Foto: Claus Høyner
Turistbådene er væk, ingen råb, ingen trafiklarm
Kun havfuglenes skrig og havet
der pjasker mod kajen
Jeg hviler mig på en sten og ser en cetacea
springe ud af vandet
en mørk bue mod det sølvfarvede hav
Måske en delfin
hvidnæse eller hvidskævning
Vi har givet mågerne menneskers navne
Belchers, Saunders, Bonapartes, Olrogs
Men ikke menneskers sjæle
Et sted skyller en sepiaskal op på stranden
Der er 700 millioner år
mellem mennesket og sepiaens
sidste fælles slægtning
Sandet mod skallen:
En fantasmagori af blækspruttens teksturerede hud
En meddelelse i hvid og okker
En spækhugger forsøger at redde sin døde kalv
Hun bærer liget i sytten dage
Sørger hun?
Eller sørger mennesket
over tabet af sine fjerne slægtninge?
Når dyrene er væk
uddøde
som gejrfuglen og dronten og Stellars søko
hører vi da kun vinden
og brændingerne?
Alene,
med skeletter og rekonstruktioner
og jordens mægtige kræfter
//
Søren Toft Høyner er cand. mag. i idéhistorie fra Aarhus Universitet, med speciale i science fiction om klimaforandringer. Han har arbejdet med historieformidling, kommunikation og oversættelse. Han er også redaktionssekretær på dette websted.
/
Massedød er defineret som tabet af størstedelen af arter over en relativt kort geologisk periode. Der har været fem tidligere massedødsbegivenheder i Jordens historie, for eksempel da et nedslag fra en asteroide udryddede dinosaurerne. Vi gennemlever lige nu den sjette massedød.
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 