Om at samle sig og samle sammen / Andreas Eckhardt-Læssøe

Jeg ligger på knæ og høster kartofler. Kartoflerne er små på grund af sommerens tørke. Det minder mere om at luge end om at høste. Mange af kartoflerne er på størrelse med en ært. Jeg stikker en greb i jorden og vender den, samler de største kartofler op, samler en håndfuld jord op i hånden og sier den for de mindste. Jeg kommer til at tænke på Agnes Vardas kartoffelhjerte. Jeg kommer til at tænke på Simone Weil der fastede i vinmarkerne.

 

I

 

Glaneur: det kan oversættes med at sanke.

 

At sanke betyder at samle / ting eller individer / spredt udover et område / at opsøge, at indsamle, at bringe hen til et sted.

 

At samle sammen, at samle sig.

 

Jeg skrår indover pladsen. Den har en åben side ud i mod vejen og kanalen.

 

Nogle mennesker har samlet sig på en plads.

 

Jeg skal mødes med Jonas.

 

Jonas har en støvgrøn fleece på og blå bukser.

 

Det er koldt.

 

Vi krammer længe. Det er længe siden.

 

Der er Fine, Johanne, Malte og Liv. Vi går hen og siger hej, krammer.

 

Vi står samlet rundt om en barnevogn.

 

Livs farmor står med sin cykel.

 

Hvad er det, der har fået os til at samles her?

 

Hvad gør det, at det er sådan vi mødes nu.

 

Der er ikke så mange mennesker på pladsen.

 

Det føles skrøbeligt.

 

Det skrøbelige ved mødet.

 

Nogle starter et råb og flere og flere svarer.

 

Rytmen etablerer kortvarigt et fællesskab i kroppene.

 

En fælles krop.

 

Råbet dør hen igen.

 

Demovognen står skråt udad mod gaden.

 

En flok børn står på scenen.

 

Et barn står og græder i mikrofonen og bliver stående.

 

En høj hyletone.

 

Man får lyst til at sige, så gør dog noget.

 

Man får lyst til at sige, nogen skal trøste den dreng, han står der og græder.

 

Er der ikke en voksen til stede?

 

Han skal ikke stå der og græde.

 

Men det er ikke gråden, der er noget i vejen med.

 

Det er årsagen til gråden, der er noget i vejen med.

 

Han bor i Sjælsmark.

 

Sjælsmark er et fængsel.

 

Sjælsmark er et udrejsecenter for familier og børn.

 

Barnet siger, ”Sjælsmark er et fængsel.”

 

Barnet siger, ”hvorfor hvorfor!”

 

Man sidder i et udrejsecenter, hvis man har fået afslag på asyl.

 

Man sidder i et udrejsecenter, hvis man ikke vil rejse tilbage til sit hjemland.

 

Man har to valgmuligheder, man kan samarbejde om sin deportation, eller man kan vente på sin deportation.

 

Sjælsmark er et fængsel. Man frihedsberøver folk der, som ikke har gjort noget kriminelt.

 

Børnene går i skole, men det er en dårlig skole.

 

Man kan ikke selv lave sin mad.

 

Det er derfor vi er samlet her.

 

Vi har en ide om, det gør en forskel.

 

Det skrøbelige ved mødet, at turde tro på det kan gøre en forskel.

 

Bare det at finde ud af andre mennesker også går og tænker på det her.

 

Det er en måde at være sammen på.

 

Det er en måde at samle sig på.

 

Det er koldt og vi fryser.

 

Jeg ser den lille dreng, der stod og græd.

 

Han laver bottleflip i en ring af fire voksne og griner.

 

Vi går ud og spiser frokost.

 

Vi taler om jura.

 

Vi siger til hinanden, vi mangler et fast grundlag, det hele skrider.

 

Det er som om, der ikke er nogen bund at nå.

 

Vi spørger os selv, er der ikke en jurist, der kan føre en sag.

 

Vi spørger os selv, er der ikke en voksen til stede?

 

Eddy ligger og kravler rundt på gulvet.

 

På et tidspunkt får han noget galt i halsen.

 

En lille dreng stod og græd og blev stående.

 

Han havde en blå jakke på.

 

Senere lavede han bottleflip med en flaske.

 

Han sagde ”hvorfor hvorfor!”

 

 

II

 

Glaneur: det kan oversættes til engelsk med ordet glean.

 

Det ord har en vis hastighed i sig, det kan minde om at skimme.

 

Hurtigheden i Agnes Vardas film.

 

I 1968 boede hun i Californien med sin mand, sin datter og deres hund, petit princesse.

 

Hun lavede filmen Black Panthers om The Black Panther Party. Den er kun 30 minutter lang.

 

Hun siger om den film, jeg følte, jeg måtte stille mig selv til rådighed for det, der skete, jeg måtte tilbyde mig selv og mit kamera.

 

I en scene står hun og filmer Huey P. Newton holde tale til en demonstration.

