen Deborah Danowski og antropologen Eduardo Viveiros de Castrohar beskrevet science fiction som ‘vores tids pop-metafysik.’[iv]Den pop-metafysik der artikuleres af den forholdsvis nye genre klimafiktion, kan beskrives gennem en kontrast med klassisk science fiction. Hvor sidstnævnte, i det mindste i dens konventionelle former, ofte kredser om rejser til fjerne galakser, og møder med bizarre væsener fra rummet, er førstnævnte kendetegnet ved et fokus på klimaforandringer, forårsaget af menneskelig ligegyldighed, dumhed og mangel på påpasselighed, hvis konsekvenser mærkes på vores egen planet. I stedet for en march mod en bedre fremtid, beskrives en situation på kanten af en klimaafgrund.

Men hvis antropologi derfor kan bruges til at studere den virkelige verden som faktisk eksisterende science fiction, er det omvendt også muligt at gøre verdener fra klimafiktion til etnografiske objekter.

Her er et bindeled med antropologerne Heather Swanson, Anna Tsing og Nils Bubandts diskussion af det antropocæne. For disse forfattere argumenterer for at vores nuværende situation faktisk har karaktertræk, der normalt forbindes med science fiction. Den antropocæne situation, skriver de, ‘drager os væk fra velkendte steder og tider og gør det muligt at undersøge figurationer under opståen, genrer og praksisser for transdisciplinære studier af virkelige og forestillede verdener.’[v]Men hvis antropologi derfor kan bruges til at studere den virkelige verden som faktisk eksisterende science fiction, er det omvendt også muligt at gøre verdener fra klimafiktion til etnografiske objekter.

            Som etnografiske objekter kan vi undersøge sådanne værker med henblik på at forstå de klima-forandrede verdener de skaber. De kan også læses for at undersøge hvordan folk, der bebor disse verdener, forstår og håndterer klima- problemer. Det er tilmed også muligt at drage paralleller eller sammenligninger, der bevæger sig på tværs af disse verdener og konventionelle etnografiske kontekster, eksempelvis fra nutidens virkelige Mekong. Ved at etablere en ubestemmelig zone mellem disse verdener, kan man med andre ord se klimafiktionens verdener som virtuelle indgangspunkter, der kan bidrage til at forstå hvad antropologen Michael Taussig har beskrevet som samfundets nervesystem.[vi]Det er muligt at der dermed også skabes grobund for at artikulere nogle alternative klimafremtider. Med dette in mentevender jeg atter blikket mod Bangkok, år cirka 2100.

           

Bangkok, ca. 2100

I lang tid, vi ved ikke hvor længe, blev de gamle kolonialmagter ved med at dominere verdensordenen. På et tidspunkt kollapsede det olie-afhængige energisystem, med globalt kaos til følge. Efterfølgende spredte plager, som cibiscosis, genhackede Nippon snudebiller, blisterrust og skimmelfnat, sig med lynets hast. Sygdommene inficerede både grøntsager og frugter og de mennesker som spiste dem, og skabte lidelse og død. Nu er magten i hænderne på de kaloriefirmaer, der er hurtigst til at producere resistente afgrøder. Konglomerater som AgriGen, PurCal og Total Nutrient Holdings er i stand til at afpresse regeringer, føre krige, og kontrollere territorier. Men Thailand, som aldrig er blevet kolonialiseret, bliver ved med at stå imod.

            I Bangkok bevæges transportbånd af megodonter; ‘genetisk modificeredebjerge af muskler.’ Disse nye varianter af elefanten er nært forbundne med byens nye politiske økonomi. Megadont-forbundet er så magtfuld at selv underverdenens ledere må føje dem. Men megodonterne er ikke de eneste biologiske nyskabelser. Overalt i byen findes Cheshire katte—opkaldt efter filurkatten i Alice i Eventyrland, der forsvinder efter forgodtbefindende—på grund af deres evne til at gå i et med deres omgivelser. Det siges at de skylder deres eksistens til en Amerikansk kalorie-herskers besættelse af at give sin datter en helt unik fødselsdagsgave. Cheshire-kattene viste sig hurtigt at være dødelige jægere, der let udkonkurrerede tidligere katte-arter, og spredte sig jorden over. I Bangkok kaldes de djævlekatte.

