Flygtningenes tid / Kirsten Thorup

Foto: Lærke Posselt, 2016.

”Det er flygtningenes tid på planeten»

Nelly Sachs

En flygtning er budbringer af ulykke. Flygtningen kommer med dårlige nyheder. Med budskaber om krige og klimakatastrofer, om manglende livsbetingelser for planter og dyr.

Flygtningen bringer fjerne klimaramte og krigsplagede kontinenter tæt på og forstyrrer vores behagelige velstand med varsler om samme skrækscenarier på vores tempererede breddegrader.

Flygtningen minder os om at klimakatastroferne ikke ligger langt ude i fremtiden, men at vi allerede lever i fremtiden. Midt i drivhusopvarmningens forhøjede vandstande. Midt i nedsmeltningen af polerne. Midt i tørken i Afrika. Midt i voldsomme skovbrandes katastrofelandskaber.

Flygtningestrømmenes ulykkevarslende budbringere spejler vores angst for at miste vores selvfølgelige luksustilværelse. ”Rich People are always afraid”. Flygtningen udstiller vores sårbarhed i en globaliseret verden med eroderede nationale grænser.

Flygtningen som vi ikke vil se os selv i, er et omvandrende tegn på livets skrøbelighed, på at sikkerhedszoner ikke findes, at vi alle er i samme båd, og at katastroferne rammer tilfældigt efter samme naturlov, som får lynet til at slå ned. I dag dig, i morgen mig.

Vi lader os styre af vores angst og had til disse ubudne ulykkesfugle, der skygger for vores evige feriesolskin. Vi forsøger med vold og magt at holde dem ude på den anden side af grænsehegnet og nægte dem adgang til vores territorium og vores bevidsthed. Vi graver efter vores nationale rødder og identitet. Bliver nationalistiske stammearkæologer i et desperat forsøg på at udgrænse flygtningene, der kommer langvejs fra til fods, i gummibåde, i menneskesmuglernes bagagerum.

Flygtningene der har været nødsaget til at forlade deres hjemegn, familie, venner og alt hvad de ejede og havde, skræmmer os fordi de intet ejer andet end deres ”nøgne liv”. Ingenting ejer andet end deres kroppe og det tøj de går og står i. Deres fremmede fattigdom gør dem i vores angstplagede forbrugerhjerner til mistænkelige, truende, upålidelige, kriminelle, krævende individer, utaknemmelige skarn. Flygtningene er syndebukke for alverdens ulykker som vi må beskytte vores rigdom imod ved at udstøde og indhegne dem i lejrenes nedværdigende parallelsamfund.

I dansen omkring guldkalven har vi glemt gæstfrihedens ældgamle lov, der byder os tage imod flygtninge som medmennesker, dele vores overflod med dem, inkludere dem i hverdagslivet og derved gensidigt lære af hinanden, udveksle erfaringer, udvide vores fælles horisont og skabe en ny verdensorden.

Flygtningene forsvinder ikke ved at vi som små børn lukker øjnene og ønsker dem om på månens bagside. Hvadenten vi vil det eller ej, er vi og og verdens flygtninge forbundne. Afhængige af samme jord. Samme gådefulde klimasystem. Samme egenrådige naturkræfter.

Kirsten Thorup, f.1942 er en betydningsfuld dansk samfundskritisk realist. Hun debuterede i 1967 med digtsamlingen Indeni – udenfor, men er bedst kendt for sine mange store samtidshistoriske romaner. I år 2000 modtog hun Det Danske Akademis Store Pris og i 2017 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Erindring om kærligheden.

Klimaaksjonen takker Kirsten Thorup for denne tekst! Her er vores serie om flygtninge:

Kosmopolitiske rettigheter / Johannes Servan

Ømhed og politisk praksis / Jonas Eika, Rolf Sparre Johansson

Ai Weiwei: Our Judgement is Crippled

Lyudmyla Chersonska: Two poems

Jægeren og de som jages / Susanne Christensen

Andreas Eckhardt-Læssøe: Om at samle sig og samle sammen

Göran Sonnevi: Tre dikt

Wera Sæther: Vannet

Madame Nielsen: Slovenia – Østerrike

Thomas Hylland Eriksen / Arne Johan Vetlesen: Klimaflukt som moralsk utfordring

Herta Müller: Nachts, wenn die Zäune wandern