 

Agnes Varda er meget lav, og hun kan ikke filme hen over hovederne på folk i forsamlingen.

 

Hun må i stedet filme over skulderen på en af demonstrationsvagterne, der står og kigger den anden vej.

 

Hun siger, på det tidspunkt troede vi det her ville komme til at ændre alting. Det gjorde det ikke.

 

Det er svært for mig at tro på skriften som noget, der kan sætte sig i andres sted.

 

Det er anderledes med kameraet.

 

Kameraet har en retning indad.

 

Egentlig tænker jeg, det ikke er min tur til at tale.

 

Jeg har ikke noget at gøre med den vold, der bliver udøvet mod de kroppe, der bor på Sjælsmark.

 

Eller jo, det har jeg lige præcis, det er en forlængelse af min hånd, min stat, der udøver den vold mod de statsløse.

 

Jeg ved ikke om jeg tror på en skrift, der kan stille sig i andres sted.

 

At stille sig til rådighed med skriften.

 

Kan man tale om en skrift som ikke deler, men samler.

 

Samler sammen og samler sig.  

 

Den her skrift er knyttet til mig.

 

Den her skrift er knyttet til min krop.

 

Jeg kan tale om en skam ved at skrive.

 

Men jeg vil ikke reducere det her til et spørgsmål om individuel moral.

 

Det er et vilkår for skriften, for mig, at skriften altid træder ind foran det den taler om.

 

På den måde at den træder imellem.

 

Det er et arbejde med sproget.

 

Eileen Myles skriver: Jeg flytter mine kræfter ud i lyset.

 

Agnes Varda lader sine hænder og sit kamera løbe henover et bjerg af kartofler.

 

Hun finder en hjerteformet kartoffel og holder den op foran sig, op foran kameraet.

 

Hun bliver ved med at lede og samler en hel plasticpose med kartoffelhjerter.

 

Simone Weil skriver: ” Vi besidder intet i denne verden – et rent og skært tilfælde kan fratage os alting – undtagen magten til at sige ”jeg”. Det er det, vi må give til Gud – med andre ord, ødelægge.”

 

En lille dreng står og græder i en mikrofon og bliver stående.

 

”Hvorfor hvorfor!”

 

Hvis jeg taler om, hvordan jeg græd, så træder jeg ind foran hans lys.

 

Jeg vil turde tro på en skrift der kan samle.

 

Det tyske ord for at læse og for at samle er det samme: lesen.

 

Jeg vil turde tro på en skrift der læser.

 

Jeg vil flytte mine kræfter ud i lyset.

 

Sprogets lysninger

 

 

III

 

Jeg sætter mig på knæ ved kartoflerne.

 

I 2018 er kartoflerne på størrelse med ærter.

 

I dette væv af tid.

 

En stor bunke af kartofler.

 

Her har i mit kartoffelhjerte.

 

Det er dette jeg, jeg har at tilbyde.

 

Det er dette jeg, jeg har at ødelægge.

 

Der er altid flere der taler.

 

Det er at bevæge sig ud i det åbne sammen.

 

Pladsen har en åben side udad mod vejen og kanalen.

 

Det er sådan vi kan mødes.

 

Det er en måde at være sammen på.

 

En lille dreng står og græder i en mikrofon og bliver stående.

 

Et fængsel uden en lov.

 

Det er et arbejde at holde opmærksomheden rettet mod det.

 

Det er et arbejde at holde sammen på sig selv, at samle sig om noget.

 

At samle flere sammen.

 

Skriften er ikke et kamera.

 

Det er et spørgsmål om beboelighed.

 

En samling er også en bevægelse.

 

Når noget åbner sig, og vi kan gå derud sammen.

 

Nye flugtlinjer i det åbne.

 

At krydse ind gennem noget og møde hinanden.

 

Det skrøbelige ved mødet.

 

 

/

Andreas Eckhardt-Læssøe er forfatter, oversætter og kritiker. Hans debutdigtsamling Det skal nok gå (2018) er udkommet på OVO press.

Teksten her blev læst op til et arrangement i biografen Vester Vov Vov i København sammen med et klip fra filmen Le Glaneurs et la Glaneuse af Agnes Varda. Vi takker forfatteren for bidraget!

 

//

 

Tidligere dikt og tekster om flyktningen på nettsiden:

 

Göran Sonnevi: Tre dikt

Wera Sæther: Vannet

Madame Nielsen: Slovenia – Østerrike

Thomas Hylland Eriksen /Arne Johan Vetlesen: Klimaflukt som moralsk utfordring

Herta Müller: Nachts, wenn die Zäune wandern

Uskyldige menneskers flukt fra klimaødeleggelse 

Inger Elisabeth Hansen: Å resirkulere lengselen

Frode Grytten: Tusener seglar igjen

Gunnar Wærness: Venn med alle, III

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Blogg på WordPress.com.

opp ↑