Andre genetiske nyskabelser er mere omhyggeligt planlagte. I Japan, der længe kæmpede med faldende fødselstal, begyndte man at fabrikere “nye mennesker,” der kunne tjene den aldrende befolkning. Nogle arbejder utrætteligt, mens andre tjener militære formål. Emiko, træk-op pigen, der giver navn til Bacigalupis roman, har andre kvaliteter. Med sin perfekte hud, sin tendens til uimodståelig seksuel ophidselse og manglende evne til at afslå ordrer, arbejder hun som en levende sexdukke.

De nye mennesker er officielt forment adgang til Bangkok, men Emiko er smuglet ind for at tilfredsstille Thai officerer og fremmede forretningsfolks nysgerrighed og perversioner. Der lever hun et hemmeligt, risikabelt liv, for hvis nye mennesker opdages, ender de hurtigt som næring til den metan-kompost, der generer byens grønlige gadelys. I skov- og bjergområderne nordpå er der også nye mennesker. De udgør styrkerne, der udkæmper kulkrige på vegne af politiske fraktioner og kaloriefirmaer. Det siges at nogle er undsluppet og har skabt deres egne skjulte samfund i bjergene.

Tilbage i Bangkok er en undseelig fabrik på vej imod et teknologisk gennembrud i at lave de særlige fjedre, der bruges til at oplagre og generere energi i mangel på mere effektive ressourcer. Den tidligere manager var overbevist om at disse fjedres kapacitet kunne forbedres voldsomt, hvis de blev behandlet i bade med genetisk modificerede alger.

Men han er forsvundet, eller blevet fjernet. Indtil videre ledes fabrikken derfor af Hock Seng – et ‘gul-kort,’ som Thaierne kalder de få kinesiske Malayer, det lykkedes at flygte til Thailand fra folkemordet begået af det muslimske flertal sydpå. Fabrikken ejes af det Amerikanske kalorie-firma AgriGen. Og nu går der rygter om, at den nye manager Anderson Lake endelig er på vej.

For Hock Seng er det som om de hvide fremmede er beskyttet af det overnaturlige. Hvis der var nogen rimelighed, burde de være gået til grunde for længe siden. I stedet overlever de, spreder sig, og trives endda, som ukrudt. Nu er de atter i Thailand, med nye afgrøder, patenter, penge, og sygdomme. Men denne gang viser de tegn på sårbarhed. Selv de mest magtfulde kalorie-firmaer er dårligt i stand til at følge med sygdommenes konstante mutationer og de er ved at løbe tør for brugbart genetisk materiale. Hock Seng er ikke klar over at netop dette problem forbinder hans skæbne med de fremmede djævles, for Agri-Gen har kun begrænset interesse i at udvikle nye fjedre. Fabrikken er et skalkeskjul, der gør det muligt for Anderson Lake at afsøge Bangkok for friske genetiske ressourcer.

Usædvanlige ting er i gære. For længst forsvundne afgrøder er nyligt vendt tilbage. På byens markeder findes der atter kartofler, tomater og chilier. Da Lake opdager at ngaw, eller rambutan, sælges ved højlys dag, er han ligeså chokeret som hvis han var stødt på en levende dinosaurus på hovedgaden. Fra det øjeblik besættes han af at afdække hemmeligheden bag frugtens tilbagekomst. Han tvivler ikke et øjeblik på at miljøministeriet står bag.

Lake er både intelligent og observant. Ikke desto mindre er han også blind for mange dele af Bangkoks liv. Når åndelige medier advarer om at ånder, phi, er ved at blive vanvittige af frustration fordi de ikke længere kan reinkarnere, er han ikke et øjeblik i tvivl om at det er overtro. Ligeledes ved han med sikkerhed at de sygdomssmittede Thaier, der bærer Phra Seub amuletter, og ofrer til Kong Rama ved ‘Byens hjørnesten’ (Lak Muang), det hellige tempel, ikke vil få noget ud af deres fortvivlede anstrengelser. Men i Thaiernes fremmede verden, er det ikke så let at adskille ånder og politik, teknologi og infektioner. Lake tror sig i stand til at gennemskue overtro, men det viser sig at være ham selv, der ikke har evnen til at gennemskue Bangkoks anspændte miljø.

Bangkok, 2100, påvirkes af sommerfugleeffekten.

Midt i byen, ved en kurve i Chao Phraya floden, ligger Byens hjørnesten, som dagligt besøges af en enorm mængde mennesker, der kommer for at bede til Kong Rama XII. Templet blev bygget, da Bangkok blev gjort til landets nye hovedstad i 1782. Trehundrede år senere, holdt den nu afdøde konge den berømte tale, der gav byen modet til at tage kampen op mod de stigende vande. Den dag erklærede kongen krig mod vandmasserne på to fronter: miljøministeriet fik til opgave at bygge dæmninger og tidevandsbassiner, mens templets munke fik til ansvar at beskytte byens pumper og diger ved at messe uden stop. Hvad de besøgende ikke ved er at ’Byens hjørnesten’ senere fik endnu en vigtig rolle. Under templet, nede af trapper, bag falske vægge, låste døre og tykke mure, ligger Thailands biologiske skattekiste gemt, landets ‘tusindårs-arv’ af plantefrø.

            Bangkok, 2100, påvirkes af sommerfugleeffekten. Efter særligt voldsomme seksuelle ydmygelser bryder Emiko, træk-op pigen, gennem det indkodede regelsæt, der forhindrer hende i at skade mennesker, og finder den iboende overmenneskelige styrke og fart, som hun deler med sine militariserede artsfælder. Få sekunder senere ligger hendes plageånder, heriblandt højt rangerede officerer ved handelsministeriet, i en pøl af blod. Handelsministeriet fortolker det som et snigmord udført af den konkurrerende fraktion, miljøministeriet. Få dage senere rystes hovedstaden af en kort men brutal borgerkrig mellem de to magtfulde ministerier. Med støtte fra kaloriefirmaerne, som AgriGen, sejrer handelsministeriet.

            Efterfølgende forfremmes den unge løjtnant Kanya, der arbejdede som dobbeltagent, til chef for det nye miljøministerium. Hendes første opgave er at føre en delegation af de ‘hvide djævle’, hvis våben gav handelsministeriet sejren, ned under ’Byens hjørnesten,’ hvor de vil modtage deres belønning i form af nye frøsorter. Men på vej gennem tunnellerne hjemsøges Kanya. Påvirket af den insisterende hvisken af en afdød ven beordrer Kanya vagterne til at dræbe den fremmede delegation. Derefter kommanderer hun templets messende munke til at gemme de uvurderlige frø i provinserne, mens miljøministeriets styrker beordres til at ødelægge de pumper og vandlåse, der beskytter Bangkok. ‘Byens hjørnesten,’ der markerede byens nye position som Siams hovedstad, og hvorfra kampen mod de stigende vande startede, ender også med at blive stedet hvorfra byen opgives.

Men der er ikke kun tale om opgivelse. Vi kan også tale om en undslippelse, for det er gennem Kanyas handlinger at de forhadte kalorieherrer endelig tvinges ud af landet. Og vi kan tale om en afspænding, da Kanyas beslutning åbner Thailand mod en anden, mindre anspændt, fremtid.

 

At løsne op for verden

Filosoffen Isabelle Stengers  har skrevet at der er “så mange grunde til ikke at tro på menneskenes verden; vi har mistet verden, værre end at miste en forlovet, eller gud.”[vii]På mange måder er det også svært at tro på det Mekong, der skabes i disse år. Eftersom Bacigalupis verden tegner et billede af en endnu mere dyster fremtid, kan det måske endda siges at den zone af ubestemmelighed jeg har forsøgt at etablere mellem de to har et tab af verdensom præmis.

            Ikke desto mindre er formålet med mit eksperiment ikke at udviske forskelle, så The Wind-Up Girl kommer til at fremstå som et uafvendeligt billede på Mekongs sørgelige fremtid. Tricket må ligge i at adskille verdenerne igen. Stengers skriver, at en ‘empirisk omvendelse’ gør det muligt at genoptage den ‘mærkelige og risikable opgave at begynde at tro på denne verden igen.’ Ét kendetegn ved denne omvendelse er at den beror på en udstrækning af det empiriske. Det er utilstrækkeligt at forholde sig til nutidige kendsgerninger og konkrete objekter som dæmninger og elværker, hvor vigtige de end er, for virkeligheden er også ubestemmelige zoner, hvor det virkelige og det imaginære, ord og verdener, glider over i hinanden.

            Med megodonter og algebade forsøger AgriGens fabrik at presse flere og flere joules ind i mindre og mindre fjedre. Emiko overvejer selvmord. Med flossede nerver afsøger Anderson Lake Bangkok. Bangkok selv er på kogepunktet, mættet med rygter og konspirationsteorier. Hvor end vi vender blikket, på tværs af skalaer og niveauer—personlige, forretningsmæssige, politiske—viser The Wind-up Girl os en verden spændt til det yderste.

            Men under overfladen begynder ting at forskydes. De algebade, der skulle styrke fjedrene, spreder sygdomme, der dræber fabriksarbejdere og leder til fabrikkens lukning. Anderson Lakes nervøse energi konverteres til begær for træk-op pigen, som han ender med at beskytte, mod bedrevidende. Emikos indebrændte raseri får hende til at dræbe og uforvarende starte en borgerkrig. Og Kanyas ånde-drevne oprør får voldsomme konsekvenser, ikke alene for grådige forretningsfolk, kriminelle, og korrupte politikere, men også for Bangkok, der ender under vand, og til sidst blot er skjulested for enkelte flygtninge, nogle få nye mennesker, og de altid tilpasningsdygtige Cheshire-katte. En ny verden med endnu vage konturer åbner sig op.

            For filosoffen Alfred North Whitehead var formålet med en empirisk omvending at skabe nye ‘vaner,’ der kollektivt ville sætte os i stand til ‘at værdsætte individuelle fakta, i deres fulde sammenhæng, med værdier, der endnu er under opståen.’[viii] Min forhåbning er at denne lille tekst, der har sammenholdt visse fakta om klimaforandring i Mekong med Bacigalupis beskrivelse af et fremtidigt Bangkok, der gradvist løses op, ansporer til skabelsen af et rigere repertoire med hvilket klimaforandringernes mangeartede og uforudsigelige konsekvenser kan tænkes. I det mindste kan jeg sige, at opløsningen af de mangeartede sammenhænge, der tilsammen spændte byen til bristepunktet, for mit eget vedkommende har næret en spekulativ appetit for at forstå, og fabulere over, de fremtider, der ligger i vente for Cambodia og Mekong.

 

Noter

[i]Geertz, Clifford. 2003. “A Strange Romance: Anthropology and Literature,” Profession, 28-36.

[ii]Povinelli, Elizabeth. 2017. “The Ends of Humans: Anthropocene, Autonomism, Antagonism and the Illusions of Our Epoch.» South Atlantic Quarterly116(2): 293-310

[iii]Deleuze, Gilles and Felix Guattari. 1994. What Is Philosophy?  New York: Columbia University Press.

[iv]Danowski, Déborah and Eduardo Viveiros de Castro. 2016. The Ends of the Worlds.                                 Cambridge & Malden, MA: Polity Press.

[v]Swanson, Heather; Nils Bubandt, and Anna Tsing. 2015. “Less Than One but More Than Many: Anthropocene as Science Fiction and Scholarship-in-the-Making,” Environment and Society: Advances in Research6: 149-66.

[vi]Taussig gav nervesystemet en dobbelt betydning. På den ene side betegner det et kontrollerende center, der koordinerer kroppens (eller samfundets) signaler. Samtidig er det et nervøst system, der konstant befinder sig på grænsen til sammenbrud. Som vi vil se er denne dobbelthed meget relevant i forhold til klimafremtider i almindelighed og Bacigalupis klimafiktion.i særdeleshed.Taussig, Michael. 1992. The Nervous System.New York & London: Routledge.

[vii]Stengers, Isabelle. 2005. “Whitehead’s Account of the Sixth Day,” Configurations13(1): 35-55.

[viii]Whitehead, Alfred N. 1926. Science and the Modern World. Cambridge: Cambridge University Press.

 

//

Casper Bruun Jensen er lektor ved antropologi på Osaka Universitet, hvor han studerer relationer mellem viden, infrastruktur og klimaforandringer i Mekong området. Han er forfatter til bl.a. Ontologies for Developing Things (Sense, 2010) og Monitoring Movements in Development Aid (med Brit Ross Winthereik) (2013, MIT) og har redigeret Deleuzian Intersections: Science, Technology, Anthropologymed Kjetil Rödje (Berghahn, 2009) og Infrastructures and Social Complexity med Penny Harvey and Atsuro Morita (Routledge, 2016), samt STS: En Introduktion med Finn Olesen og Peter Lauritsen (Hans Reitzel 2007).

Teksten er en redigering og oversat udgave af den videnskabelige artikel Wound-up Worlds and The Wind-Up Girl: On the Anthropology of Climate Change and Climate Fiction, som er udkommet i tidsskriftet Tapuya: Latin American Science, Technology and Society.

Klimaaksjonen takker for bidraget!